Dagen efter at Pia Olsen Dyhr havde fejret sin 11-års-fødselsdag, ændrede hendes liv sig. Hendes mor og lillebror flyttede fra lejligheden i velhaverforstaden Vallensbæk ved København, mens den 11-årige valgte at blive hos faderen i det sociale boligbyggeri. Et ikke usædvanligt brud i en kernefamilie i 1970ernes Danmark, men Pia Olsen Dyhr husker stadig, hvor vred hun var på sin mor over bruddet.
SFs i dag 41-årige transportminister var, som hun siger, fars pige. Hun forsvarede ham indædt, også da hun blev klar over, at han havde et alkoholproblem.
Det er uge 40, og Sundhedsstyrelsen sætter i årets kampagne fokus på danskernes alkoholkultur. På en ellers travl dag med foredrag, møder og medieoptrædener inviterer 41-årige Pia Olsen Dyhr til interview på bagsædet af ministerbilen, som skal fragte hende fra Ringsted til København.
Inden vi når København, vil hun dele sin historie om, hvordan øl gør en forskel i en opvækst. Selv drikker hun højst et glas vin til en middag og undrer sig ofte over, hvor udbredt det er for danskerne at sætte lighedstegn mellem hygge og øl.
Pia Olsen Dyhr husker ikke meget, fra før hun blev alene med sin far. Han var udlært snedker og arbejdede i en årrække i DSB, mens hendes mor havde et rengøringsjob på den lokale skole. At hendes far havde et problem med alkohol, gik også først op for hende, da hun blev alene med ham.
"Jeg kan godt huske, at han kom hjem fra arbejde i jakkesæt og havde bløde kinder. Men kun svagt. Da jeg var lille, var han hverdagsdranker. Han drak nogle øl på vej hjem fra arbejde, men fordi han havde sukkersyge, kunne han ikke tåle ret meget. Jeg tænkte bare, at han var fjollet. Jeg kan også huske en juleaften sammen med min mormor og min mors øvrige familie. Pludselig var min far væk, og min mors brødre var ude at lede efter ham. Han havde drukket og gemt sig bag et træ, så de ikke kunne finde ham. Men det var ikke noget, jeg satte mig og grublede over siden. Ens normalitetsbegreb ændrer sig," siger hun.
Da Pia Olsen Dyhr blev alene med sin far, blev hun klar over, i hvilken grad han drak. Hun levede med en angst for, at han skulle dø, når kombinationen af en ikke velreguleret sukkersyge og alkoholen gjorde ham virkelig dårlig.
"Jeg tog ikke venner med hjem, for jeg vidste aldrig, hvordan situationen var. Jeg sad på mit værelse og lyttede til, hvordan han kom ind ad døren. Nogle dage kunne jeg snakke med ham om alt. Han var fantastisk til at tegne og kunne fylde stuen med sin elektriske togbane. Men så var der også de dage, som var helt skæve."
Hun siger, at det var som at bo sammen med Dr. Jekyll og Mr. Hyde. På de skæve dage råbte han ad hende. Vrede ord, som gjorde, at hun nogle dage havde mest lyst til at gemme sig.
"Jeg var ekstremt loyal over for ham. Det var ham, jeg skulle beskytte. Jeg kan huske, at vi var hos min mor for at fejre min lillebrors fødselsdag. Min far havde drukket og opførte sig skørt og gik. Så gik jeg efter ham, for jeg syntes, det var synd for ham," siger hun.
Hun havde en veninde, men hun fortalte aldrig om problemerne i hjemmet. Når de var sammen, var de altid hos veninden, og ellers holdt Pia Olsen Dyhr af at sidde på biblioteket. Lyspunktet var kirkekoret i Vallensbæk, hvor hun sang alt. Kirkens organist, Bent Frydshou, kom uden at vide det til at gøre en forskel i hendes liv.
"Han så en lidt forsømt pige, som trængte til noget voksenkontakt, og mødte mig med en åbenhed, som jeg slet ikke var vant til. Han kiggede på mig, brugte tid på mig og gad tale med mig om Oehlenschläger, Grundtvig, Weyse og Hartmann. Det var hans verden, og han tænkte, at det var en verden, jeg kunne få noget ud af. Bent og hans kone blev som nogle ekstra forældre for mig, og samtidig blev kirken et fristed, hvor jeg fandt en ro, som betød meget for mig."
Da hun var 18 år, fik hendes far en kæreste, som tog sig af ham i en årrække. Forholdet skabte et frirum for datteren, som flyttede på kollegium, studerede statskundskab, blev politisk aktiv og blandt andet landsformand for SF Ungdom.
Ministerbilen glider lydløst forbi afkørslen til Vallensbæk på E20, og Pia Olsen Dyhr kigger sig tilbage mod den tosporede afkørsel mod barndommens land.
"Jeg havde meget travlt med et frigørelsesprojekt, hvor jeg skulle vise dem i Vallensbæk, at jeg nok skulle klare mig, selvom jeg kom fra Højstrupparken. Jeg havde blandt andet en klasselærer, som havde travlt med at sige, hvad jeg ikke kunne, fordi jeg kom fra det sociale boligbyggeri. Det skulle blive løgn. Jeg ville have et job og klare mig godt. Da jeg nåede det, kom der en ro og et lidt forsinket teenageopgør," siger hun.
Hun havde boet en periode i Bruxelles og søgte en bolig i København, og organisten og hans kone, Laila, tilbød, at hun kunne bo hos dem.
"Jeg havde været der og bare kastet mine ting ind, inden jeg skulle tilbage til Bruxelles. Da jeg kom hjem, havde hun lagt nyt sengetøj på, vasket mit tøj og lagt det i stakke på sengen. Da jeg så det, satte jeg mig ned og stortudede. Jeg kan ikke huske, at der er nogen, som har vasket mit tøj. Tænk, at der var nogen, som i den grad passede på mig. Der måtte være nogen, som virkelig kunne lide mig."
Det ordnede vasketøj og den redte seng blev anledningen til, at Pia Olsen Dyhr som 30-årig fortalte værtsparret om faderens misbrug. De reagerede med overraskelse og spurgte, hvorfor hun ikke havde sagt noget.
"Jeg syntes jo bare ikke, at det var noget, man talte om," siger hun.
I samme periode havde hun svære, men gode samtaler med sin mor, opsøgte en psykolog og fik i det hele taget ryddet op i sit liv. Hun blev siden kæreste med sin bedste ven siden ungdommen, Villy Dyhr. Da de blev kærester og gift, fik hun en tryghed, som i sig selv har været helbredende.
"Jeg har været meget vred, men nu bliver jeg mest ked af det, når jeg tænker tilbage. Man kan ønske sig en anden opvækst, men det nytter ikke at være ked af det. Det er gået mig vildt godt, og i dag har jeg et meget nært forhold til min mor og er gift med en mand, som forstår mig."
"Naturligvis har jeg tænkt, om det offentlige kunne have gjort noget anderledes. Jeg tror på, at vi har et ansvar for hinanden. En som Bent var den bedste hjælp, selvom jeg gjorde det meget svært for ham at hjælpe, fordi jeg gjorde alt for at skjule problemerne."
Til december er det to år siden, hun begravede sin far. Han blev 63 år og forlod aldrig misbruget, men levede de sidste år som et hulemenneske med øl alle vegne omgivet af flyttekasser med skimmelsvamp. Han fik en hjerneblødning, som han døde af efter en uges indlæggelse.
"Jeg brugte meget tid på at skælde ham ud, mens han var indlagt. Der var noget, jeg havde brug for at komme af med, men jeg nåede også til en forsoning, så jeg kunne tilgive og begrave ham i fred," siger hun.
Det var Pia Olsen Dyhr, som stod for begravelsen, og salmerne var hendes valg. Mens vi nærmer os det indre København, citerer hun en Grundtvig-salme: Tag det sorte kors fra graven! Plant en lilje, hvor det stod! Ved hvert skridt i dødninghaven blomster spire for vor fod!.
"Mere optimistisk kan det ikke være. Det giver mig et billede af, at livet nok skal sejre."