Prøv avisen

Pensionister er ikke færdige med livet

Man vil formentlig aldrig få så meget tid og rum til at tage eksistentielle diskussioner med sig selv og andre, som når man er ude af arbejdslivet, mener Bodil Jönsson. – Foto: Karin Jönsson.

Da pensionen nærmede sig for den svenske professor Bodil Jönsson, blev hun frustreret over, hvordan samfundet forholdt sig til ældre. Derfor har hun nu skrevet en bog om en ny måde at se livet efter de 65 på, og hvordan man lærer sig at være gammel

Alderdommen overrumpler os.
Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)

Det overrumplede i hvert fald den svenske forfatter og professor i fysik Bodil Jönsson, da børnebørnene drillende begyndte at tale om, at hun nok snart skulle til at holde høns og spille golf. Selvom hun ikke følte sig specielt gammel, viste fødselsdatoen noget andet, og rektor på Lunds Tekniske Højskole, hvor hun underviste, begyndte venligt at spørge, hvornår hun mon kunne tænke sig at gå på pension?

En efterårsdag i 2009, da hun var fyldt 67 år, blev hendes sidste dag som aktiv på arbejdsmarkedet, og livet som pensionist begyndte så småt at tage form. Men først undrede Bodil Jönsson sig i lang tid. For omverdenens forestillinger om, hvad livet som pensionist var, svarede ikke til hendes egne idéer. Hun ville ikke holde høns, spille boccia eller strikke. Eller det ville hun egentlig godt, men var samtidig kritisk over for, at det skulle være hele meningen med livet, bare fordi man var, hvad samfundet kalder gammel. Derfor bestemte hun sig for at udforske, hvad alderdom egentlig er, og hvordan man kan lære sig at være gammel. Det blev til bogen Når horisonten flytter sig. At blive gammel i en ny tid, der endnu ikke er udkommet på dansk.

Min og andres opfattelse er meget præget af vores forfædres og forældres måde at aldres på. På den tid var alderdom lig med sygdom, ensomhed og et stillesidende liv. Desuden bliver vores tanker påvirket af den politiske diskurs. Ældre bliver oftest set som en belastning for samfundet og bliver kaldt en ældrebyrde. Det skaber ikke ligefrem et positivt syn på at blive gammel, og det stemmer langtfra overens med min opfattelse, siger hun.

Bodil Jönsson er en efterspurgt foredragsholder i hele Sverige. I 1999 skrev hun succesbogen Ti tanker om tid, som indtil videre er solgt i 650.000 eksemplarer i Sverige alene og er oversat til over 20 sprog, herunder dansk. Siden da har hun stået bag 14 bøger om så forskellige emner som tankekraft, mad og medicin.

Med udgangspunkt i samme metodiske fremgangsmåde, som hun benyttede i sit virke som professor i fysik, undersøgte Bodil Jönsson, hvilke undersøgelser og idéer der fandtes omkring det at blive gammel. Hun fandt snart ud af, at samfundets opfattelse ikke stemte overens med virkeligheden. Nutidens 75-årige har samme evner og fysiske formåen, som en 65-årig havde for 30 år siden.

Vores øjne er simpelthen fejlagtigt indstillet, for vi tror stadig, at livet efter de 65 er en stejl vej nedad. Men jeg er en del af den første generation, som er opvokset med rigelig og varieret mad, læring, opdragelse til at tænke selv, og desuden lever vi i en tid med medicinske kvantespring. Det betyder, at der bliver flere og flere friske og rørige ældre, så det er på høje tid, at vi tænker på alderdom på en anden måde.

Ifølge Bodil Jönsson handler denne debat først og fremmest om spild af ressourcer. Hun peger på, at stadig flere bliver 80, 90 eller 100 år, og mange, der bliver født nu, vil opnå at blive 100. De mennesker, der går på pension, har ofte en tredjedel af deres liv tilbage, og eksempelvis mener hun, at der skal en holdningsændring til på arbejdsmarkedet.

De virksomheder, der tilbyder fleksible pensionsordninger, har fat i den helt rigtige indgangsvinkel. Konstruktionen med, at vi går fra 100 til 0 på arbejdsmarkedet, stammer fra industrialiseringen, hvor det var en nødvendighed. Men nu er arbejde ikke længere en pine og en belastning, og jeg tror, at mange gerne fortsat vil bidrage, selvom de er fyldt 65. Vi skal have mere fleksibilitet.

I sin nye bog foreslår hun blandt andet, at der skal oprettes en organisation med arbejdstitlen Horisontrådet. Idéen er, at ligesom man som arbejdsløs kan få hjælp til at komme i arbejde, skal man også kunne få vejledning til, hvordan man kan drosle ned fra arbejdslivet og inspiration til, hvad man kan bruge sin pensionisttilværelse til. Ganske simpelt at lære at være gammel.

Når jeg ser på mennesker i min alder, går de på museum, de spiller kort, og de pusler i haven. Det er, som om de anstrenger sig for at lære at blive pensionister på den måde, som de tror, at samfundet forventer det. Det er jo klart, at der er en forvirring, for det er en helt ny tilværelse. Men hvad, hvis man stadig gerne vil give til samfundet ved at bruge sin erfaring som seniormedarbejder på en virksomhed eller gennem frivilligt arbejde? Vi mangler en kollektiv forståelse for, hvad pensionisttilværelsen også kan være.

Vi skal vise, hvad vi kan bidrage med, og at vores erfaring er en stor fordel. Vi ældre er ligesom træer, der har mange årringe i sig, og hver af de årringe giver os erfaring og viden. Det skal vi blive bedre til at vise. Jeg mærker, der er noget i gære, og der sker langsomt en holdningsændring.

Bodil Jönsson er hurtig til at understrege, at pensionistlivet fortsat skal være afslappet, nydende og mindre stressfyldt end livet på arbejdsmarkedet. For hende selv betyder det, at hun bruger meget tid på sine børn og børnebørn, som bor ganske tæt ved. Da Kristeligt Dagblad er på besøg på det lille husmandssted, hvor hun bor, får hun leveret en minigolfbane, som forhåbentlig skal være til glæde for hele familien. Huset er indrettet efter Bodil Jönssons behov og ønsker med spabad, sauna og en åben pejs, hvor ilden knitrer varmt og hyggeligt. Foran pejsen står to såkaldte otiumstole, som er bløde læsestole med hver sin polstrede skammel. Med udsigt over den grønne have er det let at forestille sig, at Bodil Jönsson er tilfreds med livet, og det ligner forestillingen om en rigtig pensionisttilværelse.

Men hun har samtidig valgt at holde sit liv fyldt af gøremål. Huset, som ligger i et skovbryn uden for Lund i Sydsverige, købte hun først, da hun var midt i 50erne. Der er stadig meget at gøre og renovere.

Bodil Jönsson fremhæver, at livet som pensionist giver plads og tid til spirituel søgen. Hun konstaterer, at man formentlig aldrig vil få så meget tid og rum til at tage eksistentielle diskussioner med sig selv og andre, som når man er ude af arbejdslivet.

Jeg tror, det kan være enormt stimulerende at spørge sig selv hvad er et menneske?. Man kommer måske ikke tættere på et facit, men man kan opleve, at livet bliver meningsfyldt, når man forsøger at finde en sammenhæng og et svar på sin egen eksistens.

barslev@k.dk