Prøv avisen

Naturligvis er jeg taknemmelig

"Det gør mig godt, når jeg føler, jeg forstår noget mere af verden. Jeg har ikke været medlem af et politisk parti, men jeg har arvet min fars optagethed af samfundsudviklingen," siger Frode Povlsen. Foto: Leif Tuxen.

Antallet af danskere, som bliver 100 år, er mere end fordoblet på 10 år. Til juli samler Frode Povlsen familien for at fejre sin 100 års fødselsdag og det liv, han dagligt takker for

Noget af det første, Frode Povlsen husker, er en samtale mellem hans forældre. De stod på en trappe ved villaen i Holte og talte om det store slag ved Verdun i 1916 under Første Verdenskrig.

"Det var jo på sin vis meget langt væk, men samtidig var vi klar over, at der skete voldsomme ting, og krigen optog mine forældre," siger Frode Povlsen, som var fem år, da slaget blev udkæmpet ved Verdun, men på sin vis er der ikke langt fra den lille dreng, som forsøgte at få greb om forældrenes snak om krigen, og til den snart 100-årige Frode Povlsen, som dagligt sørger for at holde sig orienteret om verdens gang.

"Det gør mig godt, når jeg føler, jeg forstår noget mere af verden," siger Frode Povlsen.

LÆS OGSÅ: Jeg har været bevidst om at leve enkelt

Hans syn er svækket, så han kan ikke længere læse avis, men radioens nyhedsudsendelser og debatter har en trofast, engageret lytter i ham.

Vi sidder i den lyse hjørnestue i familien Povlsens hjem i Nyhavn i det indre København. På bordet mellem os er der et gulnet billede af Frode Povlsen, da han var en lille, blond, krølhåret dreng, som blev bestukket med chokolade for at posere for fotografen.

Billedet stammer fra Hvilsager præstegård på Djursland, hvor han kom til verdens som den yngste i en søskendeflok på fem i 1911. Året før han blev født, var hans far, Thorvald Povlsen (1868-1942) blevet valgt til Folketinget for Radikale Venstre, som han var med til at stifte i 1905. Da Frode Povlsen var fire år, blev hans far udnævnt til landets første kirkeminister under C.Th. Zahle, og familien Povlsen brød op fra præstegården og købte en stor villa ved Søllerød Sø i Holte nord for København.

"Men med fem børn, en kokkepige og en stuepige, et stort hus og en folketingsgage var det svært at få pengene til at slå til. Mine forældre havde en god ven i Randers, som var barnløs og havde en god indtægt som rektor. Han var altid villig til at låne min far lidt. Men der var ikke plads til at slå til søren."

En hændelse står stærkt i Frode Povlsens erindringer fra barndommen. Efter tyskernes nederlag i Første Verdenskrig blev det muligt at få Sønderjylland genforenet med Danmark. Kong Christian X og regeringen under C.Th. Zahle var uenige om, hvor Danmarks grænse skulle gå. Det fik kongen til nærmest ved et kup at afskedige Zahle-regeringen og alle ministrene. Mange så det som en grundlovsstridig handling, og der var udsigt til generalstrejke, som dog blev afværget, og der blev udskrevet folketingsvalg.

"Det var klart en stor begivenhed og noget, som prægede mange samtaler i mit hjem, og jeg syntes, det var spændende at lytte med," siger han.

Frode Povlsen blev elev på Holte Højere Almene Skole, som var en mindre privatskole. Når han siden har hørt folk debattere fortidens sorte skole, har han undret sig, for han husker miljøet som trygt.

"Skolearbejdet faldt mig mærkværdigt let, så måske er det derfor, jeg har så gode minder om den tid. Jeg kan i hvert fald ikke mindes at have mødt nogen 'lektor Blomme'. Den store forskel fra min skoletid til i dag er nok, at vi var meget autoritetstro. Vi var ikke i tvivl om, hvem der bestemte, men samtidig var det også en meget tryg tid," siger han.

Der var aldrig nogen, som satte spørgsmålstegn ved, om Frode Povlsen skulle i gymnasiet. Hans ældre søskende var alle gået den vej, og selvom han ikke havde en klar idé om, hvad han ville arbejde med senere i livet, så fortsatte han skolegangen på Lyngby Statsskole, hvor han blev student i 1930. Han vaklede mellem at læse til dyrlæge og studere jura, men valgte det sidste, fordi der var de bedste jobmuligheder.

"Jeg kendte skovriderens drenge, som var ansat ved politiet. Jeg så dem kommende kørende på deres politicykler og tænkte, at den vej kunne jeg måske tænke mig at gå," siger Frode Povlsen, som i 1937 blev cand. jur.

Men det var ikke let at få et job som akademiker dengang i en økonomisk nedgangstid. Frode Povlsen havde hørt om flere akademikere, som forsøgte at ernære sig som banansælgere med egen bod. 1930'ernes økonomiske krise havde ramt landbruget hårdt, og det blev indgangen til Frode Povlsens første job.

"Jeg var blevet fortalt, at alle jurister kunne få job i det daværende landbrugsministerium, fordi der var brug for mange til at arbejde med gældssanering i landbruget," siger Frode Povlsen, som i en periode arbejdede med gældssanering.

Det vigtigste, som skete i de måneder, var dog mødet med Inger Povlsen, som arbejdede i et af kontorerne i ministeriet. I dag er hun 92 år, og parret har været gift i 72 år. Som nygifte blev der indrettet en lejlighed til dem i familiens hjem i Holte, men da familien voksede, flyttede de til Virum, hvor de fik et hjem med plads til fire børn.

I 1937 blev han ansat som politibetjent ved Svendsgade Politi i København. I stedet for at håbe på at få en akademisk stilling besluttede han at gøre karriere i politiet fra bunden i håb om at avancere hurtigt. Månedslønnen dengang, i slutningen af 1930'erne, var på 273 kroner.

"Desuden fik jeg en politicykel, og når jeg var i uniform, var der mulighed for at få en gratis ståplads ved vognstyreren i sporvognen," siger han.

Som ansat i politiet under krigen blev Frode Povlsen i september 1944 taget af tyskerne og ført om bord på et skib, som skulle transportere ham til en koncentrationslejr i Tyskland. Han havde på det tidspunkt været med til at hjælpe jøder over Øresund fra havnen i Snekkersten, og i hans barndomshjem boede en jødisk familie skjult. Han husker, hvordan han sent om aftenen blev bragt om bord og stillet under et kraftigt lys og inspiceret af en tysk officer. Efter grundig inspektion fik han lov til at gå. Efter krigen viste det sig, at den officer, som havde inspiceret Frode Povlsen, arbejdede sammen med den danske modstandsbevægelse. Resten af krigen var Frode Povlsen under jorden, mens hans kone og de to ældste børn flyttede på landet.

Efter krigen vendte Frode Povlsen tilbage til politiet. Sideløbende begyndte han at undervise på Politiskolen, da familien med den relativt store børneflok godt kunne bruge en ekstra indtægt. Og den post udviklede sig fra at være en ekstra indtægt til at blive hans livsvej. Fra 1956 til pensioneringen i 1981 var han chef for Politiskolen.

"Det er lidt svært for mig at forstå de ændringer, som er sket inden for politiet i dag, men jeg har jo heller ikke computer og kan derfor dårligt sætte mig ind i, hvordan det ændrer arbejdsvilkårene. Men det, som generelt er forandret fra dengang, jeg blev politibetjent, er trygheden og respekten for hinanden. Da jeg var på Svendsgade Politistation kunne der godt være husspektakler og slagsmål, men det, vi hører om i dag, med mennesker, som bliver sparket ned på Strøget, kendte man ikke. Det var heller ikke udbredt, at man frygtede at gå ud om aftenen," siger han.

På reolerne i lejligheden ligger samlinger af fossiler. Det er minder fra Inger og Frode Povlsens mange somre i sommerhuset på Samsø. Indtil for 10 år siden tilbragte de somrene på øen, hvor Frode Povlsen med årene fik opbygget en større samling af fossiler. Blandt hans børn og børnebørn er der mange rejselystne sjæle, og han vil gerne høre dem fortælle om oplevelserne i Kina, Afrika og USA.

"At det er blevet så let og naturligt at rejse, er nok en af de største forandringer i min levetid," siger han.

Han har en enkelt gang været i USA på familiebesøg, men han drømmer ikke om lange flyveture, men om bilture gennem Danmark i sommervejr.

"Jeg savner at kunne sætte mig bag rattet i min bil og køre ud i landet. Jeg dør en lille smule, når der er steder, jeg ved, at jeg ikke skal se mere. I mange år kom vi ved Grønne Strand ved Jammerbugten. Der ville jeg gerne køre hen igen."

Siden barndommen, hvor hans far tog sig tid til at fortælle bibelhistorie for børnene, har kirkegang været en naturlig del af Frode Povlsens liv. Men i dag, hvor han ikke længere kan køre bil, og kræfterne ikke er de samme, er det svært for familien Povlsen at komme i kirke. Men når han sidder i stuen med udsigten til Kongens Nytorv og folkelivet i Nyhavn, så er det naturligt for ham at takke Gud for livet. Ja, det er så naturligt, at han nærmest finder det for indlysende at nævne det. I forbindelse med sin fødselsdag i juli vil han samle familien og fejre det liv, som han dagligt takker for.

"Naturligvis takker jeg Gud for livet. Hvem skulle jeg ellers takke? Jeg kan i hvert fald ikke takke mig selv."

nygaard@k.dk

Et af de ældste billeder af Frode Povlsen, som blev født i 1911 i Hvilsager præstegård på Djursland, hvor han voksede op som det yngste af fem børn. Foto: Privatfoto.