Prøv avisen

Når næsten er beskidt

"Staklen stod tilbage og rystede og græd, mens folk tilsyneladende brugte alle deres kræfter på at se den anden vej," skriver Daniel Øhrstrøm. Foto: .

Daniel Øhrstrøm skriver om en oplevelse, der satte næstekærligheden i perspektiv

Som flaskedreng kom jeg tæt på en alkoholiker, der hed Benny. Han sad gemt væk i købmandens kælder, hvor jeg sorterede flasker. På den måde behøvede han ikke at drikke sin snaps og sine stærke øl i det svingende danske vejr udenfor, mens købmanden omvendt slap for at have ham stående som et tvivlsomt reklameskilt uden for butikken. Selv var Benny så glad for den ordning, at han ofte ankom i taxa for at nyde sine FF-bajere på en ølkasse i kælderen. I begyndelsen virkede han lidt sky, men jeg opdagede hurtigt, at han også var en både blød og venlig mand.

LÆS OGSÅ: Du skal elske din næste!

Engang fik jeg ham endda til at græde, da jeg gav ham en lille æske chokolade, efter at han betroede mig, at det var hans fødselsdag. Men det manglede bare. For han gav mig altid store drikkepenge, når jeg købte ugeblade for ham i butikken. Faktisk lignede han også lidt en rødmosset julemand, når han sad der mellem stakkene af ølkasser med sit store hvide skæg og sine krogede, sorte negle. Og som 14-årig flaskedreng havde jeg svært ved at forestille mig, hvordan han havde set ud på min alder. Derfor gjorde det indtryk, da han en dag holdt fast i en halvtredser, som han ville give mig i drikkepenge:

Du får den på én betingelse, sagde han og fortsatte:

Hvis én af dine klassekammerater ender som mig, skal du stadig hilse på ham på gaden. Lover du det?

Det lovede jeg, og jeg har ofte tænkt på det siden. Og forleden dukkede Benny igen op i erindringen, da jeg sad med min familie i S-toget, mens en stakkel kom ind i toget. Han var på min alder, men i en helt anden livssituation. Det var et menneske, der var tæt på at falde fra hinanden på flere planer. Hans bukser var revet i stykker, så de kun dækkede en del af de tynde lår. Han var sort af snavs overalt i ansigtet, håret og ikke mindst hænderne, som han brugte til at række sin lille tiggerkop ud med. Men det viste sig, at (en del af) snavset var nyt. For politiet havde lige hevet ham op fra skinnerne på Svanemøllen Station, da han ville tage sit eget liv, fortalte han.

Jeg har slået min egen far ihjel, brølede han og fortalte, hvordan han samme dag havde slukket for sin kræftramte fars respirator.

Han havde ligget i koma i fem måneder. Men han var min sidste familie, og nu har jeg slået ham ihjel, hulkede han.

Nej, du har ikke, det har kræften! råbte en snarrådig mand ved siden af mig, inden han rejste sig for at stige ud af toget. Men staklen stod tilbage og rystede og græd, mens folk tilsyneladende brugte alle deres kræfter på at se den anden vej. Selv var jeg også i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, men min kones blik sagde: hvad som helst! Så jeg rejste mig op og gav ham et knus, mens han græd videre.

Jeg fylder 33 år i morgen, men det kommer min far ikke til at opleve. Og min bror begik selvmord for to år siden, så der er kun mig tilbage, sagde han, inden han stak hånden ned i barnevognen til min mindste søn for at lægge dynen bedre på ham. Måske for at føle sig stærk et øjeblik, inden han forsvandt.

Bagefter syntes jeg, at alt, jeg havde sagt, havde virket dumt. Og burde jeg ikke have gjort mere for ham? Eller måske ligefrem inviteret ham hjem i stedet for at nøjes med at bede en lille bøn for ham på vej hjem til aftenkaffen foran fjernsynet? Det er i hvert fald den slags oplevelser, der sætter næstekærligheden i perspektiv. For hvad gør man, hvis ens næste er beskidt?

ohrstrom@k.dk