Prøv avisen

Prinsessen og engle-gnisten

”Jeg håber, at vi kan være med til at normalisere troen på engle. Når jeg er ude at handle, så kommer folk vældig ofte til mig og betror mig, at de er sådan en som mig, inden de diskret skynder sig videre. For nogen er det med engle ikke noget, man taler frit om, men det er mit indtryk, at det er blevet lettere de seneste år,” siger prinsesse Märtha Louise. – Foto: HILDEBRANDT HENRIK/ritzau

Den norske prinsesse Märtha Louise var i mange år genert og usikker som menneske og prinsesse. Gennem mødet med engle lærte hun at acceptere sig selv

Da prinsesse Märtha Louise var lille, fik hun ofte sine forældre til at spærre øjnene op på grund af sin måde at til- og fravælge relationer på. Folk tæt på hende så, at hun ikke ville være sammen med mennesker, som umiddelbart smilede og virkede imødekommende.

Som yngre troede jeg, at alle kunne se, hvad jeg så. Når jeg mødte mennesker, kunne jeg fornemme, om de var bedrøvede eller vrede, selvom de ikke gav udtryk for disse følelser.

LÆS OGSÅ:Englene og kristendommen

Sådan siger den 39-årige datter af Norges kong Harald og dronning Sonja og storesøster til kronprins Haakon.

Jeg husker, at jeg ofte undrede mig over, hvorfor folk sagde, at de havde det godt, når jeg kunne se, at de bar på en sorg eller var rasende bag smilet. Når jeg blev spurgt, hvorfor jeg ikke ville være sammen med en person og begrundede det med, at vedkommende var sur, så var der ikke rigtig nogen, som forstod mig, for folk omkring mig så ikke, hvad jeg så, siger prinsesse Märtha Louise.

Også i dag ser prinsesse Märtha Louise ting, som mange ikke ser. Hun tror, at alle mennesker har en skytsengel, som de kan kommunikere med. Det er derfor, hun i sidste weekend var inviteret til Danmark som hovedtaler ved Nordens første englekongres sammen med kollegaen Elisabeth Samnøy. De driver sammen engleskolen Astarte Education i Norge og har skrevet bogen Mød din skytsengel, som netop er udgivet på dansk. Bogudgivelsen er anledningen til, at Kristeligt Dagblad interviewer forfatterne.

Her i Vejle Musikteater, hvor de godt 500 kongresdeltagere er samlet til et heldagsarrangement, bliver parret mødt med store bifald, men sådan har det ikke været altid i de fem år, de har formidlet deres engleerfaringer. Der er kun ganske få mænd blandt publikum, men mange modne kvinder. De fleste taler med indforståethed om energier, aura og engle, mens andre er mødt op med en barnetro, som indeholder en tro på engle.

Den norske prinsesse er blevet beskyldt for at bedrive åndeligt kvaksalveri og misbruge sin position som kongelig. Men hvis kritikerne tror, at hun vil ændre sig, så må de tro om igen, for i den nyåndelige verden har hun fundet vigtige pejlemærker. Da hun for snart 15 år siden begyndte sin åndelige rejse, fandt hun en sikkerhed, som hun havde haft som barn, men siden havde mistet.

Til hun var omkring 10 år, blev prinsessen ved med at se ting, som andre ikke så, og husker for eksempel en situation, hvor hun blev introduceret for en kvinde.

Jeg sagde til damen, at hendes mand nok skulle få det godt. Folk omkring mig undrede sig, for hvordan kunne jeg vide, at hendes mand var i en alvorlig krise? Da jeg havde samlet tilpas mange af den slags erfaringer, hvor jeg gjorde ting, som for mig virkede helt naturligt, men som andre anså som fejl, tænkte jeg, at det nok var mig, som var en fejl. På det tidspunkt var mit ønske at være så normal, som man kan være, når udgangspunktet for ens liv er, at man er prinsesse.

Jeg lagde det, som jeg i dag vil beskrive som min spiritualitet, til side, men dermed mistede jeg en stor del af mig selv og mit navigationssystem. Jeg blev vældig utryg og ekstremt genert, men forsøgte at kompensere ved at dyrke mine intellektuelle sider, siger hun.

Da hun var 26 år, læste hun bogen Ask Your Angels (spørg dine engle, red.). Mens hun læste, havde hun en særegn oplevelse, som har præget hende siden. Med bogen i hånden mærkede hun en duft af roser og et kærlighedsfuldt nærvær.

Det kærlige nærvær er fortsat med at følge mig. I dag ved jeg, at det skal være hos mig for evigt, siger hun.

På det tidspunkt var hun uddannet til fysioterapeut, men valgte at tage en uddannelse til rosenterapeut, hvor hun blev introduceret til den nyåndelige verden og flere kurser. På et af kurserne mødte hun Elisabet Samnøy, og de fandt ud af, at de begge delte troen på engle, og de ønskede begge at udbrede den tro.

Vi havde følelsen af, at hvis vi ikke delte det her med resten af verden, så var vi jordens største egoister, siger prinsesse Märtha Louise.

Vejen til englene går, ifølge de to, gennem psykologisk selverkendelse og en række meditationer, hvor man lærer at være i kontakt med sin krop, hjerte og jorden og opbygger en åndelig åbenhed. Skytsenglen, som nogle ser i fysisk skikkelse, og andre fornemmer som en duft eller en følelse af kærligt nærvær, ser de som et personliggjort udtryk for en universel kærlighed.

Inden prinsesse Märtha Louise blev kendt for sin tro på engle, trak det overskrifter, at prinsessen var gæstesolist for Oslo Gospel Choir, som solgte over 100.000 eksemplarer af julealbummet. Og for ni år siden indspillede hun igen en cd med koret. Hun ser ingen modsætning mellem troen på englene og kristendommen.

At synge gospel var fantastisk. Det er en utrolig smuk musik, og jeg er jo fremdeles kristen. Mødet med engle findes i alle religioner og er noget, som går på tværs af religiøse skel. Som kristen ser jeg englenes nærhed som et udtryk for, at Gud er os nær. Gud vil aldrig forlade sit skaberværk uden at give os hjælp og støtte. Vi er skabt i Guds billede, og i os bor en gnist af Guds kraft, ligesom jeg tror, at Helligånden bor i hver og en af os. Vi må hver især finde et sprog for vores tro, men det er ikke et sprog, som vi kan tænke os til. Når du tør åbne dit hjerte og holde op med at tænke intellektuelt og logisk, så er du på vej til at finde et sprog, siger hun.

Under besøget i Vejle demonstrerer prinsesse Märtha Louise og Elisabeth Samnøy, hvordan de gennem clairvoyance tilsyneladende kan vejlede frivillige blandt publikum. De vejleder mennesker, som har mistet kontakten med deres skytsengel eller bærer på en sorg. Evnen til det særlige klarsyn, mener prinsessen at hun har haft siden barndommen, og kontakten med englene styrker hende som clair-voyant. I Vejle får de norske gæster anerkendende ord med på vejen for deres clairvoyante evner, men prinsesse Märtha Louise ved også, at der er en del mennesker, som er kritisk over for hendes brug af clairvoyance.

Men jeg er den, jeg er, og så må folk synes om det eller lade være. Vi bør ikke begrænse os af konventioner om, hvad der forventes af os. Jeg tror, du bliver lykkeligere, hvis du mærker efter, hvem du er. Det er jo ikke alle, som vil ønske at være her i dag (på englekongressen, red.), men vi må hver findes vores vej i et samspil mellem hjerne og hjerte, siger hun.

I dag er kontakten med englene og de meditative teknikker en så integreret del af prinsesse Märtha Louises liv, at hun i en presset hverdag typisk ikke sætter tider af til meditation i samme grad, som hun har gjort tidligere. Men hun mener, at hun har fået en række indsigter i den åndelige verden, som har hjulpet hende til at håndtere livet som prinsesse. Hun har integreret en østlig forståelse af kroppen i sin tænkning, og særligt bevidstheden om auraen har hjulpet hende.

Når jeg sidder her over for dig, så sørger jeg for at have kontakt med jorden og sørger for, at min aura ikke er for langt ude. For når jeg føler mig usikker, så er det i ni ud af ti tilfælde, fordi min aura er for langt ude, siger prinsesse Märtha Louise, som i Mød din skytsengel beskriver, hvordan hun i mange år oplevede, at pressen tog mere, end hun ville give, men gennem kontrollen med auraen forsvandt følelsen af at blive ædt op af andre.

For otte år siden blev hun mor til Maud Angelica. I dag tæller børneflokken tre døtre i alderen to til otte år. Selvom troen er en grundsten i hendes liv, holder hun sig tilbage med at tale om tro med børnene.

Maud har sagt til mig, at hun synes, det med engle er vældig mærkeligt. Det er helt o.k. Børnene må lære at lytte med deres hjerte for at finde deres vej, og den vej prøver jeg at vise dem ved selv at lytte til mit hjerte, siger hun.

Prinsessen, som oplevede at se ting, som andre ikke så, mener ikke, at hendes forældre svigtede.

Min forældre er vældig åbne og deres store ønske har været, at min bror og jeg skulle være dem, som vi er. De har opfordret mig til at finde ud af, hvem jeg var. Jeg husker, at der altid var en åbenhed omkring, at jeg skulle finde det, som var det rigtige for mig. Men det, som jeg fandt, blev nok noget anderledes end det, de havde tænkt sig, siger hun.