Pædofili: Den værste anklage af alle

Frygten for at blive mistænkt eller anklaget for at have krænket et barn seksuelt begrænser sig ikke længere til mandlige pædagoger og frivillige idrætsledere. Nye undersøgelser peger på, at mænd i dag kan rammes bredt og helt ind i identiteten som fædre og bedstefædre

illustration: morten voigt
Illustration: morten voigt.

En knusende, rystende psykologisk skrækhistorie funderet i en troværdig virkelighed.

Sådan har det blandt andet lydt fra et begejstret kor af anmeldere om filmen Jagten af Thomas Vinterberg, der havde premiere i går. Filmen skildrer, hvordan pædagogmedhjælperen Lucas efter en uskyldig hændelse stemples som pædofil. Løgn og landsbysladder får snebolden til at rulle, og hans liv splittes ad på kort tid.

LÆS OGSÅ: Skræmte mænd afholder sig fra hverdagssituationer med børn

Mens publikum ryster den kafkaske og oprørende fortælling af sig, spiller et ukendt antal mænd i virkelighedens verden hovedrollen i lignende dramaer. De er uberettiget anklaget for at have krænket egne eller andres børn seksuelt.

Nogle anklager falder på grund af en mistanke, en misforståelse eller i forbindelse med konflikter, hvor parterne længe har tiltroet hinanden det værste. Men der er også personer, der har fundet et effektivt våben i falske misbrugsanklager, når de har brug for ekstra ammunition i for eksempel samværs- og forældremyndighedssager eller i konflikter med ledelse eller pædagoger i deres børns institutioner.

I dag huserer der et stadig voksende pædofilispøgelse i vores fællesskab, mener forskningsgruppen Paradox ved Aarhus Universitet. Gruppen beskæftiger sig med den måde, frygt for pædofili og frygt for pædofilianklage kommer til udtryk i samfundet og de ændringer, det medfører. Gruppen har netop offentliggjort to undersøgelser. Den ene handler om de mange retningslinjer, der er kommet i daginstitutioner de senere år og har været meget omtalt i denne uge. Den anden er en spørgeskemaundersøgelse blandt såvel pædagoger som almindelige danskere om, hvorvidt de har ændret adfærd for at undgå at blive mistænkt for pædofili, eller om de selv er blevet mere mistroiske over for andre.

LÆS OGSÅ: Læge: Jagten går de pædofiles ærinde

Projektleder Else Marie Buch Leander forklarer, at frygten for pædofili næres af faktorer som samfundets større fokus på potentielle farer, ikke mindst for børn. Det skaber også utryghed blandt forældre, at deres børn passes af fremmede i mange timer dagligt. Samtidig er børnesynet under forandring, og børn bliver i højere og højere grad seksualiseret i reklamer, tv-show og film. Desuden puster mediernes ofte sensationelle beskrivelser af de overgreb, der finder sted, i høj grad til ilden.

Forskergruppens undersøgelser fremlægger et foruroligende perspektiv. Undersøgelserne peger på, at angsten for at blive mistænkt eller anklaget for at være pædofil eller børnekrænker ikke længere begrænser sig til mænd, der arbejder pædagogisk med børn, men at mænd i dag rammes bredt og helt ind i deres identitet som fædre og bedstefædre og mænd.

I undersøgelserne fremgår det også, at seks ud af 10 institutioner har indført store ændringer, der skal beskytte personalet mod mistanker, men som i forskellig grad påvirker eller begrænser børns naturlige udvikling, deres basale behov for nærhed og tryghed og personalets faglighed. Der er eksempler på restriktioner og forbud i helt normale situationer som for eksempel børns doktorlege med hinanden, og der er mandligt personale, som har svaret, at de prøver at holde afstand til de børn, der har tendens til at digte historier af skræk for at blive trukket med ind i en fiktiv situation, der kan blive refereret til som sand, fortæller Else Marie Buch Leander.

LÆS OGSÅ: Børnehaver og vuggestuer forbyder nøgenhed og doktorleg

Svar fra helt almindelige forældre i spørgeskema-delen giver indtryk af den indre frygt:

Jeg har selv børn og må indrømme, at jeg ikke er særlig glad for eller tryg ved mandlige pædagoger. Jeg er ekstra opmærksom, når mine børn er sammen med dem.

Mænd, som holder af børn, mistænkes for forfærdelige lyster og forbrydelser. Vi tør dårligt lege med vores egne børn, hjælpe dem i badet eller tørre dem bagi.

Frygten har for længst forplantet sig politisk. For eksempel sagde socialminister Karen Hækkerup (S) til Politiken i januar sidste år om forældrenes retssikkerhed:

Det er nu engang lettere at sige undskyld over for en voksen for, at man har truffet en forkert vurdering og lavet en fejl, end det er at komme mange år efter og sige til et barn hov, der røg din barndom, fordi vi hellere ville være på den sikre side. I de her sager handler det om én ting, og det er barnets tarv.

Mænd, der uberettiget anklages for at have krænket et barn seksuelt, kommer ikke langt med en undskyldning. Anklager om seksuelt overgreb mod børn falder ofte til jorden, fordi misbrug er meget svært at bevise. Omvendt er det mindst lige så svært at bevise, at man intet har gjort.

Medierne bugner af historier om mænd, der har fået deres liv ødelagt nogle har været fængslet, er blevet fyret, har været udsat for trusler, rygter og chikane. Mange er gået ned med en depression, er traumatiseret og har fået deres livskvalitet mærkbart forringet. Der er mindst et eksempel på selvmord. De, der lynhurtigt fik anklagen skudt ned som en fejl eller en misforståelse eller som tydeligt var ofre for en hævntogt, ser ud til at være sluppet mere nådigt. Nogle af dem beretter dog om konstant angst for at blive misforstået og anklaget på ny, frygt for helt normale situationer og samvær med børn samt følelsen af at skulle navigere i et psykologisk minefelt.

I det lys er det ikke overraskende, at det i forskergruppen Paradox undersøgelser mest er mænd, der har ændret adfærd i samværet med børn. Men det er tankevækkende, at hele 16 procent af de almindelige mænd tilkendegiver, at de har ændret adfærd over for børn. Og ikke mindst at helt almindelige kvinder og mødre mener, at de i løbet af de senere år er blevet mere mistænksomme i forhold til andres opførsel over for børn. Undersøgelsen viser, at frygten har en tydelig slagside for mænd:

Tallene antyder, at det her problem angår manden på et større kulturelt plan, og det understøttes af enkelte kommentarer fra fædre og bedstefædre, der i undersøgelsen fortæller, at de tøver med at ville bade eller skifte ble på deres egne børn og børnebørn, siger Else Marie Buch Leander.

Samlet set viser undersøgelserne, at frygt for pædofili og pædofilianklage som fænomen har fået et vist tag i samfundet. Det kan i større eller mindre grad tænkes at få konsekvenser for begge køn og for alle, som har med børn at gøre professionelt som privat, fordi, som det fremgår af den første undersøgelse, frygt for pædofili og pædofilianklage er et fænomen, som har en vis udbredelse i samfundet og en evne til at trænge dybt ind i menneskers inderste tanke og følelsesliv. (...) Det mistænksomme blik kan integreres og rettes imod en selv af en selv, selvom man ikke er det fjerneste pædofil.

Forskeren siger:

Uskylden omkring børn risikerer at gå tabt, og alle de fysiske sider i arbejdet og i samværet med børn problematiseres. I USA og Storbritannien er der meget stor pædofilifrygt, og vi ser flere tegn på samme tendens herhjemme.

I Storbritannien er det helt almindeligt at argumentere for, at man ikke skal have mænd ansat i institutionerne. Men herhjemme har holdningen været en anden, og frygt og mistro er ret udansk, mener Steen Baagøe Nielsen, lektor, ph.d. i pædagogik og kønsforskning på Roskilde Universitet:

I Danmark kan vi trække på stærke traditioner for at have mænd ansat i daginstitutioner, og vi har sideløbende set et stærkt demokratisk forældreskab udvikle sig. Familien er gået fra at være noget, den klassiske fraværende forsørger-far ville have, til at være noget, de fleste unge fædre vil være og være en nærværende del af. Vi bevæger os mod et balanceret og ligeværdigt forældreskab, hvor nærhed og intimitet med børnene naturligt kommer i første række. Vi er ganske langt på vej, men der er stadig et stykke vej at gå, og der kan fortsat siges at klæbe en form for historisk usikkerhed til mænd om, hvad deres grundlæggende motiver er for at ville arbejde med børn eller ville være nærværende fædre, bedstefædre og så videre, forklarer Steen Baagø Nielsen.

Der er ikke et samlet overblik over, hvor mange mænd der i Danmark uberettiget anklages for at misbruge børn seksuelt. For det første fordi det før en retslig afgørelse er umuligt at skelne imellem berettigede og uberettigede anklager. For det andet fordi anklager ikke kun havner hos politiet, men falder i alle mulige fora som for eksemepl hos kommunen, statsforvaltningen, arbejdspladsen, i fagforeningen, i hjemmet, i frivillige organisationer eller hos psykologer. Endelig er der hvert sted forskellige trin i behandlingen, og beskyldninger bliver typisk ikke registreret, før de når op på et vist niveau. Så de anklager, der afvises eller viser sig at være misforståelser, bliver ikke registreret og indgår i stedet i sandsynligvis store mørketal.

Op imod 100 medlemmer af pædagogernes fagforbund BUPL har inden for de seneste fem år stået over for en anklage eller en mistanke. Kun en enkelt sag endte med en dom, mens 26 pædagoger i samme tidsrum har vundet deres sag og har fået erstatning for at være blevet syge som følge af en uberettiget anklage, fortæller jurist Lars Feldt Andersen, der i BUPL blandt andet arbejder med disse sager:

Overgreb mod børn er modbydeligt og skal altid undersøges, men der har også været sager, der minder om heksejagt. Vi har haft en sag, hvor et barn faldt og slog sig foran en pædagog. Han rejste selvfølgelig barnet op og trøstede det, og da barnet var o.k. igen, gav han det spontant et kys på håret. Det refererede barnet til hjemme, så der kom en større sag ud af det. Arbejdspladsen ville først bortvise pædagogen, men besindede sig, så det endte med en advarsel.

En uberettiget beskyldning om overgreb på et barn har enorme konsekvenser for den enkelte pædagog. Det resulterer ofte i lange sygemeldinger, og mange vender ikke tilbage til arbejdspladsen, selvom anklagen har vist sig ubegrundet. Mange har svært ved overhovedet at arbejde i daginstitutioner, og en del forlader faget helt. Vi har endda et medlem, der har skiftet navn. Der er i nogle tilfælde tale om alvorlige diagnoser som depression og posttraumatisk stress-syndron som følgevirkning, men fælles for alle anklagede er, at de ender med en væsentlig ringere livskvalitet end før. Angsten forfølger dem, de føler sig mistænkeliggjort, tør ikke være alene med børn og er vagtsomme, fortæller juristen.

Mennesker, der bliver anklaget for vold og misbrug af deres børn, for eksempel under sager om samvær, bopælsret eller forældremyndighed har lovmæssigt meget svært ved at blive renset, fortæller advokat Helle Larsen, formand for Danske Familieadvokater.

Anmeldes man til politiet, vil der finde en efterforskning sted. Men hvis anklagemyndigheden skønner, at efterforskningen ikke har givet tilstrækkelige beviser til, at en tiltale kan føre til en domfældelse, opgiver den sagen, og den bliver altså ikke behandlet i retten. Disse afgørelser betyder derfor kun, at der ikke er fundet tilstrækkelige beviser til en domfældelse og handler derfor ikke nødvendigvis om, hvorvidt anmeldelsen er rigtig eller urigtig. Rejser anklagemyndigheden sagen i retten, bliver man som tiltalt kun dømt, hvis der ikke er en rimelig begrundet tvivl om skyldsspørgsmålet, forklarer Helle Larsen.

Hun mener ikke, at injuriereglerne beskytter dem, der uden grund beskyldes for misbrug, godt nok. Derfor råder hun ofte anklagede til ikke at prøve at blive renset i retten:

Injuriesager er møgsager, der er meget svære at køre. De tager lang tid gennem systemet og koster sagsøger spidsen af en jetjager. Hvis man ønsker at køre en sag efter en uberettiget anklage, er man derfor ude i et juridisk sumpområde, siger hun:

Hvis der er blevet indgivet en falsk anmeldelse til politiet, kan anmelderen i princippet straffes for det. Men det kræver, at anklagemyndigheden kan bevise, at anmelderen vidste, at der var tale om en falsk eller urigtig anmeldelse. Injuriereglerne beskytter ikke effektivt den, der uden grund beskyldes for at have begået et overgreb mod et barn. Disse sager er private straffesager, hvor man som borger selv skal rejse dem, så det er kompliceret og dyrt. Alt i alt er det realiteten, at mange af økonomiske grunde heller ikke har den mulighed for at rense sig selv efter en uretmæssig beskyldning.