Prøv avisen

Noget at leve for

Interview: Iris Garnov har været udsat for vold og incest i sin barndom. Hun håber, at skildringen af hendes barske liv kan hjælpe andre

Det lå ikke i kortene, da Iris Garnov blev født, at hun skulle blive forfatter og bo i et idyllisk stråtækt hus ned til Søllerød Sø i Holte nord for København.

Begyndelsen på hendes liv var en ganske anden. Fattigdom, vold og incest var rammerne om Iris og hendes seks søskendes liv, indtil moren fandt ud af farens overgreb. Hun reagerede prompte, og faren blev sat i fængsel i mere end seks år for blodskam. Efter det blev livet lettere for den lille familie, men tragedie på tragedie har forfulgt Iris Garnov. Kun to af hendes søskende er fortsat i live. En var udsat for en ulykke, og tre begik selvmord.

For syv år siden mødte hun sit livs kærlighed, tandlægeprofessoren Jens Jørgen Pindborg, men han døde i 1995, efter de havde været sammen i kun 17 måneder. De sidste seks år har hun kæmpet en kamp for at blive den glade enke, som hun lovede ham, hun ville blive, men det er først ved at lykkes nu.

Iris Garnov har tidligere udgivet børnebøger og digtsamlinger, men tastaturet har stået urørt siden Jens Jørgen Pindborgs død. Først nu, hvor hun har skrevet sine erindringer, »En utrolig historie« (forlaget Gyldendal, anmeldes har på siden, red.), er skrivelysten vendt tilbage. Men det tog halvandet år, før Iris Garnov sagde ja til at skrive bogen.

- Det var dybe overvejelser, der skulle til, før jeg valgte at skrive bogen, men jeg håber, at beretningen om mit liv kan bringe håb til dem, der har overtaget min plads i rækken, siger Iris Garnov.

Det var ikke en forløsning at skrive bogen, det var tværtimod meget hårdt at skulle rippe op i gamle sår.

- Vel var det barsk, mens jeg skrev, men det var ingenting i forhold til de billeder, jeg så til slut, da vi skulle finde illustrationer til bogen. En af mine søskende havde et billede af mig og mine to brødre, Palle og Aage, mine forældre og mig. Det var et stærkt billede, for det er taget lige i den periode, hvor min far begyndte med sine overgreb. Jeg gik ned i en dyb depression og ville ikke have bogen ud.

Barndommens overgreb

Det kom den alligevel og det er uden overdrivelse en helt »utrolig historie«, Iris Garnov kan fortælle om sit liv. Starten på hendes forældres samliv var, at faren voldtog moren. Familien boede i et lille havehus på Amager, hvor farens overgreb på de tre piger begyndte, da moren måtte tage natarbejde for at tjene penge til familien. Igennem de følgende år var der en konstant utryghed i det lille hjem, også efter de flyttede til en husvildebarak i Valby. Børnene blev gentagne gange sendt væk på svagbørnskolonier og på aflastning hos familiemedlemmer, fordi der ikke var råd til mad til dem alle.

Farens hidsighed og pludselige reaktion på den mindste bevægelse fra børnene udløste mange slag, men mest når moren ikke var der.

Da faren blev afsløret, tog han sin straf uden modstand. Igennem de seks-syv år, han sad i Horsens Statsfængsel, sendte han hver dag breve til børnene med eventyr og fortællinger.

- Jeg elskede de breve, han skrev fra fængslet, og jeg holdt jo virkeligt meget af ham, men han skulle bare ikke komme i nærheden af mig. Min far havde nogle primitive regler, vi skulle gentage, som »Skyd, før du selv bliver skudt«, og »hvis du har gjort noget, så anerkend din skyld«. Den livsindstilling tog han selv konsekvensen af, da han tog sin straf, siger Iris Garnov.

Farens regler fik især konsekvenser for hans yngste søn, Aage. Han blev kriminel og endte sine dage efter en større politieftersøgning.

- Jeg tror, det gik rigtigt galt for ham, fordi han var vores fars kæledægge. Så forsvinder hans far pludselig, uden at han får nogen forklaring. De første mange år vidste han slet ikke, at han var i fængsel.

Da Aage blev fundet, og en politimand var på vej for at anholde ham, gjorde han det modsatte af, hvad faren havde lært ham: »Det er bedre at dræbe end selv at blive dræbt.« I stedet for at skyde politimanden, skød han sig selv.

En skygge forsvandt

Familiens dagligdag ændrede sig meget, da faren blev sendt i fængsel.

- Vi fik det vidunderligt, da han var væk. Han tjente ingen penge, men brugte til gengæld en masse penge på bøger. Min mor fik børnepenge, så på den måde var det sociale system vældigt fint. Vi fik tandpasta og smør. Min mor havde det pragtfuldt, og hun forelskede sig også i en ny mand.

Det fik stor betydning for Iris Garnov, at faren tog sin straf.

- Det betyder meget, at han gjorde det, for så har jeg ingen hævnfølelse. Vi er kvit, netop fordi han ikke nægtede, hvad han havde gjort. Det har været min redning. Den ubalance, han havde lavet, genoprettede han igen.

Men det var dog først, da to politibetjente en aften kom på besøg og fortalte, at hendes far havde taget sit eget liv, at hendes forfatterskab kom i gang.

- Det var en skygge, der forsvandt. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men da han døde, kunne jeg begynde at fortælle historien. Taknemmeligheden ophører aldrig, men det gode er, at vreden og hadet holder op og kan neutraliseres.

Iris Garnov havde set sin far gå som subsistensløs på gaden i København flere gange.

- Jeg vidste, hvor han boede, og jeg kiggede efter ham på gaden, og det gjorde mig ondt at se ham, men lige præcis denne vagabond kunne jeg ikke hjælpe. Jeg ville ikke gøre ham ondt, og kunne derfor ikke skrive om ham før hans død.

Stille glad

Da Iris Garnov blev gift med sin barndomskæreste, steg hun flere trin op ad den sociale rangstige. Hun arbejdede selv som sekretær, og hendes mand var professionel musiker.

- Det var dejligt, og et spring mod menneskelig varme. Man råbte ikke og slog ikke i det pæne middelklassemiljø.

Alligevel følte Iris Garnov i løbet af nogle år, at hun var ved at drukne i sit ægteskab.

- Der var en pænhedens pris. Jeg var kommet fra barakken ind i middelklassens lune beigefarvede rum. Jeg ville gerne være en del af det, men jeg fik ikke mit bagland med mig. Jeg kunne nemlig ikke skrive om det. Jeg prøvede, men min mand syntes ikke, det var nogen god ide at offentliggøre den slags ting. Det var det, der var bruddet, for så forstod jeg, at prisen for at blive var, at jeg holdt mine tanker for mig selv. Jeg havde jo ikke fået skrevet min historie, og jeg var overbevist om, at det ville kunne ændre noget. Det var en begrænsning og en sorg, jeg ikke kunne have med at gøre.

Iris Garnov brød ud af sit ægteskab efter 17 år og levede alene med sine tre børn. Efter mange år som alenemor og succesfuld forfatter, der turnerede rundt og holdt foredrag, mødte Iris Garnov professer Pindborg i Det Etiske Råd, hvor de begge sad. Men kærligheden varede kort, da Jens Jørgen Pindborg blev ramt af en kræftsygsom og døde kort tid efter.

Iris Garnov kalder sine 17 måneder sammen med Jens Jørgen Pindborg, som at være på en anden planet, og det tog hårdt på hende, da han døde.

- Det var en lang proces. Når man mister mennesker, man elsker, vil de foregående dødsfald følge med i kølvandet. Jeg synes, det bliver værre for hver gang. Det er først nu, inden for det sidste års tid, at jeg ikke græder hver dag. I dag er jeg glad - stille glad, men glad.

For Iris Garnov har hendes tro altid haft stor betydning, men selv om hun går i kirke og søger trøst, finder hun den ikke. Det er mere hendes egne stille stunder i hjemmet, hvor hun tænder lys, der hjælper hende. Sorgen er der stadig, men Iris Garnov har fået fornyet lyst til at skrive digte. Hun har også fået overskud til at gøre et stykke arbejde for de børn, der har været udsat for incest. Blandt andet har hun for nyligt lavet en landskomite, der foreløbig skal arbejde for at forbyde pædofiliforeninger.

- Det værste er, at de pædofile ikke ved, hvor slemt det er, det de har gjort. Jeg mødte en mand, som jeg vidste havde været pædofil. Han trak mig til side og sagde, at han havde stor brøde over det, han havde gjort engang, og mit hjerte smeltede. Men så sagde han, at når han virkeligt mærkede efter, så var det vel ikke så slemt. Så forstenede mit hjerte igen. Han er for mig beviset på, at det er sådan, de tænker. De kan ikke bære deres skyld.

Iris Garnov føler, at hun er klar til at begynde på en ny del af sit liv.

- Før ville jeg bare fremad, men Jørgen lærte mig at leve i nuet og være til stede i alt hvad man foretager sig. Jeg er startet på et nyt kapitel, og det er det der gør, at jeg er livsglad igen. Hver dag er jo en foræring, det må man ikke glemme.

jeppesenkristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Iris Garnov født 1939 i København

Iris Garnov har blandt andet skrevet digtsamlingerne »Skuffebarn« (1978) og »Lev vel« (1979) om oplevelser i hendes barndomsmiljø. Derudover er hun forfatter til en lang række børnebøger og antologier. Hun har blandt andet modtaget Kulturministeriets litteraturpris for børne- og ungdomsbøger.