Prøv avisen

Ondt i eksistensen

Et tilfældigt uheld har for Kristeligt Dagblads skribent ført til en eksistentiel selvransagelse. For hvem er vi, når vi ikke kan præstere som vi plejer? Foto: Laurent Hamels/AltoPress / Maxppp

Et tilfældigt uheld har for Kristeligt Dagblads skribent ført til en eksistentiel selvransagelse. For hvem er vi, når vi ikke kan præstere som vi plejer?

For knap et halvt år siden slog jeg mit hoved mod en bjælke. Tilfældigt. Uheldigt. Og alvorligt. Jeg fik en grim hjernerystelse. Av!

Og siden har mit liv ikke været det samme.

Kuren mod et hovedtraume er nemlig groft sagt: ingenting. Behandlingen er ikke at handle.

BESØG LIV&SJÆL FOR MERE PERSPEKTIV OG BAGGRUND

Ikke alene er det en praktisk udfordring at give slip på styringen, når man har tre små børn. Men eksistentielt er det som at blive berøvet sin berettigelse. For hvem er man, når man ikke kan deltage i livet, som man plejer? Hvordan skal man definere sig selv, når mange af de ting, som man førhen mente var en del af ens personlighed, er forbudt område?

Jeg kunne ikke arbejde, måtte ikke læse, den daglige løbetur blev konverteret til middagslur, og andre mennesker omkring mig måtte overtage madlavning, godnatsang og lektielæsning med børnene. Socialt var jeg stækket: Fester, forældremøder og frokostaftaler blev aflyst. Ikke noget med at nyde forårssolskinnet: Solbrillerne blev båret hele sommeren også i gråvejr. Nul musik og ingen lange samtaler. Slut med at orientere sig i avisen og på fjernsynet. Computerskærmen gik også i sort.

Tilbage lå jeg på min sofa og iagttog solstribernes gang hen over loftet.

Alene med mine tanker om, hvem jeg egentlig var, når jeg ikke virkede?

En af de ting, jeg oplevede, var en forståelse af, hvad det vil sige, hvis man alvorligt syg eller gammel bliver isoleret fra omverdenen, fordi man mangler kræfterne eller fysikken til at deltage. Hvor deprimerende og ensomt det føles at være sat udenfor.

Omkring mig havde mange mennesker travlt med at trøste mig. De undte mig en smule hvile efter mange års uophørligt løb i hamsterhjulet. Måske er det i virkeligheden godt for dig med en pause?, lød det igen og igen. En af mine bekendte mente ligefrem, at der var en mening med, at netop jeg var sendt til tælling. Den vinkel på sagen havde jeg meget svært ved at se. Jeg forbandede bittert bjælken og havde ikke bare ondt i hovedet, men også ondt i mit selvbillede og ondt af mig selv.

Men efterhånden som månederne gik, fandt jeg faktisk en værdi i at ligge stille. Jeg nød at gå i roligt tempo frem for at halse af sted. Jeg var næsten lettet over ikke at skulle holde mig orienteret på alle nyhedsplatforme.

Jeg fandt ganske enkelt en ro ved at være til stede. Uden at levere andet end pulsen og vejrtrækningen.

Jeg er endnu ikke helt rask, men jeg er på vej. Mine arbejdsdage er stadig meget korte, og jeg kan stadig ikke løbe, men kun gå. Men selvom jeg ikke er tilbage på 100 procent, er jeg på vej tilbage mod en normal dagligdag igen.

Naturligvis er det svært ikke at galoppere ud på banen, når man har været lukket inde i startboksen så længe. Og jeg bliver nok aldrig typen, der slentrer gennem livet. Men det er mit håb, at jeg kan tage noget af roen med mig, når jeg nu igen deltager i verden omkring mig. En gang imellem stoppe op og mærke, at jeg er til, uanset at jeg hverken bevæger mig eller leverer. Med en vished om, at man også har en berettigelse, selvom man for en periode ikke kan bidrage til maskineriet.

vaaben@kd.dk