Prøv avisen

Når kærligheden bryder ned

Illustration: Peter M. Jensen

Det er sværere at komme sig over psykisk vold end over fysiske overgreb i parforholdet. På landets 37 krisecentre har mere end ni ud af ti kvinder, som har været udsat for partnervold, også været udsat for psykiske overgreb

Det er som at bo i en krigszone, men krigen udkæmpes ikke i Georgien, Afghanistan eller Irak. Krigszonen med al dens frygt og ufred er i ens eget hjem.

Carina Krogh er leder af Holstebro Krisecenter, hvor hun jævnligt låser døren op for kvinder, som er traumatiserede efter at have levet sammen med en ægtefælle eller partner, som har udsat dem for psykisk vold. Ligesom mennesker, der lever i krigszoner, kan rammes af posttraumatisk stresslidelse, har kvinderne på det lille vestjyske krisecenter også ofte symptomer på denne lidelse.

Mange af kvinderne har i årevis levet i en daglig frygt for, at der vil springe en bombe i deres hjem. Ikke en fysisk bombe, men en bombe af trusler, nedgørelse og chikane. Stress-niveauet bliver derfor typisk højt, for med tiden kommer man til at befinde sig i en kronisk alarmtilstand. Hjemmet som et trygt helle bliver ødelagt, og i de fleste tilfælde fører det også til en fysisk og psykisk nedbrydning, siger Carina Krogh, der er cand.scient.soc.

Siden 2002 har statslige handlingsplaner sat fokus på støtte til ofrene for vold og behandlingstilbud til voldsudøverne. Men her er det overvejende den fysiske vold, som har været i fokus, mens den psykiske vold, som i mere end ni ud af ti tilfælde følger de fysiske overgreb, stadig er et relativt udokumenteret felt. Psykisk vold defineres som trusler og chikane, men området beskrives af både ofre og eksperter som en gråzone, for hvornår bliver vrede og truende ord til psykisk vold?

Hanne Zimling har de sidste ni år arbejdet med voldsramte kvinder. Hun er socialrådgiver i Mødrehjælpen, hvor hun rådgiver kvinder, der har været udsat for fysisk og psykisk vold. Mødrehjælpen har netop lanceret et nyt tilbud i Århus og København. Ud af voldens skygge hedder programmet, som henvender sig til kvinder og børn, der har oplevet psykisk og fysisk vold i familien. Kvinderne får en fast socialrådgiver med erfaring inden for partnervold og vil senere kunne deltage i et gruppebehandlingsforløb med en psykolog og en socialrådgiver. Når mødrene har afsluttet deres behandling, er der også et behandlingsforløb til børnene ledet af en børnepsykolog og en pædagog.

Nok er grænserne for, hvad der opleves som psykisk vold, afhængig af den enkelte, men der knytter sig alligevel en række kendetegn til disse overgreb, som gør det muligt at fastslå, hvad der er psykisk vold, vurderer Hanne Zimling.

Den psykiske vold er den værste, for det er den, som nedbryder ofrets selvfølelse, dømmekraft og realitetssans, siger Hanne Zimling og giver et signalement af kendetegnene på den følelsesmæssige vold. I forhold med psykisk vold bliver kvinderne devalueret af deres mænd. De bliver måske latterliggjort, tiltalt med øgenavne eller generelt kritiseret.

Det er en kritik, som over tid bryder de fleste ofres selvtillid ned. De bliver beskyldt for at være dårlige mødre, elendige til at holde hjemmet og måske bliver deres madlavning nedgjort. Kritikken kender ingen grænser. Partneren nedgør i mange tilfælde også kvinderne for at klæde sig grimt og være for tykke eller tynde. Alt, hvad der kan bruges til at ramme kvindens personlighed, bliver fundet frem, siger Hanne Zimling.

Foruden den verbale nedgørelse bliver kvinderne i flere tilfælde isoleret. Typisk tilstræber partneren, at kontakten til venner og familie bliver begrænset. Dels er det udbredt, at parrene rent fysisk bryder op fra det vante miljø og flytter, så der også fysisk bliver afstand til kvindens netværk, og afhængigheden af manden på den måde forstærkes.

Manden taler dårligt om kvindens venner og familie over for kvinden, og i takt med, at hendes selvfølelse, dømmekraft og realitetssans nedbrydes, lykkes det manden at isolere kvinden fra nogle af de mennesker, som måske ellers kunne have hjulpet hende ud af krisen. Der er også eksempler på mænd, som optræder meget kontrollerende og direkte forbyder deres ægtefælle at have kontakt til forældre, søskende og venner, siger Hanne Zimling.

Kvinder, som har været udsat for psykisk vold, har også ofte fysiske mén. Et karakteristisk træk er, at partneren ødelægger kvindens døgnrytme ved for eksempel at vække hende om natten for at skændes.

Det fortsætter over tid og er med til at nedbryde kvindens personlighed, siger Hanne Zimling.

Men hvorfor bliver kvinder i et forhold præget af psykisk vold? Det spørgsmål er hun ofte blevet stillet, og ikke sjældent kommer spørgsmålet fra kvinder, som har været i et voldeligt forhold og efter bruddet bebrejder sig selv, at de var så længe om at bryde op. Svaret på det spørgsmål skal blandt andet findes i den psykiske volds karakter.

Den psykiske vold bryder dig ned som menneske, så du med tiden bliver ude af stand til at vurdere din situation. Kvinder, som har levet sammen med truende mænd, oplever i mange tilfælde, at de bliver i tvivl om, hvad de i virkeligheden mener. Men det har jeg heller ikke nogen forstand på, er en typisk eftersætning, når jeg har samtaler med kvinder, der er ofre for psykisk vold. De har mistet troen på, at det, de mener og tænker, er noget værd. At få genoprettet den tillid kan tage lang tid, siger Hanne Zimling.

Det samme selvbebrejdende hvorfor har forkvinden for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Birgit Søderberg, også ofte fået. Hun er leder af et af hovedstadens store krisecentre, Kvindehjemmet på Jagtvejen i København, hvor der er plads til 41 kvinder med børn.

Erfaringen har lært mig, at det er lige så svært at forlade et voldeligt forhold som at bryde ud af et almindeligt ægteskab, for dermed siger man farvel til børnenes far og det, som skulle være de trygge rammer. Det er en proces præget af forvirrede følelser, for det menneske, som ødelægger dig, er samtidig den person, som du har forelsket dig i og valgt som far til dine børn, siger Birgit Søderberg.

Står man på sidelinjen, er det let at råde kvinden til at forlade forholdet, men for kvinden, som lever med partnervold, er sagen typisk langt mere kompleks.

Det er forhold, som er indledt i kærlighed. Mænd, som ender med at bruge psykisk vold, har ofte optrådt som prinsen fra ens drømme ved at hente kvinden fra jobbet, spørge in-teresseret til, hvad hun har foretaget sig, og engagere sig i hendes tøjstil ved at komme med forslag til tøjvalg. Men mange af de brugere, som jeg har talt med, har med tiden oplevet, at denne umiddelbart positive interesse, bliver til et slags fængsel. Manden mistænker kvinden for at have et forhold til kollegaer, synes hun flirter med tilfældige mænd på gaden og bliver ubehageligt kontrollerende i forhold til tøjvalg, fordi bestemte kjoler virker alt for udfordrende. Alligevel er det ikke enkelt at afslutte forholdet, for der var engang, hvor man var meget forelsket i den samme person, og der er en tendens til, at hun forsvarer ham, for det er ikke altid, at han truer og begrænser deres frihed med den sygelige jalousi, siger Birgit Søderberg.

Ligesom der ikke findes nøjagtige tal for, hvor mange, der rammes af psykisk vold, ved man heller ikke, hvem voldens ofre er. På det lille krisecenter i Holstebro er brugerne overvejende danske kvinder fra det vestjyske område, som i uger eller måneder får ophold i et af centrets dobbeltværelser sammen med deres børn. Der er en overrepræsentation af kvinder fra den tidligere Østblok, som er kommet til Danmark via datingbureauer og endt i voldelige forhold. En ud af fem brugere i Holstebro er fra Østeuropa. Anderledes er billedet i de større byer. På Kvindehjemmet i København har for eksempel 70 procent af brugerne en anden etnisk baggrund end dansk.

Generelt vender partnervold den tunge ende nedad socialt set. Der er en overvægt af mænd, som har fået tæsk som børn, der bliver krænkere. Blandt kvinderne på krisecentrene er der desuden en overrepræsentation af kvinder, der som børn har fået deres grænser overskredet, siger Birgit Søderberg.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk