Prøv avisen

Overlevelsens mirakel

På himlen over Auschwitz var der ingen stjerner. Jeg har været vred over, at Gud lod det ske, at han svigtede. Jeg kan ikke tilgive den tid. Men håbet og ønsket om at overleve var indbygget i mig, siger den 77-årige kunstner Olly

»Jeg er fange i den tyske udryddelseslejr Auschwitz. A-11684 er tatoveret på min arm. Jeg prøver at bevare håbet«. Det skriver Olly Ritterband i sin bog »Et ord er et skrig. Auschwitz 1944-45«, som består af dagbogsoptegnelser fra umiddelbart efter befrielsen.

Hvad var det for et håb?

"Jeg håbede at overleve. Jeg ønskede ikke at dø," siger hun og fortsætter:

"Jeg følte et stort ansvar for min mor og min søster. Vi stod meget fast sammen. Når der var appel, stillede jeg mig altid foran dem. Jeg så mest rask ud, og jeg kneb mig i kinderne, så jeg virkede frisk og sund. Min mor, der var 43 år, så meget gammel ud. Og mine kusiner - alle var afhængige af mig. Jeg var den glade optimisttype. Men hvordan jeg kunne bevare optimismen under de forhold, det forstår jeg ikke i dag. Jeg var så ung. Jeg ville ikke tro på, at der var krematorier i lejren. Det gik først op for mig efter befrielsen".

Olly Ritterband er lille, har blå øjne og rødblond hår. Hun er 77 år og lutter smil og imødekommenhed. Hun spørger interesseret til den nyligt overståede højtid, og med en kærlig hånd på skulderen viser hun vej ind til den hvide spisestue i villaen i Hellerup. Her er der dækket op med kaffe og tre slags kager.

Fra spisestuen er der udsigt ind til endnu en stue indrettet med ægte tæpper, lysekrone og kunst. Små skulpturer i sølv, malerier og mosaikker, som Olly Ritterband har skabt. I et vitrineskab står hendes miniaturemosaikker »De fire temperamenter« - det melankolske, sangvinske, koleriske og flegmatiske - indrammet.

På en væg over blomstrede cretonnesofaer hænger »De fire årstider«. En stor, rund mosaik i pragtfulde farver, der glimter af guld, sølv og ædelstene. Som i et tyrkisk palads. Bag glasvæggen ind til en tredje stue sidder hendes jævnaldrende mand, Daniel Ritterband, bøjet over sit skrivebord.

"Min mand arbejder stadig med sin grossistvirksomhed med salg af tekstiler. Man hører ofte, at det går galt mellem ægtepar, når manden bliver pensioneret. Men vi slider ikke hinanden op. Vi har hver vores. Jeg har kontor herhjemme og atelier på den anden side af gaden," fortæller Olly Ritterband.

Hun er netop blevet færdig med en erindringsbog med titlen »Herfra mine veje går«, der udkommer til foråret på forlaget Forum. På bordet ligger omslaget med hendes maleri »De efterladte« på forsiden. Tidligere er udkommet »Jeg vil ikke dø«, »Jeg ville overleve«, »Auschwitz - jeg var 20 år«, »Erindringer« og senest »t ord er et skrig« fra 1998.

"Mine bøger har altid været bestillinger. Jeg har ikke skrevet dem af lyst. For ved at skrive dem bliver jeg kastet tilbage i oplevelser, som jeg helst vil flygte fra og ikke tale om. Men jeg føler det som en pligt at fortælle om den tid. Det er vigtigt, jeg er et vidne. Jeg lever endnu, min hjerne fungerer. At blive interviewet føler jeg også som en pligt. Men så går jeg også ind for det med liv og sjæl og gør det så godt, jeg kan".

I den nye bog går erindringerne helt tilbage til barndommen i den lille by Miercurea-Niraj i Transsylvanien i Rumænien. Dengang hørte den del af Transsylvanien under Ungarn. Her levede hun i tryghed med sin familie, faderen Dezcö Czitron, moderen Ethel og sine søskende Alice og Bela.

Faderen var grosserer og ejede tre ejendomme i byen. Men alt blev taget fra dem, da de og byens øvrige jødiske familier den 3. maj 1944 tidligt om morgenen blev hentet af gendarmer og politi og interneret på byens skole. Herfra blev de efter nogle dage sendt videre til en nærliggende landsby, hvor de blev overtaget af tyskerne og stuvet ind i kreaturvogne i et tog.

Efter fem dages deportation i de stegende varme, iltfattige vogne og uden mad og kun en smule vand ankom de den 29. maj til den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau i Polen. Familien blev skilt ad. Olly Ritterband, hendes mor og søster skulle blive i lejren. Hendes far og bror blev ført væk. Det sidste, hun så til sin far, var, da han med tårer i øjnene kastede et bælte over til hende.

"Tag det og sørg for at holde varmen", råbte han.

I lejren blev den da 20-årige Olly Ritterband frataget alt. Sit tøj, sine sko, sine øreringe. Hun blev glatraget og fik udleveret træsko og noget groft tøj, der var for stort. Sammen med sin mor og søster blev hun kommanderet hen til en barak, hvor de skulle dele en køjeseng med ni andre. Der var hverken madras eller sengetøj, kun et enkelt tæppe til deling.

I »Et ord er et skrig« har hun beskrevet tiden i udryddelseslejren som et endeløst mareridt af uvished, sult, kulde, sygdom, vold og rædsel. Og med endeløse appeller på alle tider af døgnet, hvor de blev beordret ud på lejrpladsen for at stå på række og blive talt. Manglede der én, blev de talt om og om igen. Og viste man det mindste tegn på svaghed, blev man pillet ud af rækken og ført bort for aldrig mere at vende tilbage.

EJeg var den glade optimisttype. Men hvordan jeg kunne bevare optimismen under de forhold, det forstår jeg ikke i dag. Jeg var så ung. Jeg ville ikke tro på, at der var krematorier i lejren. Det gik først op for mig efter befrielsen. Tavsheden har ikke udelukkende været for at værne om mit glade sind. Jeg ville ikke have, at mine børn skulle have dårlige tanker og blive kede af det. Jeg ville ikke have den stemning i mit hjem. Man må selv gøre en indsats, og det er den indsats, jeg kalder for min moral og mit mirakel. For eksempel gik jeg hver eneste morgen over til lejrens vaskerum og vaskede mig. Det var koldt, og der var ingen papir eller håndklæder, men jeg vaskede mig".