Prøv avisen

Problemer med bedrevidende og kritisk svigerinde

Hvad stiller man op, når familiemedlemmer opfører sig uværdigt og kritiserer ens levevis, spørger et fortvivlet ægtepar

Hvad stiller man op, når familiemedlemmer opfører sig uværdigt og kritiserer ens levevis, spørger et fortvivlet ægtepar

Kære brevkasse

Vi ved godt, at I ikke kan løse uløselige problemer. Alligevel skriver vi til jer, dels for at få lidt luft og dels for at få lidt feedback på et familieproblem, som har tappet os for kræfter i lang tid.

Min mand har en bror og en søster. De har hver deres familie, og der er tradition for, at man samles til højtider og fester og andre hyggelige komsammener, ikke mindst i min mands forældres hjem. Nu er mine svigerforældre blevet ældre og har ikke det samme overskud længere, og vores børn er ved at blive større, så de har også deres liv og deres aktiviteter. Så livet er blevet anderledes, end da vi var småbørnsfamilier.

LÆS OGSÅ:Svigerdatter med kontaktproblemer

Nu er det også mere op til vores generation at samle tropperne. Min mands søster har vi et rigtig dejligt forhold til. Jeg sætter min svigerfamilie hos hende højt, og vi slapper af, når vi er sammen, og vi har en gensidig respekt og tillid til hinanden. I den sidste tid er jeg blevet ekstra taknemmelig over det, for man opdager, at det ikke er en selvfølge at have det på den måde i sin familie.

Tilbage til problemet. Min mands bror er gift med en kvinde, der er meget fast i sine holdninger, og skal man sige det lidt enkelt og måske også lidt firkantet, så er hun altid overbevist om, at hun har sandheden på sin side. Det gælder både i forhold til liv og tro og holdninger på mange af livets områder. Det har vi ofte erfaret, og vi har også tit tænkt, at det måske var svært for min mands bror at skulle leve i dette meget bedrevidende univers. Men vi har forsøgt at være sammen med dem og deres børn på en god måde, uden at vi dog har oplevet et dybere fællesskab, for det er svært at opretholde i længden, når man ikke kan lytte til hinanden og mødes i en god dialog. Vi har bare ladet emner ligge og snakket om forskellige ting på en overfladisk måde.

For et par år siden kom det imidlertid frem, at vores svigerinde er meget oprevet over, at vi har taget nogle beslutninger i vores liv, som hun ikke synes om. Hun har både direkte og indirekte sagt, at hun både er vred på os og er dybt uenig i blandt andet vores kirkelige ståsted, børneopdragelse med videre. Vi kan da godt forstå, at det ikke er så enkelt, hvis man altid mener, at noget er rigtigt, eller noget er forkert, at man så måske bliver provokeret af, at andre tager valg, som man ikke selv ville have gjort. Men vi kan ikke forstå den styrke af vrede, som hun ytrer sig om vores liv og valg på. Når vi så er til store familiefester, så smiler hun til højre og venstre og snakker som et vandfald oftest om det, hun selv har på hjerte uden særlig evne til at lytte til andre. I starten forsøgte vi at sige, at vi måtte mødes for familiefredens skyld, og at vi måtte leve med, at hun på flere måder havde krænket os, men vi kunne også mærke, at det påvirkede vores humør og vores glæde, og vi er blevet mere og mere fortvivlede. Den familie, vi taler om, bor heller ikke langt fra os, så vi mødes i ny og næ. Vi besluttede derfor at tage hen til min mands familie for at tale om tingene, i håb om at vi i ro og fred kunne få talt om tingene og få løsnet op i vores forhold.

Vi blev i stedet meget chokerede, for vi havde nok forventet, at det kunne bedre tingenes tilstand. Imidlertid blev vi klar over, at der var mere vrede og bebrejdelse hos dem, som vi nu blev konfronteret med. Alligevel ved vi ikke helt hverken dengang eller nu, hvad det er, der udløser denne stærke reaktion, ud over at vi har taget andre valg end dem og er anderledes end dem som typer og som familie.

Egentlig er vores holdning til det at være i familie, at man trods forskellighed må have respekt og omsorg for hinanden. Men vi kan mærke nu, at de ting hun har sagt, og den måde, hun er på, gør, at vi både er dybt sårede og også vrede. Og vi er også overraskede over, at min mands bror kan se på dette uden at sige eller gøre noget. Men han er åbenbart enten enig, eller måske er han bange for hende. Eller måske begge dele.

Vi må indrømme, at det bliver sværere og sværere for os at lade som ingenting, når vi mødes til større familiekomsammener eller andre steder, og vi kan mærke, at vi har meget lidt sympati med de sider, hun har vist. Og vi er også blevet overrasket over, hvor hård et menneske kan være. Hvad gør vi? Er yderlige konfrontation gavnlig?

At fortælle om, hvor triste vi var over de første beskyldninger, gavnede jo slet ikke. Så skal man negligere det, eller skal man holde op med at ses eller hvad?

Vi må også sige, at vores tænkning om tilgivelse er blevet udfordret, for vi synes faktisk, at der er blevet sagt ting, som er så uværdige og grænseoverskridende, at vi ikke forstår, at det går an. Og vi synes, det er umuligt blot at skubbe det ind under kategorierne tilgivelse, når der slet ikke er nogen form for erkendelse om egen andel eller egentlig imødekommenhed.

Det blev en meget lang smøre. Mon der er noget, der vil kunne hjælpe os at tænke midt i denne triste situation? Vi har ikke lyst til, at det skal udvikle sig til en masse, som vores gode gamle svigerforældre skal sørge over på deres gamle dage men vi er også nødt til at bevare vores selvrespekt. Vi kan også mærke, at det reelt er en sorg for min mand, at det er gået, som det er gået, for han og hans bror var egentlig tæt på hinanden, da de var yngre. Så midt i frustrationerne er der også en sorg over tingenes tilstand.

Venlig hilsen

Søren og Ellen

Kære Søren og Ellen

Tak for jeres lange brev. Vi har valgt at bringe store dele af det. Vi tænker, at det måske også kan være med til at låne ord til det, som flere andre kan erfare, når der sker vanskelige ting i familien. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er der noget, der hedder blodets bånd, og når frustrationer og krænkelser kommer ind der, kan det gøre ekstra ondt. Det er også en stor sorg. Mange har igennem tiderne brugt uanede kræfter på komplicerede og sørgmodige familiehistorier. I har oplevet en del om det. Vi vil gerne skrive mere konkret til jer og give lidt mere feedback om svære ting og krænkelser i familien i næste uge.

God pinse!

Mange hilsener

Annette og Jørgen