Prøv avisen

Parforholdet skal klare meget

Dagens brevkasse beskæftiger sig med parforholdets udfordringer.

Min datter er ved at ødelægge en del af sit liv ved at forlade sin mand. Hvad kan jeg gøre, spørger en mor

Kære brevkasse

Jeg vil gerne spørge om et problem, selvom det egentlig er min datters. Jeg vil gerne forstå hende og vide, hvordan jeg eventuelt kan hjælpe. Da min datter var midt i 20erne, mødte hun en på alle måder god ung mand. De blev forelskede og flyttede sammen.

Hun blev gravid, og de giftede sig og fik et lille barn. Hun kunne ikke få en stilling, så da der viste sig en i udlandet, flyttede de dertil. Min svigersøn fik orlov og fik også en halvtidsstilling i det nye land.

Så begyndte det at gå dårligt for min datter. Klimaet på arbejdspladsen var dårligt med intriger og mobning. Min datter havde det også dårligt med det omgivende samfund, som havde en del sociale problemer, som det var vanskeligt at se på. Den lille sov ikke igennem. At have dårlig nattesøvn og skulle passe et krævende arbejde er ikke let.

Når vi havde kontakt via skype, kunne vi se, at hun havde det dårligt. Hun havde furer i panden, og de forsvandt ikke, selvom hun snakkede om noget behageligt. Alt det forstår vi godt. Men da hun efter jul mailede til os, at de nok ville gå fra hinanden, forstod vi ingenting. Hun skrev, at hun ikke havde de følelser for sin mand, som hun burde, og muligvis havde hun aldrig haft det.

Hun følte ingen stolthed over ham og knap nok respekt. Han gav hende ikke modspil. Hun var aldrig lidenskabeligt forelsket i ham. Det var afdæmpet kærlighed. Hun havde også været forelsket i en kollega, men det var hun ikke mere.

Disse oplysninger kom som en bombe for os. Vi havde jo netop glædet os over at se det lykkelige liv, de havde haft i fem-seks år. For mig ser det ud, som om hendes sind er formørket; det siger jeg ikke til nogen. Men det er på samme måde, som når man er forelsket, bare modsat. Jeg kunne forstå det, hvis hun var blevet gift helt ung. Men hun havde da haft et par unge mænd, og den sidste i et par år, som hun havde det svært med. Hun blomstrede op, da hun fik sin nuværende mand.

Alle de problemer, hun fik nu, havde jo slet ikke noget at gøre med hendes parforhold. Men det ser man tit: Hvis et par rammes af alvorlige problemer, giver det problemer i parforholdet. Min datter har senere sagt, at de ville blive sammen for børnenes skyld. Men igen har hun sået tvivl om det. De kommer hjem om ikke så længe. Jeg har skrevet til hende, at de problemer, som de har, hører til i det andet land og kan forsvinde, når de kommer hjem. Hun skriver til os, at de er ulykkelige og slider på hinanden.

For mig at se er hun i gang med at ødelægge om ikke hele sit liv så en hel del. Hun elsker jo også sine børn og vil dem det godt. Jeg tror desværre, at de ting, jeg har citeret ovenfor, har hun også sagt til sin mand, og skønt han er kærlig og tålmodig, kan han vel ikke være villig til at fortsætte samlivet, selvom hun ønsker det, når hun føler det sådan.

Kan I hjælpe mig med at forstå, hvad der er sket? Hvad kan jeg gøre? Jeg har jo syntes, at det var bedst for børnene, at de blev sammen. Men hvis forældrene går og hader hinanden, er det jo også dårligt.Venlig hilsen

Christina

Kære Christina

Tak for dit brev. Vi forstår godt din bekymring. Det ville være trist, hvis dine små børnebørn, allerede før de kom i skole, skulle bo i to forskellige hjem og forholde sig til deres mor og far hver for sig i to forskellige verdener, uden at deres forældre havde brugt lang tid og mange kræfter på at tænke sig om, søge hjælp og prøve at finde en fælles vej først. Vi håber, at det kan ske, når de kommer hjem om ikke så længe.

Som du skriver, får parforholdet nogle gange skyld for mere, end det fortjener. Og det skal også nogle gange yde mere, end det kan klare. I vores kultur er parrelationen eller kæresterelationen, som den også nogle gange desværre kaldes for voksne mennesker med børn, ladet med forventninger om gode følelser, omsorg og lidenskab. Og det er den også leveringsdygtig i, så længe forelskelsen blusser.

Men desværre eller heldigvis varer en forelskelse ikke længere end et års tid, måske lidt længere. Og da kan den ene eller begge risikere at blive forledt til tanker om, at man ikke passer sammen, er vokset fra hinanden, eller bliver åbne for at finde følelserne igen sammen med en anden.

At stifte hjem, få børn, forlade studiemiljøet, rejse til et andet land, få sin første stilling, forholde sig til en anderledes kultur, være langt fra venner og familie, passe børn med uro om natten, forholde sig til dårligt arbejdsmiljø, og mere kunne sikkert nævnes, er alle sammen omstændigheder, som trækker ganske voldsomt på det indre batteri for din datter. Alene dårlig nattesøvn igennem længere tid kan for nogle udløse en depression.

I en sådan situation går det meget let ud over parforholdet. For dels er den legende forelskelse et stykke væk, sådan at de gode følelser ikke længere bare kommer af sig selv, og dels kan ægtefællen helt naturligt være belastet af de samme omstændigheder som en selv, så man kommer til at ønske hjælp og aflastning fra en, som også kunne tænke sig at få hjælp og aflastning. Når begge er i den situation, er der ikke langt til gensidige beskyldninger, for hvor blev nu den sjove og kærlige partner af?

Vi kan ikke vide, om din datter har eller har haft en depression. Men psykisk belastet har hun været, og depressive symptomer har der sikkert været undervejs, selvom man skal være forsigtig med at tolke alt for meget via skype. Vi synes, du har en indsigtsfuld pointe, når du skriver, at en depressiv tilstand på en måde kan anskues som det modsatte af en forelskelse.

For ligesom forelskelsen kan farve tingene i lyse og lette farver, og man let kommer til at overse besværlige og større problemer, sådan kan den depressive tilstand farve fremtiden mørk og dyster og skabe en overfokusering på vanskelighederne, mens de gode ting overses eller bliver uden vægt. Derfor er det vigtigt, at man ikke tager for hurtige beslutninger, hverken når man er forelsket eller er depressiv.

Til dit spørgsmål ved vi ikke, om du kan gøre så meget andet end at opmuntre dem til at søge hjælp. Måske kunne du vise dem denne brevkasse, som måske kan give dem et lille puf på eftertankens vej.

Mange hilsener

Annette og Jørgen