Når man ikke kan styre trangen til at styre sig

Hun sidder i en frisørstol, da hun går til bekendelse. Hun er en yngre, smuk og velklædt kvinde i begyndelsen af 30'erne. Mens frisøren arbejder, fortæller hun om sit krævende fuldtidsjob og to små børn, der snart skal hentes. Hun forklarer frisøren, hvordan hun klarer både jobbet og børnene, men så kommer bekendelsen: Hun orker ikke at få besøg af veninderne. Inden frisøren når indskyde et hvorfor, har kvinden fortalt, at hun ikke kan holde ud at få veninderne på besøg. Endnu en gang når frisøren ikke at indsparke et hvorfor. Kvinden forklarer, at hun skal nå at pudse sølvtøjet og polere bordene. Hos veninderne er der nemlig både nypudset sølvtøj og borde, der ikke er plettede af buttede barnefingre. Er den travle mor med upudset sølvtøj blot forfængelig, grænsende til det hysteriske? Cand.psyk. Anne Køppe kender ikke kvinden fra frisørstolen, men har mødt mange med en lignende personlighedsprofil. Hun er derfor begyndt at tale om en ny socialkarakter blandt kvinder. Kontrollerede kvinder, der på mange måder ligner den mytiske superkvinde. - Det er kvinder, der i vid udstrækning honorerer de krav, omverdenen stiller. De har både stærke kvindelige og mandlige sider. Man kan nærmest tale om en androgyn-personlighed. De er rummelige, handlekraftige, overansvarlige og perfektionistiske. De knokler rundt med smil på læben, har overblik og kan organisere. Når du åbner deres skabe, vil du se, at håndklæderne ikke blot er lagt sammen, men er arrangeret i det perfekte regnbuemønster. - Kvinderne finder identitet i at kunne udrette en masse og helst på én gang, siger Anne Køppe og fortæller om en patient, der ned i minutter havde regnet ud, hvordan hun kunne ordne opvask, vaske tøj og lave mad på én gang. Det gav hende stor tilfredshed at være så effektiv. De kontrol-fikserede kvinder findes i alle sociale lag og typer af erhverv. Ser man på kvindernes familiemæssige baggrund, er der flere lighedstræk. Anne Køppe siger, at mange af kvinderne kommer fra såkaldte centrifugale familier. Hun tager hænder op til sit ansigt og drejer det bort fra intervieweren for at vise, hvordan man i barndomshjemmet har undgået at se hinanden dybt i øjnene og vise følelser. Anne Køppe har mødt kvinderne i forbindelse med sin tid som psykolog ved en revalideringsinstitution, hvor det var hendes job at vurdere, om folk skulle indstilles til førtidspension eller tilbage på arbejdsmarkedet. Omkring 1000 af klienterne var kvinder med diagnosen smertepatienter med invaliderende smerter og kraftige muskelspændinger. - Jeg fandt ud af, at det var mange fælles træk i personligheden hos kvinderne med fibromyalgi, kronisk piskesmæld, kronisk bækkenløsning, kronisk træthedssyndrom og kronisk lænde/rygsmerter. De er så seje, at de i lang tid har pisket deres krop forbi alle røde alarmlamper, og nu har den givet op, og kvinderne er ramt af invaliderende smerter. - Groft sagt konverterer de psykisk smerte til fysisk smerte. Kroppen bliver slagmark for alt det, de ikke vil føle. Det hyperaktive handlemønster er en forsvarsmekanisme og en form for kontrol. Slapper du af, risikerer du, at tankerne går deres egne veje, siger Anne Køppe, der i dag fungerer som privatpraktiserende psykolog. Perfekte studerende Det er ikke forbeholdt kvinder med små børn og fuldtidsjob at leve liv, hvor de ikke kan styre trangen til at styre sig. Psykolog Mette Bauer er ansat ved Studenterrådgivningen på Københavns Universitet på Amager. Hun siger, hun møder alt for mange kvindelige studerende med mottoet: Jeg skal være perfekt. - Det er fint at stille store krav til sig selv, men i studierne løber man ind i problemer, hvis man ikke tør give slip og være forsøgsvis legende. Hver gang de afleverer en opgave, forventer de at skulle levere en toppræstation. Når de når til specialet, melder problemerne sig. - Det er en ensom proces at skrive et speciale, og på grund af deres hang til perfektionisme og kontrol kan de ikke tillade sig at gå ind i den eksperimenterende proces, det kan være at skrive et speciale. Nogle går helt i stå i et halvt år eller længere. Det er urealtisk at skrive et perfekt speciale, men et studiemiljø kan være med til at fastholde den studerende i, at man skal kunne præstere det perfekte, siger Mette Bauer. Når de studerende opsøger Mette Bauer fortæller de jævnligt om hovedpine eller søvnbesvær. Gennem samtalerne viser det sig, at de har programsatte liv, hvor der er afsat tid til studier, kammerater og fritidsinteresser. Det eneste, de ikke har prioriteret, er tid til bare af flade ud. Falde til ro. Mange af de studerende, der har proppet den moderigtige, sorte rygsæk med kontrol og fremstår som prototypen på en succesfuld studerende, er i virkeligheden ængstelige personer. - De er bange for, hvad andre vil tænke om dem. Derfor er en del tilbageholdende i timerne, siger Mette Bauer. Det er baggrunden for, at tre studenterrådgivninger har oprettet såkaldte »turde tale-grupper«. Studenterpræst Hans Anker Jørgensen, ligeledes fra Københavns Universitet på Amager, kalder den evige stræben efter kontrol for ulidelig. Han siger: - De studerende kan godt grine af det, når man konfronterer dem med deres egne handlemønstre. Men problemet er, når de ikke kan styre deres trang til at styre sig. De forskanser sig bag ironi og sarkasme. Når de kommer til mig, oplever jeg, at de er så kontrollerede, at de har svært ved lade deres følelser få afløb og bare græde. Kontrolfreak I engelsk og amerikansk litteratur støder man på begrebet »controlfreak« - en populær betegnelse for den nye socialkarakter, som Anne Køppe taler om. Det er blandt andet bøger som »Lad opvasken stå!« forfattet af en amerikansk psykoterapeut, Hattie Hill, der har fået kvinder til med en glød af selvironi i stemmen at tale om kontrolfreakisme. Hattie Hills selvhjælpsbog er skrevet til kvinder, der er ved at bukke under for deres eget forventningspres. Forfatterens budskab er, at superkvinden er en myte. Stærkere, hurtigere, bedre er ikke længere opskriften på succes, når målet er et meningsfuldt liv. Kvinder er nødt til at finde nye måder at opfylde det moderne livs overvældende krav på. Og det kræver nye valg, fastslår den amerikanske psykoterapeut. Bogen er oversat til dansk og forsynet med forord af studieværten Line Baun Danielsen. I forordet bekender den kendte studievært sig selv som kontrolfreak, der er dårlig til at gå på kompromis med sig selv og drevet af en ekstrem pligtfølelse. Men læsningen har fået hende til at tage sin egen indre »dygtige kvinde« alvorligt i skole. - Jeg har det med nogle bøger som med spejle ... Jeg føler mig afsløret og klædt af, fordi de afdækker nogle sandheder om mig selv, som jeg helst var foruden. Præcis sådan har jeg det med »Lad opvasken stå«, skriver Line Baun Danielsen i forordet. Senere på måneden udkommer en ny bog af forfatteren Hanne Vibeke Holst. Bogens titel er »Min mosters migræne«. I det lille år forfatteren har arbejdet med bogen, har hun boret fingeren ned i de ømme punkter i sin egen vej fra lille-pige til kvinde med turbo på moderrollen og karrieren som skrivende. - Da min mormor var ung, så man et tilsvarende behov for kontrol hos kvinder, der lignede Maude fra Matador: De var hele tiden på stikkerne og sørgede for, at alle hænder var renvaskede, hvert hårstrå vendte korrekt og sølvtøjet var nypudset. - I dag kan man se fænomenet hos dygtige, ambitiøse kvinder, der forlanger perfektion af sig selv i stort som småt, og som derfor risikerer at blive forholdsvis ulidelige - ikke mindst for sig selv. De er rædselsslagne for at miste kontrol over selv det mindste hjørne af deres tilværelse, såvel i det private som det professionelle. De er bange for ikke at være gode nok på arbejde, de er bange for at tage på i vægt og for nullermænd, uorden og kaos, for det uventede og det utilpassede, siger Hanne-Vibeke Holst. Mentalt pusterum Men hvorfor er så mange - i øvrigt succesfulde og begavede kvinder - så dårlige til at slippe tøjlerne og give sig selv et mentalt pusterum? Hanne-Vibeke Holst giver sit bud. Hun siger: - Generelt er kvinders selvværd ikke højt nok. Vi kæmper for hver millimeter af selvværdet på arbejdsmarkedet i konkurrencen mellem kønnene. Vi får ingen fordele foræret som kvinder. - Samtidig er kvindekulturen som et spejlbillede, vi gang på gang hamrer hovedet ind i: Du skal være perfekt på jobbet, den perfekte mor og holde dit hjem smukt, så det er klar til, at en fotograf fra et indretningsblad kunne komme forbi og lave en boligreportage. Fornylig aflyste hun et foredrag i Århus og aflyste to artikler, fordi hun mavesårslignende symptomer. De stærke mavesmerter var bivirkninger fra en medicin, hun fik på grund af rygsmerter. - For bare et år siden ville jeg være taget til Århus trods smerterne. Det kræver stor styrke at vise sin svaghed og sige til sig selv og andre: »Jeg kan ikke alting«. På den anden side var jeg ikke nået der til, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde brudt mine grænser den ene gang efter den anden, siger Hanne-Vibeke Holst. Hun kaster et blik ud over sit eget hjem, hvor vasketøjet ligger i bunker, og sengetæppet er nøjagtig så sammenkrøllet, som det blev forladt nogle timer tidligere. - Kvinder må vælge mellem et udfordrende arbejdsliv eller et tjekket hjem, hvor småkagerne er hjemmebagte. Jeg kender uhyre få eksempler på kvinder med et ekstremt højt energiniveau, der kan magte det hele. - Der bliver noget neurotisk over denne trang til kontrol. Et eller andet sted handler hangen til kontrol om voldsom angst for kaos, det irrationelle og livet i al sin uforudsigelighed, siger Hanne-Vibeke Holst. Birgit Petersson, der er lektor i medicinsk kvinde- og kønsforskning og psykiater, er aktuel med bogen »Tilgivelse«, hvor hun går i brechen for en radikal ændring af kvinders nærmest desperate higen efter det perfekte. - Det perfektionistiske billede bliver idealiseret af samfundet. Det er lettere at forholde sig til et kontrolleret menneske end det, der er frit og veltilfreds. Mennesket har en generel længsel efter at ville opnå kontrol. Jo mere kompliceret samfundet bliver, jo større bliver behovet for kontrol. Hvor meget kontrol, vi har brug for i vores liv, er dybest set et spørgsmål om, hvor meget vi kan rumme og ikke rumme, siger Birgit Petersson. Hun mener ikke nødvendigvis, kontrol bare er af det onde. - Men hvis man ikke kan give slip på kontrollen, uden ens verden braser sammen, har kontrollen en usund plads i livet, siger hun. Læser man ordet kontrol bagfra bliver det til »lort nok«. Det konstaterede en veninde en dag i en samtale. Det blev sagt med en tone af bitter selverkendelse i stemmen, og ifølge Birgit Petersson vil stadig flere indse, at kontrol let bliver lig med »lort nok«. Der venter et oprør mod de kontrollerede og planlagte kvindeliv i nær fremtid, spår hun. - Historisk kan man se, at kontrollens rolle har været mere eller mindre tilstræbt i perioder. Da jeg var barn i 1940'erne og 50'erne, var der kontrol ud over alle grænser, så kom oprøret i 1968, hvor kontrollen blev sat over styr. Alene den kendsgerning, at man er begyndt at tale om kontrollen som et problem, er et signal om, der er en ændring er på vej, siger Birgit Petersson. Psykolog Anne Køppe deler ikke Birgit Peterssons optimisme. Hun ser kvinder, der i forbindelse med terapi tager et opgør med deres kontrollerede liv. Men ofte må kvinderne nærmest invalideres af smerte, før de tager deres prioriteringer op til overvejelse. Og Anne Køppe har svært ved at forestille sig en fremtid, hvor kvinder lader opvasken stå, skruer ned for selvkritikken og læner sig tilbage og tager mod en hjælpende hånd. - Kontrol-fikseringen er en følge af, at vi ikke har tid til at pleje vores menneskelighed. Vi lever i en afstumpet kultur, hvor mange ikke har kontakt med deres følelser. Følelser kræver tid, og du kan ikke rationalisere en følelse, siger Anne Køppe. Dette er den femte og sidste artikel i en serie om det moderne menneskes længsler. De tidligere artikler er bragt den 22., 23. og 26. oktober samt den 3. november.