Prøv avisen

Plejefamilier svigtes

Tegning: Frits Ahlefeld-Laurvig

Mange plejefamilier får et chok, når de modtager et barn, der allerede har et angstfyldt forhold til voksne. Og plejeforældrene får ikke altid den støtte eller det mandat, de har brug for, mener psykolog Niels Peter Rygård, der har været supervisor for mange plejefamilier

Første gang en plejefamilie stillede krav til deres nye plejebarn, dræbte han familiens kattekilling. Plejebarnet var kun fire år gammelt, men han havde allerede fået ødelagt sin indlevelsesevne i forhold til både dyr og mennesker. Og sådan blev han ved med at gå amok og gøre ondt, til plejeforældrene til sidst ikke turde stille flere krav til ham.

Historien kommer fra psykolog og forfatter Niels Peter Rygård, der har været supervisor for stribevis af plejefamilier. Det er der også kommet en bog ud af. Tilknytningsforstyrelse hedder bogen, og den er oversat til otte sprog. Og det er desværre ikke kun i Danmark, der opstår problemer, når en familie får et nyt medlem, der tidligere har været udsat for vold, incest, misbrug eller tidligt omsorgssvigt.

Mange familier får et chok, når de opdager, hvad det kan indebære at blive plejefamilie. Jeg kørte engang en meget adfærdsvanskelig dreng ud til en plejefamilie fra en institution, fordi forvaltningen insisterede på, at han skulle i familiepleje. Dagen efter ringede jeg til plejefamilien, og da ingen tog telefonen, kørte jeg ud for at se, hvordan det gik. Faderen kunne jeg ikke finde, moderen sad i køkkenet og græd og deres egne børn havde plejebarnet bundet i haven. Nå, skal vi køre hjem igen, sagde drengen roligt. Ja, det er nok en god idé, måtte jeg svare.

Er det virkelig normalt?

Det er selvfølgelig et ekstremt eksempel, og jeg har da også set plejeforældre, der adopterede børnene, men det er sjældent, at det sker. Problemet er, at børnene ofte først bliver anbragt i familiepleje, når de allerede har taget stor skade. Det gør dem ofte så angste for voksne, at de enten bliver aggressive eller ekstremt afvisende. Det kan selvfølgelig være svært at bære som plejeforældre, ligesom det kan ende med at splitte plejeforældrene, fordi de kommer under et ekstremt følelsesmæssigt pres. Sådan kan der hurtigt opstå konflikter om, hvordan opdragelsen skal tackles. Det er for eksempel normalt, at manden vil sætte grænser og struktur omkring barnet, mens moderen forsøger at leve sig ind i, hvorfor barnet gør, som det gør. Og så har man hurtigt en konflikt. De børn, der lider mest af tilknytningsforstyrrelser, ender derfor almindeligvis med at blive flyttet fra plejefamilie til plejefamilie. Og ifølge forskningen er det mest ødelæggende for den slags børn netop at blive flyttet meget rundt. Især hvis de når at knytte sig til en familie, før de bliver flyttet.

Hvad skal der til, før det lykkes for en plejefamilie?

Der er selvfølgelig stor forskel på plejebørn. Nogle glider lige ind i en familie, mens andre har meget svært ved at knytte sig til voksne. Men det mest frustrerende for mange plejefamilier er, at der ikke er sammenhæng mellem om de lykkes med opgaven, og om barnet bliver os dem. Jeg kender for eksempel til en velfungerende otteårig pige, der var vokset op hos den samme plejefamilie, siden hun var fem dage gammel. Men pludselig ville hendes biologiske mor, der var ved at gennemføre et afvænningsforløb i et fængsel, have hende tilbage. Plejeforældrene havde glemt at fortælle pigen, at hun var plejebarn. Og det er klart, at lovgivningen i den sag kom til at rive et lille menneskes liv i stykker. For plejeforældrene kunne ingenting gøre.

Så en forudsætning for, at det kan lykkes plejeforældre at genoprette skadede børn, er, at børnene får flere rettigheder til et sammenhængende liv. Der er alt for stor forvirring omkring plejeforældres officielle status, og det skaber mange skuffede forventninger, fordi mange plejeforældre forventede mere opbakning og et større mandat. For de biologiske forældre står meget stærkt. Og mange plejeforældre oplever også, at der ikke bliver lyttet til deres erfaringer, hvis barnet bliver omplaceret.

Men kan det ikke også være godt for et barn at komme hjem til sine biologiske forældre, hvis de igen kan magte opgaven?

Jo, og lovgivningen skal jo også beskytte dem, der kan klare forældrerollen. Men når vi taler om de tre procent af landets forældre, der absolut ikke kan klare den opgave, kan det ende i en katastrofe for barnet. En stor canadisk undersøgelse viser også, at de børn, der tager mest skade, er dem, der bliver sendt hyppigst hjem. Og familiepleje er ikke for ingenting den form for anbringelse, hvor børnene får mindst med de biologiske forældre at gøre. For ofte bliver det til et konkurrenceforhold, hvor forældre og plejeforældre bekriger hinanden. Nogle plejeforældre bliver ligefrem invaderet af forældrene, så der er behov styring fra forvaltningen. Men den slår ikke til i alle tilfælde.

Plejeforældre får i det hele taget ikke altid den støtte, de burde have. Al forskning viser, at det går bedre for børnene, hvis plejeforældrene får psykologsupervision i løbet af det første år, men det er ingen selvfølge, selvom det er meget forskelligt fra kommune til kommune. Men der mangler generelt nogle organisatoriske beslutninger om, hvor meget uddannelse og hvor meget supervision plejeforældre skal have. For selv ud fra et økonomisk perspektiv kan det kun betale sig at skabe bedre rammer for de anbragte børn. En undersøgelse viste for nylig, at anbragte børn også bliver overset i skolen. For det skaber ikke andet end dysfunktionelle mennesker, hvis man flytter dem for meget rundt som børn. Et godt eksempel er de grønlandske børn, man sendte til Danmark for 20-30 år siden, inden man sendte dem hjem igen. De er jo i dag blevet en lang kæde af misbrugere og sociale problemer. Og det er sådan set noget af det samme, vi praktiserer, fordi vi ikke har taget stilling.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Psykolog Niels Peter Rygård har arbejdet med tilknytningsforstyrrede børn siden 1981. I den periode har han blandt andet været supervisor for en del plejefamilier. Og i bogen Tilknyt­ningsforstyrrelse giver han gode råd til folk, der overvejer at blive plejeforældre for et barn med asocial adfærd.