Prøv avisen

Prinsessen, der blev ved med at tegne

”Fire fortællinger om Ibisguden” er et helt nyt maleri af Dronningen, der for første gang vises offentligt på udstillingen i Aarhus. – Foto: Torben Eskerod.

Dronning Margrethe II har siden sine teenageår tegnet, og passionen for kunst er kun blevet større i årenes løb, og spænder i dag over malerier, messehagler og decoupager

Næsten alle børn tegner, men de fleste holder op, når de bliver teenagere. Det skete ikke for prinsesse Margrethe. Hun blev ved med at tegne og gør det stadig.

Tidligt opdagede prinsessen, at hun gennem sine tegninger kunne udforske ukendte steder, hvor æstetikken var i centrum og hverdagens love og regler trængt i baggrunden. En buket morgenfruer i skolestuen på Amalienborg Slot blev det første motiv, der gav den dengang syvårige prinsesse den oplevelse. Det billede fik en ganske særlig betydning, og det hang i dronning Ingrids påklædningsværelse indtil hendes død i 2000.

Når man først har fået færten af dette magiske univers, er der ingen lykkelig vej tilbage. Nysgerrigheden efter det næste billede ligger konstant som et personligt engagement og en glæde ved at skabe nyt og dermed visuelt dokumentere, at man er et levende menneske med lyst til at udtrykke, som museumsdirektør Jens Erik Sørensen, ARoS Aarhus Kunstmuseum, skriver i sin prolog til udstillingskataloget over Pas de deux royal.

Tegningerne blev senere til akvareller og senere igen også til malerier. Først malede Dronningen på små lærreder, der passede til et staffeli, men efterhånden vovede hun sig også ud i de store formater til kirker og teaterscenografi.

Dronningens kunst

Naturen er en stor inspirator for Dronningen, og hun har ofte malet sten og andre af naturens objekter. Senest, her i 2013, har hun udført en række abstrakte og meget farverige malerier. Hun arbejder udelukkende med vandbaseret akrylfarve, som i forhold til oliefarve tørrer hurtigere.

Ud over malerierne har Dronningen i årevis også arbejdet med decoupager. Ordet, der kommer fra fransk, betyder at klippe ud, og teknikken er at klippe motiver ud fra blade og kunstkataloger og bagefter fastgøre motiverne til æsker eller andre genstande ved hjælp af lim, maling og pensel.

Dronning Margrethes store interesse for kirkelige forhold gør sig også gældende i hendes kunstneriske virke, og hun har i årenes løb skabt både bispekåber og messehagler.

I hele sin barndom, ungdom og helt op til hun var en midaldrende voksen, holdt Dronningen sin kunst indendøre. Først i 1988 viste hun for første gang sine malerier offentligt, det skete på en udstilling på Køge Skitsesamling, og siden har hun udstillet mange gange i både ind- og udland.

Efter at have fulgt Dronningens mange udstillinger og set det maleriske sprog under stadig udvikling og fornyelse, forekommer spørgsmålet om kunstner eller ikke kunstner efterhånden uaktuelt. Dronningen har naturligvis ret til at udtrykke sig kreativt i kunsten som ethvert andet menneske, fastslår Jens Erik Sørensen.