Prøv avisen

Nye koste fejer bedst

INTERVIEW: Frygten for glidebaner og for alt fremmed vil snart blive afløst af en tro på udviklingen. Tidsånden omkring dette århundredeskifte minder slående om tidsånden ved overgangen mellem 1800-tallet og 1900-tallet, påpeger fremtidsforsker

Forandringer kommer, og vi får flere af dem. Men verden er ikke i forfald. Og vi går ikke undergangen i møde. Tværtimod. Fremtiden bliver formentlig bedre end både nutiden og fortiden.

Så opmuntrende lyder kernen i Jesper Bo Jensens budskab. Han er forskningschef og leder af Instituttet for Fremtidsforskning i Århus. Bogen »Midt i en mellemtid« har han netop udgivet, og hans håb er at vise, at vi har grund til optimisme. At forandringer ikke bare er et kaos af tilfældigheder, som man ikke kan bringe i sammenhæng.

- I 1990'erne var vi bange for fremtiden. Vi var opgivende og mente, at mennesker var slemme. Mennesker ødelagde naturen, udryddede dyrene og gjorde alt muligt grimt. Derfor skulle vi holdes i ave og styre os.

- Idealerne trak vi derfor fra fortiden, som vi idylliserede: Familien skulle samles, gerne om en mor, der stod parat med boller og kakao. Vi var nostalgiske og så Morten Korch-film og »Huset på Christianshavn« og mente, at alt var bedre i det overskuelige industrisamfund. Eller vi dyrkede bondesamfundets stokroseidyl og fik den økologiske bølge, som sagde, at maden var bedre, dengang man ikke gødede jorden.

- Man kan sige, at vi i 1990'erne søgte tryghed i begrænsningen. Vores frygt blev især udtalt med ordet »glidebane«. Argumentet lyder, at tager vi for eksempel første skridt med brugen af genteknologi, fører glidebanen automatisk til, at 10.000 Hitler-kloner kommer marcherende, eller kloner af velhavende amerikanere. Ifølge den tankegang kan man ikke styre udviklingen, hvis man gør bare én ting forkert. Udgangspunktet er, at det kun kan gå galt.

- Men nu er vi i 2001. Vi overlevede årtusindskiftet. Frygten for udviklingen er allerede ved at ændre sig. Både fordi en tidsånd altid skifter, og fordi glidebane-argumentet simpelthen er forkert. Hvis det passede, ville vores tid jo være dårligere end den foregående.

Jesper Bo Jensen har en lang liste med facts, han plejer at hive frem, når han skal argumentere for, at nutiden er bedre end fortiden. Et udpluk af listen lyder på kraftigt faldende børnedødelighed, forlænget levealder, vi er friskere længere op i alderdommen, vi er bedre uddannede, og vi har langt større viden. Børns vilkår er bedre. Enlige mødre bortadopterer ikke deres børn. For slet ikke at nævne vores materielle velstand. Selv om der i antal er flere fattige mennesker i verden i dag, er der procentvis færre fattige, bortset fra i Afrika, pointerer han.

- Jeg vil bare gerne sige, at verden ikke er gået under endnu. Heller ikke ved årtusindskiftet. Tværtimod. Glidebanetanken har vi skabt for at holde udviklingen tilbage.

Jesper Bo Jensen henter argumenter for en kommende optimisme ved at skue længere bagud i tid.

- Der er slående paralleller mellem tiden omkring dette århundredeskifte og det forrige. Dyrkelsen af fortiden og frygten for fremtiden så man også i slutningen af 1800-tallet hos de herskende klasser. Fin de sicle-stemningen var en opgivende stemning. Man prøvede at holde fast i de gamle normer, strukturer og dyder, men man vidste godt, at det var sidste udkald.

- I Danmark udgav Emma Gad ikke sin bog uden grund. Alle manerer var i forfald, så man måtte fortælle de nye opkomlinge, hvordan de skulle opføre sig ifølge fortidens regler. Men borgerskabet stormede frem, og nedbrydningen af den gamle samfundsorden blev også hjulpet på vej af arbejdernes organisering.

- Og så kom optimismen i begyndelsen af 1900-tallet. Især båret af den yngre generation. I Danmark skrev Johannes V. Jensen i 1906 et hyldestdigt til damplokomotivet, »Paa Memphis Station«. Man dyrkede de tekniske nyskabelser og troede på, at man kunne forme fremtiden til det bedre. Ændre verden. Skabe materielle fremskridt og få indhold i arbejde og fritid. I centrum var også de nye transport- og kommunikationsmidler. Man internationaliserede virksomheder, og verdenshandlen var i fremgang. Parallellerne til vor tid er næsten for snublende nære.

Jesper Bo Jensen har sporet udtrykket »Nye koste fejer bedst« til den periode i Danmarkshistorien. Og han er næsten ikke i tvivl om, at optimismen snart springer ud igen.

- Når man i længere tid har været bange for noget, der er overordnet og langt væk, fænger det til sidst ikke mere. Lige for tiden har vi i stedet en frygt for det nære, som er fremmed. Det, vi ikke kan forstå. Det kalder jeg xenofobi, og det er en kort overgangsperiode, hvor vi er bange for flygtninge, indvandrere og euroen. Men optimismen vil tage over. Og så vil vi opfatte fremtiden som fuld af muligheder i stedet for som fuld af trusler.

- Vi har en generation af politikere i Europa, der er født i 1940'erne, og hvis værdi er bekymringen. Personificeret ved Svend Auken. Han er stort set bekymret for alt. Men de yngre politikere tænker væsentligt anderledes. De har tårnhøje forventninger til livet og en lige så tårnhøj tro på, at deres forventninger bliver indfriet.

- En del bekymring er allerede overstået. IT-teknologien har vi hurtigt accepteret med udbredelsen af internettet. Genteknologi vil blive populært. Jeg er ikke en lallende tilhænger af al mulig genteknologi, men jeg kan analysere mig frem til, at det bliver accepteret inden for en relativt kort periode. Der er fantastiske perspektiver inden for sygdomsområdet. Og vi har netop en kæmpestor generation, der er på vej ind i reparationsalderen. De vil komme af med noget af deres skepsis på den måde.

- Med fødevarerne lader det vente lidt på sig endnu. Men den økologiske bølge har toppet. Selv nogle af dem, der gik i spidsen for den, siger i dag, at det da er i orden med økologi, men at det, vi ønsker, er bedre kvalitet, smag og oplevelse. Det kan man få med gensplejset mad.

- De holdningsskift, der sker, typisk med 7-10 års mellemrum, er det, vi kalder tidsånden. Det er den måde, vi fortolker vores liv på. Dybest set ændrer tidsånden ikke meget ved vores måde at leve på. Vi fødes, arbejder, får børn, nyder vores fritid og velstand, ældes og dør. Men det, vi tænker om vores adfærd, ændrer sig. I 1990'erne var begrundelsen for at få mange børn, at vi prioriterer familien. Om fem år lyder begrundelsen måske, at vi har valgt at få mange børn, eller at vi synes, det er sjovt. Tidsånden er den overordnede ramme, samfundsdebatten udfolder sig inden for. Man kan så være enig eller uenig med den.

- Udviklingen i tidsånden er noget andet end den lange udvikling, der gradvist ændrer et samfund. For eksempel den periode fra 1960'erne til 2030, som jeg prøver at beskrive i min bog. Den kalder jeg mellemtiden. Det er overgangen mellem industrisamfundet og informationssamfundet eller oplevelsessamfundet, eller hvad vi nu vil kalde det.

- I 1950'erne og frem til midten af 1960'erne var rammerne stabile. Man ændrede ikke noget. Man skalaudvidede. Fabrikkerne byggede man større, men de fungerede efter samme strukturer, og ligesådan med familien. Ændringerne begyndte for alvor i midten af 1960'erne, da kvinderne fik uddannelse og arbejde. Skilsmisseprocenterne steg, og det var ikke længere givet, at man fortsatte med at leve i de traditioner, man var vokset op i.

- De ændringer prøver jeg at følge til dørs. I 2030 er der ikke flere mennesker tilbage, der kan huske 1950'ernes stabilitet og normer. I familierne bliver det for eksempel en selvfølge, at begge forældre er udearbejdende. Man kan stadig skændes om, hvem der skal gøre hvad, men man har ingen reference til, at mor er børnenes hovedkilde. Idealet om den hjemmegående mor er forsvundet.

- Til den tid vil mennesker arbejdsmæssigt være langt mere fleksible. Og arbejdsmarkedet har forhåbentlig forstået, at man behandler mennesker lige ved at behandle dem forskelligt og ikke ens. For mennesker har forskellige behov alt efter, hvilken livsfase de er i.

- Teknologien vil også være en selvfølge. Både på arbejdet og i hjemmet. Det kan vi for eksempel se på de 12-årige i dag. Teknologi er noget helt naturligt for dem.

- Hvis optimismen tager over, forsvinder noget af vores nuværende refleksivitet. Vi er så optagede af at forholde os til, hvordan vi forholder os til tingene. Journalister ringer hele tiden til vores institut og vil vide noget om denne eller hin trend i tiden. Med en handlingsorienteret levevis vil vi snarere sige: Vi ved, hvor vi skal hen, og vi er på vej. Vi behøver ikke at få noget forklaret.

Skal man drage endnu en parallel til forrige århundredeskifte, så blev optimismen som bekendt slået i tusind stykker af Første Verdenskrig. Kan det samme ske med vores tids gryende optimisme?

- Selvfølgelig. Den optimisme, der er tegn på, er også flygtig. Men jeg ser ingen tredje verdenskrig i horisonten. Og jeg håber, at man på længere sigt vil kunne sige, at det 21. århundrede bliver det fredeligste i Europa i 1400 år. At vi får skabt Forbundsstaten Europa, som kan forhindre krig i vores del af verden. Men optimismen kan sagtens blive erstattet af begivenheder, der ødelægger noget af det, som er i gang. Der leges med alle mulige tanker om det i øjeblikket. Det store teknologiske nedbrud. Spredning af en gensplejset sygdom. Men som regel indtræffer det mest sandsynlige ikke. Ofte sættes udviklingen i stå af noget uventet.

- Men sidder vi om 20 år i moradset og siger, at det var nu bedre for 20 år siden, så tror jeg, man siger: »Lad os prøve at skabe noget nyt herfra.« Når en generation giver op og ikke længere tror på det, den selv stod for, bliver der en kraftig søgen efter noget at tro på. Noget overordnet, noget rent idémæssigt, og det kunne også være noget religiøst. Men grundlæggende mener jeg, at mennesket hele tiden kan skabe et samfund, der bliver bedre at leve i. Det er en tro, men det er også en analyse. Og så er det en god del håb.

oerskovkristeligt-dagblad.dk