Hvilken dato har vi i dag? Hvor bor du? Og kan du stave spand bagfra? Langt de fleste af os kan svare på disse spørgsmål uden at blinke. Sådan er det ikke, hvis man lider af en demenssygdom, som 80.000 danskere skønnes at gøre.
Når en praktiserende læge får mistanke om, at en patient lider af Alzheimers sygdom eller en anden type demens, kan næste hvide kittel i rækken være overlæge og neurolog Hans Brændgaard fra Demensklinikken på Århus Sygehus. Han er ekspert i demenssygdomme, og et af redskaberne er en test, som blandt andet undersøger patientens hukommelse, sprog og orienteringsevne.
Kun ud fra det samlede sygdomsbillede, og ikke ved hjælp af en enkelt test, blodprøve eller andet, er det muligt at stille en diagnose. Den demente kan sagtens være dygtig til at stave bagfra, men samtidig ikke være i stand til selv at tage tøj på. Det afhænger af, hvad vedkommende har været særlig dygtig til igennem livet, forklarer Hans Brændgaard.
Ved mistanke om demens scanner man patientens hjerne for at udelukke hjernesvulster, ar efter blodpropper eller andre tilstande, som giver symptomer, der minder om demens. Det er ikke muligt at se med det blotte øje, om en person er dement, siger Hans Brændgaard.
Jeg har oplevet patienter, som gav hånd, var høflige og pæne i tøjet. Så tænker man: Der er da ikke noget galt. Lige indtil man spørger, hvilken dato det er, og patienten tror, det er efterår midt om sommeren, siger han.
Der findes mange forskellige typer demenssygdomme. Bedst kendt er måske Alzheimers sygdom, som tegner sig for godt halvdelen af demens-tilfældene. Men også vaskulær demens (hvor hjernecellerne ødelægges af blodpropper), frontotemporal demens (der rammer pandelapperne i den forreste del af hjernen) og Lewy Body-demens (med voldsomme hallucinationer) hører til i gruppen af demenssygdomme. Fælles for dem er, at der er tale om nedbrydning af hjernecellerne.
Alzheimers sygdom starter i den del af hjernen, som hedder hippocampus, der styrer vores hukommelse og orienteringsevne. Her bliver der aflejret nogle bestemte proteiner, som sætter sig fast på nervecellerne og forhindrer dem i at kommunikere ordentligt med hinanden. Hvorfor der sker disse aflejringer, ved vi ikke med sikkerhed, men slid har en rolle at spille. Alder er den suverænt største risikofaktor for at udvikle demens, siger Hans Brændgaard.
Hukommelsen er noget af det første, som rammes, når man bliver dement. Hans Brændgaard sammenligner glemslen med et hav i et bjerglandskab, hvor det til sidst kun er bjergtoppene, der står tilbage, fordi vandet dækker resten. Efterhånden påvirkes også sproget, tidsfornemmelsen, genkendelsen og evnen til at tænke abstrakt. Når demensen rammer pandelapperne forrest i hjernen, kan den demente ændre personlighed og adfærd.
Det er ikke muligt at forebygge demens, men hvad der er godt for hjertet er også godt for hjernen, som Hans Brændgaard formulerer det. At leve sundt, spise grønt og fedtfattigt, skodde cigaretterne og undgå for meget alkohol er med til at holde hjernen i form ligesom resten af kroppen. Men bliver man over 80 år gammel, er risikoen for demens stadig 30 procent, uanset hvor mange krydsord og gulerødder, man har tygget sig igennem.
Men selvom det ikke er muligt at helbrede demens, kan man gøre meget selv. Det gælder om at holde sig aktiv, både fysisk og mentalt. Det er det samme, som når man er på ferie og de første par dage har svært ved at huske det engelsk, man lærte i skolen. Vi glemmer ting, som vi ikke bruger aktivt, siger han.
Ved demens spreder proteinaflejringerne sig langsomt, ofte over flere år, til hele hjernen. Cellerne går til grunde, og selve hjernemassen skrumper ind. I slutningen af forløbet mister den demente sansernes brug, ligesom evnen til at tygge og synke maden forsvinder. Til sidst er der kun, som hos et nyfødt barn, sutte-refleksen tilbage, og den demente ender med at ligge i sengen døgnet rundt. Til slut dør patienten af underernæring, blodpropper eller infektioner, fordi kroppen ikke er aktiv længere.
Hjernen på en patient, som er død af Alzheimers sygdom, vejer kun to tredjedele af en normal persons hjerne, siger Hans Brændgaard. Han understreger, at det er helt forskelligt fra person til person, hvordan demensen udvikler sig, og at medicin og den rigtige pleje kan give den demente et godt liv i mange år.
Der er forsigtige forhåbninger om, at der om fem-ti år vil være en medicin til rådighed, som kan påvirke sygdommen. Men indtil da må vi indstille os på, at demens er prisen at betale for en høj levealder, siger han.