Niels Henrik Arendt: Det største ved kærligheden har vi alligevel ingen indflydelse på

Biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev Stift, blev gift, da han var 21. For ham har den største lidenskab ligget i valget af den eneste ene og i lysten til at aflokke det kendte stadig nye dimensioner. Læs eller genlæs

Tre af biskop Niels Henrik Arendts fire børn er flyttet hjemmefra. Selv er han ud af en brødreflok på seks.
Tre af biskop Niels Henrik Arendts fire børn er flyttet hjemmefra. Selv er han ud af en brødreflok på seks. Foto: Peter Kristensen

Interviewet er fra 2006 og bringes igen i forbindelse med Niels Henrik Arendts død den 24. august 2015

"Jeg henter dig i Vojens," siger biskoppen, da vi aftaler tid og sted.

På vej mod Haderslev i hans røde Seat årgang 96 griner vi lidt ved tanken om, hvordan det var i gamle dage. Dér ville biskoppen have sendt sin kusk og vogn af sted efter gæsten, så Hans Velærværdighed kunne sysle med anderledes substantielle sager imens.

"Sådan er det i Tyskland stadigvæk. Biskopperne syd for grænsen har bil og chauffør ligesom vores ministre, og jeg kan da godt se, det ville være praktisk og rart. Når min kollega Knuth fra Slesvig bispedømme ruller ind på min gårdsplads i sin store Mercedes, sidder han på bagsædet og taler i mobiltelefon. På den anden side er en væsentlig del af min fritid den, jeg tilbringer alene på landevejene med Mozart og anden god musik på anlægget. Jeg slapper af, mens jeg kører," siger Niels Henrik Arendt.

I bispegården er der fred og ro. De tre ældste af familiens fire børn bor ikke hjemme længere, den yngste er i skole, og ægtefællen genfortæller Lykke-Per på Rønshoved.

Arendt viser rundt, bøjer sig efter noget kulørt legetøj på gulvet, barnebarnet på 10 måneder har lige været på besøg, og fortæller, da vi kommer ind i spisestuen, at langbordet til 25 personer har han selv lavet.

Det bugter sig – akkurat som stammen på det gamle egetræ, det kommer fra. Et savværk ville af med den rå plade, Arendt fik den transporteret hjem, sleb den til med en gulvslibemaskine og forsynede den med bordben. Tilbage i dagligstuen sætter vi os ved kaffen og nogle købesandwich i plasticfolie.

"Et vigtigt vendepunkt i mit liv indtraf, mens jeg gik i 1.g. Dengang, i 1960'erne, var også børnene bange for ragnarok. Suez-krisen i 1956 lå ikke langt væk, jeg kan huske, at min far stod og snakkede med en anden mand og sagde: 'nu bliver der vel ikke verdenskrig', og få år efter var den gal igen med Cubakrisen, en vred Krustjov, der hamrede sin sko i bordet i FN, en Kennedy, der blev myrdet og et Mellemøsten, der ulmede, før Seksdageskrigen bragede løs."

 "En dag fandt jeg nogle gamle numre af bladet Tidehverv i vores kælder. I et af dem havde præsten og salmedigteren K.L. Aastrup skrevet om kollegaen Jakob Knudsens 'Se nu stiger solen', og det åbnede en voksen tilgang til kristendommen for mig," siger Niels Henrik Arendt.

"Efter konfirmationen havde jeg været usikker på, om jeg overhovedet kunne kalde mig troende, når jeg var mere optaget af frygten for atomkrig end af Gud. Og om min ungdommelige livsglæde overhovedet kunne forenes med de dystre udsigter for kloden. Min barnetro var ligesom et kammer, langt borte fra verden. Med salmen gik døren pludselig op mellem Gud og verden og det føltes som en vældig lettelse. "At mig dagen fryder, trods synd og død" fik mig til at indse, at jeg godt kunne tro på Gud, selvom jeg var bange for mørket eller forelsket i pigerne."

"Salmen blev en tilladelse til at favne livet på godt og ondt med Guds velsignelse. Den lærte mig, at tro ikke behøver at blive truet, når den udsættes for anfægtelse, tvivl og uro, men kan styrkes. Barnetroens trygge, enkle kammer er det bedste for barnet. Insisterer man på at blive siddende derinde som voksen, bliver ens tilværelse forløjet. Det fine er, at den voksne kan genvinde barnets almueagtige fromhed netop ved at udsætte sin tro for livets sorger og glæder. Når man har erfaret, at man lever på kanten af livet og kun holdes oppe, fordi Gud vil det, kan der opstå en næsten barnlig taknemmelighed og fortrøstning."

Anfægtelsen, tvivlen og uroen er der stadig engang imellem.

"Min datter fortalte om et pressefoto fra Darfur. Det viser et barn, der kravler mod en Røde Kors-lastbil i det fjerne, mens en grib kredser over det. Fotografen havde taget sit eget liv efterfølgende. Det billede af barnet kan jeg ikke lægge bort, selvom jeg ikke engang har set det. Findes der en kærlig Gud? En mening med tilværelsen? Troen fylder meget i mit liv, men aldrig uanfægtet. Nogle kan konstatere af et ærligt hjerte, at de aldrig har tvivlet. Det kan jeg ikke. Indimellem må jeg beslutte mig for at skubbe den eksistentielle tvivl fra mig. Ingen har godt af at begive sig så dybt ind i tvivlen, at den bliver til fortvivlelse som hos Ivan i romanen 'Brødrene Karamazov'."

"Det ligger i tiden, at vi vil tage ansvar for alting. De unge præster i stiftet har en brændende lyst til at gøre en forskel. Men hvad nu, hvis de ikke kan? Før i tiden sagde man:'Gud i vold'. I dag siger vi: 'Alting begynder med mig'. Det frisætter en fantastisk energi, men overbelaster også den enkelte ud over alle grænser. For mig er den vigtigste opgave at sende et signal til præsterne om, at : 'Jeg ser jer, kender jer og føler mig solidarisk med jer i jeres vilkår.'"

"De står tit alene ude i sognene. Og de føler, at lige meget hvad de gør, er det ligesom at slå i en dyne, men de tør ikke sige det offentligt, for så får de at vide, at de klynker. Hvordan hjælper vi hinanden bedst muligt? Hvor ligger balancen mellem at overlade ansvaret for den kristne kirkes fremtid til Vorherre – og samtidig gøre alt, hvad man kan, her og nu, for at få mere glæde og frimodighed i vores måde at være kirke på?"

"Nogle gange om morgenen siger min kone: "Har du nu ligget og løst alle verdens problemer igen?" I dagens lys er jeg fuld af energi og fortrøstning. Men om natten sker det tit, at jeg ligger og vender og drejer mig i timevis med det ansvar, jeg føler, der er lagt over til mig, hvis jeg ved, at nogle af præsterne har det skidt. Så kan det ende med, jeg må stå op og synge et par salmer lige så stille for mig selv. Det hjælper altid," siger Niels Henrik Arendt.

Han voksede op i Ugilt præstegård og siden i Tønder – i en brødreflok på seks. Forældrene, tidligere domprovst, dr.theol.h.c. Rudolph Arendt og cand.theol. Else Arendt, er i dag henholdsvis 89 og 91 år og bedsteforældre til 27 børnebørn.

Artiklen fortsætter under billedet

"Der kom mange forskellige mennesker hjemme hos os. En periode havde vi en Danida-stipendiat fra Kenya som fast gæst, kan jeg huske. Vi vidste, at vores forældre var der for os, men vi hang ikke op ad dem. Da den bror, der lå lige over mig i alder, kom i skole, blev jeg sendt med, selvom jeg kun var fem år. Jeg kunne læse Vendsyssel Tidende, og desuden var det praktisk for mine forældre. Fire af os blev teologer, en klassisk uddannet musiker og én rockmusiker."

"Mine egne børn har også valgt forskellige veje; én er præst, en anden Falckredder, en tredje på vej til at blive idrætsmassør, og vores yngste går i 3.g. Min kone og jeg bar rundt på vores børn fra de var spæde til fire-fem års alderen, og vi er stadig tæt forbundne med dem. Dengang jeg var barn, var det ikke skik og brug med så megen kropskontakt. Min far giver stadig bare hånd, når vi ses. Til gengæld ser han os altid dybt i øjnene. Det føler jeg sådan set udtrykker lige så stor kærlighed til os, som min mors knus."

"Det kan måske lyde underligt for unge forældre i dag, at man kan være glad for en barndom, hvor man ikke er sine forældres hovedprojekt. Men jeg tror, det er en stor lettelse for børn at vokse op i læ af forældrenes forhold, når forholdet ellers er godt, og i de voksnes engagement i mere end egne små cirkler."

"Min far brugte os som samtalepartnere, når han skrev prædikener eller lærebøger. For at få sprog og indhold så klart som muligt afprøvede han formuleringerne på os børn og spurgte, hvad vi syntes. Det betød, at jeg i 13-14-års alderen var vant til teologiske diskussioner og som 16-årig fungerede som lektør på en teologisk undervisningsbog. Mine inderste overbevisninger og følelser var jeg for blufærdig til at tale med ham om, og han spurgte ikke. Det gjorde min mor heller ikke, selvom forholdet til hende havde en anden karakter. Til gengæld var flere af os brødre tæt inde på livet af hinanden," siger Niels Henrik Arendt.

Artiklen fortsætter under billedet

For tyve år siden mistede han den bror, han kom i skole sammen med og var tættest knyttet til. Broderen blev syg og døde som 38-årig. Det gik så hurtigt, at Niels Henrik Arendt, der opholdt sig i Sierra Leone med familien, ikke nåede hjem. Smerten og savnet er der stadig, men også minderne om alt det gode, de to havde sammen, er en levende del af Niels Henrik Arendts liv.

Da han var barn, bad hans far og mor på skift aftenbøn og sang aftensang med sønnerne. Den tradition har biskoppen ført videre i sin egen familie.

"Vi har bedt Fadervor, sunget "Sov sødt, barnlille" og læst Astrid Lindgren, Tolkien, Bjarne Reuter, C.S. Lewis i lange baner. Da vi engang aflyste godnat-historien på grund af et slagsmål, kom et par af dem og spurgte, om der så i det mindste ikke kunne vanke et lille stykke bibelhistorie. De var nærmest blevet afhængige! I en lang årrække havde vi slet ikke tv. Efter en særlig tåbelig udgave af Melodi Grand Prix i 1978 fik vi nok og forærede fjernsynet til en varmestue og anskaffede først et nyt i 1990. De ældste påstår, de ikke har savnet det ret meget. I dag ser jeg sammenlagt under en time tv om ugen. Det eneste, der kan friste mig er en god fodboldkamp. Nyheder og baggrund får jeg fra radio og aviser," siger biskoppen.

På dette tidspunkt ringer min mobiltelefon, efter aftale, og jeg smutter ind i stuen ved siden af. Da jeg kommer tilbage et minut efter, er biskoppens stol tom. Det står klart, at formiddagens fred og ro er arrangeret til lejligheden.

Travlheden presser på, både i privaten og i bispekontoret på den anden side af den hvidmalede dør. Den yngste dreng er kommet hjem og kan ikke finde sit pas, det haster, for næste morgen skal han fem dage til Istanbul med sin mor.

Hans far råber op til ham på 1. sal, hvor han også kan prøve at lede. Inde på kontoret hober telefonbeskederne sig op og værten når lige at sætte sig ved skærmen og tjekke en vigtig mail, før han er tilbage på stolen foran gæsten igen.

Parat til at fortælle om det andet vendepunkt, han har valgt at fortælle om: Da han mødte sin kone, Birgitte.

"Hun gik i 2.G på Nyborg Gymnasium. Jeg var stud.theol. og skulle lede en studiekreds under DKG, Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse. Den meldte hun sig til. Jeg lagde mærke til hende, fordi hun var uforfærdet, sagde sin mening, røg pibe og gennemgik C.G.Jung, fuldstændig uforberedt, mens hun bladrede sig gennem teksten og lynhurtigt spottede de vigtigste pointer. Jeg faldt pladask for hende. To år og tre måneder efter giftede vi os, da hun var 20 og jeg 21. Hendes med- og modspil har været altafgørende i mit liv lige siden."

"På den ene side lever vi tæt op ad hinanden, fordi vi ikke skal ud af huset otte timer hver dag. Hun er cand.theol. og har arbejdet som præst, men er nu professionel fortæller. Vores veje krydses mange gange i hverdagen, og vi spiser flere af dagens måltider sammen. Hun giver mig hele tiden nye, overraskende vinkler på tingene. Selvom vi kender hinanden godt, er det, som om hver dag er en ny begyndelse."

"Vi rejser meget, senest her i sommer var vi rundt om Svalbard, en tur hun havde ønsket længe, som jeg aldrig havde fundet på af mig selv, men som blev en fantastisk oplevelse for os begge. På den anden side er vi også beskæftiget hver for sig. Jeg er tit på farten. Det samme er hun, enten rundt i landet med sine fortællinger eller på rejse til udlandet. Hun er vild med hvaler, og når jeg ikke kan tage med, rejser hun selv af sted med hvalskib til Azorerne for at kigge på havdyr."

"Måske orker mange ikke ægteskabet, fordi de gør det til endnu et projekt, der skal knokles med, ligesom i erhvervslivet. I stedet for bare at takke Gud for, at man hører til hos et andet menneske. Det største ved kærligheden har vi alligevel ingen indflydelse på. At man får mere tilbage, end man selv giver. At overskuddet i forholdet, er større end de to investeringer tilsammen. Don Juan søger lidenskaben ved hele tiden at finde en ny kvinde at opleve de fortryllende øjeblikke med, og så bliver det bare til triviel repetition. For mig har den største lidenskab ligget i valget af den eneste ene og i lysten til at aflokke det kendte stadig nye dimensioner," siger Niels Henrik Arendt.

Det tredje vendepunkt i livet kalder han for en næsten jordrystende oplevelse. Det var, da Birgitte og han i midten af 1980'erne var udsendt af Sudan-Missionen til Sierra Leone, Afrika, i halvandet år, for at undervise lokale præstestuderende og undersøge forholdet mellem kristne og muslimer.

"Vi havde tre børn med på 8, 4 og 2 år og skulle bo så langt ude på landet, at en simpel blindtarmsbetændelse ville være livsfarlig. Sierra Leone havde på det tidspunkt verdens største børnedødelighed. Vi ønskede at bo blandt de mennesker, vi skulle arbejde hos, og selv om vi var rige i forhold til dem og havde råd til en hel sæk ris, når de kun kunne købe et bæger, var vi også udsatte."

"I perioder kunne der ikke skaffes råvarer af nogen slags, og der kunne gå over to måneder, hvor vi ikke fik brev hjemmefra. Heldigvis vidste vi ikke på forhånd, hvor barsk opholdet blev, ellers var vi måske ikke kommet af sted. Den tid har præget hele vores livsforståelse, verdensopfattelse og måde at leve på," siger Arendt.

Da han stillede op til bispevalget, foreslog hans supporters, at han tog sig sammen og gik lidt mere op i tøj!

"Jeg går faktisk kun i genbrugstøj. Birgitte driller mig med, at det nok ikke bare er idealismen, men også husmanden i mig, jeg lever ud på den måde. I hvert fald har jeg svært ved "køb og smid væk"-måden. Vi tillader os rejser, men derudover har ingen af os lyst til luksus. I stedet har vi stor glæde ved at sætte penge i for eksempel brønde til etiopiske landsbyer," siger biskoppen.

Han blev student i 1968 og kan stadig føle blodet rulle, når han hører "Peter, Paul and Mary"- hits fra dengang.

Han var medlem af det teologiske studenterråd ved Aarhus Universitet og befandt sig på den kritiske midterfløj. Kalder sig i øvrigt noget af en politisk amatør, fordi han gennem årene har sat kryds ved navne på folk fra de fleste partier. Altid ved enkeltpersoner, han har tillid til, aldrig ved partier som sådan.

Men er en biskop altid så god, som han lyder? Hvordan håndterer han irritation, hævnlyst, skuffelse og foragt, når tingene heller ikke lykkes for ham på trods af den gode vilje? Måske fordi problemet måske ikke så meget skyldes forhold, han kan afhjælpe, som den andens karakter og væremåde?

"Selvfølgelig kan jeg godte mig over, at jeg fik sagt lige dét, der sad! Men jeg bliver altid grebet af bondeanger. Ord er et skarpt våben, som man skal passe på, når situationen spidser til, og faktisk kan man lære sig op til at komme ud med noget uden at krænke sin modpart. Det kræver vel også lidt dannelse."

"En anden løsning er at give afkald på retten til at sige alting lige op i folks ansigt. Vor tid er fuld af "sandheds-okser", der maser på, hvis de ved noget, og som mener, at det er uærligt, hvis de ikke skynder sig at spytte ud. Jeg prøver kort sagt at styre mig. Men ingen siger, det er altid er let," ler Arendt.

Han ser lettet ud, da jeg insisterer på selv at klare hjemrejsen. Freden er forbi.