Når du er ude at gynge, kan du bruge troen

Mesterkokken Søren Gericke røg for halvandet år siden ned i et kulsort hul af depression, lod sig indlægge på psykiatrisk afdeling og kom ovenpå igen. I dag søger han ofte mod Københavns Domkirke, når han har uro i kroppen

"Det er vigtigt at skelne mellem almindelig tristhed med let opgivenhed, og når den er rablende gal," mener kokken Søren Gericke.
"Det er vigtigt at skelne mellem almindelig tristhed med let opgivenhed, og når den er rablende gal," mener kokken Søren Gericke. . Foto: Leif Tuxen.

Armene hang passivt ned langs siden og var umulige at løfte. Han kunne knap nok tale, og indeni var der bare kulsort. Han var træt, og hver morgen glædede kokken Søren Gericke sig kun til én ting. At det skulle blive mørkt og nat igen.
Paralyseret af angst og depression lod han sig til sidst indlægge på psykiatrisk afdeling på Glostrup Hospital. Det var det, der skulle til.

LÆS OGSÅ: Danskerne vil helst spise sammen

Når man får sådan en ordentlig tur, skal man søge hjælp, inden man går i sort. Men man er i afmagt og ved slet ikke, hvad man skal gøre, og venter bare på at komme i seng igen. Det at bede om hjælp er det sværeste dørtrin at komme ind over, fortæller den kendte kok.

I dag, halvandet år efter, er livet lysere igen for 65-årige Søren Gericke.

I vamset sweater og sejlersko tager han imod i køkkenet i sin og kæresten, Annes, lille stuelejlighed i Rødovre. De har været sammen i fem-seks år og har boet i lejligheden de seneste tre. Deres store hund, Fie, der er en blanding mellem en rottweiler og noget andet, trisser godmodigt rundt.

Jeg er kommet ud på den anden side fuld af energi. Det hjalp at komme på Glostrup, efter at jeg i mange år ikke rigtig havde fuldført at gøre noget ved det. Så synes man, at man har det bedre, og så springer man fra. På Glostrup var der gang i den på en måde, så man egentlig ikke opdagede det, men det virkede. Det foregik helt stille og roligt og uden for mange samtaler. Er der for mange maraton- og rundbordssamtaler, spidser det til. Det er næsten ikke til at bære, hvis folk hele tiden spørger, hvordan man har det.

Han var indlagt et par måneder, uden at hans psykiater satte en decideret diagnose på ham.

En læge tog fat om roden og fandt ud af, hvad det virkelig drejede sig om. Jeg har været indlagt flere gange før, hvor det var mere diffust, og hvor jeg bare tænkte, at jeg skulle have fred. De skal kunne sætte sig ind i, hvordan du har det. Jeg lærte, at det handlede om friheden til at være sig selv og til at erkende de ting, man har i kroppen. Først inden for de seneste år har jeg fundet en psykiater, der forstår tingene, for man kan ikke forklare det. Det skal være folk, der virkelig har indsigt i andre mennesker, siger Søren Gericke.

Efter eget udsagn er udløseren for hans depressioner, at han bekymrer sig alt for meget og i en sådan grad, at mørket kommer snigende.

Jeg bekymrer mig altid på forskud. Jeg er bekymret for alt. Hvordan skal det nu gå. Det skal man passe på med. Bekymrer man sig først om alle de små ting, er det galt.

Et spækbræt med en håndfuld tomater og et bundt forårsløg ligger parat ved siden af komfuret, og på hylder står diverse krukker med gryn og syltetøj, men ellers er der ikke noget, der vidner om, at her huserer en af Danmarks mest kendte kokke. Af kendere defineret som et gastronomisk geni i verdensklasse, men også som et meget følsomt menneske, der indimellem mister kontrollen.

Der er dog ingen tvivl om, at det stadig er mad, der fylder i Gerickes liv. Det er det, han kan. Simpel mad med grøntsager på hjemmefronten og mere avanceret, når han er ude at lave selskaber og være gæstekok hos Danmarks store virksomheder.

I øjeblikket venter han lidt utålmodigt på, at et nyt projekt, Madakademiet, kommer rigtigt i gang. Et projekt for unge fra 17 år og til begyndelsen af 20erne, der ikke rigtig kan finde sig til rette i tilværelsen, fordi de har svært ved at klare den teoretiske del af erhvervsskolerne. Der vil blandt andet være et køkken med en café, hvor de unge kan lære at lave mad.

De er håndværkere, der har brug for at komme i gang og bruge hænderne og kroppen. Det skal være på et plan, hvor de kan være med alle sammen. Det mener jeg positivt, siger Søren Gericke, der efter fem år er stoppet på TV-Glad, hvor udviklingshæmmede laver tv.

Søren Gericke, der selv voksede op som dreng af arbejderklassen i de københavnske baggårde, har utvivlsomt en forkærlighed for skæve, uperfekte eksistenser. For dem, der har sværest ved at blive en del af samfundet. Hjemløse eller bare børn fra trange kår, som ikke har haft mulighed for at skaffe sig en læreplads gennem forældrenes gode netværk.

Nogle gange skal man bare skrue op for blusset, så blusser de op. Var jeg kommet i lære i dag, havde jeg aldrig klaret det. Jo, på den praktiske del, men ikke skolen med alle computerne.

Han blev selv kaldt et sært barn, da han var dreng. Han var næsten ordblind og heller ikke så god til tal. Også dengang boksede han med angsten og bekymringerne.

Jeg var anderledes og blev kaldt uvorn. Men jeg var meget nervøs og bange for alting. Jeg tror, at angsten for mange mennesker er det allerværste.

Fra han var 10, til han var 14, var han indlagt tre gange på forskellige børnehospitaler, blandt andet på Refsnæs ved Kalundborg, der behandlede afvigende børn.

Det var vidunderligt at blive indlagt på børnehospitalet, mens alle andre gik i skole. Det var en beskyttet virkelighed, hvor man var fri for alle de andre, husker han.

Det var hans mor, der fandt ud af, at det ville være en god idé for sønnen at blive kok, hvor han kunne bruge sine hænder. Hans forældre havde de store kogebøger derhjemme og var glade for naturen og var på den måde med til at skærpe sønnens sans for mad og planter. Dengang i 1960erne var det ganske vist ikke højstatus at være kok, men Gericke kom i lære på Hotel Regina i København, hvor han oplevede, at man vaskede pålægget, så det kunne holde en runde mere.

Min mor mente, man kunne nå noget ved at komme ind som kok. Men dengang var kokken ikke noget værd, og det var topslemt, et rottehul, på Regina. I dag er det lige omvendt og måske lige i overkanten. Det er jo lige før, at kokken kommer ind før rødspætten. Kokken opfører sig, som om det er ham, der er trøflen. Ha, ha.

Søren Gericke taler stadig indimellem lige så hurtigt og farverigt som i de reklamer, han lavede for Mesterhak i begyndelsen af 1990erne. Men overordnet virker han mere afdæmpet. Han holder lange pauser i talestrømmen og virker nærmest lidt genert, når han kigger ned i bordet efter at have svaret på et spørgsmål.

Han siger da også selv, at han nu passer på ikke at fylde for meget.

Det er ikke sikkert, at andre synes det, men det er jeg begyndt at tænke meget over med alderen. Tidligere skulle man være en idiot, men jeg gider ikke råbe mere. Når jeg fylder 70, er jeg færdig med at snakke. Jeg er færdig med at snakke.

For meget rødvin og rigeligt med medicin var tidligere en del af den daglige diæt, men er nu blevet udskiftet med sundere alternativer. Også misbruget er han færdig med.

Jeg har været en tørstig mand før i tiden, men det er aldrig gået ud over mine opgaver. Man ser så ufattelig dum ud, når man er fuld. Det gider jeg ikke i dag. Den sten, den skal op på bjerget. Det nytter ikke noget, hvis stenen hænger fast i en Præstetanker (rødvin, red.).

Når det hele begynder at køre på ham, eller han har brug for ro, slår han jævnligt et slag forbi Københavns Domkirke.

Jeg går en del i domkirken for at høre fantastisk musik og prædikener. Prædikener kan jeg godt lide at høre i domkirken, fordi de er meget brede. Det giver også ro i sindet, en utrolig ro i sindet at være der. Det giver musikken mig.

Han ser sig selv som troende, men synes, det er meget svært at forholde sig til troen.

Forstår du? Det er ikke, fordi jeg er til forskellige trosretninger, men det er så stort og overvældende. Jeg tror på ånden, det gør jeg da.

Han synes, at mange flere burde få øjnene op for både kirkerummets og præstens evne til at skabe fred hos en urolig sjæl.

Når du er ude at gynge, kan du bruge troen. Det kan du. Det ville da være vanvittigt andet. Det ville det da. Man kan bruge den til at få ro, og når noget er kaos for dig, og du farer og fiser rundt i alle verdenshjørner, så besøg da en kirke. Man kan tale med præsten, jo. Det er jo fuldstændig fantastisk. Det kan være lige så godt at tale med præsten som med en psykiater eller en psykolog. Det er så fjernt for os, men nogle gange er præsten den eneste rigtige. Men det er igen det der med at banke på og tage det sidste skridt. Jo enklere det er, jo sværere er det nogle gange. Vi er eksperter i at komplicere vores liv, men at gøre det enkelt, det er svært.

Designer og ven Ole Palsby har tidligere beskrevet Gericke som et levende eksempel på myten om Sisyfos. Det græske gudesagn, hvor Sisyfos hver morgen triller en sten op ad bjerget, hvorefter den hver aften triller ned igen. Og så kan han begynde forfra med sit arbejde.

Det passer glimrende. Det er ikke altid, hvad man får ud af det, det drejer sig om. Ideen og tanken er det vigtigste for at bære det hele. For mig i hvert fald, bekræfter Gericke.

Det er også derfor, han gang på gang kaster sig ud i nye projekter og sjældent er lang tid det samme sted. Hotel Plaza, Anatole, Grisobasovitz i København og Sørens Spisehus i Rønde på Djursland, masser af projekter for socialt udsatte, kogebøger, reklamefilm, catering og TV Glad er en del af cvet. Flere af projekterne er kuldsejlet.

Jeg har en stor trang til at være med til at bygge noget op, også selvom jeg så får et nervesammenbrud imens. Det passer mig fint. Egentlig kan jeg ikke tåle at være med til det her. Jeg bliver bindegal af den ventetid. Jeg er konstant spændt som en flitsbue, men det hører med til det erhverv at være kok. Man kan selvfølgelig godt få ondt i kufferten af, at nerverne konstant sidder uden på underbukserne. Og jeg får det hele tiden sådan, ja, jeg vil gerne have opgaven. Nej, jeg vil ikke alligevel, jeg kan ikke lide det. Jo, jeg vil godt. For mig er det gnisten. Men det er ikke det, man får nedturen af. Man får nedtur af at være en følsom sjæl, siger han.

Flere i madbranchen har antydet, at Søren Gericke, hvis han havde spillet sine kort rigtigt, i dag kunne have boet i en kæmpe kasse på Strandvejen frem for en beskeden stuelejlighed i Rødovre. Men rollen som administrerende direktør har aldrig passet den hurtigsnakkende kok, som også har glemt at få sig en pensionsopsparing.

Jeg har slet ikke evne til at organisere en virksomhed med pålæg og syltetøj og møder og snak. Den evne har jeg aldrig haft. Det går ikke. Ha, ha. Folk tror, at fordi man har været med i en masse ting, så har man en masse penge, men det har jeg altså ikke. Overholder man spillets regler madmæssigt, bliver man ikke tyk og fed på pengepungen af at være kok. Hvis man bruger de gode og rigtige råvarer. Der ikke guld i det. Det er der ikke.

Ligesom med projekterne har der også været en del kvinder i hans liv. Flere faldne ægteskaber og en del kærester. Han har tre børn med to forskellige kvinder og nu også to børnebørn.

Det kunne være hårdt for kvinderne, at maden altid havde førsteprioriteten.

Så drejede det sig kun om den flæskesteg eller pighvar, men det passer jo bare ikke. Privatlivet er jo i virkeligheden meget mere vigtigt end hummersuppen. Der skal være balance i begge dele. Baggrunden er vigtig. Den gamle røver om, at der skal være orden i det derhjemme, den passer jo.

Når jeg indleder et forhold, er det altid det eneste rigtige. Det skal helst vare hele livet, hvis det kan hænge sammen. Man skal passe på, at det ikke bliver noget tidsbestemt pjat. Man skal ikke lege med hinanden, men derfor kan man jo godt ende med at være slidt op.

Under den seneste nedtur har kæresten Anne været en stor hjælp.

Anne har været med hele tiden. Det har hjulpet mig utrolig meget. Hun har haft en utrolig tolerance, det må jeg sige.

Selv føler han sig mere i balance nu efter sin seneste indlæggelse på Glostrup, men er klar over, at de mørke perioder sagtens kan dukke op igen.

Det er vigtigt at skelne mellem almindelig tristhed med let opgivenhed, og når den er rablende gal. Hvis jeg kunne mærke, at der var noget på vej, ville jeg skynde mig at gøre noget ved det i en fart, så det ikke kom så vidt. Det er noget med ikke at gemme det. Det skal du ikke. Du skal frem på arenaen med det. Men jeg tror ikke, det kommer. Det kan godt være, jeg har en snert af det. Men jeg er ikke længere bange for at gå op til psykiateren. Og så skal man lade være med at lege medicinmand selv. Det pakker hjernen ind i vat, og den virkelige verden forsvinder fuldstændig.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

3100 års ensomhed af Gabriel García Márquez. Den er magisk. Det hele er ren trolddom. Uforståeligt.

Hvilken kendt person vil du gerne have til bords?

3Designer Ole Palsby. Fordi han er en stor inspirator for mig og min eneste nære ven.

Hvor slapper du bedst af?

Det gør jeg hjemme i køkkenet.

Den 74-årige Rumsfeld er den amerikanske forsvarsminister, der hidtil har siddet næstlængst i embedet. I går trådte han tilbage.  – Foto: Scanpix.
Den 74-årige Rumsfeld er den amerikanske forsvarsminister, der hidtil har siddet næstlængst i embedet. I går trådte han tilbage. – Foto: Scanpix. Foto: Leif Tuxen.