Prøv avisen

Pigerne gør det godt, men har det faktisk skidt

April, indsendt af Gurli Christensen Foto: Leif Tuxen.

Mange unge piger og kvinder stiller urimelige krav til sig selv og føler, at omverdenen gør det samme. Selvom de får høje karakterer og har mangevenner, er der alligevel flere af dem, der ender hos psykologen med angst og lavt selvværd

Mere søvnbesvær, mere stress, mere nedtrykthed og flere tilfælde af undervægt. Der er stor forskel på de unge kvinder og mænd i Den Nationale Sundhedsprofil 2013, som Sundhedsstyrelsen offentliggjorde tidligere på ugen. Navnlig piger og kvinder mellem 16 og 24 år har det hårdt. Hver tredje pige og kvinde i aldersgruppen har et højt stressniveau, og ingen andre befolkningsgrupper er karakteriseret med så megen ulyst, anspændthed og nervøsitet som netop den gruppe. De føler sig presset i tilværelsen, fordi de både skal leve op til deres egne forventninger og omgivelsernes, forklarer psykologer, men hvor kommer forventningspresset egentlig fra? Det har Kristeligt Dagblad forsøgt at finde ud af ved at kigge forbi et typisk dansk gymnasium.

På mandag er der terminsprøver på Frederiksborg Gymnasium i Hillerød. Det ved eleverne i 3. m godt, men der lyder flere dybe suk, da dansklærer Karin Breinholt tirsdag middag i denne uge i et danskmodul fortæller klassen, at karakteren til terminsprøven altså kommer til at have stor betydning for deres årskarakter. Om lidt skal 3. m snakke om 1970ernes litteratur, og senere skal klassen høre om, hvordan man skruer en problemformulering sammen.

Det skal eleverne bruge, når der hen mod eksamenstid skal skrives såkaldt Almen Studieforberedelsesprøve, der også tæller godt med i gennemsnittet.

Og som om det ikke var nok, er der ud over eksaminerne også den almindelige undervisning, hvor hver eneste håndsoprækning kan have indflydelse på det tal, der i sidste ende kommer til at stå på eksamensbeviset. Et tal, der helst skal være tocifret, hvis man vil gøre sig forhåbning om en flot uddannelse senere hen.

Det er hårdt at gå i gymnasiet. Sådan har det formentlig alle dage været, men når man spørger eleverne i 3. m på Frederiksborg Gymnasium, tegner der sig et billede af, at det ligefrem er usundt hårdt.

Flere af eleverne kæmper en daglig kamp for at få tilværelsen til at hænge sammen, når det sociale liv, skolelivet og søvnen skal gå op i en højere enhed. Og det giver sig ofte udslag i fysiske stress-symptomer, dårligt selvværd og psykologbesøg.

Det har Pernille Reumert erfaring med. Hun er lektor i psykologi på Frederiksborg Gymnasium og arbejder derudover som skolepsykolog og tilbyder i forlængelse af gymnasiet samtaler med eleverne.

LÆS OGSÅ: Piger lider af frygt for at fejle

Jeg får mange henvendelser fra elever, og særligt piger, med dårligt selvværd. De føler sig både presset af ydre og indre krav, og et af fællestrækkene for pigerne er ofte, at de er voldsomt ambitiøse i skolen. Derudover har de tanker om deres forældres og kærestens forventninger, og de føler, at de skal være nærværende socialt hele tiden, siger hun.

Det er ofte piger med ressourcestærk baggrund, der får flotte karakterer og har masser af venner, som på grund af lavt selvværd ender ved psykologen med problemer, forklarer Pernille Reumert. Altså piger, som har styr på det hele, men alligevel ikke har det.

Det viser sig også, da Kristeligt Dagblad sætter sig sammen med 10 af eleverne fra 3. m, syv piger og tre drenge, efter danskmodulet midt på dagen for at høre, hvordan de har det.

For mig er det vigtige i gymnasiet at undgå stress, og der handler det om at finde en balance mellem det faglige og det sociale, siger 18-årige Elisabeth Sangild Stølen.

Når det sociale kommer til at handle udelukkende om karakterer, så tror jeg bare, det får det hele til at ramle. Så tænker man, at man ikke er god nok. Det bliver pinligt at sige til sine veninder, at man har fået et gennemsnit på omkring 7, hvis de andre har fået et på 10. Selvom det er nogle af mine bedste veninder, så er det vildt svært for mig at indrømme over for dem, hvis jeg er ked af det over en dårlig karakter, siger hun.

Det er der flere af eleverne fra 3. m, der kan genkende. Kort forinden var de i klassen i gang med en snak om, hvilke kampe der fyldte i deres liv i dag. Her var det blandt andet karakterer, stress og selviscenesættelse, der blev nævnt. Forventninger fra omgivelserne og fra dem selv om, at de skulle klare sig godt og få høje karakterer, hvis de ville have en god fremtid.

Snakken i klassen opstod i forlængelse af en analyse af Vita Andersen-digtet Hun ser godt ud fra 1977, der handler om en kvinde, der ikke er rigtig tilfreds, selvom hun egentlig burde være det. Kvinden i digtet forsøger at opnå tryghed ved at iscenesætte sit liv, så hun fremstår perfekt i forhold til idealerne. Men hver dag brister drømmen om det perfekte liv, og hun ender med at trøstespise og drikke for at holde sit liv ud.

Kristeligt Dagblads udsendte spørger eleverne rundt om bordet:

Der er en psykolog her på skolen, som man kan få samtaler med. Er der nogen af jer, der har gået til hende for at tale om stress?

Der bliver stille. Eleverne sender vurderende blikke på kryds og tværs af bordet. Så er der en af pigerne, Luna Victoria Norup Lindèn på 18 år, der rækker hånden op:

Jeg har, men jeg kom aldrig til at snakke med hende, fordi hun er min psykologilærer. Og så skulle jeg til at have fat i en anden udefra, og det magtede jeg ikke lige. Det var i forbindelse med noget stress, der ramlede sammen i mit liv. Stress over skolen, en masse ting ved siden af, og ud over det har jeg også nogle ting i min fortid, jeg heller ikke lige har fået bearbejdet.

Endnu en pige rækker hånden op. Hun har samtaler med studievejlederen om stress.

Og så en pige til. Til sidst sidder alle om bordet undtagen to med hånden i vejret, fordi de har søgt en eller anden form for samtalehjælp i forbindelse med problemer, som de ikke kunne håndtere selv.

Elisabeth Sangild Stølen er en af dem. Hun forklarer, hvorfor hun valgte at søge hjælp hos en psykolog, der ikke var tilknyttet skolen.

For mig var det meget en følelse af ikke at være glad. Jeg følte, at jeg burde være lykkelig, og at jeg havde alle de ting, jeg skulle bruge for at være det, men at jeg alligevel bare ikke havde noget at stå op til. Ingen motivation. Jeg ville gerne have en grundfølelse af, at alt var godt, for det syntes jeg, at jeg burde have, sådan som tingene gik.

LÆS LEDER: Tynde piger og 12-taller

Elisabeth Sangild Stølen mente altså, at hun burde være tilfreds med sig selv, men var det alligevel ikke. Og hvor den utilfredshed med egen præstation kommer fra, er der rigtig mange svar på, forklarer en psykolog med mange års kendskab til området.

Hun hedder Mette Bauer og har egen praksis. Hun har arbejdet i Studenterrådgivningen på Københavns Universitet i en årerække og har meget erfaring med piger og unge kvinder, der føler sig utilstrækkelige på trods af gode karakterer.

Engang skulle man følge i forældrenes karrierefodspor og blive jurist eller læge, hvis dét var forældrenes profession. Det kunne man enten vælge at sige javel til eller gøre oprør imod. Moderne forældre fortæller deres børn, at det er vigtigt, at de selv vælger. Det er smukt, at man giver barnet fri, men det er også en svær frihed at få, for du har ikke nogen retningslinjer, og du er selv ansvarlig for dit eget liv. Og hvis du vælger selv, så er det kun dig selv, der står til ansvar, siger hun og fortsætter:

Fordi kvinder ikke opdrages til konkurrence på samme måde som drenge gør, skaber det i pigerne et krav om perfektion. Står man i en konflikt som dreng, kan man enten vælge at bøje sig for udfordreren eller kæmpe mod ham. Man er vokset op med, at man enten vinder eller taber en konflikt, og sådan er naturens gang. Men hos pigerne er det mere en subtil konkurrence, fordi man er blevet socialiseret anderledes. Hvis man kan undgå konfrontationer, er det bedst, og for at det kan lade sig gøre, skal man være perfekt,, siger hun og fortsætter:

Og så går det galt, hvis man bliver afsløret i, at man ikke er perfekt. Man frygter konstant et maskefald.

Mette Bauer understreger, at det, pigerne lider under, ikke kan karakteriseres som en psykisk lidelse.

Der kan være angst knyttet til det, men det er mere et eksistentielt problem. Man har brug for at få reguleret sin selvindsigt og ikke tænke så meget på, at hvis jeg ikke klarer det perfekt, så er mit liv spildt. Hvis man tænker sådan, så er man ikke i stand til at klare sig særlig godt. Det kræver altså, at man kan snakke om tingene enten med andre eller i terapi.

At det er et eksistentielt problem, nikker den 68-årige journalist, forfatter og foredragsholder Lone Kühlmann genkendende til. Hun har blandt andet været chefredaktør for Alt for Damerne og debattør om ligestilling og kvindepolitik.

I går drøftede jeg det her med en veninde, der arbejder med denne aldersgruppe, og vi kom frem til, at det allerede begynder i 0. klasse. Forældrene kører børnene i skole, og når de stiger ud af bilen, tager de barnet i den ene hånd og skoletasken i den anden. De smider madpakken ind i køleskabet og forklarer læreren, at nu er min datter her, så hende skal du tage dig af. De her piger har aldrig mødt modgang og haft mulighed for at forme en personlighed, og i gymnasiet skal de så lære at tage ansvar for sig selv og finde ud af, hvem de selv er, siger hun.

Lone Kühlmann synes, at det er overdrevet, at give pigerne så meget opmærksomhed. Ifølge hende er der ingen mennesker, der har så få reelle problemer som gymnasiepigerne. Jo mindre eksistentielt man har at kæmpe for, jo mere selvfokuseret bliver man, mener hun.

Der bliver stillet store krav til unge piger, ja. Der bliver stillet store krav til alle mennesker i dagens Danmark. Men det er ikke som i primitive samfund, hvor børn skal være med til at forsørge familien, fra de er fire år, og hvor livet er en kamp for overlevelse. Man bliver stresset af kun at fokusere på sig selv, ligegyldigt hvilken alder man har. De her piger har en udmærket hjerne, som de med fordel kunne bruge på noget andet end at bedømme deres eget værd ud fra, hvor mange venner de har på Facebook.

Tilbage om bordet på Frederiksborg Gymnasium har samtalen taget en nærmest terapeutisk drejning.

Jeg anede ikke, at der var så mange, der havde søgt hjælp, siger Emilia Kjærulff på 19 år.

Jeg havde et forløb i 2. g, hvor jeg gik til en psykolog, der ikke var på gymnasiet. Det foregik i skoletiden, og hvis jeg ikke havde været til en time, fortalte jeg, at jeg havde været ved lægen eller tandlægen, for at de andre ikke skulle finde ud af det. Og nu sidder jeg og hører, at vi næsten alle sammen har haft en eller anden form for samtale om det her. Nu føler man sig næsten helt dum over, at man har gået og haft det så hårdt, når alle andre tydeligvis har haft det på samme måde. Man tror, man kæmper alene med det, men det gør man tydeligvis ikke.