Prøv avisen

Præst: Alting kan ikke altid lade sig gøre

For ikke så længe siden var det moderne at have et livsmotto, der sagde: jeg kan det, jeg vil det, jeg gør det, skriver Preben Kok.

Det, som har forblændet os de sidste 25 år, er tanken om menneskers uovervindelige kræfter, men en ny indstilling til tilværelsen er på vej, skriver sognepræst Preben Kok

Der sker i øjeblikket en forandring af mange menneskers indstilling til livet, og denne forandring er allerede begyndt at få betydning for samfundet og dermed også for kirken. Forandringen består i, at flere og flere mennesker får en mere realistisk opfattelse af, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre.

Det kan lyde mærkeligt, men det er faktisk sådan, at vores indstilling til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert på afgørende områder, forandres med jævne mellemrum måske hvert 15. til 25. år.

LÆS OGSÅ: Analytisk tankegang underminerer religiøs tro

For ikke så længe siden var det for eksempel moderne at have et livsmotto, der sagde: Jeg kan det, jeg vil det, jeg gør det. Med de ord udtrykte man over for sig selv og andre, at alt kan lade sig gøre, og alt kan blive bedre. Grundidéen under disse udtalelser var: Mennesket har al magt, og derfor er det op til hver enkelt at blive dygtig nok til at bruge den. Hvis man har denne indstilling til livet, hvordan ser ens Gud så ud? Ja, når den, der er dygtig nok, kan klare alt selv, så behøver de dygtige slet ikke nogen Gud.

På sygehusene oplevede mange læger denne livsindstilling, når de måtte give en patient og patientens pårørende meddelelse om, at der ikke var flere muligheder for at gøre den syge rask. Når dette mørke og i mange tilfælde altforandrende perspektiv var virkeligheden, blev der ikke sjældent svaret: Den oplysning kan vi ikke bruge til noget underforstået: Det er dig, læge, der er fagmanden, og vi patient og pårørende kan ikke være tjent med, at du ikke er så dygtig, som vi forventer. I øvrigt kan vi ikke acceptere, at der er noget, der ikke kan lade sig gøre, når det nu er så betydningsfuldt for os.

I de forholdsvis mange år, hvor der blev ført mange samtaler af den slags, bredte der sig også på sygehusene en mærkelig dobbelt skyld. På den ene side blev det almindeligt anerkendt, at når et menneske blev sygt, var det vedkommendes egen skyld, at det skete, for den syge havde åbenbart ikke været dygtig nok til at lytte til for eksempel sin krops signaler eller de verserende sunde leveregler.

På den anden side blev det også gængs at mene, at det var lægens skyld, hvis ikke den syge kunne blive rask igen, for han ville jo kunne udrette alt, hvis bare han var dygtig nok. På den måde blev sygehuset en bygning med megen skyld og mange skyldige både blandt patienter og ansatte. Er det ikke forunderligt, at virkeligheden kan blive sådan blandt en oplyst befolkning? Jo, det er forunderligt, men ikke så mærkeligt, når den dominerende tidsånd siger: Vi mennesker har selv magten til at få alting til at blive bedre.

Når et menneske i ramme alvor kunne sige: Mit livsprincip er, at jeg kan det, jeg vil det, jeg gør det, så ville det jo være realistisk at svare: Til lykke med, at du ikke har været udsat for noget, der var større, end at du selv havde magt over det. Men det svar har vi ikke givet hinanden, netop fordi det var almindeligt anerkendt, at alt var muligt, hvis blot man tænkte positivt og havde karakterstyrke nok til at ville nok.

Hvor har vi ofte hørt, at et menneske tabte kampen mod kræften som om et menneske og en kræftsygdom var to ligeværdige parter, der kæmpede mod hinanden. Når vi ikke gav hinanden de realistiske svar, var vi med til at bekræfte hinanden i det urealistiske og kom derved til at give hinanden stene for brød.

Inden vi nu får alt for dårlig samvittighed over det eller begynder at bebrejde hinanden for meget, skal det slås fast, at når man kan mene, at en kræftsygdom og et menneskes vilje kan være jævnbyrdige modstandere, er det ikke, fordi man er ondsindet. Det er derimod, fordi der er noget, man er blevet blind for.

Det kan sammenlignes med, at når noget lyser kraftigt, så bliver man blændet, og meget omkring én kan ikke ses. Det, som har forblændet os de sidste 25 år, er netop tanken om menneskers uovervindelige kræfter. Det, som forblændelsen får til at forsvinde fra vores synsfelt, bliver til en fortrængning. Altså en del af virkeligheden, som vi ikke forholder os realistisk til, fordi vi ikke ser den. Når vi for øjeblikket begynder at opfatte, at det er mærkeligt, at selv betænksomme mennesker kunne sige alting kan blive bedre, er det, fordi tiderne er skiftet, og en fortrængning er blevet ophævet.

Når fortrængningen af magtesløshed ophæves, bliver en del af virkeligheden vundet tilbage. Vi skal derfor ikke bebrejde os selv eller andre, at der blev tænkt anderledes for bare kort tid siden. Vi skal derimod finde ud af, hvad den nye erkendelse kan bruges til.

Det helt grundlæggende ved den genvundne erkendelse er, at den åbner til en kreativitet, som vi ikke har brugt de sidste mange år. Vi har vænnet os til at fokusere på den del af livet, vi har magt over, og her skaber man det nye ved at gøre noget. Men i den del af livet, vi ikke har magt over, skabes det nye netop, uden at vi gør noget. Og gør vi noget i de situationer, ødelægger vi faktisk liv! Forhindrer livet i at komme frem!

Hvis en gravid kvinde blander sig i, hvor hjertet på det ventede barn skal sidde, går det ud over fosteret. Lader hun derimod livet vokse i sig, så har det nye liv de bedste betingelser. Denne grundlæggende livserfaring, som vi alle har, er blevet overset de sidste årtier. I Paulus Andet Brev til Korintherne, kapitel 12, vers 9, siges om denne del af livet: Guds magt udøves i magtesløshed.