Prøv avisen

Problemer blandt søstre

Hvordan får jeg et bedre forhold til min storesøster, spørger en læser i brevkassen. Modelfoto: Colourbox.com.

En yngre søster vil gerne have en bedre relation til sin storesøster, som hun ofte oplever som sur og på tværs. Men hvordan bryder man med fastlåste familiemønstre?

Kære brevkasse

Jeg skriver, fordi jeg gerne vil hjælpe min familie, sådan at vi alle kan få det bedre med hin- anden. Vi er tre søstre, hvor jeg er den yngste sidst i 20'erne, og de andre er godt 40 og midt i 30'erne. Vores forældre lever fortsat, og vi bor alle spredt rundt omkring i landet.

For nogle år siden sprang min ældste søster ud som lesbisk. Jeg tror, det var en lettelse for hende. Hun har ikke rigtig villet tale om det siden, selvom vi alle har taget fint imod det og selvfølgelig har accepteret det.

Så længe jeg kan huske, har jeg ofte følt, at min ældste søster har været sur, specielt over for vores far. Hun har også været overvægtig i mange år. Jeg ved, at hun har forsøgt sig med diverse diæter uden resultat. Hun arbejder hårdt i sit job, som hun værdsætter højt. Vi har altid måttet gå på listefødder, når vi gerne ville prøve at hjælpe hende med vægt og levevis. Hun har også haft migræne alle disse år og har en vane med daglig at proppe sig med smertestillende tabletter.

Jeg har tit prøvet at forstå, hvor svært det måske har været for hende at være overvægtig og holde det skjult, at hun var lesbisk. Som lille passede hun mig, og vi havde det hyggeligt, men nu taler jeg meget bedre med min anden søster. Min ældste søster taler i telefon med min mor hver dag, og det er nærmest kun gennem hende, at jeg får del i, hvad der sker. Det er, ligesom min ældste søster hele tiden føler, vi alle er imod hende.

Jeg så for nylig et program, hvor kvinder skulle tabe sig, og der blev snakket om forskellige kropstyper. Det fremgik, at den lidt større kropstype var kendetegnet ved surhed og forsvarspositioner.

Surheden kom egentlig fra, at personen var sur på sig selv over sin overvægt.

Da jeg hørte det, blev jeg lettet, fordi jeg i mange år har gået og undret mig over hendes surhed. Men af den grund har jeg også gerne villet hjælpe hende eller i det mindste tale med hende. Men hver gang man prøver, synes hun, det er noget pjat, at vi "hele tiden skal snakke om alt".

Grunden til, at jeg gerne vil have hjælp nu, er, at der har været flere episoder i den seneste tid, hvor det er gået galt mellem os søstre. Det er endt med, at min ældste søster har været rasende og i en offerrolle, og hvor det er blevet til gråd og tristhed hos os alle.

Min mor går også og bliver ked af det, og jeg har ondt af hende, for hun er "peacemaker". Min far er der også, men han blander sig ikke så meget.

Jeg elsker hele min familie, og jeg synes, vores forældre har gjort det rigtig godt for os alle. Jeg tror egentlig, min ældste søster har et fint liv, der hvor hun bor, og hun har en del venner. Jeg fornemmer, at hun er en helt anden og mere positiv person, når hun er sammen med dem. Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor hun skal være mindre glad, når vi er sammen.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg mener, hun trænger til hjælp. Vi prøver på forskellige konkrete måder at formidle til hende, at vi er der for hende. Jeg respekterer, at vi ikke altid skal have et tæt forhold, da vi er forskellige, men jeg vil virkelig gerne have, at vi kan være sammen til familieting, hvor vi kan spørge hende om ting, uden at man skal passe på hele tiden.

Jeg får tit at vide, at jeg skal slappe af, selvom det er helt normale forsøg på at snakke. Mine veninder mener, at det er mig, der skal ringe til hende og begynde at snakke om vores forhold. Jeg tror dog, hun vil gå i forsvar. Jeg håber, at I vil give mig råd om det her. Jeg kan mærke, at både min mor og min anden søster også gerne vil gøre en indsats, så vi alle kan få en god stemning, når vi er sammen.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvordan det skal gå den dag, vores forældre går bort. Jeg tror, det handler om, at min ældste søster inderst inde ikke har det godt med sig selv, og det udmønter sig i et anstrengt forhold til resten af familien.

Venlig hilsen

Den yngste

Kære Yngste

T ak for dit nænsomme brev, som vi har forkortet noget. Det bærer præg af stor kærlighed til din familie og til den storesøster, som nok har betydet rigtig meget for dig, dengang du var lille. Derfor er det måske også ekstra smerteligt for dig, at det ikke kan fortsætte, når I er voksne. Måske handler det om, at du og din anden søster på en måde har gået den lige vej og er blevet mere vellykkede med kærester og børn, mens hun har måttet kæmpe med overvægt og en skjult seksuel orientering. At overvægt skulle have med en kropstype, der gav surhed at gøre, tror vi ikke så meget på, men selvfølgelig kan vi mennesker tidvis reagere med surhed eller vrede, når vi er sårbare.

Vi tror også, at din ældste søster har en del problemer, som der ikke rigtig er taget hånd om, specielt når man tænker på, at hun "propper sig" med smertestillende tabletter. Det er ikke sundt. Det er i og for sig heller ikke i orden, at I alle skal gå rundt på listesko, når I er sammen med et voksent menneske. Så enten må der findes en større fælles forståelse, eller også må I være mindre sammen.

Din erfaring siger dig, at det oftest ender galt, når du tager initiativ til at snakke. Måske var det i stedet muligt at komme i en vis dialog ved at skrive et rigtigt brev, som var spørgende og positivt interesseret, og som gav udtryk for sorg over, at jeres fællesskab så ofte giver anledning til misforståelse eller konflikt. Måske kunne der ved den langsomhed og omtanke, som et brev kan skrives i, opstå nye veje.

Måske kommer der heller ikke ad den vej noget "hul igennem", og så må du nok indstille dig på at opgive håbet om forandring.

Man kan ikke tvinge andre til at være motiverede for noget, de ikke er motiverede for. Måske ønsker din søster slet ikke at være fortrolig med jer, men er det i stedet med sine venner, som hun heldigvis har. Måske er det også helt urealistisk, at du som 13 år yngre lillesøster kan udfordre eller hjælpe hende, som var en slags ekstramor for dig engang.

Du skulle måske også snakke med din mor – og far – om jeres familiehistorie. Selvom I på mange måder har haft det godt, kunne der godt være ting og episoder fra mange år tilbage, som kunne kaste et vist lys over jeres nuværende situation. Og som I må leve med i respekt for jeres forskellighed.

Mange hilsener