Poul Nyrup 70 år: Pension kommer ikke på tale

I morgen fylder Poul Nyrup Rasmussen 70 år. Arbejderdrengen fra Esbjerg, der i ni år bestred landets højeste embede, er aldrig kommet let til sine succeser. Der er fortsat mange kampe, der skal kæmpes for social retfærdighed og psykisk sårbares rettigheder imod tidens apati, grådighed og væren sig selv nok, så pensionering kommer ikke på tale

De trykte medier er pressede, og snart bliver de endnu mere trængt. Politikerne vil omlægge den såkaldte mediestøtte, som mange medier, herunder Kristeligt Dagblad, er afhængige af, ved at give flere penge til digitale medier.
De trykte medier er pressede, og snart bliver de endnu mere trængt. Politikerne vil omlægge den såkaldte mediestøtte, som mange medier, herunder Kristeligt Dagblad, er afhængige af, ved at give flere penge til digitale medier. Foto: Kennet Havgaard.

Poul Nyrup Rasmussen har ikke svært ved at tidsfastsætte sine lykkeligste stunder eller opliste de politiske resultater, han glæder sig mest over. Men hver lys lykkestund har sin mørke modpol i det lange politikerliv, der begyndte i et fattigt arbejderhjem i Esbjerg i verdenskrigens skygge den 15. juni 1943, og som i morgen har varet 70 år.

Lykken lyste i februar 1969, i maj 1994 og marts 1998. Da han og hans daværende hustru Helle Mollerup blev forældre til datteren Signe. Da han blev gift med sin nuværende kone, den radikale politiker Lone Dybkjær. Og den valgaften, da han i det tætteste løb, man overhovedet kan tænke sig, genvandt regeringsmagten og statsministerposten. For næsen af Venstres Uffe Ellemann-Jensen og på trods af de fleste prog-noser. En hårdt tilkæmpet arbejdssejr til den socialdemokratisk-radikale regering, afgjort i sidste øjeblik af nogle få tusinde færøske vælgere. Men måske også af, at Nyrup ikke satte sig ned og gav op, men gik ud på gaden.

Netop den valgaften var ganske dramatisk og fyldt med begivenheder. Jeg kan huske, at jeg i en sidste aktion gik rundt på Østerbro og delte røde roser ud. Jeg delte også nogle ud til en flok mennesker, der netop havde været i biografen, og jeg syntes, de smilede til mig på en helt særlig måde. Så så jeg på plakaten, at de havde været inde at se Titanic. Det er i sådan nogle øjeblikke, man føler, at tiden står stille, fortæller Poul Nyrup Rasmussen.

Nyrup selv var ikke kaptajn på en postuleret synkefri luksusliner, men socialdemokratisk statsminister. Til gengæld var også han på konstant farefuld sejlads mellem skær, rev og isbjerge. Men at forlade kommandobroen var for ham overhovedet ikke på dagsordenen, og på den forårsdag i 1998 lykkedes det at få skibet flot. Titanic sank ikke. Endnu.

Jeg var meget glad for mange af de resultater, vi nåede. Ikke mindst, at vi fik vendt udviklingen med hensyn til arbejdsløshed, så den faldt fra 12 til 4 procent i de år, jeg fik lov til at virke. Vi fik forbedret de offentlige finanser og betalingsbalancen. I forhold til udlændingepolitikken vil jeg sige, at vi nåede et godt stykke vej, og jeg synes selv, jeg kæmpede for at sikre nuancer og balance i debatten, men havde gerne set, at der var blevet mulighed for at fuldføre det, vi var i gang med, fortæller Nyrup.

Euforien fra den martsaften i 1998, da regeringsskibet mirakuløst klarede skærene, modsvares i den nyrupske optik af den mørke aften den 20. november 2001, da Anders Fogh Rasmussens Venstre vandt 14 mandater og blev større end Socialdemokraterne, der måtte afgive 11 mandater og regeringsmagten. Den udlændingepolitiske debat og ekkoet fra terrorangrebet i New York den 11. september samme år satte en dagsorden, Nyrup ikke kunne ændre.

Titanic sank.

Også de to andre lykkestunder har deres modpol. Giftermålet med Lone Dybkjær kan modstilles med skilsmissen fra Helle Mollerup i 1976. Og glædesstunden ved Signes fødsel formørkes af hendes psykiske sygdom, som i august 1993 førte til, at hun tog sit eget liv. En begivenhed, Poul Nyrup Rasmussen reagerede på ved at træffe det, han kalder sit grundlæggende valg. Et valg om ikke at lægge sorgen bag sig, men leve med og i den resten af livet. Og samtidig et valg om at kanalisere sin egen personlige tragedie over i at arbejde for at bedre tilværelsen for alle de mennesker, der har det svært.

LÆS OGSÅ: Portræt af en udfarende politiker

Jeg kan ikke beskrive, hvad det gjorde ved mig. Det sætter stadig spor og vil altid gøre det. Det har betydet meget for mig og min måde at se ting på. Jeg tror, det har fået mig til at reagere mere tænksomt og overveje mere, hvordan jeg forvalter mit ansvar og min magt, siger han.

Tragedien fandt sted, da Poul Nyrup Rasmussen næsten lige var blevet statsminister. Den satte en dagsorden for hans måde at drive politik på og for hans livssyn. Egentlig religiøs regner han ikke sig selv for. Men han er ikke et menneske uden tro, betoner han:

Jeg tror på, at det, vi mennesker gør, har en betydning, som rækker ud over vores eget liv. Spørgsmålet om det evige liv synes jeg er svært at forholde sig til. Men vi har brug for at tro på, at der er mere i livet end det, man logisk kan argumentere for, og som handler om, at vi skal opføre os ordentligt. Det kan indrammes af det religiøse, siger han, og tilføjer så, næsten undskyldende:

Jeg tror ikke, jeg kan komme det nærmere. Tro er ikke noget, jeg taler så meget om. Det er noget, jeg har med fra barndommen i Esbjerg. Vi blev konfirmeret, og det var så dét.

Det var ikke just velstand, der prægede barndomshjemmet. I Nyrups første leveår blev familien beskattet af en indkomst på to kroner om året.

Forklaringen var, at det var minimumsindkomsten for, at man kunne bevare sin stemmeret. Ved dannelsen af samlingsregeringen havde Venstre stillet som krav, at socialreformen skulle rulles tilbage, så ubemidlede ikke skulle kunne stemme. Det kom man om ved at beskatte dem af to kroner, fortæller Poul Nyrup Rasmussen.

I 1950erne nød han godt af den generelle velstandsstigning. Han gik i skole, gymnasiet og videre på universitetet og han havde også en masse fysisk krævende job, inden han blev økonom, direktør, statsminister og formand for de europæiske socialdemokrater. Han sled i det, men det gør de unge også i dag, mener han.

Jeg føler ikke, at ungdommen i dag er mindre arbejdsom, end vi var. Men der arbejdes på en anden måde. Det fysiske arbejde, jeg udførte som ung, er der mange, der ikke kender i dag. Men mange anstrenger sig med at tilegne sig viden, siger Poul Nyrup Rasmussen og tilføjer:

Dengang var jeg en af de få arbejderdrenge i Esbjerg, som det lykkedes at komme i gymnasiet. Men til gengæld var der dengang så stor efterspørgsel på unge til uddannelser og arbejde, at verden lå for vores fødder. I dag er det en anden tid. Verden er ramt af arbejdsløshed, og mange mister håbet. I Sydeuropa er der grund til at frygte, at landene står i en varig social krise.

Tiderne har forandret sig, og man kan godt gribes af en følelse af, at det i 2013 ikke bare er en SR-regering, men alle de europæiske demokratiske velfærdsstater, der sejler som Titanic mellem isbjerge. Det medvirker stærkt til, at også dansk politik er forandret siden 1990erne, vurderer Poul Nyrup Rasmussen.

Vi har en recession, man ikke har set magen til i Europa siden Anden Verdenskrig. Det gør det yderst vanskeligt for politikerne at navigere. Det er med til at skabe en apati i befolkningerne, som medvirker til, at sofapartiet mange steder er det største parti, siger han.

Samtidig ser han en udvikling i retning af, at uligheden vokser, at mennesker kobler sig af den fælles offentlighed og i stedet virker i deres eget lukkede kredsløb med ligesindede på Facebook eller andre internetfora. Man er sig selv nok.

Der har jo lige været fodboldlandskamp, og det gik jo ikke for godt. Men den slags begivenheder har den styrke, at de giver os noget fælles at se i tv og at tale sammen om bagefter. Jeg oplever, at vi får stadig mindre af dette fælles. Det bidrager til, at den enkelte bare tænker: Jeg er min egen. Man passer sin egen familie og sin egen interesse, og man bosætter sig efter, hvem man gerne vil have, at ens børn leger med. Jeg synes, mange i samfundet kunne trænge til at blive rusket i, så de kunne bevæge sig i mere fælles retning. Måske kan man håbe, at dét kommer ud af krisen. At den sætter en fod i døren for befolkningens vældige optagethed af egen friværdi, erklærer Poul Nyrup Rasmussen.

To sager har han involveret sig særligt i i de senere år. På det helt lokale og nære plan arbejder han for psykisk sårbare mennesker som formand for foreningen Det Sociale Netværk. Ude i verden går han til kamp mod multinationale kapitalfondes skalten og valten med store erhvervsvirksomheder i Danmark og andre steder i jagten på kortsigtet profit. Et emne, han blandt andet har taget fat om i bogen I grådighedens tid for nogle år siden.

Jeg har det sådan, at jeg trives bedst med at kunne kombinere den helt nære tilstedeværelse med den store scene. At jeg kan være nærværende i forbindelse med psykisk sårbare og på det mere abstrakte plan føre en helt anden kamp for, at grådigheden bliver bedre reguleret. Det lyder måske ikke som et arbejde, der hænger logisk sammen, men min egen psyke fortæller mig, at sådan skal det være. Så kan jeg give mig fuldt og helt.

Arbejdet med psykisk sårbare trækker naturligvis spor tilbage til Nyrups egen datters sygdom. Og kampen for social retfærdighed og samhørighed trækker et spor tilbage til arbejderhjemmet i Esbjerg. Og begge disse opgaver fortsætter han ufortrødent med også efter 70-årsdagen. For en mand, som har haft mange succeser, men aldrig er kommet til dem uden blod, sved og tårer, er det naturligt at fortsætte arbejdet. Kaptajnen har ingen planer om at forlade broen på Titanic:

En af mine største fejl er min arbejdsnarkomani. Jeg har et gen, som gør, at jeg føler, jeg bør bruge mit liv aktivt hele tiden. Jeg har den tese, at vi kun har det ene liv jeg kan tage fejl men det gør, at jeg føler, jeg har en pligt til at bruge det. Så jeg går ikke på pension, siger Poul Nyrup Rasmussen.