Hvad gør man, når sorgen bliver ved?

En far mistede for seks år siden sin søn, der døde kun 10 år gammel. Selv mange år efter tabet hænger sorgen ved, og det er svært på ny at finde glæden ved livet

For alle mennesker, der oplever traumatiske tab, er det naturligt, at miste mod og livslyst i kortere eller længere.
For alle mennesker, der oplever traumatiske tab, er det naturligt, at miste mod og livslyst i kortere eller længere. Foto: colourbox.com.

Kære brevkasse

Der er nu gået seks år med sorg over tabet af min søn, som var 10 år, da han døde. Jeg er på sin vis kommet langt med mange sider af mig selv, men jeg kan ikke finde glæden. Jeg har været en glad person inden dødsfaldet med let til latter, men nu udebliver den. Det er ikke sådan, at jeg aldrig griner, men der er langt imellem. Jeg har let til vrede og tårer. Jeg savner glæden og det at føle sig lykkelig i menneskelig forstand.

Hvad skal eller kan jeg gøre? Jeg ved, at jeg isolerer mig ved ikke at finde venskaber, som jeg helt har meldt mig ud af. Seks år er længe at være ked af det og vred. Og jeg savner glæden og personen i mig selv, som jeg kendte før.

Venlig hilsen
Rasmus

Kære Rasmus

Der er næsten ikke noget, som kan give mere sorg end at miste et barn. Det er, som om der er en del af en selv, der rives midt over. En umistelig relation går tabt, og tanker og drømme for dette unge liv vævet sammen med ens egne fremtidshåb dør sammen med barnet.

I tidligere sorgteorier var man ofte meget fokuseret på, at sorgen havde bestemte faser, som man ville gennemleve og komme igennem. I nyere tænkning om sorg er der ikke kun en bestemt måde at sørge på, som er mere normal end en anden, og tiden læger ikke alle sår. Men naturligvis gør tiden heldigvis ofte noget med os. Man kan komme til at opdage, at der er et liv trods de sorgfulde erfaringer, at der er glæde trods sorgen.

Vi kan derfor godt forstå, at seks år er lang tid at leve med den følelse, du beskriver. Og det handler ikke om, at vemod og savn skal blive borte, for det sker nok aldrig. Men vi hæfter os ved, at glæden så at sige er blevet kronisk ramt. Ofte er det sådan, at man mange år efter et stort tab på en måde kan mærke sorgen som en spiral, forstået på den måde, at den kan vækkes op igen ved bestemte lejligheder. Det kunne for eksempel være, hvis du mødte en rask dreng på 16 år, hvor du bevidst eller ubevidst ville blive påvirket af, at det kunne have været din søn. Eller man kan mærke det ved bestemte lejligheder, som hans fødselsdag, dødsdag eller andre mærkedage eller højtider, som kan give specielt ekko i jeres fælles historie.

Du fortjener at få glæden ind i dit liv igen, også selvom du må leve med et stort tab. Du er jo i live selv, og det ville være så godt for dig at kunne fange lidt af livets mangfoldighed med alle dets nuancer igen. Vi kan også forstå, at det er det, du efterlyser med dit brev. Imidlertid er dit brev ikke så langt. Derfor vil vi rejse nogle spørgsmål, som du måske kunne have gavn af at tænke over.

For alle mennesker, der oplever traumatiske tab, er det naturligt at miste mod og livslyst i kortere eller længere tid. Det er på en måde helt normalt, men nogle gange kan sorgen blive langvarig. Påvirker sorgen dagligdagen i meget betydelig grad mere end et halvt år efter tabet, taler man om en forlænget sorgreaktion, og så er det en indikator på, at man bør søge mere hjælp, eller at omgivelserne er opmærksomme på at tilvejebringe hjælp.

En forlænget sorgreaktion kan nogle gange gå over i en mere depressiv eller lignende tilstand med for eksempel søvnproblemer, fysiske smerter, irritation og lignende. Vi vil derfor gerne spørge: Har du opsøgt og drøftet din situation med en ven, din læge eller en anden, som har indsigt i disse ting?

Mennesker kommer igennem sorgen på flere forskellige måder. Ikke nødvendigvis ved at tale så meget om den, selvom man måske har troet for ikke så længe siden, at den eneste vej til at bearbejde den var at snakke og græde. For mange kan det være en vigtig ting. Men ikke for alle.

Nogle kan også have stor glæde af at udfolde sig fysisk og opsøge andre mennesker med fælles aktiviteter.

Det vigtige er at have et netværk af gode mennesker, hvor man er velkommen, som man er. I et sådant menneskeligt fællesskab kan der med mellemrum være små stationer undervejs, hvor man med mange eller få ord kan give udtryk for den tunge sorg, som er blevet ens skæbne.

Små stationer, hvor det er o.k. at græde eller være stille eller være vred, og hvor andre mennesker kan forstå eller tage ens hånd eller på anden måde være medvandrer på rejsen.

Hvis du ikke har haft sådant et netværk, og det er der noget, der tyder på, at du ikke har, så vil vi meget anbefale dig at tage kontakt til din læge, tale med en præst, en psykolog eller en anden, der er vis nok til at møde dig lige der, hvor du er nu, og så få et længere samtaleforløb der, samtidig med at du kunne få et kærligt skub i retning af nogle menneskelige fællesskaber, som du kunne knytte dig til.

Vi anbefaler nogle gange mennesker at tage en uge eller to på en retræte på Institut for Sjælesorg på Modum Bad i Norge eller lignende sted, når livet bliver tungt. Her kan man både være i smukke omgivelser og få samtaler om svære ting og nogle gange få inspiration til at finde nye veje for sit liv, måske sammen med nogle rituelle muligheder for at give sorgen rum og sprog. Man kan læse mere på www.sjelesorg.no. Vi ved ikke så meget om dig og kender ikke til, om det ville være naturligt for dig. Men vi er overbevist om, at det er vigtigt for dig at vove dig ud af din nuværende situation og søge hjælp hos andre.

Du skriver, at du har isoleret dig. Megen forskning om sorg fortæller, at det er menneskers netværk, der er en af de allervigtigste faktorer til at få mennesker til at komme videre efter store tab. Gode netværk kan bidrage til, at gnisten kan komme igen, selvom man aldrig troede, det var muligt. Og menneskelige fællesskaber og relationer kan bidrage til, at man igen kan opleve nye og fine sider ved livet, selvom man mistede det, som ikke måtte mistes. Det er svært at skulle begynde med at være aktiv igen, hvis modet og kræfterne ikke er til det. Derfor er det vigtigt at bede nogen om hjælp. Har du nogen nærtstående, som du kan bede om at hjælpe dig med at skubbe i den retning? Det må være nogen, som på en måde fungerer som donkraft eller kan løfte bilen op på vejen igen, så den ikke bare står stille og lader hjulene spinde rundt i rabatten, uden at den kommer ud af stedet.

Har du ikke et familiemedlem, en ven eller kollega, som du kan bede om at være dig behjælpelig med at komme ud at løbe, tage dig med på ferie, byde dig ind i et fællesskab eller andre fælles aktiviteter? For ellers vil sorgen få al plads og fastholde dig i mørke livsudsigter.

Du er velkommen til at skrive igen. Andre læsere er også velkomne til at skrive om langvarig sorg og eventuelle erfaringer med, hvordan man kan komme videre derfra.

Vi håber meget, at der må komme nyt håb og nyt mod ind i dit liv, således at du igen kan finde glæden i livet trods stor smerte.

Mange hilsener

Annette og Jørgen Due Madsen 

Har du selv oplevet sorgen efter at have mistet, og har du lyst til at dele dine tanker og erfaringer med andre læsere, så skriv til Kristeligt Dagblad på net@k.dk. Vi respekterer ønske om anonymitet.