Prøv avisen

Nytårstalerne er tidens spejl

Nytårstaler er med til at samle nationen. Foto: Illustration: Morten Voigt

At holde en nytårstale er en unik dansk opfindelse, som Thorvald Stauning indledte i krigsåret 1940, og kong Christian X tog op året efter. En god nytårstale skal samle nationen og gøre status. Den er med til at forme os som politisk bevidst nation og afspejler tidens vigtigste samfundsproblemer, lyder det fra eksperter

Ærede tilhørere. Man har ønsket, at jeg gennem radioen skal bringe en nytårshilsen til det danske folk, og dette ønske opfylder jeg gerne.

LÆS OGSÅ: Nytårstalen før og nu

Sådan blev danmarkshistoriens første nytårstale indledt af den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stau­ning, da han den 1. januar 1940 over radioen talte direkte til danskerne, netop efter at Anden Verdenskrig var brudt ud. Når Helle Thorning-Schmidt i morgen holder sin nytårstale, er det godt nok hendes første, men formålet er basalt set det samme som for over 70 år siden: at samle nationen.

Stauning aner nok ikke, at han føder en tradition, da han i slutningen af 1939 med bekymring følger den dystre udvikling i Europa. Han ved, det kun er et spørgsmål om tid, før også Danmark bliver trukket ind i krigen. Den populære landsfader på 10. år tager det usædvanlige skridt at sætte sig til mikrofonen og sende en samlet hilsen til folket. En nytårshilsen, som skal forsikre danskerne om, at Stauning vil gøre sit til at føre landet gennem krigens vanskeligheder dog uden selv at hive de store kanoner frem. Og han siger den berømte sætning: Nu gælder det Danmark og det danske folk.

Staunings ord i æteren er ifølge Eva Fischer Mellbin den mest modige politiske nytårstale nogensinde. Sammen med sin mand, Franz-Michael Skjold Mellbin, har hun netop udgivet bogen Nu gælder det Danmark! om statsministrenes nytårstaler gennem tiden.

Talen er modig, fordi Stauning lægger alle kort på bordet og åbent fortæller den danske befolkning om sine bekymringer og delagtiggør dem i sine overvejelser, siger Eva Fischer Mellbin.

Men er der noget særligt, der gør sig gældende i en nytårstale? Klaus Kjøller, forfatter til Aschehougs store bog om at holde tale forklarer, at de fleste taler handler om at hylde nogen: brudeparret, fødselaren eller i dette tilfælde nationen Danmark. Det gælder også den royale tale, der har været en tilbagevendende tradition siden 1941.

Både regeringslederen og regentens tale har karakter af status på samme måde som man ved andre taler samler personalet eller familien, samler man den danske befolkning, gør status over året, der gik, og hylder de fælles værdier, siger Klaus Kjøller.

Dronning Margrethe og statsministeren har begge en kolossal tilhørerskare godt to millioner danskere tænder for fjernsynet ved begge taler. Dronningen tiltrækker lidt flere end den politiske leder og har haft stigende seertal de senere år, påpeger Klaus Kjøller:

Der er øget interesse for Dronningens tale, og den bliver analyseret og kommenteret på alle platforme. Det er ikke mærkeligt, for i en talesammenhæng er regentens tale guld værd. Hun har en særlig evne til at give talen et personligt tvist, så man synes, at selv lidt banale ting lyder dybsindige.

Tidligere biskop Jan Lindhardt er medforfatter til bogen om politiske taler Ingen over Tinget Intet under tæppet, der udkom for to år siden. Både talen fra statsministeren og Dronningen skal skabe ro og sammenhæng, mener Jan Lindhardt:

Man siger jo, at talerne skabes af tilhørerne. Dronningen udnytter til fulde, at hun har hele folket foran sig. Det er måske ikke meget dybt, det, hun siger, men det kommer os ved alle sammen. Hun skal ikke pege vejen fremad med nye erobringer, hverken økonomiske eller åndelige. Hun skal samle.

Årets statsministertale skal derimod vise politisk vilje, og den imødeses med særlig stor spænding, fordi det er en debutant. Og ifølge politisk kommentator Niels Krause-Kjær i særdeleshed, fordi Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes regering er kommet noget famlende fra start:

Hendes karriere står og falder ikke med talen, men mange leder efter svar på, hvad hun vil med magten. Og talen får kun en effekt, hvis den følges op af konkret handling. Ellers kommer den til at blafre som et postulat i vinden, siger Niels Krause-Kjær.

Og Helle Thorning-Schmidt kunne godt få nogle ideer ved at gense Poul Schlüters taler, som i øvrigt er Eva Fischer Mellbins personlige favorittaler. For også han talte til danskerne i en økonomisk krisetid:

Han evnede at få folk til at tænke nyt og indgyde håb. Han dvælede ikke ved fortrædelighederne. Og det er Helle Thornings allervigtigste opgave: at få os til at samles om hende som person og tro på, at hun har løsningsforslag som kan bære os ud af krisen. Vi vil se en ledestjerne.

For en statsminister er nytårstalen faktisk lige så vigtig som hvis ikke vigtigere end talen ved Folketingets åbning, fordi den folkelige interesse er så stor.

Det er årets vigtigste tale for en statsminister. Du kommer direkte hjem i stuerne, hvor du kan tale uimodsagt i 15 minutter. Det er en kæmpe mulighed for at markere sig som samlende figur og udstikke retningslinjer for den fælles fremtid, siger Eva Fischer Mellbin.

Nytårstaler findes slet ikke på samme måde i andre lande hvis der bliver talt til befolkningen, er det meget mere formelt eller kortfattet. Og nytårstalerne er en af de sidste relativt få fælles oplevelser for folket, påpeger Niels Krause-Kjær. Af netop den grund har både statsministeren og Dronningens taler så stort et pu­blikum:

Visheden om, at et par millioner andre lytter til talen på samme tid, er en måde at koble sig på fællesskabet på, og det har vi behov for i en tid, hvor der ikke længere er så mange traditioner tilbage. Derfor er talerne også kommet for at blive. På linje med andestegen til jul, siger den politiske kommentator.

Og netop fællesskabet er det helt store tema i talen:

Helt fra Staunings første tale er det et omdrejningspunkt. Taleren skal slå ned på, hvad der er specifikt dansk, også værdipolitisk. Hvad der samler os som nation i dag i en globaliseret verden, siger Eva Fischer Mellbin.

At skrive en nytårstale er benhårdt arbejde og ikke noget, der sker et par dage i forvejen:

Jeg vil tro, at både Helle Thorning-Schmidt og hendes embedsmænd har været i fuld gang længe inden nytår, siger Niels Krause-Kjær.

Eva Fischer Mellbin er enig:

Det er virkelig benhårdt arbejde. Statsministeren skal finde de rigtige emner og for Guds skyld ikke for mange, for så går det op i hat og briller. Mange af de taler, som lykkes bedst, benytter sig af teknikker fra andre mundtlige genrer for eksempel folkeeventyret, blandt andet metaforer, der skaber billeder i tilhørerne. Talen er for øret ikke for øjet.

Der er nogle nytårstaler, vi husker bedre end andre. For eksempel da Anders Fogh Rasmussen i 2002 erklærede krig mod smagsdommerne, eller da han i 2005 kasserede sit oprindelige manus og talte ud fra tsunamien i Asien. Også Lars Løkke Rasmussens tale den 1. januar 2011 vil formodentlig blive husket:

Den hører så absolut til i kategorien modige taler, hvor man tager fat på en brændende varm kartoffel. Inden da var der ikke nogen politikere, der turde tage ordet efterløn i deres mund. Det var et fyord, og jeg var ved at falde ned af stolen af overraskelse over, at han vovede at gøre det, siger Eva Fischer Mellbin.

Samme følelse havde politisk kommentator Niels-Krause Kjær:

Jeg kan ikke komme på nogen taler, som realpolitisk har haft større betydning end Lars Løkkes, da han smed efterlønskortet. Det er sjældent, at en statsministers nytårstale i den grad resulterer i et stemningsskifte, som Løkkes gjorde, vurderer Niels Krause- kjær.

Ifølge Eva Fischer Mellbin må statsministerens nytårstale ikke være alt for partipolitisk:

Det nytter ikke noget at skræmme store dele af vælgerskaren væk. Ministeren må ikke være alt for partipolitisk, så halvdelen af befolkningen slukker for fjernsynet. Talens vigtigste funktion er som de langt de fleste lejligheds­taler at samle tilhørerne. Og her altså nationen om statsministerens projekt.

Mange tror fejlagtigt, at nytårstalen er skåret til af embedsmændene, men selvom de fleste politikere i dag får hjælp fra professionelle taleskrivere, afspejler talerne i høj grad politikernes personligheder.

Man ser jo, at det er de samme embedsmænd, der kommer med oplæg til skiftende statsministre, og alligevel er talerne meget, meget forskellige, siger Eva Fischer Mellbin, der ser talerne som vigtige historiske dokumenter:

I talerne ser vi et stykke danmarkshistorie fra statsministerens skrivebord, som afspejler det, der optager befolkningen, siger hun.

Politisk kommentator Niels Krause-Kjær mener ligefrem, at de fleste nytårstaler, både statsministrenes og Dronningens, fungerer bedst bagudrettet.

Liner vi talerne op, er de et godt spejl i forhold til, hvad vi tænkte på det år, hvor talen blev holdt. Talerne fungerer som et tværsnit af de håb, bekymringer og drømme, der var i samfundet dengang, siger Niels Krause-Kjær og nævner daværende statsminister Anker Jørgensens tale fra årsskiftet 1976-1977 om at leve i en kold tid.

Det var en kold tid, vi levede i, kan vi se nu. Retrospektivt gør det os klogere på den tid, der var. Anker Jørgensens nytårstale ver et termometer ned i tiden, men det bliver vi først klar over bagefter, siger han.

Læs hele dronningens nytårstale her