Prøv avisen

Privat bistandshjælp skabte læge i Afrika

David Ruta blev i sidste uge færdiguddannet som læge fra universitetet i Tanzanias største by, Dar-es Salaam, efter at have fået uddannelsen betalt af danske sponsorer. -- Privatfoto.

Danskere er begyndt at etablere private bistandsprojekter i u-landene. Blandt disse danskere er Matthias Solsø Dommert. Han rejste for 10 år siden til Tanzania for at stille lidt af sin ingeniør-ekspertise til rådighed for et fattigt landsamfund. Han endte med at betale lægeuddannelsen for en lovende tanzanisk mand

Matthias Solsø Dommert kan ikke se, hvad der foregår. Han kan bare høre den livlige diskussion og de mange gensidige spørgsmål. Han ligger i en tandlægestol, og bag ham foregår en samtale med så mange latinske og lægefaglige udtryk, at Matthias kun opfanger brudstykker. Men det gør ham ikke stort. Dér i tandlægestolen glæder han sig over, at hans nu mangeårige ven, David Ruta fra Tanzania, kan stå på et dansk hospital og føre en teknisk samtale med en dansk specialtandlæge. Matthias Dommerts håb for David Ruta er tæt ved at gå i opfyldelse. Endnu en læge til Tanzania.

Hvilket der er behov for. Det konstaterer Matthias Dommert ved selvsyn en decemberdag i 2001. På det tidspunkt er han 28 år og udstationeret som bygningsingeniør i det nordligste Tanzania, hvor han har ansvar for en række byggeprojekter. Men en dag gør et maveonde det umuligt at tage ansvar for arbejdet. Derfor kører han ad mudrede grusveje gennem frodige bananplantager til en lille lokal lægeklinik syv kilometer væk.

I lægeklinikken arbejder den dengang 29-årige David Ruta. Matthias tager plads i et propfyldt venteværelse, hvor klynken fra babyer i bylter blander sig med mødrenes snak.

Som den eneste hvide person i lokalet, går der ikke længe, før Matthias bliver set af David.

David undersøger ham derefter i et lille konsultationslokale, ligesom han undersøger de af områdets 20.000 potentielt øvrige patienter, som opsøger lægehuset, hvor han er eneste læge.

Vel at mærke læge med blot to års grundlæggende uddannelse i sygepleje og administration. Der er ganske enkelt ikke nok uddannede læger i Tanzania til også at bemande en lægeklinik langt væk fra storbyerne.

I tiden efter Matthias? tur til lægeklinikken får han og David gradvist mere med hinanden at gøre. I kraft af sine ingeniørevner installerer Matthias en ny pumpe i lægehusets brønd, mens David flere gange kommer på hjemmebesøg hos Matthias, hvis enten han, hans kone eller parrets to små børn er syge.

På den måde kommer de to mænd tættere på hinanden og begynder at ses privat. Matthias finder ud af, at David trods sin kun toårige uddannelse både opererer, trækker tænder ud og står for lægehusets drift. Alligevel klager han aldrig. Det beundrer Matthias.

Omtrent halvandet år efter Matthias? første besøg i lægehuset sidder han og David en lun eftermiddag på verandaen bag Matthias? hus.

I horisonten glimter den enorme Victoria Sø. Det slår Matthias, at David aldrig har fortalt om sine ambitioner eller mål i livet. Så han spørger ham.

David svarer, at han gerne vil have en uddannelse til det arbejde, han hver dag udfører på klinikken. At han ønsker at kunne udføre sit job bedre, så han er i stand til at behandle flere patienter og ikke er tvunget til at sende nogen bort uden behandling. David ved, at disse patienter hverken har råd til transport til større hospitaler eller behandling af uddannede læger.

Matthias smiler indvendigt. David har gjort indtryk på ham gennem længere tid, fordi han aldrig har spurgt om penge eller hjælp – i modsætning til, hvad mange af områdets øvrige fattige beboere naturligt nok gør.

Derfor har Matthias overvejet muligheden for at støtte David med at tage en medicinsk uddannelse. Han har bare ventet på, at David skulle sætte ord på, at det er det, han vil.

Kort efter rejser Matthias og familien tilbage til Danmark, og i august 2004 ringer Matthias til David for at overbringe ham nyheden: Det er lykkedes at samle omtrent 20 personer, som hver måned i fem år vil indbetale 150 kroner på en uddannelseskonto til David.

Det projekt, som Matthias Solsø Dommert iværksatte i august 2004, har nu resulteret i, at David Ruta for en uge siden dimitterede som læge fra et hospital i Tanzanias hovedstad, Dar-es Salaam. Det er det projekt, som sidste år gjorde det muligt for David Ruta at rejse på praktikophold på Århus Sygehus. Det er det projekt, som gjorde det muligt for David Ruta at overvære og deltage i Matthias? tandlægebesøg, hvor Matthias rutinemæssigt skulle have kontrolleret en tidligere kæbeoperation. Og det er det projekt, som levede op til det slogan, Matthias fra starten opsatte: 20 personer med 20 dollars om måneden er lig med en læge til Tanzania.

Matthias rejste i begyndelsen af december til Tanzania for at overvære Davids dimission. Den ville han ikke gå glip af, og med sig havde han et par kæmpestore lægebøger, som de sidste støttekroner har betalt. Med de bøger kan David fortsætte sit arbejde med at specialisere sig til børnelæge og vende tilbage til det område, hvor Matthias mødte ham, når hans lægeturnus er overstået.

"Davids drøm var at redde menneskeliv, og han lagde et kæmpe engagement i det. Det engagement var svært ikke at bidrage til," fortæller Matthias Dommert.

Siden 2004, hvor Matthias og familien rejste tilbage til Danmark, har Matthias og de 20 øvrige støttepersoner modtaget breve og e-mail fra David, hvori han har beskrevet, hvordan hans uddannelse er skredet frem. Blandt støttepersonerne er flere fra sundhedsvæsenet og den kirkemenighed i Odder, Matthias er tilknyttet.

"Det er helt afgørende, at folk har kunnet følge med i, hvor deres penge er endt. Det er motoren og hovedmotivationen, og måske har veluddannede personer i Danmark lettere ved at relatere til en person, som tager en videregående uddannelse. Personligt har min familie og jeg også givet penge til tsunamiofrene i Asien, men i et projekt som det her har jeg lyst til at give mange tusinde kroner, fordi jeg er sikker på, hvor pengene ender, og hvordan de gør gavn."

Måden at gøre gavn på er en grundpille i Matthias? overvejelser omkring at støtte enkeltpersoner i u-lande. Vel at mærke enkeltpersoner, som har betydning for det samfund, de arbejder i.

"Jeg ønskede at støtte en nøgleperson, der var med til at opbygge samfundet i Tanzania. Det kunne være en læge, en ingeniør eller en jordemoder. Hvis David ville have været bygningsingeniør, ville jeg nok af personlig interesse have støttet ham, men det er endnu bedre nu, hvor han står over for 20.000 mennesker med behov for en læge. Dér kan han hjælpe rigtig meget, og det er ufatteligt at tænke på, hvilken betydning han kan få for Tanzania."

Formålet med at støtte nøglepersoner udspringer af Matthias Dommerts overbevisning om, at bistandsarbejde skal være bæredygtigt.

"Jeg har været involveret i en del nødhjælpsprojekter, for eksempel med at installere vandpumper på hospitaler i Tanzania. Så fik hospitalet rindende vand, og ja, det er fantastisk, men alligevel havde jeg det ikke godt med det. For pumperne skaber afhængighed. Ingen i hele Tanzania kan reparere en danskproduceret vandpumpe, og sådan er det med en masse nødhjælp, der doneres. Hjælpen skaber afhængighed, uden at der sker en vidensdeling."

Netop vidensdeling var i centrum, da David Ruta undervejs i sin uddannelse var i praktik på Århus Sygehus. En eftermiddag var 40 af hospitalets læger samlet til en times frokostmøde. Her fortalte David om det tanzaniske sundhedsvæsen, mens spørgsmål regnede ned over ham sammen med efterfølgende anerkendende klap på skulderen fra de læger, som David i nogle uger havde haft som kolleger. Bagerst i lokalet stod Matthias Dommert og overværede seancen. Den dag vidste han, at hver en krone var givet godt ud.

gehlert@k.dk

-- Foto: Lars Aarø/Fokus.