Prøv avisen

Når ordene ikke rækker

- I vor tid skal alt være flot. Vore børn, vore kroppe, hjem, biler etcetera. Det er målet. Og på vore sorger - store som små - skal vi også reagere flot og hurtigt blive normale igen. Men jeg tror ikke, jeg har taget det flot, siger Grethe Andersen. - Foto: .

Vi har svært ved at finde ord, når vi vil trøste en sørgende. Ofte kommer vi i den bedste mening til at sige noget klodset og sårende. Grethe Andersen, der mistede sin tvillingesøster for tre år siden, har skrevet en bog om sorgsprog - et forsømt område i vores opdragelse og dannelse

Du skulle nu rejse lidt ud.Jeg synes, du skulle tage og gå til yoga.Tror du ikke, at det er noget med din personlighed, at du tager det så nært?Hvor ser du tynd ud - du må se at spise noget mere.Nu er der da gået to år. Har du det så ikke bedre?Er det stadig din tvilling, der spøger?Nu må du se at komme over det.Du skal jo slippe din tvilling.

Disse udsagn og mange flere af samme skuffe er gymnasielærer Grethe Andersen blevet mødt med i tiden, efter at hendes tvillingesøster døde. Det er tre år siden, og Grethe Andersen ved med sig selv, at hun aldrig kommer over det. Tabet af tvillingesøsteren, som hun gennem hele livet var nært forbunden med, vil altid være der. Grethe Andersen er blevet halveret, som hun udtrykker det. Og hun arbejder - ikke på at komme over det - men på at komme videre i livet og lære at leve med reduktionen.

Da der var gået et halvt år, begyndte hun at skrive ned, hvad folk sagde til hende. Det slog hende, at selvom de havde de bedste hensigter og gerne ville sige noget trøstende, kom deres udsagn ofte til at virke sårende og krænkende. Der var ingen ende på de gode råd om at spise mere, rejse, passe på sig selv og så videre. Samtidig lå der også i mange udsagn en forventning om, at sorgperioden skulle gå over efter et stykke tid. Så skulle hun være sit gamle jeg og klar til livet og arbejdet igen.

- Dette japperi, tror jeg, hænger sammen med vores højeffektive og travle levevis, hvor der ikke er plads til ridser i lakken, og hvor alt, der halter, skal repareres omgående, så det igen kan fungere til fuldkommenhed, siger Grethe Andersen.

Hun opdagede, at selvom der inden for sorgterapien findes rigtig mange bøger om sorgens forskellige faser og sorgarbejde, findes der tilsyneladende ingen bøger om sorgsprog.

- Langt de fleste af os ved, hvordan vi skal udtrykke os i de forskellige kontekster, vi befinder os i. På arbejde, blandt venner, i familien, til selskab. Vi ytrer os uden besvær med de sprognormer, som passer ind i de forskellige kulturer. Men de færreste af os magter at tale med – og ikke mindst lytte til - en sørgende. Mange af os har svært ved at rumme døden, selvom den er et uomgængeligt faktum i livet. Nogle ligefrem flygter fra en sørgende, som om sorg kunne smitte. Døden er stadig tabu i den vestlige kultur, siger Grethe Andersen.

Hun satte sig for, at hun ville skrive en bog om sorgsprog. Om hvordan man bedst taler med og lytter til en sørgende. Og hvad man ikke bør sige. En af hendes pointer er, at hvis man ikke magter at tale om det, er det helt fint. Blot man magter at være til stede. Sproget danner det, det benævner, citerer hun Grundtvig for, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan ordene falder.

Grethe Andersen og hendes tvillingesøster Doris var på bølgelængde i usædvanlig grad. De lignede ikke hinanden i udseende, men de inter- esserede sig for de samme ting og havde samme tankesæt og tilgang til livet. Hver dag talte de sammen i telefon, og de mødtes mindst to gange om ugen, selvom den ene boede i København og den anden i Roskilde. Deres tre sønner følte hver især, at de havde to mødre.

- I mange sorgbøger rådes den sørgende til at adskille sig fra den døde for at komme videre. Hvis man ikke adskiller sig fra den døde, kan man komme til at dyrke sin sorg, hedder det. Der er som oftest også sat tid på sorgen. Efter et par år skulle man gerne være frisk igen. Begge dele er efter min mening helt forkert. Jeg vil have lov til at tage Doris med mig i mit videre liv. Jeg drømmer om hende, og jeg taler med hende. Det er for mig at se ikke at dyrke den døde eller fortiden, men at skabe kontinuitet i livet. Vi er ikke kontekstløse. Jeg vil heller ikke have tidsgrænser på min sorg. Den er en del af mit fremtidige liv, og jeg skal blive bedre til at leve med den, siger Grethe Andersen.

Netop sorgbøgernes holdning kan hun spore i omgivelsernes bemærkninger: kom over det, find en adspredelse, kom videre. De fleste bliver på egen banehalvdel og taler ud fra egne idéer: Jeg synes nu, du skulle gå til badminton. Eller: Jeg kender én, som har gået til malerkurser i syden, og det har hjulpet hende meget. Grethe Andersen har lagt øre til mange historier om folks bekendte og om, hvordan de klarede deres tab. Ikke mange spurgte, hvordan hun havde det, og hvad hun selv troede kunne hjælpe hende.

I bogen skriver hun: "De sørgende skal ikke på plads. De skal hjælpes til at få deres tab med i livet fremover, og det kan mennesker i deres nærhed støtte dem i, hvis de tør åbne for de sørgendes egne tanker og følelser og tør tage dem ind."

Grethe Andersen mener, at skrøbelighed og sårbarhed binder os mennesker sammen - ikke succes. Vores smerte knytter os sammen, fordi den viser os behovet for hjælp og nærvær. I den forbindelse er sproget, vi anvender, vigtigt. Sprog gør noget ved mennesker. Vi handler med hinanden gennem sproget. I mødet med sorg bliver vi mindet om, at vi selv skal dø, og den tanke skubber de fleste - ofte ubevidst - fra sig. Derfor har vi så travlt med at få den sørgende på banen igen, og derfor kommer vi ofte til at udtrykke os akavet eller sårende over for en sørgende.

Ifølge Grethe Andersen kommer evnen til den gode kommunikation indefra og udspringer af vores evne til at rumme os selv. Hvis man kan rumme sig selv, kan man også rumme andre.

De gode spørgsmål er dem, hvor afsender tør gå væk fra egen banehalvdel og lægge sine egne gode råd, domme og erfaringer på hylden. For eksempel:

Hvad har du brug for i den svære tid?Hvordan får du hold på dig selv?Har tiden nogen betydning for din sorgproces?Kan du forene det at arbejde med din sorg?Hvordan klarer du det?Var I meget knyttet til hinanden, og er det derfor, det er ekstra svært?Kan jeg støtte dig på nogen måde?Og lytte til svaret.

Grethe Andersen: Sorgsprog - tak for nu og altid. 177 sider. 149 kroner. Forlaget Underskoven. Se mere på www.sorgsprog.dk

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk