Prøv avisen

Når mor og far dårligt kan give slip

Mange forældre har svært ved at finde deres rolle, når deres børn flytter hjemmefra. Tegning: Peter M. Jensen

For moderne forældre er børn omdrejningspunktet i livet. Derfor har mange svært ved at finde deres rolle, når deres børn flytter fra hjemmet. Mange forsøger at forlænge fasen, hvor børnene er afhængige af dem

Forleden var psykolog Margrethe Brun Hansen på besøg på et kollegium i København, hvor hun skulle have en samtale. Inden hun fandt frem til den rette lejlighed, nåede hun at overveje, om det mon var et bofællesskab for ældre, hun var kommet til, for op til studiestart var mange forældre rykket ind på kollegiet, hvor de baksede med senge og gardiner.

Forældrene vimsede hjemmevant rundt og talte med de andre forældre. Det var nærmest, som om det var dem, som var ved at flytte ind, og ikke deres børn. I mange familier har vi indøvet så stor en grad af service, at vores børn har svært ved at begå sig, siger Margrethe Brun Hansen, som har gjort børn og familieliv til sit speciale som psykolog, forfatter og foredragsholder.

LÆS OGSÅ: Mor og far følger med på universitetet

Rekordmange unge er i år blevet optaget på en videregående uddannelse. Helt nøjagtigt er tallet 63.525, hvilket er fire procent mere end 2012, hvor der også blev sat rekord. For mange studerende er en af de første udfordringer i livet som studerende flytning til egen bolig. Men tilværelsen med egen hoveddør udfordres af forældre, som ikke rigtig kan slippe omsorgen for børnene, lyder det fra flere sider. Margrethe Brun Hansen mener, at det er særligt udfordrende for moderne forældre at foretage den nødvendige retræte i forhold til deres store børn, fordi forældrene er kendetegnet ved et stort engagement i børnenes liv.

Det smukke ved det moderne forældreskab er, at der er et dybt venskab mellem generationerne, men mange forældre er involverede i deres børns liv i en grad, så de gør de store børn hjælpeløse. Det er utroligt, hvor mange udeboende unge som får vasket tøjet af deres forældre. Når man er 19 år og ikke kan vaske sit eget tøj, så er man i virkeligheden ret hjælpeløs, siger hun og uddyber:

Det er børn af forældre, som begge har haft fuldtidsjob gennem barnets opvækst, men som har engageret sig i vuggestue, børnehave og skole-hjem-samarbejde, fordi det var dem magtpåliggende at sikre, at barnet havde gode rammer, når de nu måtte være adskilt så mange timer dagligt. Mange børn har haft deres eget korps af diplomater i skikkelse af forældrene, som har sørget for, at de blev skånet for de værste konflikter. Idealet har været at livet ikke måtte gøre ondt. Ja, opvæksten skulle helst være som en slags lykkerus. Men det har i mange tilfælde den modsatte effekt, hvilket man ser, når vi skal til at sende dem ud i verden. Forældrene bliver ved med at klare tingene for dem: valg af læge, sygesikringskortet og måske valg af bolig.

Ungdomsforsker sociolog Søren Østergaard, Center for Ungdomsstudier, fik bekræftet billedet af unge, omgivet af et utroligt højt serviceniveau, da centeret gennemførte undersøgelsen Jeg har brug for et break. Undersøgelsen dokumenterede blandt andet, at lommepenge fra forældrene var udbredt i 3. g. Hver femte elev modtog SU, havde erhvervsarbejde og fik desuden lommepenge fra forældrene.

Det er et udtryk for, hvordan forældre bliver ved med at være inde over deres børns liv i gymnasiet, hvor mange af de unge er fyldt 18 år, siger han.

En konsekvens af forældrenes engagement er, at mange unge er umodne i forhold til en række praktiske ting, men til gengæld har de et veludviklet sprog for følelser.

Vi ser en generation af unge, som har venskabelige forhold til deres forældre, og som gennem hele opvæksten har talt med forældrene om deres tanker og følelser, så mange har et rigt sprog. Når det gælder den følelsesmæssige modenhed, kan de givet noget, som tidligere generationer ikke kunne, men der ligger også en dannelse i selv at tage vare på vasketøj, betale husleje og i det hele taget have styr på økonomien. Det tager tid at blive voksen, og nogle kommer, på grund af velmenende forældre, vel sent i gang, siger han.

Særligt drengene forsinkes i den praktiske modning, siger Søren Østergaard og henviser til tal fra Danmarks Statistik, som viser, at unge mænd bliver boende hjemme længere end jævnaldrende kvinder. 4 ud af 10 unge mænd i alderen 18 til 24 år bor hjemme, mens det kun gælder for godt hver fjerde kvinde i samme aldersgruppe.

DOKUMENTATION: Se tallene fra Danmarks Statistik

I sammenligning med andre lande i Europa er Danmark dog det land, hvor færrest unge bor hjemme.

Center for Ungdomsstudier har blandt andet lavet undersøgelser af efterskoleelevers møde med kostskolevirkeligheden. Søren Østergaard mener, at forældre til store børn på vej mod egen bolig skal læne sig op af en af undersøgelsens pointer.

Det store flertal af eleverne konkluderer, at året på efterskolen har været det bedste år i deres liv, fordi de fik lov at stå på egne ben. Den succesoplevelse kan også vente de unge, som flytter hjemmefra, men forældrene skal give dem lov til at komme til. Måske er et forælderkøb ikke den bedste start. Der ikke forsket i konsekvenserne af et forælderkøb, men det rejser en række spørgsmål om forholdet mellem unge og forældre, som kunne være interessante at undersøge, siger han.

Margrethe Brun Hansen opfordrer forældre til at bruge de sidste teenageår til at klargøre det store barn til at skulle flytte fra hjemmet.

Som forældre skal vi tage vores børn ved hånden og sikre os, at de kommer godt ud på det åbne hav, og vi må slippe dem langsomt. Når ens store barn begynder i gymnasiet, må man som forælder indtage en anden rolle. Hjemmet er ikke et hotel med mor som receptionist, men et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden. Den unge skal have nogle pligter i hjemmet, gerne en ugentlig maddag, hvor man står for indkøb og får et indblik i, hvad ting koster. Og den torsdag, hvor man glemmer maddagen og spiller basketball i stedet, skal mor lade være med at tage over, men sende ungen på cykel mod Netto efter rugbrød og spegepølse som nødproviant. Der er et grundpensum, som skal læres, selvom man som mor må indtage rollen som skrap moster undervejs, siger hun.

Men mange forældre finder det svært at stille den slags krav til deres børn, lyder det fra psykolog Gitte Haag fra PsykCentrum i Hillerød. Hun har i 23 år arbejdet med børn, unge og familier og er forfatter til bogen Forstå din teenager, hvor hun blandt andet opfordrer forældre til at involvere de store børn i de praktiske opgaver i hjemmet.

Når barnet bliver teenager, har man en ung, som er på vej til at blive voksen. Som forælder vil man altid se barnet som det lille barn, men man må spørge sig selv, hvornår man møder den unge som en, der er på vej til at blive voksen? Ser vi dem fortsat kun som børn, kan vi spærre for, at de udvikler mere voksne sider og strategier til at klare tingene, siger Gitte Haag.

Når hun ser, hvordan nogle forældre hjælper og servicerer deres udeboende unge, spørger hun sig selv, om det mon er de voksnes forsøg på at håndtere den følelse af tab, som også dukker op, når børneværelset står tomt, og man for første gang i mange år kan høre køkkenurets tikken.

Det er en kæmpe omvæltning, og i psykologisk sprog vil man kalde det et tab, som kræver en omstilling. Det er en naturlig proces, men det berører forældre følelsesmæssigt, og man skal som forælder kunne holde ud, at det kan blive noget svært.

I danske og udenlandske artikler omtales fænomenet som den tomme redes syndrom. Det er ikke en psykiatrisk diagnose, men en velkendt psykologisk tilstand, som for nogle kan udløse en identitetskrise, men det er også en erfaring, mange vælger at holde for sig selv. Gitte Haags to ældste børn er inden for de sidste tre år flyttet fra hjemmet.

For mange er det en livskrise, at man ikke længere på daglig basis kan følge med i, hvordan ens barn har det. Mange forældre har været tætte med deres børn også i teenageårene. I den fase bliver man som forælder tvunget til at se på sit liv og overveje, hvad man vil bruge det til fremover. Samtidig er det en unik mulighed for at give plads til andet, man har drømt om eller skubbet til side i årene med børn, siger hun.

Hun har set mange eksempler på familier, hvor forældrene i mødet med den tomme rede bevidst eller ubevidst har valgt en strategi, hvor de har forsøgt at beholde deres børn tæt på.

Mange forældre har lyst til at forlænge den fase af livet, hvor børnene er afhængige af dem. Ved at købe en bolig til barnet er der en risiko for, at man forlænger den fase, hvor ens barn praktisk og økonomisk er bundet til en. Har man råd, kan man give sit udeboende barn en økonomisk hånd, men man må spørge sig selv, hvorfor man gør det, siger hun.

Til november er det to år siden, at sognepræst Kathrine Lilleørs ældste datter flyttede fra barndomshjemmet til en lejlighed i København. Da datteren blev optaget på universitetet, var det planen, at hun ville blive boende hjemme i Slagslunde, for der er kun 35 kilometer til studiestedet. Men det viste sig, at hverdagen som studerende var svær at få til at hænge sammen, når den 19-årige skulle bruge så megen tid på transport.

Jeg græd. Jeg skjulte det, mens vi sagde farvel i lejligheden, men på vejen hjem græd jeg. Men så vil jeg sige, så stoppede det sådan set. Selvom her blev tomt, og jeg mangler hende hver eneste dag. Sådan har jeg fået en mistanke om, at det vil være resten af livet, siger hun.

I forbindelse med datterens flytning har Kathrine Lilleør overvejet, om det har været lettere for hende at håndtere adskillelsen, fordi hun som fraskilt har været vant til i perioder at måtte undvære datteren.

Vi har været vant til at være adskilt, men erfaret, at vi kunne have et tæt forhold trods en fysisk afstand. Måske er vi som skilsmisseforældre lidt bedre forberedte, når vores børn flytter.

Mens datteren boede hjemme, havde Kathrine Lilleør styr på, hvor hun var om aftenen. Den kontrol har hun i dag sluppet.

Det er en kontrol, jeg har tvunget mig til at slippe. De bekymringer, det giver, må jeg bære i mig. Der er et sted i ens hjertekammer, hvor man må lukke døren og låse den, så ens børn kan få lov at blive frie og voksne. Den låste dør må man forsøge at lade være med at gå ind ad igen af respekt for, at vi nu skal over i en ny fase, som varer resten af vores liv, siger hun.

I de snart to år datteren har haft egen hoveddør, har Katrine Lilleør øvet sig i at håndtere sine bekymringer. Senere på efteråret udkommer bogen Kærligheden er, hvor hun skriver om moderskab og kvindeliv.

Jeg skal ikke være sådan en bekymringssten i skoen på min datter. Det er moderskabets pris, at man er bekymret, og det må man bære med rank ryg, så ens børn ikke skal gå og bekymre sig om, hvordan deres mor mon har det. Hokus, pokus, mor er i fokus. Den øvelse har vi kvinder alt for let ved at bedrive.

Jeg forsøger at læne mig ind mod Maria, når bekymringen går på, siger hun og genfortæller beretningen fra Lukasevangeliet om, hvordan Jesus som 12-årig blev væk i templet.

Maria møder Jesus med bebrejdelse: Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Og Jesus svarer, at han først og fremmest er Guds barn, før han er Maria og Josefs barn. Det er den stærkeste kompasnål, jeg har i forhold til mine døtre. De er først og fremmest Guds børn, og jeg må tro på, at han sender andre, som passer på dem, når jeg ikke er i nærheden.