Prøv avisen

Nysgerrigheden som drivkraft

INTERVIEW: Hanne Marie Svendsens roman om Grønland i 1300-tallet, »Unn fra Stjernestene«, rummer noget af hendes egen nysgerrighed og oprørstrang

I Hanne Marie Svendsens barndomshjem i Skagen stod der bøger af polarforskerne Mylius Erichsen, Fridtjof Nansen og Knud Rasmussen. Smukt indbundne udgaver med masser af billeder som gjorde hende nysgerrig og satte gang i drømmene om rejser til det ukendte Grønland. I en alder af snart 70 har hun stadig ikke været i Grønland. Men i sin nye, store kærligheds- og eventyrroman, der blev vel modtaget af anmelderne i onsdags, inviterer hun læseren på en forrygende tur til Grønland i 1300-tallet, hvor vi møder den forældreløse pige Unn og et farverigt persongalleri af nonner, præster, biskopper, eventyrere, jægere og bønder.

- Det er en gammel drøm, jeg forløser med den roman. Der er nok noget af mig selv i Unn, i hendes nysgerrighed, videbegærlighed, modtagelighed, oprørstrang, men der er også en del af mig i de andre, inklusive mændene, ellers kunne jeg ikke skrive om dem. Hver af os rummer jo mange muligheder, hvoraf kun nogle få bliver realiseret. Jeg har selvfølgelig aldrig levet i middelalderen som Unn og alle de andre. Men jeg tror, at de, præcis ligesom vi, var optaget af erotik, personlige magtkampe, længsler, drømme, politik og nysgerighed efter at vide, hvorfor vi er her. Miljø og livsvilkår var anderledes, men sagakvinden var stærk og selvstændig, også selv om der var regler for kvindelivet. Det var mændene, der drog på jagt og opdagelsesrejser. Men et sted omtales også en gammel beretning om en kvinde, Tordis, der fulgte sin mand på en farlig rejse fra det sydlige Grønland til Nordseter, langt oppe på Grønlands vestkyst, siger Hanne Marie Svendsen.

Vi sidder i hendes hjem på Østerbro og drikker kaffe af små fine kopper med blomster på, og man tør næsten ikke spørge om historiske data, for så rejser hun sig med det samme og forsvinder for at lede efter bøger og opslagsværker. Researchen til bogen har været stor. Hun nyder, at romanen blev færdig og er glad for de gode anmeldelser. Men er ikke rigtig rolig, før hun har fundet ud af, hvad hun næste gang skal skrive om. Og hun har et stærkt ønske om at komme en tur til Grønland og kigge på de egne, hun fortæller om i »Unn fra Stjernestene«.

- Det vigtigste for mennesket er at bevare sin nysgerrighed. Den er drivkraften i lidenskaben, i engagementet, i tilværelsen. Jeg tror, stærke lidenskaber kan blive ved at leve, uanset, hvor gammel man bliver. Nysgerrigheden efter at vide mere om verden er til en vis grad en viljesakt. Folk kan blive så syge, at de næsten ikke magter noget. Men hvis man ikke kan rejse i virkeligheden, må man gøre det i fantasien, tilføjer Hanne Marie Svendsen.

Drømmen om Grønland begyndte i barndomshjemmet og tog fart, da hun mange år efter læste nordmanden Helge Ingstads rejsebeskrivelse »Landet under polar-stjernen«, som var udkommet 1959.

- I den fortæller han fængslende om det norrøne samfund på Grønland, som bestod i ca. 500 år og som derefter forsvandt gådefuldt. Perioden blev indledt, da nordmanden Erik den Røde i 985 bosatte sig med en gruppe mænd og kvinder i det sydlige Grønland. Sidste skriftlige vidnesbyrd fra de nordiske tilflyttere er en ægteskabsattestation fra 1410. Siden hører vi ikke meget til nordboere i Grønland, før missionær Hans Egede drager derop i 1700-tallet og uden held prøver at finde dem. I sin bog fik Helge Ingstad mig på sporet af en gammel beskrivelse af Grønland, og den pirrede min fantasi, siger Hanne Marie Svendsen.

De linjer fra beskrivelsen, der især tænder hende, stammer fra omkring 1350 og lyder således:

»Nærmest ved Ketilsfjord ligger Rafnsfjord, og langt inde i den Fjord ligger et Søster-Kloster, hvis Nonner tilhører den hellige Benedikts Orden. Det kloster ejer alt ind i Bunden og ud fra Vaag Kirke, som er viet til den hellige Kong Olaf. Ved Mundingen af fjorden er der mange Holme, som halvt tilhører Klostret, halvt Domkirken. I disse Holme er der meget varmt Vand, der om Vinteren er så hedt, at ingen kan bade i, og mange bliver helbredt der og faar Helbredelse for deres Sygdomme«.

- Jeg fik lyst til at skrive en roman fra dén tid. Hovedpersonen skulle være kvinde og hedde Unn. Hendes navn og de andre navne i bogen er valgt, fordi jeg synes, de har en god klang og rytme. Men da jeg læste Ingstads bog i 1960'erne, havde jeg lige fået mit tredje barn, underviste på universitetet og havde ikke kræfter til yderligere indsats. Og ville ikke kunne sætte billeder på de mennesker og deres levevis, medmindre jeg foretog en indgående research. For fire år siden tænkte jeg, at nu måtte det være. Det Kongelige Bibliotek og biblioteket i min barndomsby Skagen hjalp med at finde frem til mange, mange bøger og artikler af danske og udenlandske middelalder- og Grønlandsforskere, indtil romanpersonerne begyndte at tage skikkelse og tale til mig. Så måtte jeg slippe researchen. Den var et springbræt for fan-tasien, og nu måtte romanen prøve at blive sit eget univers.

- Netop den periode, jeg valgte at lade mine personer leve i, er jo en brydningstid, hvor teologer, naturvidenskabsmænd og filosoffer begynder at tænke helt uden for rammere og giver sig til at se på verden med egne øjne. De tænkte dristige tanker ligesom Unns store kærlighed, Nicolas, der insisterer på at finde gyldige, naturvidenskabelige forklaringer på tilværelsen og dermed kommer i konflikt med kirkens dogmer. Jeg har brugt den danske teolog og videnskabsmand Niels Steensen - han levede ganske vist i 1600-tallet - som delvis rollemodel for Nicolas. Steensen har altid fascineret mig. Han var fuldstændig klar over, at verden måtte være blevet skabt for millioner af år siden, men da han konverterede til katolicismen, faldt det ham ikke ind at anfægte kirkens skabelsesforklaring. Det gør Nicolas.

I sit barndomsmiljø kom Hanne Marie Svendsen tæt ind på Indre Mission. Ikke i sit hjem, men blandt familiens gamle menensker.

- Min mormors søster, min reservebedstemor, havde oplevet de store vækkelser og var blevet stærkt påvirket af dem. Hun var et både fromt og kærligt menneske, meget tolerant. Derfor har jeg nok aldrig forstået anklagerne mod Indre Mission for snæversyn og intolerance. Hun sagde: »De siger, at pigen har et uægte barn. Jeg vil snarere mene, at det var faderen, der var uægte«.

Hanne Marie Svendsens interesse for at søge svar på spørgsmålet, hvorfor vi er her, og hvor vi går hen, er ikke blevet mindre med årene. Om det siger hun:

- Jeg er kommet i en alder, hvor man ofte går til begravelse. Det er sørgeligt at miste og vemodigt at ens eget liv måske også nærmer sig slutningen. Men jeg håber, at jeg engang vil kunne se på døden ligesom digteren Carsten Hauch. Han skriver i et digt, at døden er ».... det store eventyr, jeg skal bestå, som sjælen frygter og dog længes efter«.

boas@kristeligt-dagblad.dk

Anmeldelsen af Hanne Marie Svendsens middelalderroman »Ünn fra Stjernestene«, stod i Kristeligt Dagblad onsdag 7. maj. Kan endiidere læses på internetadressen www.kristeligt-dagblad.dk.

BLÅ BOG:

Hanne Marie Svendsen, født 1933. Forfatter, cand.mag. i nordisk sprog og litteratur. Har arbejdet som lektor ved Kbhs. Universitet og som programmedarbejder ved DR. Debuterede som skønlitterær forfatter i 1977 med Mathildes Drømmebog. Har siden udgivet en række noveller og romaner, bl.a. Guldkuglen fra 1985, som indbragte hende Kritikerprisen, nominerede hende til Nordisk Råds Litteraturpris og blev oversat til en lang række sprog. Unn fra Stjernestene, udkom i onsdags på Gyldendals forlag.

Citater:

- Det vigtigste for mennesket er at bevare sin nysgerrighed. Den er drivkraften i lidenskaben, i engagementet i tilværelsen. Jeg tror, stærke lidenskaber kan blive ved at leve, uanset, hvor gammel man bliver. Nysgerrigheden efter at vide mere om verden er til en vis grad en viljesakt.

- Min mormors søster, min reservebedstemor, havde oplevet de store vækkelser og var blevet stærkt påvirket af dem. Hun var et både fromt og kærligt menneske, meget tolerant. Derfor har jeg nok aldrig forstået anklagerne mod Indre Mission for snæversyn og intolerance.