Natur er som en åndelig læremester for det moderne menneske

Præsten Inge Merete Gross holder retræter i fyrmestergården i Hanstholm. Hun ser naturen som en åndelig læremester

0”Mennesker, som kommer her, kan sige til mig, at de mærker en længsel. Jeg tror, at det er Guds længsel efter dem, de mærker og reagerer på,” siger Inge Merete Gross. –
0”Mennesker, som kommer her, kan sige til mig, at de mærker en længsel. Jeg tror, at det er Guds længsel efter dem, de mærker og reagerer på,” siger Inge Merete Gross. –. Foto: Leif Tuxen.

De gamle keltere mente, at der er steder i naturen, hvor membranen mellem jord og himmel er særlig tynd. Åndelig vejleder Inge Merete Gross, 63 år, har ofte tænkt, at Hanstholm Fyr er sådan et sted, som kelterne hentydede til. Vesterhavet synes være gået til ro denne nærmest vindstille aften, hvor hun inviterer med ud til fyret i den stjerneklare forårsnat.

I en ikke så fjern fortid var fyret blandt verdens kraftigst lysende. Det ottekantede fyr på højdedraget er fortsat det største på den jyske vestkyst, og lyset fra fyret spreder sine arme ud over fiskeribyen. Står man med ryggen mod fyret og nakken vendt mod nattehimlen, er det som at stå under en gigantisk drejende paraply smykket med kaskader af stjerner.

Jacob Paludan har skrevet om netop disse fyrstråler i sin gennembrudsroman Fugle omkring fyret fra 1925:

Et glasklart legeme løb hen over vej og længer. Sprang op ad en flagstang og tabte sig så langsomt til havs. Og her i 2014 står flagstangen fortsat ved fyret, og den gamle forfatters ord virker sært levende.

LÆS OGSÅ: Stilhed indtager danmarkskortet

Inge Merete Gross åbner døren til fyrtårnet og fører an op ad vindeltrappen. Fyret har stået her siden 1843 og blev fredet i 1979. Man kan leje sig ind i fyrmestergårdens assistentfløj, og så har man adgang til fyrtårnet ved nattetide.

Fyret er symbolsk for mig. Du kan ikke fare vild i Hanstholm, for du kan altid finde hjem ved at orientere dig efter fyret. Når lyskeglerne fra fyret spadserer ind i mit soveværelse, ser jeg dem som en påmindelse om Guds nærvær. Gud er lyset i vores liv, og det er hans lys og glæde, vi skal gå efter, siger hun.

Inge Merete Gross har arbejdet med retræter i en årrække, og Hanstholm har fungeret som hendes eget refugium, hvor hun havde tid til at male, vandre, skrive og leve det, hun beskriver som et meditativt liv. For 14 år siden købte hun og ægtefællen en bolig helt ude på pynten, hvor man kan se Vesterhavet fra alle husets rum. De deler tiden mellem huset på pynten og en lejlighed i København, hvor hun blandt andet mødes med mennesker, som bruger hende som vejleder. Hun havde aldrig drømt om, at folk ville køre fra hovedstadsområdet til Hanstholm for at få åndelig vejledning og være omgivet af den bakkede, men rå natur, som hun selv inspireres af. Men det ville de.

Skønt overnatningsforholdene her i assistentfløjen er spartanske med møbler købt i en genbrugsbutik, så kan hun gang på gang melde udsolgt til retræterne.

Nærmeste nabo til fyret er den lille Hansted Kirke, der har stået her med sine gedigne granitkvadre siden 1100-tallet. Når der er retræte i fyrtårnet, samles deltagerne til tidebøn i det intime kirkerum, og ellers er der den bakkede klithede. Det er landets største vildtreservat, men det, som måske er mest påfaldende for den tilrejsende, er den oplevelse af uendelighed, man kan få, når man går på de bugtende stier mellem lyng og marehalm. På retræterne, som typisk strækker sig over en forlænget weekend og koster knap 2000 kroner, har alle deltagere en daglig samtale med Inge Merete Gross, hvilket gør, at hun lukker for tilmeldinger, når der er fem deltagere.

Mange er bevidste om, at naturen har noget til os, og hvad enten man er religiøs eller ej, så får man en oplevelse af, at der er noget, som er større end én selv, når man er i naturen. Det samme kan ske i kunsten, musikken, eller når man står med et nyfødt barn eller ved en kiste. Erfaringen af, at naturen har noget til os, tror jeg er en medvirkende grund til, at folk gerne tager den lange tur.

Naturen kan være en fantastisk læremester til at skærpe ens sanser. Mange mennesker har aldrig set på noget i hele deres liv. De går forbi et træ, men så de bladene, farverne, grenene og barken? Jeg opfordrer mennesker til at se det, som de faktisk ser. Hvis vi holder fokusset på det, vi ser, så hindrer vi vores tanker i at vandre og for eksempel tænke på den chef, som gør livet surt i hverdagen. I kristendommen tror vi på, at Guds rige er midt iblandt os. Gud er her og nu, og vil du møde Gud, må du være her og nu, men meget tit er vi ude i fremtiden i bekymringer om, hvad der skal ske, eller hænger fast i fortiden i ærgrelse og græmmelse over noget, som er sket. Naturen kan hjælpe os til at være absolut til stede og dermed også åbne for at erfare Gud, siger hun.

Den enkeltes erfaring af Gud er et nøgleord i Inge Merete Gross virke.

Gud er ikke bare for nogle særligt udvalgte. Gud er i alle menneskers liv, så jeg prøver at hjælpe dem med at få sat ord på og opdage, hvor Gud er, siger hun.

Når folk kommer til hende, er det dog sjældent, fordi de har et åndeligt spørgsmål, men snarere, fordi der er noget i tilværelsen, som de gerne vil arbejde med. Det kan være en ægteskabelig krise, spørgsmål om karrierevalg eller en eksistentiel uro.

Kierkegaard siger, at hvis vi vil møde mennesker, må vi møde dem, hvor de er. Så derfor starter mine samtaler altid der, hvor den enkelte er. Jeg lader mennesker fortælle om deres liv og skelner ikke så meget mellem sjælesorg og åndelig vejledning. Overordnet kommer de til mig, fordi de gerne vil have det bedre som mennesker og ønsker at tage lidt på afstand af hverdagen for at se på deres liv, siger hun.

I barndommen var troen noget givet for Inge Merete Gross.

Du spørger, hvordan jeg erfarede Gud som barn. Den gang kendte jeg ikke tvivlen. Det svarer til at spørge et barn, hvordan det erfarede solen, siger hun.

Hun er født ved Randers og vokset op i Alderslyst i Silkeborg, hvor hendes far var farvehandler og moderen medhjælpende ægtefælle. Mange børn gik i søndagsskole, men ikke Inge Merete Gross, som hellere ville på rideskole. Familien gik i kirke hos den grundtvigske præst, men hun husker mest, hvordan hun havde svært ved at holde benene i ro. Da hendes farmor døde, arvede Inge Merete Gross farmoderens bibel. En bibel, hendes far havde købt og foræret sin mor som 14-årig. Forrest i bogen, har faderen skrevet: Vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud. (Rom. 8, 28). Dette og mere godt vil du finde heri. Tak fordi jeg ved, at du vil søge efter mere. Svend, Julen 1943.

Min far voksede op i et ikke troende hjem, men mens han gik til præst, gik han sammen med en ven til et møde i KFUM og K vist nok mest for at lave ballade. Der var en prædikant, som sagde, at de måske ikke troede på Gud, men at Gud troede på dem. I dag kan det lyde fortærsket, men for min far blev det et afgørende vendepunkt, og han begyndte at bede om, at hans forældre også måtte komme til tro. Og det skete.

Allerede som teenager havde Inge Merete Gross planer om at læse teologi og blive præst, men så mødte hun som 17-årig den mand, Hans Melchiorsen, hun har været gift med i snart 45 år, og det vigtigste blev at få familielivet til at hænge sammen. De gik begge på seminariet, men da han efter nogle år havde nået sit mål og var blevet skoleinspektør, blev de enige om, at det var på tide, at Inge Merete Gross tog fat på teologistudierne.

Efter knap fire års målrettet studie blev hun cand.theol., og som 43-årig fik hun et embede på Mors. Det var det første embede, hun søgte, og det kunne fint kombineres med ægtefællens job som skoleleder i Salling. Det blev til 17 år som sogne- og arresthuspræst i Solbjerg-Dragstrup-Skallerup Pastorat på Mors, men i 2011 måtte hun opgive embedet på grund af problemer med helbredet.

Samtalen med mennesker fyldte meget i hendes år som sognepræst, og hun videreuddannede sig med blandt andet en pastoral klinisk uddannelse fra Modum Bad i Norge, en psykoterapeutisk uddannelse hos præsten og psykoterapeuten Bent Falk og en master i Gudserfaringer i sjælesorgen fra Københavns Universitet. Nu arbejder hun primært med samtalen pakket ind i den stilhed, som er på retræterne.

Inge Merete Gross siger, at en stor del af de mennesker, hun har samtaler med, indleder med at fastslå, at de ikke tror på Gud. Men det er hendes oplevelse, at mange, trods den umiddelbare afvisning af troen på Guds eksistens, har erfaringer af Gud.

Når de fortæller om deres liv, så holder jeg øje med deres krop og særligt deres øjne. Indimellem er der noget, hvor der er lys, liv og en særlig glød, siger hun.

Når jeg kan mærke, at her fortæller min samtalepartner mig om noget, som han er glad for, så spørger jeg ind til det og prøver at gå med ind i de erfaringer, og mennesker vil ofte sige, at her er noget, som har berørt dem. Men hvad er subjektet bag berøringen? Jeg vil sige, at det, de mærker, er det, som jeg kalder Gud. Det er nyt for dem, at kalde det Gud. Mange mennesker har et forkrøblet gudsbegreb. De har et billede af Gud som en, der vil begrænse mennesket, holder øje med mennesket, vil gøre vores liv mindre og måske en gud, som ikke bryder sig om dem, fortsætter Inge Merete Gross.

Over tid har hun oplevet, hvordan mennesker, trods deres umiddelbare skepsis, får et andet syn på Gud.

Nogle når til den konklusion, at de kan se, at Gud har været der hele tiden, men de har ikke vidst, at det var Gud. Det er et spørgsmål om, hvordan vores begreb om Gud er. Jeg har nok et mere udvidet Gudsbegreb, end mange forventer, og det kan sætte nogle tanker i gang, siger hun.

Hun inviterer ud på en gåtur. Gæsten skal bemærke lyset og himlen, som synes at fylde meget over Hanstholm. Det er vigtigt for hende, at man kommer ud, for det er blandt andet ude i naturens stilhed, at ord og tanker kan grundfældes. Men gennem årene har hun mødt mange, som flygter fra stilheden.

Stilhed er mange ting. En del mennesker lever med stilheden, der er som en slags tomhed, hvor man forgæves venter på, at telefonen skal ringe, eller nogen skal sige noget. Men stilhed kan også være forbundet med en fylde.

I den stilhed møder vi os selv og i mødet med os selv, møder vi også Gud, Det kan godt være skræmmende, så derfor har vi forskellige afledningsmanøvre og tager for eksempel musik i ørene, når vi går ude og kunne fyldes med fuglesang, siger hun.

For Inge Merete Gross er nærværet og opmærksomheden vigtig på vejen ind i stilheden. De sidste retrætegæster rejste i aftes, men hun beskriver, hvordan hun forsøger at forkæle deres sanser med mad lavet af lokale råvarer. På den netop afholdte retræte var det ramsløg hentet i vildtreservatet og fisk fra Vesterhavet. Og hvad enten man spiser, vandrer eller sidder i kirken, er øvelsen at være til stede.

Mennesker, som kommer her, kan sige til mig, at de mærker en længsel. Jeg tror, at det er Guds længsel efter dem, de mærker og reagerer på, siger hun.

Vi er på vej mod påske. Søndag er det palmesøndag, og så følger den stille uge, som leder frem mod skærtorsdags- og langfredags begivenheder. Inge Merete Gross fremhæver nogle vers fra Jesu afskedstaler i Johannesevangeliet kapitel 15. Her taler Jesus om glæden: Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.

Der står gang på gang i Bibelen, at vi skal være glade.

Hun holder meget af den kvindelige, engelske mystiker Julian af Norwich (1342 - 1416), der definerer Gud som det, som gør dig godt.

Gud er det, som gør dig godt på den lange bane. Det, som giver uro og forvirring, er ikke fra Gud, men det er glæden og kærligheden, siger hun.

Men hvordan ved man, om det er Gud, man erfarer i stilheden her ude, hvor Vesterhavet ruller, og næseborene fyldes med lugten af saltvand og fisk? Kan man skelne Guds røst fra sin egen indre stemme? Inge Merete Gross spørger, om gæsten husker beretningen fra Det Ny Testamente om den lamme mand ved Betesda dam. I det 5. kapitel i Johannesevangeliet kan man læse om den lamme mand, som ventede ved dammen og håbede at komme ned i vandet, når det var i bevægelse, for så kunne han måske få førligheden tilbage.

Da Jesus kom, beder manden om hjælp, men det, Jesus sagde, var noget, som den lamme mand ikke kunne have sagt sig selv, for Jesus beder ham rejse sig op og gå. Og sådan er det med Guds erfaringerne: Gud siger næsten altid noget, du aldrig ville være kommet på selv og noget, der gør dig glad. Folk fortæller mig om oplevelser, de gør herude. Og det er jo ikke noget, de finder på, men nærmest mystiske erfaringer.

Ingen mennesker kan tro, bare fordi de beslutter sig for det, men når vi ser solen, kan vi ikke sige, at solen ikke findes. Og når vi erfarer Gud, kan vi ikke sige, at Gud ikke findes. Troen kommer af erfaringer. Hvis man henvender sig til Gud, som om han findes, vil man opdage, at Gud er. Vi kan have en intellektuel bevidsthed om Gud, men skal troen være et fundament i vores liv, må vi have erfaret, at Gud er virkelig, siger hun.

Der er et råd, Inge Merete Gross gerne giver til mennesker, når de skal vende tilbage til den hverdag, som er mere hektisk end her ved fyret, hvor det umiddelbart kun er de hoppende harer, som har travlt. Det er en åndelig øvelse inspireret af ignatiansk spiritualitet.

Slut dagen af med et glædeligt tilbageblik på dagen, hvor du koncentrerer dig om at sige tak og se det, som var godt som en berøring fra Gud. Og når du har gjort det, skal du spørge Gud, hvad der har glædet ham i dag, siger hun.

Ja, jeg ved godt at det er grænseoverskridende og kan virke aldeles u-luthersk. Men har du børn, ved du, at du glædes over dem mange gange om dagen, skønt de er små og absolut afhængige af din hjælp og støtte. Børn kan ikke undgå at glæde deres forældre. På samme måde er det med Gud. Han glæder sig også over dig hver dag.

Inge Merete Gross

0Da Hanstholm Fyr blev bygget ude på Hanstholmknuden i 1843, var det Danmarks største og kraftigste fyr, men allerede i 1889 måtte det forhøjes og moderniseres. I dag er fyrtårnet 23 meter højt. –
0Da Hanstholm Fyr blev bygget ude på Hanstholmknuden i 1843, var det Danmarks største og kraftigste fyr, men allerede i 1889 måtte det forhøjes og moderniseres. I dag er fyrtårnet 23 meter højt. – Foto: Leif Tuxen.