Prøv avisen

Portræt af en dronning - af Guds nåde

Dronning Margrethe på markedet ved Chateau Caix nær Cahors i det sydvestlige Frankrig. -- Foto: Jørgen Jessen

Dronning Margrethe, der fylder 70 år på fredag, elsker sit job som Danmarks monark. Hun har landets længste cv -- tre en halv spalte i Kraks Blå Bog -- og er blevet beskrevet som "et levende, troende og kunstnerisk menneske helt på sine egne vilkår"

Jeg har aldrig brudt mig om sjælekrængeri.

Bemærkningen, der siger en del om dronning Margrethe, faldt i et interview, hun gav til Kristeligt Dagblad, da hun fyldte 60 år.

Nok har hun i de snart 40 år, hun har været Danmarks dronning og regent, fortalt åbenhjertigt om sin opvækst, sit ægteskab med prins Henrik, om ikke at være en tilstrækkelig nærværende mor, da prinserne Frederik og Joachim var små, om sin kunst og andre interesser, tidens tegn, monarkiets overlevelse og som i førnævnte sammenhæng om sit forhold til kirke og kristendom.

Men den kongelige distance, som hun fastholder i en tid, hvor intet mere synes for privat til at blive offentliggjort, gælder også hendes inderste lønkammer. Hertil er adgang forbudt, og når nogen træder den grænse for nær, som det er sket for mere end én journalist, får de et verbalt svirp. "Det var dog et besynderligt spørgsmål", kan det så lyde.

Til gengæld er Dronningen i besiddelse af en mere end almindelig god hukommelse, og sine erindringer øser hun gerne af. Hun har således fortalt om, hvordan hun som kun fire-femårig oplevede besættelsen. Om, hvordan kongefamilien i vinteren 1944-1945 som alle andre måtte søge beskyttelse, i deres tilfælde i kælderen under Amalienborg, når der var luftalarm. Hun husker bragene fra bomberne, der faldt over København. Og glæden den 5. maj, da hun sammen med sine forældre stod på balkonen og fejrede befrielsen sammen med det danske folk.

Som et ægte krigsbarn har de fem besættelsesår sat et mærke i hende.

– Jeg må definere meget af mig selv ud fra den aften i 1945, det kan ikke være anderledes. Der skete noget så stort, at det slog igennem og blev mærket også i lille mig, har dronning Margrethe sagt.

Og videre, at både befrielsen, opstanden i Ungarn i 1956 og Murens fald har været væsentlige for hendes måde at se Europa på.

I dag er det 70 år siden, at Danmark blev besat. Og fredag den 16. april fylder Danmarks dronning Margrethe 70 år. Hun blev født på ugedagen for tyskernes besættelse og blev dengang kaldt for et lys i en mørk tid. Og mangen en dansk moder prøvede at frisere en såkaldt prinsessekrølle efter model af den lille prinsesses lyse lokker på deres egne pigebørn.

Prinsessens farfar, kong Christian X, red hver dag gennem København for at hilse på danskerne i en stille protest mod besættelsesmagten. Og befolkningen fulgte levende med i kronprinsparret, kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrids, dagligliv med den førstefødte prinsesse. Kongehuset var en samlende kraft og nød stor popularitet i årene under Anden Verdenskrig.

Et historiens vingesus hviler således over 70-års-dagen – og det på flere måder.

Dronning Margrethe er den første kvindelige førstefødte kongelige, der har været årsag til en grundlovsændring – i 1953 – så hun kunne overtage efter sin far. Hun står i spidsen for et monarki, der med sine 1000 år er Europas ældste. Og et monarki, der måske endda takket være hende stadig er en selvfølgelighed for de fleste danskere.

"En gave til Danmark" er dronning Margrethe II, der også er døbt Alexandrine Thorhildur Ingrid, blevet kaldt. En gave, der ifølge nogle pragmatiske kommentatorer ligger i kongehusets repræsentative værdi som levende branding af Danmark ude i verden. Personificeret af en kvindelig regent, der har en sikker sans for, hvordan det historiske arvesølv bevares, samtidig med at institutionen moderniseres i takt med sin tid.

– Hun kan danmarkshistorien bedre end nogen anden, har søsteren dronning Anne-Marie sagt om hende.

Det er i debatten om monarkiet ofte blevet hævdet, at det danske kongehus står og falder med personerne. Til det har dronning Margrethe svaret:

– Man kan ikke gøre for, hvordan man er eller ikke er. Men man kan gøre alt, hvad man overhovedet kan, for at leve op til det ansvar, man har, og inden for en vis grænse af selverkendelse ligesom prøve at udnytte de evner – også de fejl, man har, få dem til at passe ind i et nogenlunde nyttigt mønster ... ja, på den måde vi alle gør på godt og ondt i vort job.

Republikanere findes der også i Danmark. Når de med deres modstand over for monarkiet, "den anakronistiske institution i et moderne demokrati", tilhører et mindretal blandt danskerne, kan forklaringen være, at netop dronning Margrethe formår den svære balancegang både at være distant og i overensstemmelse med det folk, hun er overhoved for.

En anden forklaring på kongehusets usvækkede popularitet i det 21. århundrede kan også være som følger:

"Det er et tegn på danskernes sikre sans for tilværelsens irrationelle og poetiske sider", som afdøde forfatter og historiker Ebbe Kløvedal Reich skrev i 1990 i et fødselsdagportræt i anledning af dronning Margrethes 50-års-fødselsdag.

Han skrev videre, at Dronningen lige fra begyndelsen har været fuldt bevidst om den irrationelle side af sit job. Hun har gravet i jorden efter glimt af fortiden. Hun har ladet sin kristentro skinne igennem som meget mere end en høflig reverens for Grundloven, der siger, at hun skal være luthersk-evangelisk. Og hun har frimodigt givet efter for sin store lyst til at bedrive billedkunst.

"Hun er stået frem som et levende, troende og kunstnerisk menneske helt på sine egne vilkår."

Kongeriget vil i den kommende tid hylde dronning Margrethe i anledning af den runde fødselsdag. Måske ikke med de samme ord, som blev hendes navnesøster, Margrete I, til del for 600 år siden:

"Vi og vore venner vil lide og dø med hende ... og vi har med god vilje og bøjet hoved kåret og udvalgt og hyldet hende til vor frue og til vor husbond og til det danske riges fuldmægtige formynder og lovet at tjene hende med tro, som danske mænd bør deres husbond og deres herre!"

"Det ville måske være at tage munden rigeligt fuld at gøre deres ord til sine nu. Og dog," skrev Kløvedal Reich i omtalte fødselsdagsportræt.

Nogle år forinden havde han i et interview med Dronningen forelagt hende, at navnesøsteren i sit 14. regeringsår stod med sin hær foran Stockholm og var i fuld gang med at bukke begge ender sammen på den svenske kong Albrecht. Til det replicerede dronning Margrethe:

– Nå, ja, jeg har såmænd også lige været i Stockholm. Men det var nu for at fejre kongens 40-års-fødselsdag.

Svaret, den kvikke replik, der tager luften ud af det højtidelige, er karakteristisk for "vor frue". De officielle pligter som Danmarks dronning "af Guds nåde", som det hedder, når danske love skal gøres vitterlige, varetager hun med værdighed og en holden på formerne i respekt for det overleverede historiske ceremoniel. Da er hun majestæt og kongelig højhed.

Men den Margrethe, vi har lært at kende, når hun træder offentligt frem, holder sine årlige nytårstaler, der samler hele nationen foran fjernsynet, viser sine malerier, bispekåber, scenografier og decoupager frem og udtaler sig i interview i tv og trykte medier, er ikke bare begavet, vidende og reflekterende.

Hun er også sjov – på en lidt ungpigeagtig facon. Det, man før i tiden kaldte for slagfærdig. Så kan der i en samtale om tro og tvivl falde et "plurp" af. Fjernsynet bliver kaldt for "dummeren". Og om sine egne evner i et køkken og bag et rat hedder det, at "man ville ikke dø af min mad, men jeg er ikke sikker på, at man ville overleve min kørsel".

Dronning Margrethe blev født ind i et traditionsbåret kongehus med familiære bånd til monarkier i hele Europa. Kongen, Christian X, var helt i tidens ånd af den gammeldags skole. En ophøjet, fjern regent, der mødte folket siddende højt til vejrs på sin hest.

Hendes far, kong Frederik IX, og mor, dronning Ingrid, åbnede dørene og lukkede frisk luft ind i de royale gemakker og lod sig gerne fotografere til aviser og ugeblade ved den daglige eftermiddagste på Amalienborg med døtrene, Margrethe, Benedikte og Anne-Marie.

Om barndommen har Dronningen fortalt, at den står meget levende for hende, og at dens betydning vokser, jo ældre hun bliver.

– Det var et godt og naturligt og varmt familieliv, vi havde, og mine forældre var det centrale punkt i min tilværelse – senere, da jeg kom i skole, blev min barndom vist som alle andres: kammerater, lærere, lektier.

– Men jeg synes, fars betydning er blevet større og større. Min far var et meget varmt menneske og et meget kunstnerisk gemyt, og det prægede hjemmet – og det er måske netop typisk for min far, at det mere er nu bagefter, man tænker på, hvor meget han prægede én.

– Men jeg kan huske, at min far og mor lærte mig en ting, som aldrig blev sagt med pegefingeren: at den opgave, der var min, var en opgave, der var værd at gøre, at den var meningsfuld – for nu at bruge et moderne udtryk ... at går man for alvor ind for en opgave, så er den aldrig kedelig.

Om forholdet til moderen, dronning Ingrid, har hun sagt, at det virkelig har betydet meget.

– Med mor har jeg altid kunnet snakke om, hvorfor jeg tænkte, og hvordan jeg følte det og det. For mig er det meget vigtigt både at kunne føle og at kunne ræsonnere.

Det, som søsteren dronning Anne-Marie husker bedst om sin storesøster, er hendes fantastiske læselyst.

– Hun læste simpelthen alt. Hvis et eller andet i en kasse var pakket ind i et gammelt stykke avispapir, så skulle det også læses. Hun sugede til sig af indtryk og billeder. Hun havde ikke tålmodighed til at læse højt, men jeg ved da, at hun læser for sine børnebørn, og hun er jo så morsom, når hun læser op, for hun spiller alle rollerne.

Og så var dronning Margrethe som storesøstre er flest.

– Sommetider syntes Benedikte og jeg, at hun var lidt skrap, men vi har da sikkert også irriteret hende. Egentlig uvenner synes jeg nu aldrig, vi var. For det meste havde vi det mægtig sjovt. Vi elskede alle tre at klæde os ud, og da var min storesøster absolut den, der førte an. Hun bestemte, hvad man skulle have på, og havde man tænkt sig noget andet, kunne man godt glemme det. Det var ikke sådan kæft, trit og retning, hun styrede bare det hele og havde jo også en fantasi uden lige.

Af venner og familie er Dronningen blevet beskrevet som et meget livligt, talende og spørgelystent barn. Skolebarnet prinsesse Margrethe har hun selv beskrevet som "kendt for at være distræt og sidde og se ud ad vinduet."

Regning syntes hun ikke om, men lærte hurtigt at læse, historie, geografi og naturhistorie var spændende, og så blev hun tidligt interesseret i fugle.

– Hvad en blomst hedder, hvad en fugl hedder, det forekom mig at være fuldkommen basalt og indlysende.

Noget teenageoprør blev det ikke til for prinsesse Margrethes vedkommende. Hun mener heller ikke, at hun dengang som 13-årig, da det blev indføjet i Grundloven, at hun skulle efterfølge sin far på tronen, følte, at hendes liv tog en anden drejning end hendes søstres.

– Jeg var ikke særlig betuttet lige præcis da. Og så er man jo ved at komme i puberteten og alligevel både trekantet og firkantet på en gang. Hvad der er hvad, det er simpelthen ikke til at se. Jeg tror såmænd ikke, at det specielt var, da min fremtid blev besluttet, så meget som at det bare var det, at jeg var ved at vokse ud af barndommen og ikke kunne finde mig mere til rette end alle andre kan på den tid.

Dronningen blev aldrig til rock'n roll, heller ikke selv- om hun på en USA-rejse fik mulighed for at møde tidens store idol Elvis Presley personligt. Det er den klassiske musik, der står hendes hjerte nærmest. Og så blev hun via en barnepige ret tidligt interesseret i arkæologi og har deltaget i flere udgravningsarbejder. Om dette kapitel i hendes liv kan man læse i bogen "Dronning Margrethe og arkæologien", der er udkommet i anledning af 70-års-dagen, og som følges op af en udstilling om samme emne på Moesgård Museum ved Århus.

Hun er ofte blevet spurgt, om hun hellere ville have været arkæolog end dronning, hvis hun selv havde kunnet vælge.

– Det tvivler jeg på, jeg har forandret mig meget, siden jeg for alvor gik op i arkæologi. Der er jo tusind interessante ting, og det er jo det, der er så dejligt ved mit job, at det er piskende nødvendigt at interessere sig for det alt sammen – og man har lov til at stikke sin næse i alt muligt spændende.

Dronning Margrethe tilhører den første generation af kvinder, for hvem muligheden for at uddanne sig var på lige fod med mændenes. Økonomisk var hun privilegeret, men hun har ikke ligget på den lade side. Efter studentereksamen på Zahles Skole i 1959 uddannede hun sig på Kvindeligt Flyverkorps' gruppeførerskole, læste filosofikum på Københavns Universitet, arkæologi på Cambridge University, statskundskab ved Aarhus Universitet samt gennemførte studier ved Sorbonne i Paris og London School of Economics.

Hvad der eventuelt har været af kavalerer og kærester i de unge år, er ikke kommet til offentlighedens kendskab. Hun har fået lov til at være mere i fred, hvad det angår, end sine sønner.

Men så sagde det "bang", da den 25-årige kronprinsesse mødte den franske greve Henri de Monpezat hos venner i England. I lang tid holdt parret deres forhold hemmeligt, men en regnfuld dag i begyndelsen af september 1966 tog hun imod sin forlovede i Kastrup Lufthavn – en dag, hvor hele Danmark kunne se, at kronprinsesse Margrethe var blevet smuk af bar forelskelse.

Der findes også et fotografi fra vielsen i Holmens Kirke i 1967, hvor brudens blik siger alt.

– Jeg siger ikke noget, ikke andet end JA! Det var sådan denne her følelse, hvor er jeg glad ... så jeg næsten er ved at sprænges, har Dronningen kommenteret øjeblikket i Helle Bygums bog "Margrethe. Mit liv i billeder", der er udkommet for nylig. Heri bliver hun spurgt, hvad opskriften er på et langt ægteskab?

– Den meget, meget væsentlige er den, at man vil ægteskabet. At det kan lade sig gøre. Og det gælder os begge to. Fordi, hvad skal vi sige, raketten bliver skudt af med den store vilde og glade forelskelse og kærlighed, men derefter så skal den nok styres, og det gør man jo så ved, at man vokser sammen og finder ud af hinanden og giver hinanden plads. At man ikke slider lårene af hinanden mere end strengt nødvendigt.

Ingen, der har set vores dronning sammen med sin prinsgemal, har vel nogensinde tvivlet på kærligheden til ham, som stadig 42 år efter brylluppet lyser ud af hende.

Endnu et billede, der har lejret sig i danskernes hukommelse om deres dronning, er fra den 15. januar 1972. Kong Frederik IX var død, og på balkonen på Amalienborg Slotsplads udråbte den daværende statsminister, afdøde Jens Otto Krag, Margrethe til dronning.

I dagene op til Kongens død havde hun forberedt sit valgsprog, som lyder "Guds hjælp – folkets kærlighed – Danmarks styrke".

– Jeg tror, jeg var heldig nok til at finde frem til noget, som jeg stadig synes har gyldighed for mig. Jeg stillede det op som en slags ledetråd, og sådan har det fungeret. Som en konstatering af, at uden Guds hjælp går det slet ikke, og uden folkets hjælp går det heller ikke. Og når jeg siger Danmarks styrke, er det, fordi det skal være til gavn for Danmark. Det skal ikke være et tab for Danmark, at man er, som man er, eller at danskerne nu har fået mig til regent.

Det var i samme periode, at troen og forholdet til kristendommen og den danske folkekirke voksede sig stærk hos Dronningen.

– Skønt det, man med et fint udtryk kalder for mit gudsforhold, langtfra var særlig bevidst, endsige afklaret, var der noget på vej. Dette her kan du ikke klare alene, her må noget til, som intet menneske kan give dig, hvor nær det end står dig, hvor meget du end stoler på det.

– Jeg tror, at det kom i den periode, hvor min far lå syg, og de første måneder, hvor jeg var blevet dronning. Jeg syntes, at jeg var blevet hjulpet ind i det på en sådan måde, at det ikke kunne adresseres. Slet ikke til mig selv. Men heller ikke alene til de mange gode mennesker, der stod omkring og hjalp og støttede. Det var meget mere end det. Og efterhånden gik det op for mig, hvad det var for en hjælp, jeg havde fået, og at det her ikke var noget, der kunne lade sig gøre, uden at der kom hjælp andetstedsfra.

Om kirkegang, som Dronningen selv er flittig til, har hun sagt, at "man kan godt komme i kirke og tro, at dette ikke skal være noget særligt, men nu går jeg alligevel. Og så – bum – rammer det alligevel".

– Det, jeg synes, er så godt ved vores danske folkekirkegudstjeneste er, at man ikke bliver organiseret til inderlighed. Men der er plads til den, hvis det er det, man vil. Jeg forstår vældig godt interessen for det meditative. At slippe sig selv. Men hvad slipper man, og hvad slipper man ind? Det skal man måske også lige overveje. Det står der vist nogle meget kloge ord om i Bibelen.

Dronning Margrethe har betegnet sin plads i tilværelsen som skæbne. Og talen om eventuelt at abdicere, så næste generation kan tage over, har hun affejet med, at hun bliver siddende på pinden, til hun dratter ned.

Skulle man alligevel i fantasien forestille sig det utænkelige, at Dronningen skulle søge nyt arbejde, vil hun ved jobansøgningen kunne fremlægge det længste og mest omfattende curriculum vitae i Danmark. Tre en halv spalte fylder det i Kraks Blå Bog. Foruden alle protektionerne, ærestitlerne og ordnerne er halvdelen af pladsen viet til hendes kunstneriske udfoldelser, derunder også oversættelser af blandt andet Simone de Beauvoirs "Alle mennesker er dødelige" sammen med prins Henrik. Dertil kommer, at hun mestrer flere fremmedsprog flydende.

På et punkt er Droningen ikke fulgt med tiden, idet hun ikke har computer og derfor heller ikke er på e-mail.

Meget tyder på, at dronning Margrethes værk langtfra er fuldbragt. Søsteren dronning Anne-Marie får det sidste ord i anledning af 70-års fødselsdagen:

– Jeg synes ikke, at hun har ændret sig. Hun er stadig i vigør og fuld af livslyst. Sommetider synes jeg næsten, at der er lidt for meget fart på, og at hun måske skulle trappe lidt ned, men det er der ikke meget, der tyder på. Hun elsker sit job, det gør hun virkelig, og jeg synes også, hun har gjort det fantastisk. Det er jo op til én selv, hvordan man klarer det, men hun får mægtig meget ud af det. Hun er meget bevidst om sit ansvar. Det er hun vokset op med.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Kilder: Kristeligt Dagblads arkiv. Anne Wolden-Ræthinge: "Kærligheden og døden. Ninka-interviews med 40 danske personligheder samt "Dronning i Danmark. Margrethe den Anden fortæller om sit liv". Helle Bygum: "Margrethe. Mit liv i billeder". Billed-Bladet.t

Den nyfødte prinsesse Margrethe med prinsessekrøllen, der dannede mode i 1940'ernes Danmark. -- Foto: .
Kong Frederik IX og dronning Ingrid sammen med prinsesserne Margrethe, Benedikte og Anne-Marie ved eftermiddagsteen på Amalienborg i 1954. Foto: Vagn Hansen
Kronprinsesse Margrethe modtager sin forlovede, den franske greve Henri de Montpezat, i Kastrup Lufthavn i 1966. -- Foto: Allan Moe
Kong Frederik IX er død, og daværende statsminister, afdøde Jens Otto Krag, udråber Margrethe til Danmarks dronning i 1972. -- Foto: Aage Sørensen