Prøv avisen

New York får mit indre til at falde til ro

– Jeg tror hverken på Gud eller et eller andet større mellem himmel og jord. Jeg forsøgte, da jeg var i 20’erne, men jeg forstår ganske enkelt ikke det religiøse sprog, siger Martin Krasnik – her fotograferet ved Søerne i det indre København. – Foto: Mette Frandsen.

Jeg tror, at New York er det første sted, hvor jeg evnede at være alene i længere tid ad gangen og tage det stille og roligt, siger Martin Krasnik, journalist og forfatter. Han er opvokset i et kulturjødisk miljø, en baggrund, der gør, at han føler sig som en, der har overlevet et heldigt menneske

Martin Krasnik elsker New York. Jeg har det, som om jeg trækker vejret nemmere. Som om luften er lidt lettere at trække ned i lungerne, skriver han i indledningen til sin bog Min amerikanske drøm på jagt efter stjernerne, der netop er udkommet på Forlaget Bianco Luno.

Hvorfor flytter du så ikke derover?

Det ville jeg også gerne, men jeg har to børn og en kæreste i København, og det var hendes tur til at bestemme, siger Martin Krasnik.

Den 37-årige journalist har været udlandsredaktør og korrespondent i London og Jerusalem for Weekend­avisen og studievært på DR 2s Deadline. Han har skrevet bogen De retfærdige en islamisk stafet, som var en opdagelsesrejse til det fundamentalistiske Mellemøsten. Nu skriver han for Weekend­avisen om USA og er af sted hver femte-sjette uge.

Det er ikke nogen dårlig måde at indrette mig på, for jeg er alene og kan virkelig arbejde igennem. Når man har børn, er man meget sjældent alene, siger Martin Krasnik.

I sin nye bog rejser han rundt i USA for at genfinde idéen om den amerikanske drøm. Drømmetyderne, han opsøger, er store forfattere som Philip Roth, Jonathan Franzen, Joan Didion, Salman Rushdie og Tom Wolfe, kommentatoren Christopher Hitchens samt i den amerikanske offentlighed kendte debattører og meningsmagere.

Der bliver sagt mange kloge og bevidsthedsudvidende ord, og dertil kommer en fandenivoldskhed i beskrivelsen af, hvordan mødet med disse personligheder er foregået. Som Philip Roth, der ydmyger den danske reporter. Erica Jong, der udveksler erfaringer med ham om antidepressiv medicin. Joan Didion, der taler så lavt, at han må ligge på knæ ved hendes fødder for at høre, hvad hun siger. Og Christopher Hitchens, der hælder så meget sprut på ham, at han må opgive at tage notater. Ikke særlig glamourøst, men underholdende.

Ofte kræver det, at man må krabbe sig gennem mudderet for at nå frem til målet. Jeg er stædig, og man må fornedre sig, hvis man vil helt op på toppen, siger Martin Krasnik.

Han møder op i Kaffesalonen ved Søerne midt i hovedstaden med en ny brun fløjlsjakke, som han lige har hentet hos skrædderen. Den gamle kunne ikke mere, og en brun fløjlsjakke skal han have. Lige som han skal bo på de samme værelser på de samme to hoteller i New York og Washington, når han er ovre for at arbejde. Og spise den samme mad på de samme caféer og restauranter.

Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden mange rejser. Men det har taget mange år at finde ud af at være alene. Jeg har tvunget mig selv til det. Det er jo en meget ensom oplevelse at bo på hotelværelse for sig selv, så jeg har brug for disse helt faste holdepunkter. Så behøver jeg ikke at bruge tid på at diskutere med mig selv, hvor jeg skal spise i dag, hvilket hotel jeg skal bo på og den slags. Jeg ville stresse mig selv ihjel over det. Netop fordi jeg er så dårlig til at være alene, er det helt afgørende at have noget forudsigeligt, så har jeg styr på det og ikke behøver flakse rundt om alle de beslutninger, jeg skal tage.

Han har rødt hår, der stritter op i luften, fregner og rare blå øjne. De veje, der fører til derfra, hvor hans verden går, er mange. Hans jødiske baggrund, en kræftsygdom og en rastløshed, han beskriver, som om hans hjerne har et vindue åbent ud til en varm sommerdag, og der hele tiden flyver noget ind, summende, baskende, larmende, der kræver opmærksomhed.

Den manglende evne til at være alene, som hvis vi spurgte dr. Freud måske skyldes, at han blev født for tidligt og lå i kuvøse de første måneder af sit liv, og rastløsheden, der har fulgt ham siden barndommen begge dele har Amerika lagt en dæmper på.

Jeg tror, at New York er det første sted, hvor jeg evnede at være alene i længere tid ad gangen og tage det stille og roligt. Jeg er i ligevægt dér, hvor jeg ellers altid har svært ved at sidde roligt ned, tale længe om det samme, læse en bog til ende og gå i skole og gymnasiet og universitetet. I New York er der så meget gang i den, at jeg slapper totalt af. Det er det eneste sted i verden, jeg kan sidde roligt på en bænk og kigge ud i luften. Lige så snart jeg sidder i taxaen og kører fra lufthavnen og ind mod byen, kan jeg mærke, at mit indre falder til ro. Det er en åbenbaring hver gang.

New York er en fuldstændig fantastisk by. Der er smukt, hyggeligt, dejligt og venlige mennesker. Det er den der egenskab, USA har, som et sted, hvor alting er større. Og det er større, fordi der ikke er alle de støddæmpere, der findes i resten af verden Mellemøstens kulturelle støddæmpere eller dem, der er i velfærdsstaterne i Nordeuropa. I USA er der selvfølgelig den politiske korrekthed, men folk går alligevel til hinanden uden så mange filtre. Folk må klare sig selv i højere grad, og det betyder, at alt, hvad der kendetegner mennesker på godt og ondt, træder klarere frem. Man kan måske finde bedre vin i Europa, men ellers fås alt andet i både lavere eller højere kvalitet i USA. Det er dybt fascinerende, fordi det er sjovere at skrive om ekstremerne: De religiøse er mere skøre, de dårlige film mere groteske, den dårlige humor mere deprimerende, men samtidig er de bedste universiteter, film og komikere fra USA. Deres måde at indrette samfundet på tillader, at alle de værste og bedste sider af mennesket kommer frem, siger Martin Krasnik.

Han kalder sin jødiske baggrund for en blanding af gammel dansk adel, gammelt jødisk borgerskab og østrussiske perkere. Hans forfader kom hertil fra Polen og Tyskland for 300 år siden og blev synagogens første rabbiner. Siden har der været skræddere i slægten som hans oldefar, der lagde vægt på, at hans børn fik uddannelse. Martin Krasniks egen farfar, far og onkel er læger, og han selv er uddannet i statskundskab og vokset op på Østerbro, i Charlottenlund og Israel.

Min baggrund betyder selvfølgelig meget for min kultur og identitet. Mine børn hedder David og Lea, og min søn er omskåret. Jeg har fået en stærk kulturjødisk opdragelse og har gået i jødisk børnehave og skole og har familie i Israel. Alt det handler om identitet, lige- som andre har en tilknytning til for eksempel den kristne kultur uden at tro på Gud. Jeg har haft småreligiøse perioder i mit liv, hvor jeg har siddet i synagogen og forsøgt at faste og er endt med at styrte af sted ned til Nørreport for at købe en cheeseburger. Jeg tror hverken på Gud eller et eller andet større mellem himmel og jord. Jeg forsøgte, da jeg var i 20erne, men jeg forstår ganske enkelt ikke det religiøse sprog og alle bønnerne. Hvis jeg hører efter, hvad der bliver sagt, er det ren volapyk. Jeg forstår ikke et kvæk.

Martin Krasnik er for nylig dykket ned i en del af familiens historie, som der ikke er blevet talt meget om. I forbindelse med et bidrag, han har skrevet til antologien Min bedstefars historie, der er på vej fra forlaget Thaning & Appel, har han åbnet den sorte kasse, som hans farfar har gemt papirer og breve i fra tiden under Anden Verdenskrig, hvor han sammen med sin familie var i koncentrationslejren Theresienstadt.

Min farfar blev stukket af en dansker, mens han gemte sig i Gilleleje. Det gode var, at han mødte min farmor, der var fra Tjekkiet, i lejren. De blev gift i lejren, dagen før de tog hjem til Danmark sammen. Men det meste af hendes familie blev myrdet. Den historie gør, at jeg føler mig som en, der har overlevet et svineheldigt menneske.

Min far og hans søskende taler aldrig med hinanden om det, fordi der ikke blev talt om det i deres barndomshjem. Det må være temmelig traumatisk for børnene af dem, der var i koncentrationslejr, for det var altid mere synd for deres forældre end for dem selv. Jeg har fundet både triste og spændende ting i den kasse, og jeg har haft det godt med at dykke ned i den. Grundlæggende fordi jeg er enormt nysgerrig og virkelig gerne vil vide, hvordan man kan leve normalt efter at have været gennem sådan en oplevelse. Hvorfor knækker nogle mennesker efter 20 sekunder, mens andre overlever? Min farfar var en af dem, der kunne fortsætte, tilsyneladende som om intet var hændt. Jeg har meget svært ved at forstå, hvordan han kunne det, siger Martin Krasnik.

24 år gammel fik han konstateret den meget sjældne kræftform schwannom, der havde dannet en ondartet svulst i hans højre håndled. Knuden forsvandt ved strålebehandling, og han blev erklæret rask.

Når man bliver udsat for noget så voldsomt som en kræftsygdom, reagerer man med de redskaber, man har, på en ekstrem måde. Jeg reagerede med min rastløshed, som rev og sled i mig. Det, at man faktisk har forestillet sig selv dø, ryster en så meget, og man bliver tvunget til at se nærmere på sit psykiske alarmbesredskab. Jeg fik en ret heftig depression og måtte tage medicin og gå i terapi. Jeg tror, at depression har noget at gøre med, at man ikke tager sig selv alvorligt nok, at man lever i et andet tempo eller på en anden måde, end det er naturligt for én. I dag er det fantastisk at kunne sige, at jeg på mange måder er glad for at have været igennem det.

De fleste af interviewene i Martin Krasniks nye bog, Min amerikanske drøm, er tidligere blevet bragt i Weekendavisen, men i bogudgaven har han føjet mere til om sig selv. For når man har bedt alle mulige sagesløse amerikanere om at fortælle ham om deres liv, er det mindste, han kan gøre, at give noget af sit eget også.

Hvorfor ikke tale om sin depression, sygdom og dårlige vaner? Hvorfor holde sig selv tilbage? Whats the point? Det med at gå og holde på sig selv er klaustrofobisk og meget typisk dansk. Hvorfor ikke fortælle om ting, der betyder noget? Det gør amerikanerne mere end alle andre, og det er det bedste ved USA.

remar@kristeligt-dagblad.dk