Prøv avisen

Om en jakobsstige

RELIGION I SPROGET: Den gammeltestamentlige beretning om Jakobs drøm har sat sine spor i vendinger og navne, i tro og poesi

I Helge Rodes hyldestdigt til fædrelandet, »Som en rejselysten flåde« fra 1921, hedder det i sidste del af tredje strofe: »Lærken klatrer fra sin seng/ i den morgenvåde eng/ ad sin jakobsstige.« Det er selvfølgelig tidligt på året at hylde lærken, men jeg så i det mindste en jakobsstige på den sydvestlige himmel forleden. En jakobsstige er nemlig det flotte vejrfænomen, at solens stråler danner markerede, skrå lysstriber fra en sky til jorden, fra himmel til jord. Man kan finde smukke gengivelser af fænomenet i den klassiske udgave af Bibelen, som er illustreret af Gustave Doré, der skabte en fantastisk billedrigdom med sine xylografiske tryk i sidste halvdel af 1800-tallet.

En søgning på internettet leder til en anden udgave af en jakobsstige. På Dansk Historisk Fællesråds hjemmeside skildres det stykke julepynt, som også hedder en jakobsstige, og som har været hængt på danske juletræer siden slutningen af 1800-tallet, men som vistnok nu er ved at gå i glemmebogen. Jakobsstigen var klippet i papir og havde oprindeligt konkret form som en stige, der gik fra top til fod på træet, og ofte med en engel på vej. Siden er det blevet til en kæde af ringe af glanspapir. Sådanne har jeg selv siddet og klippe-klistret som barn.

Om det er et vejrfænomen eller julepynt, så stammer ordet og betegnelsen jakobsstige fra beretningen i Første Mosebog 28,10-22, hvor patriarken Jakob, da han var på flugt fra sin onkel Laban efter at have snydt sin far, om natten i Betel drømmer, han ser en stige, der rækker fra jord til himmel. Både vejrfænomenet og julepynten kaldes i øvrigt også for himmelstiger.

Ordet jakobsstige er også brugt i poetiske eller mere overførte betydninger. Således gengiver »Ordbog over det danske sprog« disse linjer fra H.C. Andersen: »Mindet er en Jacobs-Stige, som selv ind i Himlen naaer.« Eller denne formulering om industrialiseringens magiske kræfter hos den nu længst afdøde historiker Johs. Steenstrup: »Fremskridtet var den uendelige Jakobsstige, der nede fra Dampens og Tandhjulets løfterige Verden naaede højt op i Skyerne.«

Der er også en form for barsk poesi i, at en såkaldt stormlejder på et skib bærer navnet en jakobsstige. En stormlejder (engelsk: rope ladder) er en slags rebstige af stålwire og trætrin, som er beregnet for entring i hårdt vejr. Da er der måske særlig behov for en forbindelse fra jord til himmel.

Poetisk bliver det også i blomsternes navne. Den smukke, op til en halv meter høje, blåblomstrende Polemonium coeruleum af floksfamilien står i haver og overdrev og vigter sig af navnet Jakobsstige, som den sikkert har fået for sine trappe-blade.

Jo, den gammeltestamentlige beretning om Jakobs drøm har sat sine spor i vendinger og navne, i tro og poesi. Jeg vil derfor lade digteren Ludvig Holstein runde af med nogle linjer, der er hentet fra »Digte«, 1895: »I en lys og lystig lue,/ danser støvet i min stue./ Se, der står en jakobsstige/ lige ind i solens rige!«

Den lave efterårssol er tvetydig, når den skinner gennem ruden, for den lyser op, men afslører også støvet, man ikke fik tørret bort. Mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, som Grundtvig sagde.

Johs. Nørregaard Frandsen er kulturforsker med interesse for sprogets kulturelle sider og institutleder ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk