Prøv avisen

Opgør med voksne børn kan føre til tilgivelse og forsoning

Jesu lignelse om den fortabte søns hjemkomst, som Rembrandt her har gengivet i 1662, står som et idealbillede på tilgivelsen og forsoningens mulighed. Faderen i lignelsen er et billede på Gud, og derfor kan man ikke bruge den historie som et billede på tilgivelse mellem forældre og deres voksne børn. For Gud skal ikke tage et opgør med sit selvbillede for at tilgive, men det skal mennesker. Foto: .

På grund af konfliktskyhed forsømmer mange mennesker at tage et opgør og lever i stedet med uforløste selvbebrejdelser, siger konfliktmægler Elmo Due

Groft sagt har danske forældre i snart en generation gjort sig umage med ikke at fremstå autoritære. Forældrene kan rumme kritik og hårde ord fra deres voksne børn uden at svare igen. Den praksis får forældrene til at fremstå endnu mere anti-autoritære og ideelle. De voksne børn siger anklagende: Hvorfor arbejdede I så mange timer? Hvorfor prioriterede I ikke jeres parforhold? Hvorfor så I mig ikke? I stedet for at svare igen samler forældrene efterfølgende ungernes verbale kugler op, mens skyldfølelse og selvbebrejdelse flytter ind.

LÆS OGSÅ: Krisen får forældre til at stille krav til deres børn

Det er lektor og konfliktmægler Elmo Due, som opridser billedet. Han gør det for at beskrive, hvad han ser som forsømte muligheder for opgør i mange familier. Når forældre bliver bovlamme, fordi de ikke vil virke autoritære over for børnene, så udelukker det et opgør, som både forældre og børn kunne få glæde af på sigt. På forsiden af denne sektion kan man læse et brev skrevet af en britisk far, Nick Crews, som udtrykker dyb skuffelse over sine voksne børn. Brevskriveren fortjener ros for at turde tage opgøret, mener Elmo Due.

Mange frygter at tage et opgør, fordi de er bange for, at tingene aldrig blive gode igen, og de har en konfliktsky tilgang til konflikterne, men derved vil de blive hængende i sorg og en uforløst selvbebrejdelse, som bestandigt kan kværne. Opgøret vil føre til en forværring i første omgang, men uden opgør kan der heller ikke blive nogen forsoning. Det gode ved et opgør er, at man kommer i kontakt med hinanden, siger han.

Elmo Due har arbejdet konkret med tilgivelse i forbindelse med opgaverne som mægler.

Begge parter i konflikten vil opdage, at de skal arbejde med deres selvbillede. I teologisk forstand vil vi sige, at selvbilledet i dybeste forstand er en bevægelse i relationen til Gud, og når vi arbejder med selvbilledet, arbejder vi også med gudsbilledet. Det er smertefuldt at lære at rumme sig selv på en ny måde og erkende, at man ikke er perfekt. Tilgivelse kræver tålmodighed, for det vil typisk tage tid for psyken at følge med, men på den anden side er det vigtigt, at der ikke går for lang tid, for så kan der indtræde en forhærdelse, siger han.

LÆS OGSÅ: Er du også skuffet over dine børn?

For at kunne tilgive skal man finde frem til den fælles sorg, og igen kan det være et tidskrævende projekt.

Ofte vil der være mange lag over den fælles sorg, og man kan være så indrullet i sig selv, at man taler med sig selv, når man tror, man taler med den anden. Men når man har fået fremkaldt den fælles sorg, så er man inde ved det, som er oprigtigt. Gensidig oprigtighed er en forudsætning for tilgivelse. Man kan beslutte sig for at være ærlig og korrekt, men oprigtighed er noget dybere. Når oprigtigheden indfinder sig, så tvinger den til at sige undskyld, siger han.

Der er klare lighedstræk mellem et skematisk tilgivelsesforløb i moderne konfliktmægling og den katolske kirkes skriftemål, som har været gældende siden middelalderen, fastslår Elmo Due. I sit virke som fængselspræst har han haft lejlighed til at se, hvordan skriftemålet kan virke.

LÆS OGSÅ: Officer til sine børn: Jeg er dybt og inderligt skuffet

Første punkt i skriftemålet er ransagelsen af samvittigheden, hvor man spørger sig selv, hvad ens samvittighed siger. Næste punkt er angeren, hvor man skal indse, hvad man fortryder. Som det tredje kommer bekendelsen, confessio, hvor man fortæller et andet menneske, hvad man har gjort forkert, og oprigtigheden kan fremkaldes. At oprigtigheden indfinder sig, er afgørende for hele processen.

Fjerde punkt er en såkaldt pastoral formaning, hvor den, som skal tilgives, lytter til formanende ord fra præsten. Femte punkt er boden. I katolsk tradition taler man om en bestemt bodshandling ikke for at fortjene tilgivelsen, men for at vise, at angeren er alvorligt ment. At sætte handling bag ordene gør det lettere at tilgive og modtage tilgivelse. Det sjette og sidste punkt hedder i skriftemålet absolutio, og det er der, hvor man får tilgivelsen og dermed finder ind til den anden på et nyt niveau.

Tilgivelse er ikke noget, man kan planlægge, men når oprigtigheden opstår mellem mennesker, er det min erfaring, at der vil komme bevægelse i forløbet, siger Elmo Due.