Prøv avisen

Når forældre dropper børn

Seksuelle overgreb i familien er ødelæggende for børn. Som voksne risikerer de krænkede oven i købet at blive afvist af familien, når de konfronterer forældrene med de overgreb, der var i barndommen Foto: colourbox.com

Seksuelle overgreb i familien er ødelæggende for børn. Som voksne risikerer de krænkede oven i købet at blive afvist af familien, når de konfronterer forældrene med de overgreb, der var i barndommen

Kære brevkasse

I sidste uge var der et brev om børn, der dropper deres familie. Jeg vil gerne fortælle om det modsatte.

For mit vedkommende er jeg blevet seksuelt misbrugt af min far. I det øjeblik det skete, ændredes mit liv. Jeg blev en helt anden person. Jeg blev angst, bange, fortvivlet, depressiv, sårbar og skrøbelig. Jeg blev en, der kun kendte til ensomhed og det at være alene om alle ting.

LÆS OGSÅ:Et overgreb 40 år efter

Som voksen fungerede livet slet ikke. Den uddannelse, som jeg som barn havde drømt om, turde jeg slet ikke at gå i gang med, da jeg var sikker på, at jeg ikke duede. De evner og talenter, jeg var født med, kunne ikke komme til udtryk, da mit indre var totalt forkrøblet. Selvværdet var helt i bund, og selvtillid eksisterede ikke.

Af den grund begyndte jeg i samtaleterapi. På et tidspunkt blev jeg så modig, at jeg valgte at fortælle familien om incesten. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Min far benægtede alt. Og hvis jeg på nogen måde ville fortsætte med denne historie, ville jeg blive anmeldt for injurier. Jeg fik at vide, at jeg var en stor løgner og et farligt menneske, som kom frem med sådan en historie. Og i øvrigt ønskede de ikke at have kontakt med mig mere.

Det var grusomt. Ikke nok med at mit liv havde fået et knæk på grund af incesten. Jeg blev oven i købet straffet for det. I familiens øjne var jeg totalt værdiløs og levende død.

Den første jul derefter var forfærdelig. Ingen juleopringning, intet julekort, kun tavshed. Samtidig var det svært at leve med, at mine børn havde mistet al familie på deres mors side. Rødderne var væk.

Efterfølgende måtte jeg gå til samtaler for at lære, at jeg havde ret til at eksistere og ret til livet. Min barndomsfamilie agerede, som om jeg var død. Det tog lang tid, inden jeg fik det hele lagt på rigtige hylder og taget livet tilbage samt blev dronning i mit eget liv. Efter nogle år forsøgte jeg at genoptage kontakten, men der var lukket for muligheder. Da var jeg heldigvis så stærk, at jeg kunne rumme det.

Jeg har kunnet forlige mig med min historie og lever i dag et godt liv. Nogle sider i mig er meget følsomme, mens andre er enormt stærke og seje. Jeg er blevet en overlever, der har lært at leve.

Venlig hilsen

DitteKære Ditte

Tak for dit brev. Det gør indtryk at læse din historie. Du har været på en lang rejse gennem et meget vildsomt og farligt terræn. Godt, at du fandt gode mennesker undervejs, som kunne støtte dig, og at du fik en god samtalepartner, der kunne hjælpe med at få dine mange sårede følelser og traumatiske erfaringer lagt på de rigtige hylder i dit indre. At blive dronning i sit eget liv er et fint udtryk, som netop understreger det enkelte menneskes enorme værdi. Det efterlader stor respekt, at du har kæmpet dig frem til dette blik.

Desværre erfarer vi jævnligt, at din historie på en eller anden måde udspilles med variation i andre familier. Måske er det for eksempel bare en enkelt i en børneflok, der oplever at blive seksuelt misbrugt af sin far. Misbruget er hemmeligt og nogle gange omkranset af trusler om, at noget forfærdeligt vil ske, hvis barnet fortæller det til nogen. Barnet er forvirret, skamfuldt, har vanskeligt ved at tolke og forstå sig selv. Som årene går, bliver barnet ofte et problem i skolen eller for sig selv, får problemer med spisning eller, som du beskriver det, bliver: angst, bange, fortvivlet, depressiv, sårbar og skrøbelig.

Sådanne symptomer kan sætte sig fast i personligheden og forhindre en i at komme i gang med et normalt ungdomsliv. Uddannelse og job magtes måske ikke, og derefter kan der komme nogle år, hvor man får psykiatrisk og psykologisk hjælp. I bedste fald bliver det et vendepunkt, så man igen eller for første gang kan få fodfæste i sit eget liv. På det tidspunkt eller før opstår ønsket om at konfrontere eller få sagt sandheden om sit liv til dem, der har svigtet.

Det sker, men desværre alt for sjældent, at den, der har forbrudt sig, erkender misbruget og vil være med på en langsom helingsproces af en brudt relation. Langt oftere benægtes misbruget. Og begrundelsen er, at det bare er ondsindede og løgnagtige beskyldninger, at det bare er nogle idéer, man har fået i sin forstyrrede hjerne, og at behandlingen og de psykiske symptomer og de eventuelle sammenbrud jo beviser, at man ikke har styr på sin tankegang og normale dømmekraft.

På den måde kan nogle overgribere fortsætte med at være respektable mænd i lokalsamfundet og endda få sympati fra venner og kolleger, fordi det må være hårdt at have en datter, der er så syg og forstyrret. Så ting vendes på hovedet, og den krænkede bliver den skyldige.

Er der både løgn og tillige angreb på ens troværdighed, er det bedst at holde meget stor afstand og bryde kontakten. Det ville have været lettere, hvis det kun drejede sig om forholdet til overgriberen, og hvis retfærdigheden kom frem, ved at andre i ens familie støttede med omsorg og respekt. I virkelighedens verden er det oftest langt mere sårbart og kompliceret. For brydes der med krænkeren, bliver forholdet også ofte brudt til moderen eller en eller flere søskende med flere.

Heldigvis er du et levende eksempel på, at det er muligt at forlige sig med sin historie og leve et godt liv og kæmpe sig ud på den anden side. At være en overlever, der lever. Det giver trøst og håb. Og uden sådanne håb ville mennesker være ilde stedt. Tak fordi du ville dele det med os og læserne. Du ønskes alt godt videre i dit dyrt tilkæmpede dronningerige.Mange hilsener