Prøv avisen

Professorens vemodige farvel

Som pensionist planlægger Erik A. Nielsen en fremtid med god tid til at skrive og holde foredrag. Han holder i gennemsnit 75 foredrag om året, men der skal også være tid til at lege med de fem børnebørn. Foto: Leif Tuxen.

Egentlig ville professor Erik A. Nielsen være præst. I stedet blev han professor i litteratur ved Københavns Universitet og har fulgt faget gennem ungdomsoprøret, de politiske 1970'ere og de desillusionerede 1980'ere. Nu går han på pension, og professoratet nedlægges

Professor Erik A. Nielsen skal til at pakke ned. Kontoret på Københavns Universitet skal i flyttekasser. I går eftermiddag holdt den velanskrevne litteraturhistoriker afskedsforelæsning ved Københavns Universitet, som i mere end et halvt århundrede har været rammen om hans liv. Et taknemmeligt, men også vemodigt farvel. Tidligere var hans professorat forbundet med prestige og en særlig agtelse, men nu bliver stillingen nedlagt samtidig med hans pensionering.

"Da jeg begyndte at læse, var dansk lige så naturligt som vand er for fisken. I dag er dansk blevet et relativt smalt studium. Litteratur er langt mere nedprioriteret, hvor popkulturen har indtaget en dominerende stilling ikke bare på kommercielle kanaler, men også i Danmarks Radio," siger Erik A. Nielsen, da vi få dage før afskedsforelæsningen mødes i hjemmet i Valby i København for at se på nogle af de ideologiske og mentale strømninger, som har præget hans år på universitetet.

Hans virke har været omfattende, og publikationslisten er lang, men hans liv er kendetegnet ved en sammenvævning af litteratur og kristendom.

Den 69-årige professor er vokset op i et akademikerhjem på Østerbro i København. Hans mor var leder af søndagsskolen i Sions Kirke, hvor kirkeminister Birthe Rønn Hornbechs far, Christian Rainold Sparrevohn Rønn, var sognepræst. Selv fik Erik A. Nielsen sine første undervisningserfaringer, da han som 14-årig blev søndagsskolelærer, hvilket passede godt for en dreng, som forestillede sig en fremtid som præst.

"Da jeg kom i gymnasiet, mistede jeg troen. Samtidig syntes jeg, at der var langt mellem de idealer, som blev forkyndt i kirken, og de konflikter, som samtidig udspillede sig i menigheden," siger Erik A. Nielsen, som kom på Gl. Hellerup Gymnasium, hvor hans interesse for danskstudiet blev vakt.

I 1959 tog han derfor fat på at studere dansk, og gennem arbejdet med litteraturen fik han et nyt forhold til kristendommen.

"Jeg fandt tilbage til troen igen i en ny skikkelse gennem mit studie og ikke mindst gennem mit arbejde med den svenske forfatter Lars Ahlin, som gav mig anledning til at dykke ned i nyere luthersk teologi," siger han.

Når Erik A. Nielsen ser tilbage, kan han ikke lade være med at se sig selv som forkælet. Hans afhandling om Lars Ahlin vakte opsigt, og et stort svensk forlag bad ham skrive en folkelig bog om Ahlin, og dermed var det tostrengede virke, hvor teologi og litteratur sammenvæves, grundlagt. På universitetet havde man blik for hans kunnen og ansatte ham i en fast stilling i 1969.

Det var et universitetsmiljø i oprør, han havnede i, da han i 1969 blev amanuensis ved Københavns Universitet.

"Principielt var det et godt og nødvendigt oprør. Det var nødvendigt at gøre op med det gamle professorvælde, men som med alle andre revolutioner har de det med at blive for voldsomme," siger han.

Efter ungdomsoprøret var miljøet på universitetet, groft sagt, delt i to fløje: Enten var man reaktionær, eller også tilhørte man den marxistiske fløj. Erik A. Nielsen kom til at stå et tredje sted, for på hans fakultet samlede der sig en fløj omkring professor Aage Henriksen.

"Han havde sammen med Thorkild Bjørnvig siddet på skammel ved Karen Blixen og lærte os at læse og forstå litteratur med en anden type indforståethed end den, som man hidtil havde kendt. Ja, han lærte os at forstå litteratur med sans for ånd."

I de meget politiserede 1970'ere gik Erik A. Nielsen under tilnavnet "sorte Erik" på universitetet. Han kæmpede mod dansk medlemskab af EF, og da Danmark i 1972 meldte sig ind i EF, meldte han sig ind i Socialistisk Folkeparti i efteråret 1972. Og i universitetets røde æra blev det betragtet som et reaktionært valg, hvilket satte ham i bås som "sorte Erik".

"Det var en tid præget af et stort samfundsengagement. Mange var aktive i kampen mod Vietnamkrigen og arbejdede for bedre forhold for u-landene. For danskfagets vedkommende betød det, at man forsøgte at se faget i en større sammenhæng. Man så ikke så meget ind i sig selv, men så på den verden, man var en del af. I forhold til i dag fik de studerende mere undervisning, men man skulle altid huske at slå syv marxistiske kors for sig ved forelæsningerne og overveje, om man havde rundet begreber som kapitalen og profitraten. Og når pensum skulle opgives, måtte man overveje, hvor mange gange man kunne opgive 'Das Kapital' af Marx."

I slutningen af 1960'erne blev han gift med præsten Margrete Auken og havde sit at se til med små børn og en forskerkarriere, men blandt de studerende var rammerne om samlivet mindre faste.

"Den seksuelle frigørelse betød skiftende partnere og forsøg med alternative boformer. Og de studerende var nærmest provokerende sjusket klædt. Det var den lilla bles tid, hvor både mænd og kvinder virkelig gjorde en dyd ud af ikke at gøre noget ud af sig selv."

Erik A. Nielsen er af Præsteforeningens blad blevet udråbt til en af de førende danske teologer i det 20. århundrede. En udnævnelse, han glæder sig over og smiler af, for han er ikke teolog.

Men fra 1972 og 14 år frem sad han i Kirkeministeriets liturgikommission under ledelse af Viborg Stifts daværende biskop J.W. Jacobsen. Det langstrakte kommissionsarbejde kalder han for sin teologiske uddannelse. Og nogle af de tanker, som han har forfinet og uddybet i bogen "Kristendommens retorik", har sin rod i nogle af de tanker, som blev afledt af arbejdet i Liturgikommissionen.

"Jeg trives med at kaste et skævt, men opklarende lys på teologien," siger han og fortæller om en forelæsning i 1981, hvor han som medlem af Liturgikommissionen var inviteret til at tale i Teologisk Forening på Aarhus Universitet. Foredraget, som var sjældent velbesøgt, affødte en lang debat om, hvordan teologer forholder sig til Bibelen i lyset af den historisk-kritiske metode.

"Jeg husker, at jeg var fræk og sagde, at det var godt, at man havde Menighedsfakultetet, hvor man tog Bibelen bogstaveligt, når man på universitetet ikke gjorde andet end at analysere de bibelske tekster i stumper og stykker," siger han.

Kort før Liturgikommissionen skulle afslutte arbejdet, forlod han kommissionen i protest i forbindelse med en strid om kirkebønnen, hvor han argumenterede for, at præster ikke skulle kunne pålægges at bede for kongehuset. Han mente, at en bøn, som omfattede "al øvrighed", ville være mere passende. På baggrund af arbejdet i kommissionen skrev han i 1987 "Den skjulte gudstjeneste", som vil blive genudgivet senere i år. Bogen gjorde ham til en efterspurgt foredragsholder i dansk kirkeliv.

"Jeg har det bedst i rollen som amatørteolog, men midt i 1980'erne søgte jeg om tilladelse til at søge præsteembede. Jeg ville gerne have muligheden, hvis det marxistiske blev for tungt på universitetet."

Men der blev aldrig sendt nogen ansøgning af sted om præsteembede, i stedet opbyggede han en omfattende foredragsvirksomhed, som har været en vigtig afveksling til livet på universitetet. Og på universitetet ændrede værdierne sig op gennem 1980'erne. Da Berlinmuren faldt i 1989, var den tid for længst forbi, hvor de studerende kredsede om "Das Kapital". Og da det politiske klima ændrede sig, husker Erik A. Nielsen, hvordan flere af hans jævnaldrende kom i en nærmest depressionslignende tilstand.

"Et af dogmerne fra 1968 var, at man ikke måtte se for meget i sin egen navle. Men efter at have været så optaget af den politiske dagsorden var der flere, som ikke havde viet deres personlige udvikling nogen form for opmærksomhed, og det betalte mange en menneskelig pris for i de år. Selv har jeg haft et relativt kompliceret forhold til min far, som nærmest tvang mig til en vis form for selvterapi sideløbende med studenteroprøret."

Erik A. Nielsen ved, at han vil komme til at savne de studerende, men konstaterer, at de går til faget på en anden måde end han og hans samtidige for 50 år siden. Af og til savner han et politisk engagement hos de unge.

"Når jeg har talt politisk til mine studerende, har jeg sagt, at om 10 år skal de klare verden. Men hvordan vil I klare jer, når I tænker så lidt over tingene?".

"De er interesserede i faget og nemme at omgås, og deres arbejde er dygtigt, men de er medlemmer af en større ungdomskultur, som definerer dem. I min tid var man studerende, og studiet var det, som definerede os. Mange af os var fagidioter. Vi diskuterede altid fag og var ved at opbygge en bogsamling. Det tvivler jeg på, at ret mange af de studerende er i dag. I dag ser de studerende sig selv først og fremmest som unge, de er stilbevidste og mere påvirkede af medie- og kapitalkræfterne, end vi var i min tid.

nygaard@k.dk