Prøv avisen

Når ensomheden er det bedste valg

Louise Lee kom til Danmark som adoptivbarn fra Korea, men valgte som voksen at ophæve adoptionen, fordi forholdet til adoptivfamilien var præget af svigt og fortielser

En majdag i 1975 kom den fireårige Louise Lee til Danmark. Hun var ønskebarn og kom fra Korea for at blive en del af en velstillet kernefamilie i Nordsjælland med dobbelt carport og to gravhunde.

Familien talte i forvejen to biologiske døtre i teenagealderen, men særligt moderen havde længe haft et ønske om et tredje barn.

LÆS OGSÅ:Adopterede må have hjælp til at klare voksenlivet

Jeg er blevet fortalt, at jeg gav knus til alle. Jeg forstod ikke sproget, men jeg så, hvordan alle gav hinanden knus i familien, så jeg kopierede det og gav lydigt kram til alle, mine forældre talte med inklusive manden på tankstationen. Jeg bebrejder ikke mine forældre den måde, de modtog mig på, for man vidste ikke bedre i 1970erne. I dag ville man i højere grad have isoleret mig med min familie, så jeg kunne have følt mig tryg og sikker på relationen til familien, siger hun.

Louise Lee, 41 år, var et charmerende og levende barn, som glad legede sig ind i den nye, danske virkelighed og relativt hurtigt fik lært det nye sprog. Udfordringen var tilknytningen til adoptivmoderen. Louise Lee følte sig meget knyttet til de to storesøstre, men på grund af den store aldersforskel kom hun til at leve som enebarn det meste af sin opvækst.

Min adoptivmor ønskede en meget tæt relation, men de bånd fik vi aldrig, og jeg tror, hun har været frustreret og måske oplevet det som ulykkelig kærlighed. At vi ikke fik den nære relation, hun higede efter, var ikke bare hendes skyld, men skyldes nok også i høj grad den historie, jeg havde med mig fra Korea. Jeg havde boet de første år hos min biologiske mor, og det er svært at knytte sig på ny, når man én gang har oplevet et kærlighedsbånd blive brudt, siger Louise Lee.

Hendes biologiske far er afroamerikaner og var i Sydkorea som soldat. Han boede sammen med hendes biologiske mor, og da moderen blev gravid, planlagde parret en fælles fremtid i USA, hvilket er grunden til, at datteren fik et amerikansk navn. Den lille familie blev dog splittet, inden Louise Lee kom til verden i Seoul i 1970, for det kom frem, at hendes far i forvejen havde stiftet familie i USA. Den var han endnu ikke skilt fra, og hendes mor ville ikke bryde ind i et eta-bleret familieliv. I godt tre år klarede Louise Lees mor tilværelsen som eneforsørger til et afroasiatisk barn, men datteren skilte sig ud med sin mørke hud og det krøllede hår, og hun blev gentagne gange drillet.

Jeg har det, som om jeg har været i koma de første fire år af mit liv, for jeg husker intet, fra før jeg kom til Danmark. Men i dag har jeg fået kontakt med min biologiske mor og ved, at hun var dybt ulykkelig over sin situation og bekymret for min fremtid. Hun blev kontaktet af en kvinde fra adoptionsbureauet, som opfordrede til at bortadoptere mig. I første omgang afslog hun, men anden gang sagde hun ja, fordi kvinden garanterede, at jeg ville få en bedre fremtid hos en velhavende familie. Min mor fortalte mig intet, men sagde bare, at jeg skulle i skole. Min mor græd, og jeg forsøgte at trøste hende ved at sige, at jeg ville komme hjem igen, siger Louise Lee, som først kom til at bo i en koreansk plejefamilie et år, inden hun kom til Danmark som adoptivbarn.

Set udefra levede Louise Lee et lykkeligt liv i Nordsjælland. For at tage hensyn til Louise valgte hendes adoptivmor at opsige sit job, og hun blev i stedet dagplejemor, hvilket betød, at mor og datter kunne tilbringe mange eftermiddage sammen. Men nærhed, som hendes mor forsøgte at eta-blere, opstod ikke. Louise Lee ville tidligt gøre ting på egen hånd, men hendes mor var meget kontrollerende.

Hun åbnede mine breve, jeg måtte ikke lukke døren til mit værelse, for hun ville se, hvad jeg lavede, og hun ville bestemme, hvilket tøj jeg gik i, og hvilke venner jeg legede med, siger hun.

Da jeg var otte år, begyndte min mor at slå mig. Hvis hun blev nervøs over, hvor jeg var, fordi jeg havde været længe om at gå hjem fra skole, eller hvis jeg svarede hende igen, så slog hun mig. Men bagefter kaldte hun mig ind til sig, for hun ville have mig til at forstå, at hun jo bare ønskede, at jeg skulle høre efter. Med tiden blev jeg rædselsslagen for hende, og når jeg kom fra skole, så holdt jeg øje med, om der var andre biler ved huset. For hvis der var andre i huset, så vidste jeg, at jeg ikke ville blive slået. Min udadvendthed blev til indelukkethed derhjemme, og i skolen havde jeg indimellem svært ved at koncentrere mig. Jeg havde konstant en frygt i mig og var til tider distræt. Engang slog og sparkede hun mig voldsomt, fordi jeg kom hjem fra supermarkedet uden æg, som hun havde sendt mig i byen efter. Jeg blev sendt grædende af sted på min cykel igen efter æggene.

Jeg sagde aldrig til nogen, hvad der skete mellem min mor og mig, men ofte ønskede jeg, at jeg havde haft lys hud, for så tænkte jeg, at jeg ville få synlige blå mærker. Jeg ville så gerne, at det skulle opdages, men samtidig turde jeg ikke sige det til nogen, fordi det var så forkert, og min mor truede mig med alt muligt, hvis jeg fortalte det til nogen, siger hun.

En dag kom min far hjem, mens jeg lå og hulkede på gulvet med næseblod. Han troede min mor, da hun sagde, at vi bare havde haft en kontrovers. Min far var den søde og blide, men han svigtede samtidig ved at lade som ingenting, når han kunne se, at jeg var ked af det, så jeg havde ikke tillid til, at han ville tro mig og hjælpe mig, hvis jeg fortalte ham, hvad der foregik, siger hun.

Med årene udviklede frygten for moderen sig til foragt, og Louise Lee blev fysisk stærkere; efter at hun havde formået at holde moderens hænder væk fra kroppen, holdt adoptivmoderen op med at slå, men i stedet fulgte verbale trusler og overgreb.

Jeg var som en slags emhætte for familien, der skulle tage alt snavset. Jeg fik at vide, at det var min skyld, når det gik dårligt i familien. Jeg havde konstant dårlig samvittighed, men syntes også, det var uretfærdigt at få skylden for alle familiens konflikter, siger hun.

Kort tid efter, at hun var blevet 17 år, tog hendes forældre på ferie, og hun skulle være alene hjemme for at passe sin skolegang. I deres fravær mærkede hun, hvilken lettelse det var ikke at leve sammen med den adoptivmor, som hun havde så blandede følelser for.

Jeg kontaktede min yngste storesøster og fortalte hende lidt om, hvordan jeg havde det, uden at nævne min mors overgreb. Jeg blev tilbudt at flytte i hendes kollektiv, siger Louise Lee.

Da hun var blevet student, følte hun sig ikke fuldt til stede i verden, fordi hun dækkede over en barndom, som fremstod pæn og privilegeret, men i virkeligheden var præget af utryghed og frygt.

Jeg havde forskellige kærester og åbnede lidt op for nogle af dem, men det var svært, fordi det hele var så skjult og fordækt, og jeg var bange for, hvad de skulle tænke om min familie, som jeg stadig havde brug for at føle, jeg var en del af. Det var først, da jeg som 30-årig mødte min nuværende mand, at jeg fik mod på at arbejde med min historie. Han er min sjæleven, og med ham har jeg fået en tryg havn. I starten forsvarede jeg med næb og kløer min adoptivfamilie, særligt når han studsede over mit anspændte forhold til min mor, siger hun.

Kontakten til hendes adoptivfamilie blev sporadisk, efter at hun flyttede hjemmefra, og når hun var sammen med forældrene, så de tv, og samtalerne blev til korte ordvekslinger. Flere gange forsøgte hun at konfrontere sin mor med, hvad hun havde gjort, men hun slog det hen.

Min mor sagde: Den, man elsker, tugter man. Hun kunne ikke forstå, at jeg følte mig uelsket, siger hun.

Louise Lee ønskede, at det, som var sket mellem mor og datter, skulle frem i lyset, og at de andre i familien skulle kende den del af familiens historie, men i den proces oplevede hun, hvad hun beskriver som et kollektivt svigt. Alle lyttede, men efterfølgende reagerede de med tavshed eller benægtelse.

Vores familieforhold led under dårlig kommunikation, især når det gælder dybere følelser, og jeg nåede til et punkt, hvor jeg spurgte mig selv, om jeg mon overhovedet havde en familie. De slog ikke hånden af mig, men de ville ikke høre på den smerte, som er min. Men jeg kunne ikke blive ved med at skubbe tingene ind under gulvtæppet, for jeg følte, at jeg døde indeni og fik det værre og værre, når jeg skulle besøge dem siger hun.

I 2002 besluttede hun sig for at ansøge om at få ophævet adoptionen.

Jeg inviterede min familie ind til mig og fortalte det. Min far var syg af kræft, hvilket fik mig til at overveje at udskyde min beslutning. Det, jeg håbede at opnå ved at ophæve adoptionen og de familiære forpligtelser, var, at vi i fremtiden kunne mødes mere ærligt uden løgnene og fortielserne, siger hun.

Adoptivforældrene underskrev papirerne, og Louise Lee oplevede det som både en lettelse og en sorg, da ophævelsen var en realitet.

Selvfølgelig ville jeg dybest set helst have ønsket, at der havde været viljen til åbenhed, ærlighed og dialog. Men det var der desværre ikke. Flere advarede mig, inden jeg tog beslutningen, for jeg har ikke længere nogen slægtninge på papiret. Man ophæver ikke sådan bare en adoption, men jeg oplevede reelt, at vi var så langt fra hinanden, at jeg ikke havde nogen familie i min adoptivfamilie, og derfor er det en lettelse, at vi har kunnet ophæve kontrakten. Tavlen er visket fuldstændig ren, hvilket passer mig godt den dag i dag. Min mand og jeg er nu i gang med at skabe et nyt fundament for vores egen familie og håber at blive forældre, siger Louise Lee, som har uddannet sig inden for terapi og i dag driver egen virksomhed i København.

Hun vælger at fortælle sin historie, fordi hun har oplevet, at andre adopterede har opsøgt hende, fordi de også overvejer at ophæve deres adoption og i den forbindelse gerne vil vide, hvordan hendes frivillige rejse ind i ensomheden har været.

Mange venner kunne ikke forstå mit valg om at ophæve adoptionen, da de ikke kendte sandheden om svigtene i min barndom. Det er lidt som en skilsmisse, som jo også kan dele en venskabskreds. Men jeg har også mødt en del, som ikke var adopterede, som sagde, at de gerne på samme måde som jeg ville sættes fri af deres familie, siger hun.

Men selvom adoptionen er ophævet, så har hun stadig følelsesmæssige ar efter en opvækst præget af frygt for adoptivmoderens overgreb. Lindrer ophævelsen af adoptionen de sår?

Jeg synes egentlig, at min historie er en solstrålehistorie. Jeg er ikke gået under, men har fundet en vej. Jeg ønsker og forsøger, så godt jeg kan, at være i relationer, som er sunde og ærlige. Jeg har absolut ikke noget imod adoptioner, men man skal selvfølgelig opføre sig ordentligt over for sine børn. Gør man ikke det, er det vel helt fair, at de adopterede har mulighed for at ophæve kontrakten.

Louise Lees navn er ændret af redaktionen. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

nygaard@k.dk