Prøv avisen

På Mors er vi allesammen moderne

"Jeg sætter kolossal pris på den fred og ro, der er her. Og så kan man af økonomiske grunde bo bedre her end i københavnsområdet. Selvfølgelig er der naturen først og sidst og igen og midtimellem. Og man kan gå ture ved fjorden. Men jeg kan bo alle steder, jeg kan også bo i København, men ved, at jeg ville savne det her," siger Jens Smærup Sørensen - her fotograferet med kig til Sallingsund. Foto: Ole Mortensen.

Forfatter Jens Smærup Sørensen holder af roen og naturen ved Limfjorden, men at folk skulle være anderledes her end i hovedstaden, passer ikke. Han mener, at danskerne i modsætning til tidligere generationer, der passede på tingene, nu mest tænker på at forbruge

Nykøbing Mors, den mellemstore provinsby på kanten af Limfjorden, er i den fælles bevidsthed forbundet med Janteloven. Det var forfatteren Aksel Sandemose, født og opvokset i Nykøbing Mors, hvor hans barndomshjem nu er museum, der i romanen En flygtning krydser sit spor, nedskrev Janteloven, hvis hovedbudskab er: Du skal ikke tro, du er noget.

Sandemose var en mand, der gerne ville være moderne. Og selvfølgelig forbandede han den gamle verden. Janteloven er den gamle måde at tænke på du skal ikke tro, du er noget. Sandemose er en tidlig individualist, der siger: Nej, det vil jeg ikke finde mig i. Jeg vil skabe mig min egen tilværelse. Janteloven vil ethvert moderne menneske hade, for alle moderne mennesker vil meget gerne være noget: Vise profil, markere sig, træde frem, bryde ud af fællesskabet, skabe noget nyt. Det er, hvad moderne økonomi bygger på det modsatte af Janteloven, siger Jens Smærup Sørensen og tilføjer:

LÆS OGSÅ: Møn har plads til mange flere børnefamilier

Der er ingen på Mors, der tror på Janteloven. Vi er allesammen moderne mennesker.

Solen sender fint lys fra den høje himmel over Nykøbing Mors på øen Mors, som er landfast med Jylland via Sallingsundbroen. Blæsten går denne dag ikke frisk over Limfjordens vande, der ligger og simrer blåt omkranset af det smukkeste, Danmark har at byde på af bakker og dale og grønne skove.

Denne skønne plet er et af landets såkaldte udkantsområder, hvor der i 1960 boede 30.000 morsinger. I dag er tallet nede på omkring 22.000.

På 50 år er indbyggertallet blevet mere end en fjerdedel mindre, og der er ikke noget, der tyder på, at den udvikling vil standse. Om 200 år vil øen ikke ligge øde, det vil ikke ske, men der er en afvandring. Der bliver færre og færre muligheder for at finde noget, man kan leve af her, siger Jens Smærup Sørensen.

Den 66-årige forfatter har siden debuten i 1971 med digtsamlingen Udviklingen til fremtiden sat sit præg på moderne dansk litteratur med et stort forfatterskab af overvejende romaner og noveller, men også skuespil og børnebøger. Genremæssigt spænder han vidt fra modernistisk tradition over science fiction og samtidsrealisme til hjemstavnslitteratur. Det store folkelige gennembrud kom i 2007 med romanen Mærkedage, en slægtssaga, der med et forsamlingshus i Himmerland som omdrejningspunkt følger den danske bondekultur gennem et århundrede og til dens død, og som fik flere litteraturpriser, deriblandt boghandlernes Gyldne Laurbær.

Siden udkom Phase, en roman om en dramachefs sociale deroute. Jens Smærup Sørensen har også bidraget til Kristeligt Dagblads salmebindsværk Lad mørket lyse med et essay om Grundtvigs salmer og er på vej med romanen Hjertet slår og slår, der udkommer til efteråret. Han er medlem af Det Danske Akademi og blev i 2010 ridder af Dannebrogordenen.

Og så bor han i Nykøbing Mors.

Der er et stærkt moment af tilfældighed i det, siger Jens Smærup Sørensen, der selv er født og vokset op på en bondegård i Staun ved Nibe i Himmerland.

Sammen med sin hustru, Vibeke, der er gymnasielærer i dansk og kunsthistorie, flyttede han i 1975 første gang til Nykøbing Mors, som han kendte fra sin barndoms ferier. Derefter boede de ni år i Luxemborg, hvor hun havde fået arbejde. Da opholdet nærmede sig sin afslutning, besluttede de at vende tilbage til Mors. Her bor de i et hus, de har fået bygget i røde mursten med forskudte etager, der følger den skrånende grund ned mod Sallingsund, som der er kig til fra de store vinduer og den højt beliggende terrasse.

Det var måske især mig, der ville tilbage hertil. Jeg sætter kolossal pris på den fred og ro, der er her. Og så kan man af økonomiske grunde bo bedre her end i københavnsområdet. Selvfølgelig er der naturen først og sidst og igen og midtimellem. Og man kan gå ture ved fjorden. Men jeg kan bo alle steder, jeg kan også bo i København, men ved, at jeg ville savne det her. Støj og trafikos, alt det kan jeg godt undvære.

Jeg kan som forfatter også godt lide at være på afstand af forfattermiljøet og ikke møde forfattere, der snakker om de seneste bøger. Jeg vil hellere møde en revisor og en håndværker, når det at skrive er det, jeg bruger al min tid på. Det kvæler mig at tale om, hvad der kommer af nye bøger. Det er trivielt, og der ligger en vurdering og markering i det forfattere lever jo i konkurrence med hinanden. Det er dejligt at slippe for det i det daglige. Jeg beskæftiger mig ikke med det.

Jeg sætter jo alligevel pris på mange forfattere som mennesker og kolleger. Der er en særlig forbindelse mellem alle kolleger, og forfattere har fælles erfaringer og problemer at forholde os til med politiske initiativer, forlag og så videre. Jeg har også brug for inspiration fra forfatterkolleger, men det kan jeg sagtens få uden at være der selv via mail og andre steder. Den isolation, der engang kunne være i at bo her, er der ikke mere, siger Jens Smærup Sørensen.

Han minder om, at litteraturen for 100 år siden flyttede til Limfjorden i form af forfattere som Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Marie Bregendahl, Johannes V. Jensen og hans søster Thit Jensen, Johan Skjoldborg og Jakob Knudsen.

De havde hele deres liv tilknytning til dette område og skabte kultur uden for København. Samtidig rykkede kunstnerne til Skagen. Limfjordsdigterne dannede et litterært miljø og sås med jævne mellemrum, og der opstod enklaver af produktivitet. Det var et ret stærkt miljø, men det kan man næsten ikke tale om i dag, hvor de fleste forfattere bor i København. Jeg savner ikke, at det ikke er sådan mere. Afstanden er blevet kortere via de elektroniske medier, men også når det gælder transport. Er jeg i København en morgen, kan jeg godt nå hjem til frokost i Nykøbing Mors. Danmark er et lille land. Og det virker nærmest komisk at tale om kæmpemæssige forskelle.

På Jens Smærup Sørensens hjemmeside på nettet ligger en række tekster, hvoraf de fleste er blevet publiceret andre steder. Det er Notat om Udkantsdanmark fra januar i år ikke. Det er skrevet som reaktion på en klumme i Politiken, hvor journalist Bettina Heltberg blandt andet beskrev udkantsområderne i Danmark som ludkedelige og fattige og menneskene, der bor der, som klamme og primitive.

I hele diskussionen om Udkantsdanmark ligger der en gammel hovedstadsforagt for provinsen. I gamle dage havde man finkultur i form af Det Kongelige Teater og Københavns Universitet i hovedstaden, som de små provinsbyer spejlede sig i. Men størstedelen af danskerne levede i en bondekultur og anede intet om hovedstadskultur og var også revnende ligeglade. Så dukkede Blicher op og fortalte om landbokulturen, men alt det er forsvundet. I dag lever vi i den samme kultur, og derfor reagerer jeg på diskussionen om en kvalitativ forskel på hovedstaden og provinsen. Der er en kvantitativ forskel. Der er flere kilometer og mere plads her, mens der er flere på mindre plads i København.

Højdannelse som noget, der kun angår de få, forsvandt i 1960erne. Så kom fjernsynet, og i dag har vi adgang til det hele. At tale om hovedstad og provins stammer fra dengang, der ikke var den samme adgang til kultur det har vi i dag. Når man taler om Limfjordsområdet som et Underdanmark, er det et spørgsmål om rige og fattige områder. Det er det, der gør forskellen. Udkantsdanmark kan man også finde i forstæder til København, men der har de ikke langt til arbejde og sygehus, det har vi her.

Der er tale om områder, der udsultes for politistationer, sygehuse og domstole. Og når der kan gennemføres nedlæggelser her, er det, fordi politikerne ikke kan få stemmer nok til at bevare. Den nye regionalisering forstærker de regioner, der er i forvejen. Aalborg er blevet et stort centrum, og det er Aarhus også. Hvorfor ikke i stedet lave et område, der hedder Nordvestjylland og placere et sygehus i Skive? Hvis man har en kræftsygdom, skal man i dag køre 250 kilometer til og fra Aalborg for at få behandling. Hvis man bor i nærheden af de centrale byer, kan man bruge en time på det og nemmere passe sit arbejde.

Regionerne har forstærket de kæmpe afstande, og det er sket ud fra en økonomisk tænkning om, at centrene skal styrkes, for det er der, væksten foregår. Politikerne tænker kun i økonomi og ikke i solidaritet og retfærdig fordeling af de goder, vi har. Det er jammeren! Men man burde tænke helt anderledes om vores land. Man burde have ophævet regionerne helt, når man ikke vil have amter. Hvorfor ikke betragte Danmark som et område og sige: Her har vi industri, her har vi boliger, og her har vi rekreative områder?.

Men vi lever i den samme verden kulturelt set. At alle de kloge er flyttet fra provinsen, er en dybt forældet tankegang, Vi er de samme mennesker, siger Jens Smærup Sørensen.

Er der ikke alligevel mentalitetsforskelle i den danske befolkning?

Det holder ikke mere. Der kan være nogle egnsrester, men det er noget overfladisk. Der kan være folk, der er født og opvokset her, der kan være præget af en forsigtig måde at tale på, for vi skal jo leve her sammen alle sammen. Men det er bittesmå ting, ikke noget grundlæggende. Vi har desværre overtaget det samme mål, som alle andre har, hvor det drejer sig om at få noget ud af livet for en selv oplevelser, rejser, bruge penge og købe ting, og så må den næste generation klare sig selv.

Tidligere generationer passede godt på tingene, så den næste generation havde noget at bygge på. Og man kunne lægge sig til at dø med ro i sindet, for man havde gjort, hvad familien, naboerne, naturen og Gud forventede af en. For det moderne menneske bliver livskvalitet at have været på safari i Afrika, og hvad man ellers synes er spændende i verden. Man må sige, at det er meningsløst. Det er totalt perspektivløst og rækker ikke ud til noget ud over sig selv. Og så er det ressourcekrævende.

Vi lever i en kultur, hvor oplevelsesmængden er det eneste mål med ens tilværelse. Det bliver vi nødt til at ændre. Depression bliver den mest udbredte folkesygdom i 2020, siger man, og vores berømte lykke i Danmark skal nok allerede ses i sammenhæng med et højt forbrug af lykkepiller. Vi er nødt til at finde ud af noget andet, vi vil gøre med vores liv end at bruge penge.

Og hvor er Gud blevet af?

Gud er der næsten ikke. Der er få moderne mennesker, der kan forholde sig til kristendom, også på grund af manglende viden. Mange mener, at kristendommen er god at have, for vi må overholde De 10 Bud, og så holder deres viden om kristendom op. Kristendom som noget afgørende i ens liv er meget svært at fatte for moderne mennesker.

Men faktisk kan man sige, at evangelierne er meget moderne. Med Jesus formidling af, hvad han sagde var Guds ord, er der opstået et nyt syn på, hvad et menneske er. Der er vægt på individet, det er fritstillet i verden og skal ikke forholde sig til regler og love. Man er fri med sig selv i verden. Og svaret på den tvivl, rådvildhed og ensomhed, der er ved at være fri for alle bånd, er næstekærlighed. Der stilles man fri til at knytte sig til andre mennesker. Det burde tale direkte til moderne mennesker, og det taler da også til nogen.

Fortsætter næste side

Det taler til mig, meget forskelligt og mere eller mindre. På en intellektuel måde taler det til mig som det mest interessante, der nogensinde er sagt om menneskets vilkår. Troen kommer, når den er der, i øjeblikke eller længere, og giver et stort håb og mod på livet, som man også kan hente i nære relationer, sit familieliv og sine børn. De helt nære relationer er livsbekræftende. Men midt i det er vi alligevel ensomme og stillet over for vores død. Kristendommen eller Jesus taler til mennesket ind i den situation, hvor du står alene med din død. Det er vel det, som det drejer sig om.

Jens Smærup Sørensens far var gudfrygtig i den forstand, at han mente, der var nogle bud, han skulle leve op til. Den gammeltestamentlige form for kristendom har han som alle andre fjernet sig fra.

Når man som jeg er født i 1946, var min barndom en gammeldags verden. I 1960erne skyndte alle sig at blive en del af den moderne verden. For mit vedkommende var der tale om et voldsomt opbrud, en kraftig afstandstagen til alt, der stod i vejen for, at jeg kunne komme ud i noget andet, der ville blive min nutid og fremtid. En instinktiv flugt fra det, jeg var blevet opdraget til at tænke og tro på.

Er der noget, der er gået tabt i flugten fra den gamle verden?

Et fællesskab, der var stærkere, er gået tabt. Og en tilknytning til traditionelle sandheder om, hvordan livet skulle leves, og hvad man skulle opnå. En af modernitetens triumfer er, at vi i forhold til tidligere generationer selv kan vælge vores tilværelse. De mange valg indebærer en stor rådvildhed, ensomhed og mange uvisheder en større angst i alt det ubestemte i forhold til en ro i det meget traditionsbestemte.

Det har også bragt os store fordele i form af et mere sikkert og rigere liv materielt og personlig udvikling og frihed i forhold til tidligere generationer. Det betragter jeg som noget umisteligt, en kulturel udvikling, der har ligget og ventet på os. At vi skulle opnå større frihed. For i trygheden lå også en tvang, en slags skræk for at falde uden for rammerne. Det var en hård verden, og den er vi sluppet ud af.

Så selvfølgelig skal vi rejse og opleve, men samtidig gøre os klart, dels at vi må sætte grænser for os selv, dels hvad vi med vores overflod har tabt i forhold til tidligere. For det er ikke noget, vi uden videre kan genvinde, så skal det i hvert fald være på helt andre vilkår. Den gamle verden var bestemt af sine økonomiske forhold og de meget færre muligheder, de gav. Men den var også bestemt af naturen, den måde vi er på, hvad vi vil, og hvad vi har behov for at opnå. Det behov for at skabe overskuelighed og samhørighed må genopfindes i forpligtende fællesskaber.

Vi står over for fælles problemer, der skal løses ikke bare vores egne, men hele menneskehedens hvad angår samfundsformer, forbrug og ressourcer, som måske giver anledning til at samles om værdier, hvor vi siger, at det kan vi ikke undvære. Det kan være noget farligt noget at komme ind på, for hvis man gør det ud fra en spekulativ tankegang, kan det blive til diktatoriske ting. Det kan kun blive noget, der skaber og opretholder vores frihed, hvis det kommer nedefra og ikke er et politisk slogan om det, vi skal samles om. Det er før set, at der opstår fællesskaber omkring noget, som folk selv opfattede som nødvendighed som for eksempel andelsbevægelsen og andre store bevægelser, der i slutningen af 1800-tallet var store frigørende skridt i en verden, der trængte til at blive fornyet. Sådan en fornyelse er det, vi har brug for i den verden, vi nu er strandet i, siger Jens Smærup Sørensen.

Han understreger, at der er behov for, at der sker noget også økonomisk.

Vi har brug for en økonom, der kan fortælle os, hvordan vi skaber en bæredygtig økonomi som base for et fornuftigt velstandssamfund, men uden vækst. Der må dukke en eller anden Nobelpristager-aspirant op, der har fundet ud af, at det godt kan lade sig gøre uden det der vækst.

Jeg har et håb om, at det nok skal gå. Men der er stor risiko for, at der er forfærdelig meget, der kan gå galt. Der er en underliggende diffus angst i samfundet for, at vi ikke ved, hvad vi er ude i af økologisk katastrofe, hormonforstyrrende stoffer og bliver vores børn ufrugtbare? Vi lever i en uoverskuelig kultur med kendte og ukendte risikofaktorer, som vi ikke har overblik over.

I den sammenhæng er der ingen grund til at lægge en dæmper på frygten, for den er berettiget. Det kan gå ad helvede til. Det kan man ikke komme uden om men derfor kan man godt håbe.

Født i 1946 i Staun ved Nibe. Student fra Aalborg Katedralskole 1965. Cand. phil. i dansk fra Aarhus Universitet 1971. Debuterede samme år som forfatter med digtsamlingen Udvikling til fremtiden. Har et stort forfatterskab bestående af romaner, deriblandt Katastrofe, Mit danske kød, Mærkdage og Phase. Dertil kommer noveller, skuespil og børnebøger. Har modtaget en langt række priser og legater, deriblandt Otto Gelsted Prisen, Henrik Pontoppidans Mindefond, Det Danske Akademis Store Pris, Statens Kunstfonds Livsvarige Ydelse, Weekendavisens Litteraturpris, DR Romanprisen og boghandlernes De Gyldne Laurbær. Ridder af Dannebrogordenen i 2010. Medlem af Det Danske Akademi samt andre litterære bestyrelsesposter. Bor i Nykøbing Mors med sin hustru. Parret har to voksne døtre og tre børnebørn.