Præst søger ordination

På sengen i præstens påklædningsværelse ligger to pibekraver. Men ingen af dem tilhører teologen Helge Hognestad. Hans hustru, Lene Højholt, er præst i Grenå, og pibekraverne er hendes. Hognestad ønsker sig imidlertid tilbage i præsteklæder. Han nåede at få seks år som vikarpræst og ungdomspræst ved KFUM og KFUK i Oslo og fire år som sognepræst i Høvik uden for Oslo, førend hans tro blev for meget for kirken. Og førend kirken blev for meget for Hognestad. Efter en lang strid med den daværende biskop i Oslo smed han sit tøj, blev løst af sin ordination og gik sin vej. Bruddet ligger 15 år tilbage i tiden. Og den vej, Helge Hognestad da begav sig ud på, blev fordybelsens vej. - Jeg søgte spiritualiteten. Det hang sammen med, at jeg blev mere afhængig af mig selv, jeg havde jo ikke længere kirken som en ydre ramme. Den indre vej er også det, der optager mig i dag. Jesus er vejen. I det, han har sagt og gjort, viser han vejen til den dybere kontakt med Gud. Jeg ser det sådan, at Guds Rige er i mennesket som et potentiale, der må vækkes. Jesus kan vække det, siger Helge Hognestad. Åndelig længsel Han er 59 år. Har gråt hår, runde, milde ansigtstræk og en blød og venlig stemme, der tøver, hvis man spørger for meget til fortidens synspunkter. - Jeg har det ikke så present. Det er heller ikke så vigtigt mere. Jeg er rede til at sige, at jeg nu står på kirkens bekendelse og vil være tro imod den. Både kirken og jeg har ændret os i den mellemliggende tid. Jeg er optaget af religiøse erfaringer, og det er tydeligt, både i den norske og den danske kirke, at der i dag er mange, der taler om den åndelige længsel. Det er tilmed temaet på et norsk kirkemøde i dette efterår. Jeg vil gerne være med til at formidle det kristne svar på den religiøse søgen, der er i vor tid. Sidste efterår var Helge Hognestad vikarpræst i Trysil i Hamar Bispedømme, hvor Rosemarie Köhn er biskop. En særordning gjorde det muligt, og Hamar-bispen er meget interesseret i at få den tidligere så omtalte teolog ind i kirken igen. - Det var dejligt at være præst igen. Jeg oplevede, at folk var glade for mig, og jeg vurderer, at stemningen hos nordmændene er meget positiv over for mig. Sådan var det også dengang. I hvert fald var der en enorm pressedækning af mig, fordi mange føler, at kirken er for trang, og så kom der en, der ville åbne den, men han kunne ikke få lov til at være præst. Ser ingen hindringer Hvorvidt Helge Hognestad igen får lov at stå søndag efter søndag på en norsk prædikestol, vil blive afgjort af den norske kirkeminister i den nærmeste fremtid. Hognestad har i et brev redegjort for sine centrale teologiske synspunkter, et brev, der er sendt til høring hos Norges 11 biskopper. Flere af bisperne ønsker en yderligere teologisk uddybning. - Det vil jeg selvfølgelig gerne komme med, men så må de stille nogle konkrete spørgsmål. Selv ser jeg ingen hindringer. Striden dengang stod mest om gudsforståelsen, forsoningslæren og frelsen. Jeg lagde vægt på Gud som en kraft og var optaget af de mellemmenneskelige relationer. De politiske og sociale aspekter i kristendommen optog mig. - Og så var jeg kritisk over for kirkeinstitutionen. Min doktordisputats var en sociologisk analyse af norske prædikener, der havde udgangspunkt i Mattæus-evangeliet. Kort fortalt gjorde jeg opmærksom på, at forkyndelsen var en legitimation af kirkeinstitutionen. Det skabte selvfølgelig debat. I dag ser Helge Hognestad med meget mildere øjne på kirken, selv om han står ved, hvad han skrev i sin afhandling. - Min afhandling var et vigtigt indslag i debatten om kirkens søgen efter sandhed. Men jeg er siden blevet mere opmærksom på, i hvor høj grad kirken repræsenterer noget væsentligt. Mere end før ser jeg, at de bibelske skrifter indeholder sandheder og værdier, som det er vigtigt at få frem. Kirken er den eneste formidler af Jesus og det kristne evangelium. Og i kirken er der en vej i åndelig fordybelse. Den vej Jesus viser. Helge Hognestad fortæller, at mødet med Lene Højholt har medvirket til hans ønske om at blive præst igen. - Hun integrerer det kirkelige og den åndelige fordybelse. Det kan lade sig gøre. Og mødet med døden har givet plads til forsoningslæren i hans teologi. Mere ydmyg - Det er en proces, jeg er gået igennem. Jeg er blevet mere ydmyg. Mit liv er afhængigt af noget større, og jeg er så ganske skrøbelig. For fem år siden havde jeg hjertestop i 40 minutter. Det skete bare pludseligt. Lægerne havde egentlig opgivet mig, og de erklærede bagefter, at her måtte større magter have stået bag. Den fornemmelse har jeg med mig i dag. Gud er en kærlig kraft, som vil, at jeg skal leve. - Dengang i begyndelsen af 1980'erne mente jeg ikke, at mennesket var en fortabt synder med behov for Jesu død som soning. Det sagde jeg i skarpe vendinger på en måde, som jeg ikke vil gøre i dag. Jeg tror stadig ikke, at menneskets synd udelukker det fra Guds kærlighed. Men Jesu død indebærer en forsoning for os, det tror jeg på. Jeg siger bare, at hvis man lægger for ensidigt vægt på det, på behovet for et soningsoffer, så kommer andre aspekter af korsfæstelsen ikke klart nok frem. Nemlig at Jesus ved sit liv, sin lidelse, død og opstandelse åbnede en vej til Gud. Helge Hognestads gudsbegreb har i processens forløb også ændret sig. - Vi ved ikke, hvad Gud er. Vi opfatter bare en lille del af Guds væsen. Men jeg ser i dag Gud som noget meget mere end en mellemmenneskelig kraft. Vi kan have et personligt forhold til Gud, og Jesus er en synliggørelse af det guddommelige, en åbenbaring af Gud. Det har jeg nu altid ment, det er mere et spørgsmål om, hvor vægten lægges. - Jesu forkyndelse var centreret om tanken om Gudsriget. Efter min opfattelse drejer det sig om den åndelige del af virkeligheden, som vi kan opleve i glimt i denne verden, og som vi håber på at blive en del af, når vi dør. Menneskets grundvilkår er, at det er bundet til syndens virkelighed, og står til ansvar for Gud og er afhængig af nåden. Hvis den norske kirke beslutter at modtage Helge Hognestad igen, forestiller han sig, at det kan blive i form af vikariater i Hamar Bispedømme et par måneder om året. Men han vil også gerne kunne arbejde som præst i Danmark. Han forsker stadig og skriver bøger og har sit familieliv i Grenå. Desuden har han ansvar for et fællesskab i sit tidligere sogn i Høvik med 300 medlemmer. - Vi kalder det Møtestedet Høvik, og vi har studiegrupper og arrangerer foredrag og kurser i åndelig fordybelse og meditation. Helge Hognestad er desuden blevet meget optaget af Paulus, og var i juni i år rejsefører sammen med Lene Højholt på en tur i Paulus' fodspor for Kristeligt Dagblads læsere. Gav ikke op - Paulus sagde om sig selv, at han var slået ned, men ikke slået ud. Det er en flot formulering. Han gik igennem et utal af lidelser med overfald, fængselsophold, tortur, skibbrud og sygdom, men alligevel gav han ikke op. Han følte Guds nærvær, følte sig båret og ledet. Der er en direkte parallel i det til mig selv og mange andre, selv om vore lidelser ikke påføres os på grund af vores tro. Men i glimt kan vi opleve den samme fornemmelse af en kraft eller et nærvær, der rækker ud over vores almindelige, daglige bevidsthed og fører os. Hognestads ønske er at få lov til på kirkens grund at være med til at formulere kristendommen på ny. - Enhver tid har som sin opgave at trænge ind i det kristne budskab og uddybe det. Det følger af den menneskelige udvikling. Budskabet skal ikke forandres, men formuleres på ny. Ellers hænger man fast i dogmerne, og der kommer noget dødt over det. Jeg siger ikke noget nyt, men jeg siger det på min måde, erklærer Hognestad. Hver gang den private telefon i præsteboligen i Grenå ringer, håber han derfor, at det er besked fra Norge om, at han med kirkens velsignelse igen kan iføre sig den norske præstedragt.