Prøv avisen

Ordentlige mennesker engagerer sig

"Det er ikke sådan noget, der kræver behandling, men jeg skal tage mig meget sammen og ser ikke frem til store selskaber med mange mennesker. En skolegård -- uh, det er et frygteligt sted. Det er ubehageligt, at der er så mange, man ved ikke, hvad de vil mig og hinanden. Jeg har været sådan altid," siger Henrik Dahl. -- Foto: Søren Staal.

Sociolog Henrik Dahl, der har vakt opsigt med sit personlige opgør med centrum-venstre i dansk politik, har både gode og dårlige minder fra Skærbæk i Sønderjylland, hvor han er vokset op i en præstegård

Man ser det for sig. Når der kom gæster i præstegården i Skærbæk, tittede hoveder nysgerrigt ud fra alle dørene ud mod den lange midtergang. Det er præsten og samfundsdebattøren Niels Højlund, der var bekendt af Henrik Dahls far, der har fortalt det.

"Vi var ni mennesker. Min far, der var præst, min mor, der var lektor på Ribe Katedralskole, og syv børn. Vi havde som regel en barnepige boende og ofte overnattende kammerater. Så jeg er vokset op i et hjem fyldt med mennesker. Det var enormt kaotisk, men jeg har altid godt kunnet lide gæstfriheden i mine forældres hjem. Det er lidt af et ideal for mig. Hvis jeg kunne, ville jeg også gerne være sådan," siger Henrik Dahl.

LÆS OGSÅ:Spildte kræfter i dansk politik

Man føler sig nu vel modtaget med stempelkaffe og chokolade i en skål anrettet på bakke i den lejlighed i to etager oppe under taget på Frederiksberg i København, hvor han og forfatteren Lone Hørslev med hendes syvårige tvillinger for nylig er flyttet ind.

Det er herfra, at den 51-årige sociolog og forfatters arbejde udgår. Efter en årrække, hvor han var forskningschef i et privat firma, drev analysevirksomheden Explora, var vært på radioprogrammet "Dahls duel" på P1, underviste på CBS og RUC, var engageret i politik for SF og S og skrev en stak bøger, er der nu mere ro på.

"Nu lever jeg af at skrive, holde foredrag og små konsulentopgaver i ny og næ. Jeg husker tiden med Explora, der blev solgt, fordi medejeren blev syg, med glæde. Det var hårdt arbejde, men også spændende. Nu nyder jeg, at det ikke er så hektisk som dengang, jeg også lavede alle de andre ting," siger Henrik Dahl.

Hans seneste bog, "Spildte kræfter. Hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt", der blev anmeldt i Kristeligt Dagblad den 24. maj, har vakt opsigt. Dels fordi den er et meget personligt opgør med den venstrefløj og det centrum-venstre i dansk politik, som han har lagt mange kræfter og tanker i. Dels fordi han i bogen beskriver flere kendte politikere som ude af stand til at formulere visioner, en kritik, der især går på Socialdemokraternes leder, Danmarks måske kommende statsminister, Helle Thorning- Schmidt.

Nogle af reaktionerne på bogen har været skarpe. Hans karakteristik af Helle Thorning-Schmidt som "en blank person" er blevet kaldt for karaktermord.

"Jeg kan både forstå og ikke forstå reaktionerne. Men jeg vil bestride vendingen 'karaktermord', hvilket svarer til, at man anklager en persons moralske habitus. Jeg synes faktisk, at det er i orden at diskutere, om den person, der stiller op til statsministerposten, kan leve op til det ansvar."

"Men jeg vil heller ikke gøre mig bedre, end jeg er. Hvis man spiller fodbold længe nok, kan det ikke undgås, at man kommer til at lave frispark. Selvom man ikke principielt synes, det er en god idé. Men der er forskel på at spille hårdt og beskidt. Hvis dit spil er anlagt på at være beskidt, synes jeg ikke, at det er i orden."

"Det, jeg helst vil have, er, at folk læser bogen på dens egne præmisser. Jeg bliver træt af, at folk kommenterer mig i stedet for mine tekster. Jeg er træt af kommentarer om mit motiv, og hvor langt mit hår er," siger Henrik Dahl, der er mere korthåret, end han plejer at være, for "man skal jo klippes engang imellem, og det skal jeg også".

Han var otte år og den ældste i børneflokken, da familien i 1968 flyttede fra Høng på Vestsjælland til Skærbæk i Sønderjylland, hvor faderen, der oprindelig var historiker, havde fået præsteembede.

"Jeg brød mig ikke særlig meget om at bo i Skærbæk. Det var et lukket samfund, hvor der blev set skævt til folk, der så anderledes ud og kom udefra. Jeg ved, at det lyder hårdt, men det var et sted, hvor man dyrkede dumheden. Eleverne havde modstand over for skole og undervisning. Og man var kritisk over for dem, der ikke gjorde modstand."

I Skærbæk var en privat realskole, hvor akademikernes og handelsborgerskabets børn gik. Dér så man gerne, at børnene kom i gymnasiet og blev studenter. Sådan var det ikke på kommuneskolen, hvor Henrik Dahl og hans søskende kom til at gå.

"Den daværende kordegn var en stridbar mand, og han var også inspektør på kommuneskolen. Min far turde ikke lægge sig ud med ham. Man kan sige, at jeg er både glad for og ked af, at jeg gik på den skole. For senere kom der er en progressiv inspektør, der fik skolen med i et forsøg, hvor realeksamen blev afskaffet, og han ansatte nye lærere. Jeg var heldig at have meget dygtige lærere, deriblandt min dansklærer, der gav mig lov til at gå op i Anthony Burgess' 'A Clockwork Orange' til eksamen i 9. klasse. Hun opdagede ikke, at der var en ordliste til alle de russiske ord i bogen. Det var lidt synd."

"Men det var et barsk sted at vokse op. Man så skævt til præstens børn og kom med tilråb på gaden, og man så skævt til børn, der var dygtige i skolen. Det var ubehageligt. Men så ændrede det sig. Det er de små mirakler, tilværelsen byder på. Jeg blev rigtig god til at svømme, blev klubmester og var sammen med resten af holdet med til at hente medaljer hjem til byen. Det gav respekt. På ungdomsskolen blev der oprettet et hold i både sociologi og psykologi, og dér lærte min næsten jævnaldrende bror og jeg dem fra privatskolen at kende."

Henrik Dahl beskriver sit hjem som et sted, hvor børnene opdragede hinanden.

"På en måde var der masser af tid, på en måde ikke. Men jeg følte, at min far altid havde tid til at snakke med mig. Nogle af de bedste minder, jeg har, er, når jeg kom hjem om aftenen, og min far sad og førte kirkebog eller skrev prædiken. Jeg blev budt indenfor, og der blev svaret udførligt på det, jeg spurgte om. Det synes mine børn er meget irriterende, men jeg syntes, det var godt. Selvom min far var præst, opfattede jeg ham som historiker, og jeg har ikke talt så meget med ham om teologi og kirke. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor han blev præst. Han var ikke nogen stor teolog. Jeg tror, at han havde meget personlige årsager til det, at han havde brug for at finde fred med sig selv. Han var ikke fordømmende, og som jeg husker det, havde min far og Søren Krarup det udmærket med hinanden, selvom de ikke var enige politisk. For mig stod min far for det gode i Tidehverv – det, der trak det salvelsesfulde ud. Men jeg aner ikke, om han var enig med dem."

Faderen døde pludseligt i 1983 som 50-årig af en blodprop i hjernen. En af hans ældre kolleger, der stod for begravelsen, holdt en tale i kirken, der rystede familien.

"Han priste min far i høje toner, men sagde også, at han var en ensom mand, der havde taget sine hemmeligheder med i graven. Præsten var en stor menneskekender – og han havde ret."

Om sit forhold til tro siger Henrik Dahl:

"Jeg har det svært med det, fordi min mormor og morfar var Jehovas Vidner. Det var et konfliktfelt af de helt store i min mors liv og har præget familien. For mig er religion kilde til ufred – helt ind i sjælen. Og også en kilde til ufred i Skærbæk. Indre Mission fik vel aldrig rigtig fodfæste i Sønderjylland, men det gjorde andre missionske bevægelser. Jeg har det svært med folk, der bærer deres fromhed til skue."

"Min mormor og morfar, og det er sagt positivt, havde organiseret sig så tilpas hyklerisk, at man kunne have med det at gøre. Jehovas Vidner fejrer ikke fødselsdag og jul, men sådan 14 dage efter, at nogen havde haft fødselsdag, eller det havde været jul, sendte de pakker til børnene. De var mere bedsteforældre end Jehovas Vidner. Den form for hykleri kan være nødvendig for at omgås andre mennesker. Udvendig religiøsitet er træls, og jeg tror, at min uvilje mod fanatisme stammer derfra."

"Set på mange års afstand vandt kærligheden over fanatismen i forhold til min mor og os, og min mormor og morfar satte meget stor pris på min far, der jo var præst," siger Henrik Dahl.

Man skulle tro, at en mand, der som han er vokset op i en stor familie, kan det sociale spil i større forsamlinger. Men for nylig bekendte han i en anmeldelse her i avisen af en anden sønderjydes erindringer, Nils Gunder Hansens "Lille dreng med rejseskrivemaskine", at "jeg har det fra naturens hånd svært med andre mennesker; de skræmmer mig, og jeg forestiller mig uvilkårligt, at de ikke vil mig det godt."

"Jeg er ret forsigtig i forhold til andre mennesker. Når jeg ikke har min professionelle karakter, kan jeg synes, at det er ret svært at gå til fester og selskaber. Jeg synes, det er skræmmende. Det er ikke sådan noget, der kræver behandling, men jeg skal tage mig meget sammen og ser ikke frem til store selskaber med mange mennesker. En skolegård – uh, det er et frygteligt sted. Det er ubehageligt, at der er så mange, man ved ikke, hvad de vil mig og hinanden. Jeg har været sådan altid."

"Jeg har en karakter, en persona, der ligner mig utrolig meget. Det er sociologen Henrik Dahl, der ikke rigtig er mig, men en, der står og holder foredrag. Studievært N og politiker X har også en eller anden karakter, der kan holde tale og være handlekraftig. Det er altså ret almindeligt at forme sin karakter på noget, man kan finde inden i sig selv. Chaplin var ikke vagabond, og entertaineren Niels Hausgaard er ikke ham, der står på scenen og fortæller sjove historier om sin svigerinde."

"Man bliver nødt til at have en persona for at være ude i det offentlige rum. Og stadigvæk tærer det på humøret, hvis de personlige angreb bliver for grove. Der er hadegrupper mod mig på Facebook. Forfatteren Hans Otto Jørgensen har skrevet et smædedigt imod mig, og Suzanne Brøggers alter ego i bogen "Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe?" kalder mig for Goebbels. Det, synes jeg, er at gå langt over stregen."

Når Henrik Dahl skal forklare, hvad der driver ham, er det, at hans far og de gode lærere i Skærbæk mente, at man skulle engagere sig.

"For dem var det ideelle liv ikke privatlivet, punktum. Man har også pligt til at engagere sig i det offentlige liv på den måde, man kan. Ordentlige mennesker engagerer sig."

Derfor piner dette spørgsmål ham: Der er snart folketingsvalg, hvad vil du stemme på?

"Jeg ved det simpelthen ikke, og det er ikke for at være krukket. Jeg synes, at det er så svært at gennemskue."

remark@k.dk