Anne-Mette fortæller om sit savn, så man kan mærke smerten og glæden. Glæden over, hvor dejligt det var, når hun stod på sin højtleende fars skuldre midt i svømmehallen og kastede sig ud i vandet derfra. Og smerten over aldrig at skulle opleve det igen.
- Det var underligt at se min far, da han lå i kisten i kapellet. Han så ud, som om han sov og ville vågne igen. Det gjorde han bare ikke, siger Anne-Mette.
Det er godt et år siden, hendes 37-årige far døde. Anne-Mette er nu 11 år og har i seks måneder været med i en sorggruppe for børn i Aalborg under foreningen Børns Vilkår.
Denne eftermiddag er fire piger fra gruppen samlet for at fortælle Kristeligt Dagblad, hvad det betyder for dem at dele deres smerte med hinanden. Og med de to voksne gruppeledere, familieterapeut Birgitte Nygaard og hendes mand, praktiserende læge Poul Nygaard.
Brusende sodavand, kiks og småkager står på bordet, og pigerne er først lidt forlegne. Men snart opstår den stemning, man kan snakke frit i. For den er de vant til at have sammen. Så der tales. Og der lyttes.
- Noget af det, der føles rart, når jeg tænker på gruppen her, er, at der er plads til os alle. Det handler ikke om én person, men om os alle sammen, og vi kan sige det, vi gerne vil sige. Og så er det godt, at de andre også har mistet en, for så føler jeg mig ikke alene, fortæller Anne-Mette.
17-årige Line, hvis mor døde for ni måneder siden, supplerer:
- Gruppen er et pusterum. Man kan komme ud med det hele. Og man kan sige alt det, som andre måske ikke gider høre om, fordi de ikke har prøvet at miste. Nogle gange behøver vi slet ikke sige noget. Så kan vi bare se på hinanden, og så ved vi, hvordan hinanden har det.
Det er især det, der er ideen med gruppen. »Hvordan er det at være dig?« er kodeordene for samværet, der udfoldes på forskellig vis: ved fælles madlavning, ved fælles samtale i gruppen, ved leg og ved snak på kryds og tværs. Alle ved, at i dette forum kan man altid sige, hvordan man har det lige nu. Og man kan også lade være og bare nyde at lege og spille. Og mærke, at livet også går videre.
Den stemning er vigtig, fordi det ellers ofte er tavsheden, børn møder, når de har mistet et familiemedlem.
Trine er 13 år. Hendes far, som hun boede hos hver weekend, døde for godt et år siden ved en arbejdsulykke.
- I skolen gik jeg tit alene i frikvartererne, efter min far var død. Jeg havde ikke lyst til at snakke sådan, som de andre gjorde. Og de spurgte mig ikke, hvordan jeg havde det, selv om de kunne se, at noget var galt. Det fik mig til at blive endnu mere indelukket.
Trine har været med tre gange i sorggruppen, der mødes fra kl. 17 til kl. 20.30 hver tredje uge.
- Da jeg begyndte at komme i gruppen her, så begyndte mine lærere og kammerater at spørge mig, hvordan det går. Måske gør de det nu, fordi de ved, at nu har jeg snakket det igennem, så nu kan de også spørge. Men jeg ville gerne have talt med dem dengang også.
Jeanne er 10 år. Hendes søster døde af kræft for tre år siden.
- Da jeg kom i skole igen, vidste de godt, Malene var død. Så spurgte en om noget, men en anden sagde hurtigt: »Det må du ikke spørge om.« Det blev jeg ked af. For de kunne jo ikke vide, hvordan jeg havde det, og jeg synes godt, de måtte spørge.
Line fortæller, at hendes veninder snakkede meget med hende, indtil moderen blev begravet. Derefter var det, som om de ønskede, at nu skulle hun blive sig selv igen.
- Hvis nogen fortæller, hvad de har lavet med deres mor, og de så kigger på mig, så går samtalen i stå. Det bliver jeg pissesur over. Jeg vil også gerne fortælle, hvad jeg har lavet med min mor. En gang sagde jeg det til en veninde. Hun fortalte, at hun ikke ville spørge om noget, fordi hun ikke ville gøre mig ked af det. Men jeg vil altid være ked af det. Og jeg kan godt tale om min mor.
En anden vigtig del af gruppens funktion er, at børnene kan dele deres erfaringer. På den måde oplever de, at deres egne reaktioner på dødsfaldet er helt almindelige.
For eksempel kan det være svært for nogle af de ældste børn, at de efter faderens eller moderens død er begyndt at sove sammen med den forælder, de har tilbage. Men da det først kom frem i gruppen, viste det sig, at alle børnene sov sammen med deres mor eller far efter dødsfaldet.
Trine siger:
- Jeg var bange for at sove alene. Måske var jeg mest bange for at møde min far igen, og jeg var bange for skygger. Men efter vi har snakket om det i gruppen, har jeg indset, at der ikke er noget at være bange for.
Jeanne fortæller:
- Når de andre siger noget, opdager jeg, at det jo også er sådan, jeg har det. Malene døde derhjemme, og hendes kiste stod på hendes værelse. Men jeg kunne ikke lide at gå forbi om aftenen. Jeg var bange for, at hun skulle vågne op igen.
Børnene deler også deres minder med hinanden. De har haft billeder med af den afdøde, og de kommer næsten til at kende de mennesker, de andre har mistet. I gruppen er det også tilladt at fortælle det, man ikke kunne lide ved dem, der er døde. For der er også noget, som de ikke savner.
- Det var for eksempel træls, at Malene altid fik en masse gaver af dem, der besøgte hende på sygehuset. Hun fik mange flere end mig, siger Jeanne.
Line har nogle dage, hvor hun pludselig ikke kan huske sin mor.
- Så kan jeg godt gå lidt i panik. Det er meget ubehageligt, og jeg føler, jeg har gjort noget forkert, for jeg vil jo gerne huske hende. Men så går der nogle dage, og så kan jeg huske hende igen.
Trine fortæller, at hendes mor en dag spurgte hende, om hun stadig kunne huske sin far.
- Det blev jeg sur over. Selvfølgelig kan jeg huske ham. Jeg har jo elsket ham, siden jeg blev født. Og alligevel kan det godt være svært. Så jeg vil passe på, at jeg ikke glemmer ham. Det, jeg savner mest, er hans smil og hans væremåde. Hans tryghed.
I gruppen har det også stor betydning, at børnene taler åbent med voksne om, hvordan de har det.
- Birgitte og Poul er gode at snakke med, fordi de forstår, hvordan jeg har det. Så jeg tror, det bliver nemmere for mig også at tale med andre voksne om det, siger Trine.
Anne-Mette tilføjer:
- Men man skal kende de voksne godt og føle sig tryg ved dem, så det ikke bare bliver noget, man siger. For hvad nu, hvis de fortæller det videre til andre, eller hvis de overdriver det?
Ingen af de fire piger kan lide at tænke på, at de en dag skal holde i gruppen. For tiden er 13 børn med, og der står børn på venteliste. Men gruppen er ikke et sted, de skal blive ved med at komme. Og Anne-Mette tænker, at når hun en dag holder, så er hendes sorg blevet mindre.
- Selvfølgelig vil min sorg altid være der. Men jeg tror, at knuden af sorg er blevet løsnet lidt. Og så kan jeg fortælle om det nu uden at græde. Selvfølgelig må man gerne græde, men det er ikke altid lige perfekt i alle situationer. Og andre mennesker kan måske få en forkert opfattelse af, at man græder.
Trine tilføjer:
- Ja, måske tror de, at man er et pattebarn. Så det er rart at kunne fortælle om sin fars død uden at græde, når man møder nye mennesker.