Den besøgende vil opdage det allerede i entrédøren. I hvert fald hvis blikket er trænet. I dørkarmen er et lille sølvrør dekoreret med guld diskret anbragt. Det er en »Mezuza« med skriftsteder fra Mosebøgerne. Røret med den hellige skrift skal beskytte familiens hjem, ligesom israelitternes mærker på dørene reddede de førstefødte i forbindelse med de 10 plager i Egypten på Moses tid. Her ved døren til villalejligheden på Frederiksberg fortæller det undseelige rør om en familie, der lader jødisk spiritualitet og tradition gennemsyre hverdagen. I huset med Mezuzaen bor Monica Engel Salimanov, der er gift med den israelske jøde Amnon Salimanov. Monica Salimanov blev født på Bornholm for 36 år siden. Hun har tidlige minder om at gå i søndagsskole og høre bibelhistorie, ligesom kirkegang i forbindelse med julen var naturligt. Hendes barndomsveninde var fra et hjem, hvor bordbøn var naturligt, og derfor mødte Monica Salimanov også denne skik, ligesom hun kom på kristen sommerlejr med veninden. - Jeg har helt klart fået nogle ting med mig fra den tid, men jeg har altid været som en slags tilskuer til det. Jeg blev også konfirmeret, men det var aldrig noget, der berørte mig, siger Monica Salimanov. Det var den kristne barndomsveninde, der i 1982 fik Monica Salimanov til at rejse til Israel. De to piger tilbragte et år i landet, og siden vendte Monica Salimanov tilbage og blev ung pige i huset. Det var i den forbindelse, at hun i 1984 mødte israelske Amnon. Deres møde er den ofte hørte fortælling om utvetydig, gensidig kærlighed ved første blik. - Da jeg havde kendt Amnon i et halvt år, var jeg hjemme og blive præsenteret for hans mor. Hun er en slags overhoved for familien. Hun spurgte, om jeg var klar over, at jeg måtte konvertere til jødedom, hvis jeg ville giftes med Amnon. Det kom ikke som en overraskelse for mig, men var en naturlig følge af at have mødt Amnon og ville leve med ham, siger Monica Salimanov. I 1985 blev parret viet på rådhuset i Rønne, og Amnon fik opholdstilladelse. Kort efter fik han et job som edb-operatør i Danmark. Da Amnon første gang skulle komme til Danmark, oplevede Monica, hvor omstændeligt det er at være jøde i Danmark. Hun betoner dog flere gange i samtalen, at det, som andre vil kalde besværligt, er en naturlig del af hendes liv og ikke noget, hun betragter som en hæmsko. Amnon er vokset op med de jødiske spiselove. Og det har været naturligt for familien at fortsætte denne praksis. - Enhver sammenblanding af kød og mælkeprodukter er forbudt, så jeg måtte købe ekstra tallerkener, bestik, gryder og så videre, så vi kunne leve kosher. Jeg fik arrangeret, at der blev sendt kød fra kosher-slagteren på Østerbro med båden til Bornholm, siger hun. Det er 13 år siden, Monica Salimanov kontaktede Synagogen i København og fortalte, at hun gerne ville konvertere. Hvert år konverterer mellem to og fem danskere til jødedommen. Langt flere er interesserede, men vejen fra et ønske om at konvertere til at blive jøde er lang og krævende. - Jeg ville konvertere, inden vi fik børn, fordi vores børn automatisk ville blive jøder, hvis jeg var jøde. Siden jeg mødte Amnon, havde det været naturligt for mig, at jeg skulle den vej, siger Monica Salimanov. For at konvertere skal man regelmæssigt komme i synagogen. Fordi Monica og Amnon boede på Bornholm den første tid, måtte de tage flyveren til hovedstaden for at være med i synagogen. - De første gange jeg var i synagogen, undrede jeg mig over, hvorfor kvinderne skulle sidde for sig selv og nøjes med at se på, hvordan mændene læste op. Kvinderne har en tilbagetrukket rolle i gudstjenesten, men i dag har jeg vænnet mig til, at sådan er det, og at kvinder har en anden rolle i livet, siger Monica. I forbindelse med konverteringen fik hun besked på at læse en række bøger både om jødisk historie og love. Efter to et halvt år gav den nuværende overrabiner, Bent Lexner, tilladelse til, at Monica Salimanov kunne konvertere. Det sidste trin på vejen er et helligt bad, hvor konvertitten, under overværelse af tre repræsentanter fra Synagogen, skal dyppe sig ned i et stort bassin. - Jeg var nervøs og spændt. Det var en stor og glædelig dag. Bagefter havde jeg en følelse af, at nu var jeg jøde. Jeg havde lov at være ligestillet med jøder. Årene med ventetid var overstået, og efter jeg var konverteret kunne vi gifte os i synagogen. Det havde hele tiden været et stort ønske for os. Beder for lysene Monica Salimanov har kun oplevet positive tilkendegivelser fra omgivelserne på beslutningen om at konvertere til jødedommen. - Det har naturligvis nogle omkostninger. Vi holder ikke juleaften med min mor. Hun har aldrig sagt det direkte, men et eller andet sted vil hun nok gerne være sammen med os den aften, siger Monica Salimanov. Mormoderen kan heller ikke frit forkæle børnebørnene med slik. Salimanov-familien lever kosher og kan derfor ikke spise mad, der indeholder gelantine, fordi det er et protein udvundet fra bindevæv i knogler og hud fra slagtedyr. Det betyder, at lakridskonfekt og meget vingummi er forbudt, mens f.eks. Piratos er okay. - Jeg køber alt kød og vin i en kosher butik. De andre dagligvarer køber jeg på normal vis, men jeg skal først tjekke, at der ikke er animalsk fedtstof i brødet eller gelantine i isen. I køkkenet har jeg to af alting, fordi vi ikke blander kød og mælk. Jeg skal tænke mere over nogle hverdagsagtige rutiner, men det giver en form for indhold i livet. Jeg opnår en tilfredsstillelse ved det, fordi jeg føler, det stemmer med nogle ting inde i mig, siger Monica Salimanov. De fleste medlemmer af børnenes og forældrens omgangskreds er jøder. De to ældste børn går på den jødiske skole i København, Carolineskolen, mens lillebror går i en jødisk vuggestue. - Alt det som jeg har skullet lære i forbindelse med konver-teringen, bliver naturligt for mi-ne børn, fordi de vokser op med det. Når der er fest på arbejdspladsen en fredag aften, melder Monica fra, fordi det er shabbat, og den tid tilhører familien. Det er jødernes helligdag, der strækker sig fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Der er mange forskrifter for, hvad jøder ikke må på shabbat. Familien Salimanov overholder en del af disse påbud. De har for eksempel bosat sig på Frederiksberg, så det er muligt at gå til Synagogen i det indre København på shabbat. Den dag må jøder nemlig ikke køre. Selv om lørdag er danske børnefamiliers foretrukne indkøbsdag, køber Monica Salimanov aldrig ind på shabbat, fordi hun ikke rører penge i løbet af dagen. På shabbat må man ikke arbejde i køkkenet, hun sørger derfor for, at have al mad til det næste døgn gjort klar. Man må ikke tænde ild, så derfor har de en varmeplade, hvor de kan varme retterne til måltiderne. - Ved indgangen til shabbat er det min og pigernes opgave at tænde to sabbat-lys ved bordet. Når jeg tænder lysene, beder jeg en rituel bøn på hebraisk. I begyndelsen følte jeg det mærkeligt og var flov over at skulle bede højt. Det er jeg ikke opvokset med, men i dag er det helt naturligt, siger Monica Salimanov. »Der er mange dygtige kvinder til, men du overgår dem alle. Yndighed, er bedrag, og skønhed er tomhed, men en kvinde, der frygter Herren, skal berømmes. Lad hende nyde frugten af sit arbejde, lad hendes gerninger berømme hende i portene«. - Jeg føler mig beæret og respekteret som kvinde, når jeg hører Amnon fremsige den smukke bøn, siger Monica Salimanov. Tættere på Gud Hver morgen stiller Monicas mand sig i dørkarmen til soveværelset og børneværelset. Han tager sin kalot på hovedet, så den rører Mezuza og beder for hustruen og børnene. Morgenbønnen er lige så naturlig som tandbørstning og støvsugning. - Det er svært for mig at sætte ord på, hvad det betyder, at Amnon beder for os. Jeg tænker ikke over det i hverdagen, måske fordi alt i vores dagligdag er så gennem-syret af vores jødiske tro og spiritualitet. Personlig bruger jeg ikke megen tid på bøn og læsning. Jeg ville gerne, men det er svært med tre børn, siger Monica Salimanov. Familien bestræber sig på så ofte som muligt at rejse til Israel og være sammen med Amnons familie. At komme til Tel Aviv betyder ikke kun forening med savnede familiemedlemmer. - Israel er et fantastisk land. Jeg føler mig renere, når jeg er i Israel. Der er synagoger stort set på hvert gadehjørne, man ser og hører jøder alle steder, og vi kan spise på McDonalds og vide, at maden er kosher. Når jeg stiger ud af flyveren i Israel, kan jeg mærke, at jeg er tæt på Gud på en anden måde end i Danmark, siger Monica Salimanov.