Prøv avisen

Poetisk venskab ved verdens ende

"William Heinesen kunne på sin egen kreative måde lave virkeligheden om og så mig måske nok i et forklaret lys. Han godtog det hele. Vi havde også humoren til fælles. Der er ikke noget hus, jeg har leet så meget i som hans. Jeg synes, han var meget, meget morsom – et virkelig festligt menneske,” siger journalist Else Lidegaard om sit venskab til digter William Heinesen. Foto: Mette Frandsen

Journalist og forfatter Else Lidegaard oplevede i venskabet med den store dansk-færøske digter William Heinesen en sindenes overensstemmelse, som hun fortæller om i en bog med breve og erindringer

Det færøske vejr er aldeles utilregneligt, måtte journalist og forfatter Else Lidegaard erfare, da hun i 1974 var på Færøerne for at tilrettelægge en tv-udsendelse om den færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsens roman Barbara.

En dag var hun og filmholdet sammen med digteren William Heinesen kørt op i fjeldene uden for Tórshavn for at filme en solopgang. Efter en kurve i vejen åbenbarede sig en storslået udsigt over drivende skyer i rosa og violet, omkring vilde bjergkonturer og en sø lysende ildrødt nede.

Men filmholdet var længe om at få tv-grejet på plads, og skyerne sejlede længere og længere bort mens hun selv fortvivlet og absurd løb efter for at holde på dem.

Det var en situation, som William Heinesen efterfølgende vendte tilbage til i sine breve til Else Lidegaard, som han både kaldte for en sagnkvinde og en mænade, der løber omkring og jager vigende skyer, flygtende tåger og drømmesyn.

Hun, der havde boet i Grønland, kom engang til at sige til ham, at det at køre på hundeslæde næsten var lige så herligt som at amme. Det blev i William Heinesens fortolkning til, at han kunne ærgre sig over at måtte undvære det grønlandske hundeslæde-amme-knus.

Et venskab begynder

"Hvis man skal sammenfatte William Heinesen i ét ord, er det poesi, som også gennemtrænger hans breve og hele hans væsen," siger Else Lidegaard.

Hun var 41, og han var 74 år, da de første gang mødtes i anledning af tv-programmet om Barbara, der også handler om Heinesens venskab med Jørgen-Frantz Jacobsen.

Udsendelsen blev ikke bare en stor seersucces for Else Lidegaard som journalist ved DR's kulturafdeling. Den førte også til et 17 år langt venskab med den dansk-færøske digter med samvær på Færøerne og i Danmark og en tæt brevveksling, der varede ved til hans død som 91-årig i 1991.

Det er dette venskab, den i dag 78-årige Else Lidegaard fortæller om i bogen Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen. Et forelsket portræt ved Else Lidegaard. Breve og erindringer.

Da Doris Ottesen anmeldte bogen i Kristeligt Dagblad den 5. oktober i år, skrev hun, at det er en af de bøger, hvor man under læsningen med jævne mellemrum må kontrollere, hvor mange sider man endnu har tilbage, ganske simpelt fordi man er kommet i så godt selskab, at man bare ikke ønsker at forlade det.

Venner på bølgelængde

Else Lidegaard og William Heinesen var også i godt selskab med hinanden:

"Det var et meget nært venskab. En sindenes overensstemmelse, der gjorde os begge så glade, og som vi begge har brugt ordet lykke om. Det var noget helt i særklasse," fortæller Else Lidegaard og fortsætter:

"William Heinesen sagde meget smukt med et udtryk, jeg ikke selv ville turde tage i min mund: At vi var gjort af samme stof. Det er noget, man næsten ikke kan forklare. Måske noget med kemi, med et mere prosaisk udtryk."

Den øjeblikkelige kemi, som Else Lidegaard og William Heinesen oplevede, er svær at sætte en finger på:

"Jeg faldt for ham lige med det samme. Da vi kom i gang med at snakke, var vi straks fuldstændig på bølgelængde. Det kan lyde som pral, for jeg anser os ikke for at være på bølgelængde, hvad talent angår. Det går på noget andet; en nærhed, der godt kan trodse store afstande," siger Else Lidegaard.

Færøerne: Lys, farver og vejr

Færøerne spiller en stor rolle i Else Lidegaards bog:

"Færøerne er fascinerende. Især på grund af lyset. Færøerne er så små, at de kunne ligge inden for Sjælland, alle 18 øer. Men det virker som et kæmpe område på grund af lyset. De har hele Atlanterhavet omkring sig, og det giver nogle lysvirkninger, som er helt fantastiske. Jeg har rejst mange steder, men Færøerne er det smukkeste sted, jeg har set," siger Else Lidegaard og fortsætter:

"Farverne er så fantastiske. Grøn er så mættet grøn. Engkabbelejerne er knaldgule. Og når sneen lægger sig, er fjeldene helt grafitagtige. Der er også regnvejr, og der kan være sådan et gråstribet lys, som om Vorherre kigger ned. Og tågen, der er så vandmættet. Men det er først og fremmest lyset, der gør, at landskabet forandrer sig hele tiden. Hvis man vil opleve vejr, er det på Færøerne."

En bristet drøm betød flytning til Grønland

Else Lidegaard er opvokset på Røsnæs ved Kalundborg som den yngste i en børneflok på fem. Faderen var lærer og degn i Røsnæs Kirke, moderen var hjemmegående og spillede orgel i kirken:

"Jeg er meget præget af at være opvokset der. Min far var naturlyriker, og vi gik lange ture især til et sted, vi kaldte verdens ende. Jeg elskede det landskab, og i mange år foregik mine drømme der. Naturen er vild, høje skrænter med krat og store klinter," fortæller Else Lidegaard.

I mellemskolen fik hun en fransk penneveninde, som hun besøgte flere gange, og sådan lærte hun at tale fransk. Det førte til studier på universitetet og en cand.mag.-eksamen i fransk og bifag i eskimologi.

Men egentlig ville hun have været skuespiller og læste hos skuespiller Ellen Malberg:

"På det tidspunkt havde jeg fundet min tilkommende, Mads Lidegaard, som var teolog. Men Ellen Malberg mente ikke, det gik at være skuespiller, hvis min mand var præst. Jo, hvis mit talent havde været ubestrideligt, sagde hun. Det var en kæmpe skuffelse. Og så ville jeg langt væk for ikke at være i nærheden af teatret, og så måtte det være Grønland. Mads var med på det," forklarer Else Lidegaard.

Et kig ind i en anden verden

Parret rejste til Grønland, hvor de var i ni år. Han var hjælpepræst i Nuuk og siden præst i Uummannaq, mens hun gik til undervisning i det grønlandske sprog og læste op i radioen. Da de kom tilbage, læste hun først fransk, siden eskimologi.

"Grønland er et af de steder, hvor jeg føler mig hjemme. Jeg er nok blevet lidt grønlandiseret, vi fik blandt andet foræret festens gave. Vi er gode til at feste i vores familie og gode til at give os til at danse. Den anden gave, jeg har fået ved at bo i Grønland, er visheden om, at ting kan opfattes helt anderledes, end vi gør. Det er også opdagelsen af, hvor meget større ens verden bliver, når man har fået lov at kigge ind i en anden kultur," fortæller Else Lidegaard.

Hjemme i Danmark blev Mads Lide­gaard lærer på Krogerup Højskole i Humlebæk, hvor deres fire sønner Øjvind, Kresten, Bo og Martin voksede op. Selv underviste hun også på højskolen, til hun blev journalist i Danmarks Radio, hvor hun blandt andet lavede dokumentarfilm. Siden har hun skrevet rejsebøger og holdt foredrag.

Ægteskabet med Mads Lidegaard sluttede i 1986. Else Lidegaard flyttede til lejligheden i København, hvor hun stadig bor, med udsigt over byens tage. Bogen om venskabet med William Heinesen sad hun og skrev i hans barndomshjem i Tórshavn på Færøerne og siden på Lofoten i Norge.

Venskabet gav selvtillid og var en gave

En af de ting, venskabet med William Heinesen gav hende, var selvtillid, siger Else Lidegaard:

"Selvfølgelig betød det noget, at han roste mig for mine breve. Men han gav også nærhed og opmærksomhed; han så en. Alle mennesker har noget, der kan ses. Men William Heinesen kunne på sin egen kreative måde lave virkeligheden om og så mig måske nok i et forklaret lys. Han godtog det hele. Vi havde også humoren tilfælles. Der er ikke noget hus, jeg har leet så meget i som hans. Jeg synes, han var meget, meget morsom - et virkelig festligt menneske. Det tror jeg, at alle, der har mødt ham, synes."

Frygten for at William Heinesen bliver glemt, spiller en rolle for hende:

"Jeg savner William Heinesen, det gør jeg. Og jeg er meget skuffet over, at han ikke er med i den danske litteraturkanon. Han sagde faktisk nej tak til at blive nomineret til Nobelprisen i litteratur. At man ikke har sørget for at få ham med i kanonen, er virkelig et tab. Man risikerer, at han bliver glemt," siger hun og fortsætter:

"Jeg holder mest af hans roman Tårnet ved verdens ende. Og også meget af det digt fra Hymne og harmsang, som ender sådan: "(...) her vil jeg truende synge/om lysets magt over mørket, om godheds ubændige vælde, om livsglædens ret på jorden." Det kunne vi godt bruge nu. Han har hele kosmos med i sin digtning, livets storhed og livsglædens ret på jorden, også selvom han godt kunne se alt det forfærdelige. Han var alligevel lysets digter i alle ordets betydninger."

For Else Lidegaard betyder hendes sønner selve livet. Venskabet med William Heinesen var en gave helt oveni:

"Mødet med ham er en af de mest afgørende oplevelser i mit liv. Det er en ressource, jeg også kan bruge nu. Det kommer på højde med at amme og køre hundeslæde," siger hun afrundende.