Prøv avisen

Ordenes Chaplin

Om lidt er kaffen klar, lyder slutlinjen, som er verdensberømt i Danmark. I Benny Andersens øjne er den det mest ligegyldige, han nogensinde har skrevet! (Foto fra bogen)

Det siges om Benny Andersens elskede Svante-viser, at de er den største opfindelse i Danmark siden leverpostejen

Da albummet udkom i 1973, blev den stakkels eksil-svensker Svante og hans selvoptagede livslede så hurtigt folkeeje, at mange mente, fyren fandtes i virkeligheden.

Selv Benny Andersens mor mente, at Svante var én, hendes søn havde kendt. I 1999 afholdt Berlingske Tidende en læserafstemning om århundredets danske sang, hvor "Svantes lykkelige dag" kom ind på en fjerdeplads, med "Danmark nu blunder den lyse nat", Kim Larsens "Kvinde min" og Poul Henningsens "Man binder os på mund og hånd" som de tre første.

Selv erkender visernes digter, der jo også er musiker, sangkomponist og forfatter, at han aner ikke, hvorfor de gik så rent ind. Og udtaler om slutlinjen "Om lidt er kaffen klar", at den i hans øjne er den mest ligegyldige, han har skrevet. Det er hans hemmelige frygt, at den skal komme til at stå på hans gravsten.

En hidkaldt kommentator byder på, at i årene efter 1968 dominerede politiske slagsange i dén grad, at det bekom danskerne godt, at vi fik lov at vende os mod privatsfæren. Benny Andersen skønnede, at hans tragisk-komiske hovedfigur, Svante, måtte have mindst én lykkelig dag i sit liv, for han havde jo Nina!

I norsk oversættelse er navnet imidlertid skiftet ud til Gunvor, og i stedet for at træde ud "nøgen, med fugtig hud", måtte nordmændene nøjes med, at hun "knytter sin halsklud"! Det specifikt danske blev ikke forløst, og viserne slog aldrig an i broderlandet. Desto mere glæder Benny Andersen sig over, at Svantes viser i 2001 blev introduceret i Letland, endda med ham selv ved flyglet. Og at der er opstået en hel lille kult om Svante i Letland. I øvrigt via højskolen i Løgumkloster.

Dette var en prøve! Nemlig på Henrik Marstrands særlige, sympatiske og dybt gedigne måde at kredse sig ind på forfatter og forfatterskab på.

Marstrand er en omhyggelig læser og forbilledlig som interviewer. Man fornemmer med velbehag energien og de mange over- og undertoner i hans referater af samtalerne med Benny Andersen. Marstrand har tydeligt selv haft en lykkelig tid, både med sin kilderesearch og ved at opsøge et stort antal af Benny Andersens pårørende og kolleger.

Den snart 75-årige startede jo som barpianist, forsøgte sig også som sangpianist og digter, men fik et ordentligt skub i lyrisk retning, da Rifbjerg en dag sagde ligeud: "Jeg synes, du skulle skrive nogle flere digte!" Også Villy Sørensen og Jess Ørnsbo har opmuntret den unge, multibegavede kunstner.

Selv fremhæver Benny Andersen erindringens drivkraft, sin nysgerrighed og sidst, men ikke mindst, kærligheden, som det, der gør, at han stadig er "ramt af livslyst".

Henrik Marstal har fint rede på kronologien fra fødselsåret 1929, barndomsårene, ungdommen, eget familieliv, kraftig succes i mange genrer og frem til i dag, hvor Benny Andersen stadig fremstår som beskeden, tilforladelig, tankefuld, taknemmelig og umådeligt indtagende i sin måde at håndtere sin generthed på. En mand, der "stadig væk er i live - når det gælder"! Men samme Marstal har så frit et forhold til sit stof, at han kan fastholde fortællingen omkring udvalgte temaer. Det er der kommet en indbydende og tilgængelig portrætbog ud af.

"Ordenes Chaplin" er Benny Andersen blevet udråbt som. I USA sammenligner man ham med Mark Twain. Der er såvist heller ikke mange danske humorister, der kunne vove sig så vidt ud i det barokke og morbide, at de kom igen mange år senere med en nydigtning som: "Nu kommer Nina ud/ krum og med rynket hud..." Og: "Om lidt er kisten klar."

Som det fremgår af bogen, holdes der ikke mange fester og andre sammenkomster her til lands, hvor ikke citater og viser af Benny Andersen er med til at sikre stemningen og fællesskabet. Marstals biografiske værk har præcis samme kvaliteter.

Man fristes hele tiden til at citere. Det allerbedste er, at digterens vitalitet, åbenhed og personlige engagement er intakt. Han tugter godt, når han afslører os som et folk med forsnævret horisont og fremmedfrygt.

Alligevel virker han stærkt afhjælpende på vort naturlige selvhad, og vi kan ikke blive trætte af hans gentagne erklæringer om kærlighed.

Henrik Marstal: Benny Andersen: Et liv ved klaveret. 274 sider plus 28 siders billeder. 279 kr. (vejl.) Indbundet med smuds-omslag. Aschehoug.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Den snart 75-årige Benny Andersen startede som barpianist, men blev skubbet i retning af det lyriske af Klaus Rifbjerg. (Foto fra bogen)