Prøv avisen

Myndighed er målet

– Det var på den måde et markant valg at gå fra landbrug til universitet, siger Harry Haue om sit personlige skifte. – Det gav mig en arrogant holdning som Jean de France i Holbergs komedie, men med tiden kunne jeg se, at min landbrugsbaggrund havde nogle fine dannelseskvaliteter med de folkelige bevægelser, som på mange måder kunne sidestilles med universitetsstudier eller gymnasielærergerningen. – Foto: Peter Kristensen.

Almendannelse er, at man giver den enkelte mulighed for at udvikle en personlig myndighed, der sætter vedkommende i stand til at reflektere over sit eget forhold til sine medmennesker, natur og samfund, siger dr.phil. i almendannelse Harry Haue. Selv har han dannet sig både gennem bøger og bønder

De to danske dannelsesapostle, som det måske er sværest er vige udenom, er Grundtvig og Madvig. Og begyndelsen til det, vi i dag forstår ved almendannelse, stammer bogstaveligt talt fra et skænderi mellem de to. Dengang i 1850 dækkede Madvig både kirke, kultur og uddannelse som kultusminister, en stilling, han havde slidt sig frem til fra fattige kår på Bornholm. Men Madvig var med sin forkærlighed for den lærde skole for elitær, mente Grundtvig.

Ifølge folketingsprotokollerne afbrød Grundtvig en af Madvigs taler i folketingssalen om dannelse ved at råbe: Kultusministeren hævder, at al dannelse kommer fra eliten. Nej, nej! råbte han, den kommer fra folket!

Grundtvig har ikke uret, replicerede Madvig, for dannelse kommer også fra folket. Men der må og skal være plads til begge dele, så de to former kan indgå i en vekselvirkning med hinanden. Det ville være lykkeligt for vort folk, hvis den folkelige og lærde dannelse kunne inspirere hinanden, sagde han.

Grundtvig erklærede sig enig på stedet. Og siden har det været en del af den danske dannelsesforståelse, at almendannelse står på to ben ét i den lærde skole og et andet i folkeoplysningen, der med Grundtvigs ord ligestiller håndens og åndens arbejde.

Det er dr.phil. i almendannelse Harry Haue, der fortæller historien, mens vi sidder i personalekantinen på Det Kongelige Bibliotek. En halv time tidligere er han ankommet med blød hat og spadsereparaly, men tror man, at han af den grund altid har siddet med næsen i bøgerne uden at røre en doktorringsfinger, tager man fejl. For Harry Haue sled selv igennem flere år som landbrugsmedhjælper, før han i sin tid fik sin studentereksamen.

Siden blev han manden, der sikrede, at ordet almendannelse blev bibeholdt i gymnasieskolernes studieordning. Og først som 60-årig modtog han en million kroner af staten til at skrive en doktorafhandling om, hvad almendannelse i grunden er. Privat hjalp det ham også til at samle de to verdener, der har været med til at danne ham, men først skulle syntesen mellem Grundvig og Madvig på plads:

Forud for deres debat i folketingssalen havde skolen allerede ændret sig markant i takt med, at der kom flere studieretninger på universitet. For det skabte også et krav om flere fag i den lærde skole. Før i tiden bestod latinskolen kun af tre fag: latin, græsk og hebræisk. Men Johan Nikolaj Madvig, der var den store arkitekt bag almendannelsen herhjemme, mente, at man ikke kunne skabe noget dynamisk samfund ved at kopiere oldtiden. Som 28-årig skrev han et 108-siders langt skrift på blot en uge, men han har jo nok tænkt over det i flere år. Tiden kræver 15 fag, før man kan være et almendannet menneske, skrev han og kom til at omsætte det til en reform 20 år senere i 1850.

Begrebet almendannelse blev allerede nævnt i 1824 af fysikeren H.C. Ørsted, der altid skabte danske begreber ud af udenlandske. Man siger, at han skabte to tusinde nye danske ord på den måde. Og i 1824 skrev han en kronik i Nyt Aftenblad, der hed Hvad skal man lære i skolen? Her brugte han som nok den første i Danmark det tyske begreb Allgemeinbildung og oversatte det til dansk. Det er, skrev han, ikke saa meget Mængden af Kundskaber, det kommer an paa at erhverve i den lærde Skole, men det Fornuftens Stempel, som skal sættes paa Kundskaberne. Det kaldte han almendannelse, og så var begrebet introduceret i Danmark.

Efter Ørsteds kronik blev almendannelsen hurtigt en central del af den debat, der førte frem til det moderne gymnasiums tilblivelse i 1850, hvor skolens formål takket være Madvig blev en undervisning, hvor målet blev at føre eleven til en sand og grundig almindelig Dannelse og med det samme, saa-vel ved Kundskab som ved Sjeleevnernes Udvikling paa bedste Maade forbereder til det academiske Studium af de Videnskaber og Fag, til hvilke den Enkelte føler Kald.

Mens Madvig ønskede at revolutionere den lærde skole med almendannelse, ville Grundtvig skabe konkurrence til den lærde skole ved at uddanne bønder til myndige ledere. Det førte senere til højskolernes oprettelse, der netop kom til at betyde en vekselvirkning mellem den levende mundtlige formidling på højskolerne og det faglige gods i gymnasierne, især fordi lærerne i stigende grad flyttede rundt mellem de faglige miljøer.

Højskolebevægelsen voksede sig hurtigt stærk båret som den blev af Christens Kolds forestilllinger om en undervisning, der byggede på det levende ord, men også med respekt for den grundlæggende viden, som et moderne landbosamfund efterspurgte. Men afvandringen fra landet betød, at eleverne svigtede højskolen, og i slutningen af det 20. århundrede overtog de eksamensgivende gymnasier mange af højskolernes tidligere elever, fortæller Harry Haue, der dog mener, at begge skoleformer har betydet meget for den folkelige dannelse.

Hvad er dannelse for dig selv?

Det er, at man giver den enkelte mulighed for at udvikle en personlig myndighed, der sætter vedkommende i stand til at reflektere over sit eget forhold til sine medmennesker, natur og samfund. Den udvikling kan selvfølgelig fortsætte hele livet, men det er skoledannelsen, jeg har arbejdet mest med. Alle ved, at det, vi lærer i skolen, spiller en stor rolle for vores dannelsesforestillinger resten af livet. Derfor fandt jeg det vigtigt at få konstateret, hvilket dannelsesbillede der bliver grundlagt i skolen. Og det er det, vi kalder almendannelse.

Almendannelse er et vigtigt element i dannelsen. Sådan har det været de sidste par hundrede år, lige så længe som det moderne samfund har eksisteret. De to ting hænger nemlig nøje sammen.

Almendannelse skal efter min opfattelse defineres som en undervisning, der indeholder de almene dele af de videnskaber og fag, som et samfund har adgang til og brug for med henblik på at etablere den personlige myndighed, der så resulterer i den egentlige dannelse. For almendannelse er som regel begrænset til tre års eller to års skolegang. Det er jo især i de gymnasiale uddannelser, at man bruger begrebet almendannelse. Men højskolen har egentlig samme formål, og folkeskolen er også almendannende, idet den ikke dækker nogen speciel funktion i samfundet.

I gymnasiernes studieordning hedder det stadigvæk, at de gymnasiale uddannelser skal være almendannende og studieforberedende, men det er to sider af samme sag, mener Harry Haue:

Almendannelse er i sig selv studieforberedelse. For almendannelse foregår altid i en institution, der har til formål at klæde eleverne på til at uddanne sig videre. På den måde er almendannelse også en langt mere målbar størrelse end dannelse. I skolen kan man for eksempel kun nå at lære om ti fuglearter, og derfor må man afgøre, hvilke ti fuglearter, der er mest almene. Sådan en del af almendannelsen kan man afholde eksamen i, men dannelsen fortsætter hele livet, hvor man selv kan fortsætte med at studere alverdens fuglearter. Og det er en meget stor forskel på almendannelsen og dannelsen. Det er også derfor, man ikke kan erstatte ordet kompetencer med almendannelse. For der findes selvsagt hundredvis af forskellige kompetencer, man kan tillære sig, mens det kun giver mening af tale om almendannelse i ental, så man derved signalerer, at det indebærer noget bestemt. For selvom almendannelse er et rummeligt begreb, kan det ikke rumme alt. Det kan ordet dannelse derimod næsten. For i vores globaliserede og individualiserede samfund vil enhver kunne sige, at man skaber sin egen dannelse, hvad enten man er punker, lyriker eller filmmand.

Harry Haue har selv en fortid som landbrugsmedhjælper, og det har også sat sig sine spor på hans egen dannelseshistorie, selvom han i en årrække benægtede det.

Jeg var landbrugsmedhjælper i fem år, før jeg begyndte at læse. Jeg var 20 år, da jeg startede i 8. klasse, som dengang hed præliminærskolen. Det var på den måde et markant valg at gå fra landbrug til universitet, og det gav mig en arrogant holdning som Jean de France i Holbergs komedie, hvor jeg ikke kunne se værdien af det, jeg havde lagt bag mig. Jeg kunne i hvert fald ikke se nogen dannelse, der var værd at bære videre, så jeg koncentrerede mig om den akademiske dannelse. Og jeg blev selvfølgelig meget mere universitær end mine medstuderende, der aldrig havde prøvet at håndtere en møggreb. Men den udvikling nåede også et mætningspunkt for mig, hvor jeg med tiden kunne se, at min landbrugsbaggrund havde nogle fine dannelseskvaliteter med de folkelige bevægelser, som på mange måder kunne sidestilles med universitetsstudier eller gymnasielærergerningen.

Det fik mig til at forske i langbrugets og de folkelige bevægelsers historie, og på den måde fik jeg lavet min egen syntese mellem landbruget og den akademiske verden.

Hvad fik dig til at skifte bane?

Jeg kom ind som soldat midt landbrugskrisen i 1960erne, og det gav mig lejlighed til at tænke mig om. Som barn havde jeg gået i den vestjydske vinterskole, hvor vi fra tiårsalderen kun gik to halve dage i skole om sommeren, men vi lærte alligevel de grundlæggende kulturteknikker. Og Den Tykke, som vi kaldte førstelæreren, gik til mine forældre og sagde, at jeg havde et godt hoved og skulle holdes til bogen. Men jeg følte mig alt for indlejret i det landlige liv og kunne ikke forestille mig at gå på en stor skole i en fremmed by, så jeg blev nok i landbruget på grund af sociale hæmninger. Og først da jeg kom i militæret, fik jeg tid til at reflektere over, hvad jeg ville. Jeg fik en soldaterkammerat, der var uddannet lærer, og han fik mig overbevist om, at jeg nok skulle klare at læse videre. Derfor kontaktede jeg rektoren på Rønde Studenterkursus, der var tilknyttet Indre Mission. Han sagde: De skal bare gøre, som jeg siger, så skal De nok blive student.

Nemt var det ikke. For jeg havde aldrig haft engelsk, fransk, tysk, fysik eller kemi. Men det blev en åbenbaring for mig at blive introduceret for alle de nye fag. Hver dag var fyldt med ny viden og nye erkendelser. På den måde kom jeg til at træde ind i den akademiske verden, men siden er det blevet stadig klarere for mig, at min egen fortid i landbruget ikke bare var en møggreb, men en rig kultur. Og den erkendelse skabte en vekselvirkning i min egen forskning, der førte frem til min interesse for almendannelse.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk