Journalist Mette Korsgaard har for nylig udgivet en klog og fornøjelig bog om kvinder midt i livet og har vovet at kalde den Festskrift for halvgamle krager. Hvor umoderne at kalde læseren for en halvgammel krage! Og hvor stik imod enhver marketingsafdelings budskab om, at vi alle bare skal have at vide, at vi er unge, smukke og udødelige!
Men Mette Korsgaard slår hovedet på sømmet og har givet bogen undertitlen Vi kan alligevel ikke løbe fra det. Nej, netop. Livet går sin gang uanset. Vi kan ikke løbe fra det, og vi kan lige så godt lave et festskrift. Uden dog at stikke noget under stolen. Livet byder på godt og skidt, og vi kan være heldige eller uheldige. Men i sig selv er tiden omkring overgangsalderen ikke nogen ulykke, men kan byde på masser af muligheder.
I en årrække har jeg selv haft fornøjelsen af at forske i, hvordan danske kvinder oplever at være i overgangsalderen. Startskuddet gik sidst i 1990erne, dengang alle kvinder fik at vide, at de burde tage hormoner for at komme igennem denne livsperiode og helst resten af livet for at undgå alderdommens skavanker. Det virkede bizart, at ikke bare kvinder med mange symptomer skulle tilbydes medicin (hvilket der jo ikke er noget underligt ved), men at alle raske kvinder skulle i gang med pilleæskerne. Myterne florerede om overgangsalderen, godt understøttet af medicinalreklamerne. Og det til trods for at de fleste danske kvinder omkring 50 års alderen er velfungerende, ser godt ud og måske har det bedre end på mange andre tidspunkter i livet.
Når man så spørger kvinderne selv om, hvordan de har det med at blive ældre, kommer de med mange forbavsende positive indspark. De fortæller om mere frihed og tid til at gøre noget for sig selv. De føler, at de er blevet bedre til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Og ikke mindst fremhæves de mange og nogle gange hårdt tilkæmpede erfaringer, som har gjort dem klogere på livet og givet dem overskud til en gang for alle at melde sig ud af flinkeskolen.
Andre forfattere har i forsøget på at gøre op med myterne valgt at skrive, at vi skal afskaffe alderdommen. Provokation måske men en uhensigtsmæssig provokation. I stedet for at lade, som om alderdommen ikke eksisterer, må vi omdefinere den, gøre op med myterne og samtidig turde se livet (og døden) i øjnene. Ligesom Mette Kors-gaard, når hun skriver sit festskrift og erkender, at hun ikke kan løbe fra det.
Selvom rynkerne er på vej frem, selvom der kan være slidgigt i et knæ, og selvom man har været udsat for nogle af de tab, som vi alle rammes af i løbet af livet, så er det de psykiske styrker ved at blive ældre, som giver kræfterne til at stå imod med. I en tid, hvor alting er så ungdoms- og sundhedsfikseret, og alt gøres op i forbrændte kalorier og fedtfattig kost, er det befriende at tænke sundhed på en anden måde. Hvor sundhed ikke bare handler om udseende, disciplineret livsstil og perfekte blodprøver, men om en evne til at håndtere livets udfordringer.
Se det er ægte sundhed og ikke bare et spørgsmål om at gå til fitness og spise grøn salat.