Prøv avisen

Nu er det Guds ansvar

"Min bedstefar, der var en klog jysk husmand, sagde altid: ?Lad være med at bruge kræfter på det, du ikke kan gøre noget ved, brug dem på det, du kan?. Det har hele livet igennem været det, jeg har prøvet at leve efter. Som med det her -- det kan jeg ikke gøre noget ved," siger Jens Ravn-Olesen. -- Foto: Leif Tuxen.

"Jeg vil dø en værdig død," siger Jens Ravn-Olesen, der har fravalgt behandling for en alvorlig kræftsygdom. I mere end 40 år har han som journalist og redaktør skrevet om u-lande, kirke og politik i Kristeligt Dagblad

Et historiens vingesus hviler over Jens Ravn-Olesens 74-årige liv.

Han blev født som en af de i sin tid berømte firlinger fra Breth syd for Horsens. Folk fra hans egen generation husker stadig, hvordan Karen, Anders, Peter og Jens var afbildet på pakkerne med OTA-solgryn.

Han har gået i fredsmarch med Dr. Martin Luther King i Washington i 1963 og opholdt sig i USA, da den amerikanske præsident John F. Kennedy blev myrdet. Han har med egne ord været med til at holde liv i Kristeligt Dagblad, hvor han var ansat fra 1959 til 1999 og fra 1982 redaktør med den kirkelige og politiske lederartikel som sit særlige ansvar. Og han har i sin mangeårige gang på Christiansborg kunnet registrere, hvordan dansk politik har forandret sig fra at være et samarbejdende demokrati til en kamp om magten.

Dertil kommer alt det andet: engagementet i Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Det Lutherske Verdensforbunds kommunikationsudvalg samt flere menighedsråd. Missionen blandt hjemløse, der blandt andet driver Mændenes Hjem. Og i Den Danske Frimurerorden, hvor han har været leder af ordenens bibliotek på Blegdamsvej i København.

Og så er der familien med hustruen Inger, der er tidligere sygeplejerske, tre voksne børn, to plejebørn og seks børnebørn.

Et spand af år, der har været så fulde af indhold, at det også er blevet til erindringsbogen "Rod, vækst og erkendelser" fra 2004.

"Jeg har haft et spændende liv med mange mennesker. Jeg har oplevet det, der kunne tilkomme mig," siger Jens Ravn-Olesen.

Han har skrantet i efteråret, uden at lægerne kunne finde ud af, hvad der var galt. På et tidspunkt fik han også problemer med lungerne. Og en morgen, hvor han ikke kunne få luft, blev han indlagt og fik foretaget en scanningsundersøgelse.

"Dagen efter kom en læge og sagde, at de havde fundet en knude i den ene lunge. ?Nå, så kan jeg næsten regne ud, hvad det betyder?, sagde jeg. Og lægen svarede: ?Ja, nu du selv siger det?."

Jens Ravn-Olesen har fravalgt behandling af kræftsygdommen.

"Jeg har set rigtig mange få ødelagt de sidste måneder af deres liv af kemo. Jeg vil dø en værdig død. Og jeg vil gerne have hjælp til smerter. Jeg går ikke ind for dødshjælp, men jeg går ind for at få hjælp til at dø."

"Det tog lægen fornuftigt på. Det viste sig, at tumoren ikke kan behandles, og så kunne jeg lige så godt blive sendt hjem."

Jens Ravn-Olesen får hjemmehjælp hver dag og er netop kommet ind under en ordning, som Skt. Lukas Stiftelsen har med hjemmehospice.

"Det er jeg glad for, for de har begreb om smertebehandling. Jeg har smerter, især om natten. Med hjemmehospice følger de en dag for dag og overtager medicin- og smertebehandling. Jeg er under lige så meget tilsyn, som hvis jeg lå på hospitalet, men er bare hjemme."

Om det at få besked om at have fået en dødelig sygdom siger han:

"For mig er det ikke noget chok. For 11 år siden næsten på dato blev jeg indlagt på Gentofte Sygehus for at få en bypassoperation. Da Inger kørte mig til sygehuset aftenen før operationen, spurgte hun, om jeg var bange. Det vidste jeg ikke, men så tænkte jeg over det og nåede frem til, at nej, jeg var ikke bange. Nu var det ikke mit ansvar længere. Nu var det lægernes og Guds."

"Min bedstefar, der var en klog jysk husmand, sagde altid: ?Lad være med at bruge kræfter på det, du ikke kan gøre noget ved, brug dem på det, du kan?. Det har hele livet igennem været det, jeg har prøvet at leve efter. Som med det her – det kan jeg ikke gøre noget ved," siger Jens Ravn Olesen.

Han har indrettet sig i sit arbejdsværelse i det rækkehus i Virum nord for København, som han og hustruen flyttede til for nogle år siden. Døgnet rundt er han koblet til et iltapparat.

"Jeg keder mig ikke. Jeg har nok altid været lidt af en huleboer og har brug for at tænke mig om. Men jeg kan mærke, at jeg ikke orker det samme som tidligere. Jeg bliver træt."

Derfor er Jens Ravn-Olesen stoppet som fagredaktør på Kristeligt Dagblads netside religion.dk. Men han læser. Tony Blairs biografi "Journey", som han har købt på originalsproget i en engelsk bogklub, han er medlem af. Og krimier, p.t. canadiske Giles Blunts "Frosne sjæle" og svenske, norske og danske. Det slapper han af med efter altid kun at have haft tid til faglitteratur. Og så ser han tv og følger med i nyheder og andet på sin pc.

Spørger man til højdepunkter i hans liv, er Kristeligt Dagblad det første, som Ravn – hans kaldenavn blandt kolleger – nævner.

"Når man som jeg har været ansat på Kristeligt Dagblad i over 40 år, er det noget af det, der har fyldt mest. Min kone har altid påstået, at jeg har været utro med Kristeligt Dagblad. Men vi har guldbryllup til marts, så det er ikke gået helt galt!"

Endnu et højdepunkt, der også hænger sammen med Kristeligt Dagblad, var det fire måneders studielegat fra Det Lutherske Verdensforbund, som han i 1963 fik til at studere kirke og presse i USA.

"I den forbindelse var jeg sammen med Martin Luther King og hans pressefolk. Og jeg gik med i marchen til Washington, den med Kings berømte tale, ?I have a dream?. Hans taler gjorde et stærkt indtryk, men ellers var han som person lidt stille og reserveret. Mens jeg var der, blev John F. Kennedy myrdet. To af de største begivenheder i USA?s historie oplevede jeg på fire måneder."

Under pressestudierne i USA konstaterede han, at de store mammutaviser skrantede, mens de små nicheaviser klarede sig.

"Da jeg kom hjem, sagde jeg til den daværende chefredaktør, Gunnar Rytgaard, at vi måtte holde Kristeligt Dagblad i live. Og det var, hvad vi kæmpede for fra midt i 1960?erne og til 1990?erne."

"Kristeligt Dagblad og det, vi skrev om kirke og kristendom, var ikke regnet for noget dengang. Et eksempel på det er, at jeg i 1969 af FAO (FN?s fødevareorganiation, red.) blev bedt om at lave et materiale om den grønne revolution i Indien. En måneds tid senere bragte DR en helaftensudsendelse om Indien. Dagen efter blev jeg ringet op af chefen for Danida, der fortalte, at DR havde afvist at bruge mig som ekspert i udsendelsen, for ?man kan da ikke bruge en mand fra Kristeligt Dagblad?. Jeg fryder mig i dag over, når medredaktør Michael Ehrenreich og andre fra avisen er på tv."

"Når jeg skal være ærlig, har det vigtigste været at holde liv i Kristeligt Dagblad. I en verden, som bliver mere og mere materialistisk og egoistisk, er det vigtigt at holde fast i idealerne, etikken og moralen."

"Jeg er født og vokset op i et grundtvigsk miljø. Kristendommen taler til mig om, hvordan jeg skal leve mit liv, og jeg gør det så godt, jeg kan. Men jeg har stor respekt for andre, der lever deres liv på andre måder."

Ugen i fokus, hed Jens Ravn-Olesens politiske og ofte revsende kommentarer i Kristeligt Dagblad – og revse kan han stadig.

"Jeg må indrømme, at jeg er meget skeptisk omkring den udvikling, jeg har oplevet i dansk politik gennem de seneste 20-30 år. Når demokrati synes alene at blive spørgsmålet om at kunne tælle til 90, nærmer vi os en situation, hvor de politiske målsætninger både til højre og venstre i dansk politik alene bliver et spørgsmål om at sikre sig disse 90 mandater. Den politiske tidshorisont rækker kun frem til næste valgdag, og næste valgkamp starter stort set straks, når stemmerne er talt op, og mandaterne fordelt."

"Vi er langt fra Hal Kochs tanker om demokrati som samtale. Og fra idealet om det samarbejdende folkestyre. Selvom demokratiet naturligvis kræver afgørelser på flertal, så har vi tidligere haft en parlamentarisk tradition, hvor samtalen og mulighederne for at bøje idéerne så langt mod hinanden, at der kunne indgås forlig, i hvert fald blev afprøvet."

"Det er blevet svært, ja næsten umuligt i det hurtige mediesamfund, hvor en meningsmåling ofte sætter dagsordenen. Og hvor partilederne straks fra morgenstunden afkræves en kommentar med stillingtagen. Vel at mærke en stillingtagen, der skaber spænding og konflikt. Det råstof, som mediekonkurrencen lever af. Der var desværre en god portion sandhed i den udtalelse, hvor en redaktør i ?Presselogen? TV 2 News fastslog, at ?det er enhver politisk journalists højeste mål at kunne få afsat en minister!?."

"Medier, der kun jager sensation og skandale, og politikere, der alene tænker på at vinde næste valg og derfor gladelig lader sig spænde for den laveste fællesnævners politiske debatniveau, er en reel trussel mod demokratiet og samfundets sammenhængskraft. Politikere, der ikke tør tænke ud over næste valgdag og tage debatten med politiske modstandere, fordi enhver åbning straks tolkes som svaghed og en fare for målsætningen om de 90 mandater og flertallet, fører desværre kun til en karikatur af demokratiet."

Jens Ravn-Olesen har bragt forholdene i orden for dem, der er tilbage, når han ikke er her mere.

"Hvad der sker bagefter, har Vorherre aldrig syntes, vi skulle vide noget om, så det lægger jeg i hans hånd og tager, som det kommer."

Ønskerne for bisættelsen er nedfældet på skrift.

"En af mine gode venner, der er præst, skal bisætte mig. Evangelieteksten bliver Johannes-prologen i Johannesevangeliet. Jeg har altid syntes, at noget af det mest tomme var at se et par røde baglygter, når rustvognen kørte med kisten. Jeg har bedt om, at min bliver stående i kirken, så folk kan tage afsked dér."

"Ved bisættelsen skal blandt andet synges K.L. Aastrups ?Du gav mig, o Herre, en lod af din jord?. Den handler om, at man simpelthen skal leve det liv, man har fået som gave og opgave. Det synes jeg, at jeg har gjort. Om jeg har gjort det godt, ved jeg ikke, men jeg har forsøgt. Efter at jeg fik beskeden, har jeg prøvet at gøre lidt status og er nået frem til, at ?du har vel egentlig nået det, du skulle nå?."

"Men lad nu være at få det hele til at lyde for fromt. Fromhed har jeg aldrig kunnet med. Når folk er fromme, bliver de kritiske og selvglade. De har deres på det tørre. Det tror jeg nu aldrig, at nogen af os har."

Lægerne har sagt til Jens Ravn-Olesen, at der kan gå måneder, der kan gå uger.

"Det eneste, de kunne sige, var, at det går den vej. Nu er det ikke mit ansvar længere. Jeg tager det, som det kommer. I forvisning om, at jeg gjorde, hvad jeg kunne."

remar@.dk