Prøv avisen

Nostalgien rummer hidtil oversete ressourcer

Rasmus Jull har samlet en række nostalgiske objekter i hans illustration. Foto: Illustration af Rasmus Juul

At blive ramt af nostalgi hører hverdagen til, men følelsen har i årtier været tabuiseret. International psykologisk forskning viser imidlertid, at nostalgien rummer hidtil oversete ressourcer

Da historikeren Ove Dahl var dreng, samlede han på figurer af dyr fra Zoologisk Have. Tidligere i år fyldte han 60 år, men i et glasskab i stuen opbevarer han stadig en stribet plastiktiger i et lille bur.

Nostalgiske Reisler-figurer

Var man som Ove Dahl barn i 1950erne, vil man måske vide, at det er en Reisler-figur. Han tager sig af og til i at stå i stuen og se på den lille tiger og tænke tilbage på dengang, hvor han nærmest ærbødigt kiggede på de små figurer, som var stillet op på glasdisken hos legetøjshandleren.

Han voksede op med en enlig mor, og de havde ikke mange penge, så det var kun til jul og fødselsdage, at han kunne se frem til at få flere dyr til samlingen. Efter alle disse år husker han stadig, hvordan manden bag disken kunne hive ham ud af dagdrømmen med bemærkningen:

"Nu ikke fedte dem for meget."

Når de ord faldt fra butiks-ejerens mund, var det tid for Ove Dahl til andægtigt at vende ryggen til disken.

At levei minderne

"Du kan sige, at jeg på sin vis lever på minderne. Men de er med til at skabe en helhed i mit liv. Som yngre grinede jeg og mine jævnaldrende meget af folk, som holdt af at skue tilbage. Men i dag er jeg af en anden holdning. Vi kan ikke leve på vores karriere og pensionsordning alene. Jeg tror, at minderne og den nostalgi, som knytter sig til dem, rummer noget, vi kan leve på samtidig med, at de er grundlaget for, at jeg har drømme og visioner for tiden, som skal komme", siger han.

Ove Dahl er til daglig leder af Dansk Center for Reminiscens i København, hvor han arbejder med at udvikle kasser, som skal få demente til at erindre. Men det er ikke kun demente, han vil have til at huske. Han er forfatter til en serie på seks bøger, der sender læserne til svundne årtier. Tilbage til 1960erne hed den første bog i serien, som siden er blevet udbygget med bøger, som tager læserne til årtierne fra 1930erne til 1980erne. Netop nu skriver han på en bog om 1990erne.

At arbejde bevidst med at vække minder og stemninger er en form for historieformidling, som ikke har været særlig velanskrevet blandt fagfolk. Mange af de mennesker, som køber mine bøger, er heller ikke storforbrugere af litteratur. Men når jeg holder foredrag, kan jeg se, hvor stærke følelser det vækker i folk at arbejde med minderne, siger han.

Er nostalgi enmodtrend?

I en tid præget af foranderlighed er nostalgi dukket op som en modtendens, vurderer sociologen og fremtidsforskeren Birthe Linddal. Som forsker ser hun, hvordan trends skaber modtrends.

Nostalgien er en modtrend til en verden, hvor de herskende nøgleord i den store fortælling er: globalisering, digitalisering, standardisering og urbanisering. Mange oplever, at noget fundamentalt er gået tabt, og her kommer nostalgien ind som en modtendens.

"Vi er nærmest kollektivt ramt af en form for hjemve i en eller anden form. For nogle giver det sig udslag i en romantisk forherligelse af fortiden, mens det for andre er en ikke erkendt længsel efter nærhed og kontinuitet og rødder", siger hun.

Eksemplerne på denne længsel kan have mange konkrete udtryk. Nogle følger Bonderøven på DR, andre ser en film som Hvidsten Gruppen eller går i biografen og ser den aktuelle film om Simon Spies og Mogens Glistrup. Og så er der forældrene, der køber en klapvogn fra 1970erne til deres barn i stil med den, som de engang selv indtog verden i. Nok er komforten langt bedre i en ny klapvogn, men er forældrene børn af 1970erne, repræsenterer den gamle klapvogn nærhed, kontinuitet og rødder, som mange længes efter.

Nostalgi som menneskelig ressource

International psykologisk forskning viser, at nostalgi er en menneskelig ressource, som kan bruges til at regulere ens følelser. Den førende forsker i nostalgi er psykologen Constantine Sedikides, der er professor ved University of Southampton i England. Han har forsket i nostalgiens betydning i mere end to årtier.

Ifølge forskningen oplever de fleste, at de fyldes af nostalgi mindst en gang om ugen, og for flertallet er det langt oftere. Halvdelen af de personer, forskerne har undersøgt, fyldes af nostalgi tre til fire gange om ugen. Flyt et øjeblik blikket fra ordene i denne artikel til illustrationen til artiklen: En ternet Karoline-ko fra 1970erne, et kasettebånd, som kunne være fra samme tid og pakke med kaffeerstatningen Richs, som var i mange danske køkkener i 1950erne.

Ifølge professor Constantine Sedikides vil mange opleve, at de får en varm følelse i kroppen, når de mærker nostalgien. I et af de mere radikale forsøg bad forskerne forsøgspersonerne sidde med armene i iskoldt vand. Det gjaldt om at holde armene i det kolde vand længst muligt. De deltagere, som tænkte på et nostalgisk minde, kunne holde armen længst i det kolde vand, og efterfølgende har Sedikides og kollegaerne konkluderet, at nostalgi giver en naturlig varm følelse og en større tolerance over for kulde.

En overset menneskelig kapital

Forsøg foretaget af Xinye Zhou fra Syn Yat-Sen universitetet i det sydlige Kina viser samme effekt af nostalgien. Her fulgte man forsøgspersonerne gennem en måned og kunne se, at nostalgien blev draget ind som en ressource særligt på de dage, hvor man frøs. En tilsvarende effekt har J.J.M. Vingerhoets fra Tilburg universitet i Holland vist i eksperimenter med musik. Når folk lyttede til sange, som fik dem til at føle nostalgi, følte de sig fysisk varmere.

Tidsskriftet Current Directions in Psychological Science har en oversigtsartikel om den psykologiske forskning i nostalgi. Her kan man læse, hvordan forsøg har vist, at nostalgien gør folk mere imødekomne, dæmper følelsen af angst og ensomhed. Men når vi hjulpet af musik, billeder i et fotoalbum eller en rød- og hvid- ternet Karoline-ko vandrer ned ad mindernes boulevard, så er det jo ikke kun positive minder, som vi møder? Nej men ifølge nostalgi-forskningen er negative erindringer ikke en hindring for at bruge nostalgien som en ressource.

At psykologer i dag fremhævernostalgien som en overset menneskelig kapital, er et paradoks, når man ser på begrebets historie. Birgitte Rasmussen Hornbek er lektor ved institut for æstetik og kommunikation på Aarhus Universitet og har forsket i kritikken af nostalgien.

Nostalgi var en diganose

Det var den tyske militærlæge Johannes Hofer (1669 - 1752), som udviklede begrebet som en diagnose. I 1688 udkom hans medicinske afhandling om nostalgi. Han brugte begrebet til at indhegne et sygdomsproblem, der var opstået blandt schweiziske lejesoldater, som gjorde tjeneste i Italien og Frankrig. Lejesoldaterne blev syge, og militærlægen udviklede begrebet nostalgi sammensat af nostos for hjemrejse og algos for smerte og sorg til at betegne tilstanden med. I hans afhandling kan man ifølge Birgitte Rasmussen Hornbek se, at han som en moderne videnskabsmand søger at forklare nostalgien fysioglogisk, at den lokaliseres i den indre del af hjernen.

Lejesoldaterne var bondeknøse, som blev indkaldt til hæren og sendt langt væk fra deres hjemegn. Så Hofer patologiserer noget, der i udgangspunktet er en social tilstand. For i realiteten overmandes de i det uvante fremmede af ubærlig smerte ved erindringen om det derhjemme, landskaberne, lyden af køernes bjælder og malkepigernes sange. Der er bestemte sociale og sensuelt positivt ladede erindringer forbundet med nostalgi. Længsel efter et sted er i begrebshistoriens begyndelse central, siger Birgitte Hornbek.

Efter at Johannes Hofer beskrev nostalgien som en diagnose, spredte begrebet sig som en medicinsk term også til dansk lægevidenskab. I det danske medicinske tidsskrift Lægen hedder det i en artikel fra sidste halvdel af 1700-tallet om nostalgi: Den sælsomme sindssyge, hvilken man kalder hjemlyst, er en følge af hypokondri og slet fordøjelse.

Begrebets nye betydning

I sin forskning søger Birgitte Rasmussen Hornbek at kortlægge, hvordan begrebet ændrer betydning. Hun har set, hvordan termen bevæger sig fra lægernes bord og ind i litteraturen, hvor digtere som Oehlenschläger (1779-1850) og Blicher (1782-1848) poetiserer nostalgien. Siden går begrebet ud af hverdagssproget og ændrer betydning.

"Oprindelig var nostalgi en længsel efter et sted, men siden blev det til en længsel efter en tid. I dag forstås det typisk som længsel efter en svunden tid. Fra slutningen af 1800-tallet er nostalgi blevet problematiseret som en regressiv, tilbageskuende sentimental tilstand. Begrebet får et bagstræberisk indhold. Nostalgi og den nostalgiske følelse er en form for affaldsprodukt i moderniseringsprocessen, og man kan se en form for tabuisering af nostalgien, samtidig med at nostalgien på mange måder er allestedsnærværende. Men nu som en meget diffus følelse: en indgravering i erindringen om et tabt sted, som for de fleste er langt vanskeligere at lokalisere", siger hun.

Men hvorfor er det i disse år, at vi opdager nostalgien som en ressource? Professor, cand.phil. og institutleder Johs. Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet forlader jævnligt kontoret i Odense for at holde foredrag i forsamlingshuse og sognegårde. Han siger, at han som formidler er meget bevidst om det nostalgiske.

"I min formidling tager jeg nostalgien alvorligt. Siden 1990erne har vi kunnet registere, hvordan det lokalhistoriske kan samle folk. Det hænger sammen med en hjemlængsel, som ikke skal ses som en lidelse, men snarere et sundhedstegn", siger han.

Nostalgi skyldes teknologisk revolution

Johs. Nørregaard Frandsen ser en direkte sammenhæng mellem den teknologiske revolution på den ene side og nostalgien på den anden side.

Folk fornemmer, at vi befinder os i et tidehverv, hvor globaliseringen kommer buldrende sammen med en teknologisk revolution, hvor Facebook bliver vigtigere end biblioteket. Den livsform, jeg og mange danskere er rundet af gennem en opvækst på landet i 1950erne og 1960erne, rives op med rode, siger han og henviser til udviklingen fra landbrugssamfund til dagens videnssamfund.

Vi kan ikke længere gå på posthuset, for posthusene er nedlagt, og i stedet får vi et ansigtsløst servicesamfund. Det er et mægtigt kulturelt skred, hvor spørgsmål som: Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra? får en fornyet aktualitet. Nostalgi kan ses som en usund moderbinding til den store kulturelle vugge, men i dag er der flere, som erkender, at de har brug for at se sig tilbage for at vide, hvor de er kommet fra, og vi værner derfor også om de store historiske knudepunkter.