Prøv avisen

Præsten uden Gud

UGENS PROFIL: Thorkild Grosbøll tror ikke på Gud. Han stoler på naturvidenskabens forklaringer, men kalder Jesus vores civilisations vigtigste person

Sognepræst Thorkild Grosbøll tror ikke på Gud. Han mener, at Gud er en figur, som mennesket har opfundet og omformet gennem alle tider. Han tror ikke på mirakler, sjælen, skabelse, himmel eller helvede. Det har han redegjort for i bogen »En sten i skoen«, som har vakt debat og har fået folk til at spørge, hvorfor Thorkild Grosbøll egentlig er præst og har været det i forløbig 25 år.

Thorkild Grosbølls svar er, at tømrersønnen fra Nazareth - den historiske Jesus - er vigtig. Måske den allervigtigste person i vores vestlige civilisation.

- Jeg føler mig forpligtet overfor manden, som sagde, at han var den, de andre kaldte Gud, siger han.

Thorkild Grosbøll er 55 år. Han bor sammen med sin kone og hunden Uffe i et af Danmarks smørhuller. Tårbæk hedder den sjællandske landsby, der ligger nede ved vandet tæt på Dyrehaven og forlystelsesstedet Bakken. Der bor 1500 mennesker i byen, som en almindelig forårsdag virker søvning, fredelig og velhavende.

Thorkild Grosbøll bliver af sognebørnene kaldt en moderne landsbypræst. Der er på fornavn med »Thorkild« og kan let udpege præstegården, der er et smukt hvidt hus gemt bag høje grønne træer.

Inde bag de hvide vægge sidder Thorkild Grosbøll og forsøger at få tid og ro til at forberede sine prædikener, men i disse dage ringer telefonen ofte, og han lader sig rive med, for samtalerne drejer sig om hans bog.

- Det er da helt fint med barnetroen. Men det hænger ikke sammen, når veluddannede mennesker kører et dobbelt regnskab som både snu verdens børn og sentimentale barnetroende, siger Thorkild Grosbøll engageret i telefonen, mens han fingererer ved en pibe uden at få ild på den.

Han vil ikke være det, han kalder en mullah - altså en præst, som alene vide og doserer sin viden til sognebørnene. Han vil diskutere, hvad det er at være kristen. Han vil provokere med sit indlæg, men han vil også gerne sige højt og tydeligt, hvad det er han tror - og navnligt ikke tror.

Jesus gør alle til guder

For ham er den historiske Jesus umådelig vigtig.

- Før Jesus hvilede menneskets øjne på guderne eller guden. Guden var den, mennesket tog bestik af. Så kom Jesus og sagde, at mennesker er vigtige. At det vi gør mod hinanden, gør vi mod ham. Derfor er næstekærlighed vigtigere end hvem, der skruede bolte i himmelhvælvingen, siger han.

Det med boltene og himmelhvælvingen er typisk for hans sprudlende sprog og med mange indflettede ironiske kommentarer til bogstavtro bibellæsning, og han leverer dem tilsyneladende uden selv at opdage, hvor provokerende de kan opfattes.

- Jesus står for en opskrivning af mennesket. Vi får en ufattelig værdi med ham - nærmest guddommelig. Paulus siger også, at vi er Jesu opstandelses legeme. Vi skal selv være guder med ham. Og i dag må hver enkelt selv afgøre, om Jesus var Gud eller en forbryder. Jeg mener, at han var en, der viser os, at der er håb, siger Thorkild Grosbøll.

Thorkild Grosbølls nærmeste undrer sig over, at bogen har skabt sådan en virak. Thorkild Grosbøll har ment det samme hele sit voksne liv, og det har aldrig været en hemmelighed, vakt nævneværdig debat eller fået hans biskopper til at indkalde til samtale. Til trods for at det er fremgået både af gudstjenestetransmissioner, hans morgenandagter og af den prædikensamling han udgav og fik anmelderros for i 1988. Men nu er tiden anderledes, så medier, biskop og menigmand interesserer sig for Thorkild Grosbølls manglende tro - og det i en grad, så hans ikke helt letlæste bog er ved at blive trykt i andet oplag.

Tror manden overhovedet på trosbekendelsen, spørges der.

I manges ører vil svaret lyde som et nej, for Thorkild Grosbøll tror ikke på en hornet djævel, der skal forsages, en almægtig skabende Gud i himmelen eller Jesus som født af en jomfru. Han taler faktisk sjældent om tro.

Han taler om billeder, forestillinger og myter, og han taler meget engageret. Han kigger ud af vinduet i kontoret, han ser på tilhøreren. Han kører kontorstolen tre meter bagud og læner sig tænksomt tilbage, for derefter at køre frem mod skrivebordet og tage salmebogen med trosbekendelsen og begynder sin forklaring.

- Trosbekendelsen er skriftens maggieterning. Bibelen i kortest mulig form. I forsagelsen siger vi, at vi er imod det onde. Det destruktive. Det, som nedbryder. Bagefter siger vi, at vi er for det skabende, konstruktive, det, der kan kaldes Gud. Tredje trosartikel, som handler om verdens ende, fortæller, at vi i dag lever i åndens tid. Det er derfor at jeg med mit vaklende hovede og dårlige ånd kan tale og formulere mig. Besjælet af ånd kan jeg skrive mit lille pip, siger han.

Elsker at prædike

I sognet er der ingen, som har protesteret over at Bibelen er blevet til »vores civilisations vigtigste fortællinger«, og ikke en beskrivelse af forholdet mellem Gud og mennesker. Tvært imod er sognebørnene stolte over deres præst og parate til at stå last og brast med ham. Vel har han afskaffet den traditionelle Gud, men hvem har ikke det? Vi lever i 2003, siger en kirkegænger

Thorkild Grosbøll mener, at mange præster tænker ligesom han. De tør bare ikke sige det.

- Det er så ævlet, når præster går på kattepoter, fordi de ikke vil fornærme eller såre nogen, som tror mere bogstaveligt på Bibelen, mener han og finder næste helligdags tekst frem.

I den står der om de tegn, der skal følge de kristne: Dæmonuddrivelser, tunge-tale, de skal kunne tage på slanger, og dødbringende gift vil ikke skade dem.

- I morgen skal jeg - Herren hjælpe mig - prædike over den her tekst, siger han.

I kirken vil sidde 30-40 mennesker. Nogle ældre traditionelle kirkegængere. Nogle yngre, der søger ro og en intellektuel udfordring.

De vil få, hvad en kirkegænger kalder: »En befriende utraditionel intellektuel og filosofisk gang hjernegymnastik«, og den vil blive leveret af en præst, der elsker at prædike og som selv siger, at han er lykkelig over den kristne og kirkelige tradition.

»Derfor kan man også bære søndag efter søndag at iføre sig det præsteligt kluns og lægge stemme til tidligere slægters tekster og ritualer, lytte til deres musik, se på deres billeder. For når fortiden har intoneret rummet, får nutiden sin chance for at formulere sig i form af præstens prædiken. Man gør sig næppe begreb om, hvor fabelagtig den situation til tider kan føles, før man selv har prøvet den« skriver han således i sin nye bog.

Til gengæld holder ordrigdommen op, når samtalen falder på åndelige emner.

- Det siger mig simpelthen ikke noget, siger han for eksempel om et evigt liv efter døden.

Efter hans mening er det, at vi alle sammen lever videre som minder og gener i børn og børnebørn - ikke mere.

- De døde kan betyde mere end de levende. Det er Jesus et godt eksempel på. Men jeg tror altså ikke på, at sjælen flyver ud af øret på os, når vi dør, og op til Vorherre. Hvis naturvidenskaben en dag opdager sjælen, må jeg naturligvis revidere min holdning, siger han.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Thorkild Grosbøll.

Han blev født i 1948 i Støvning.

Hans far var grundtvigsk valgmenighedspræst.

I 1975 blev han cand.teol. fra Københavns Universitet.

Derefter præst på Frederiksberg, sømandspræst i Lissabon, præst i København og den1982 flyttede han til Tårbæk.

1987 var han medstifter af valgmeningheden Vartov.

1988 skrev han prædikensamlingen »På sporet af Gud«.