Prøv avisen

Råb om håb

Foto: Colourbox.

Som foråret er salmerne med til at genskabe lyset i mørket, skriver Kristeligt Dagblads skribent

Rim er lim, siger man. Måske er det også en af årsagerne til, at jeg har fået salmer på hjernen. For de gamle slidstærke rim går ikke så nemt i glemmebogen, når man først har fået smag for dem.

Som barn kedede jeg mig ellers altid, når "den sorte bog" blev fundet frem i kirken eller til spejder. Dengang syntes jeg, at en god salme var en kort salme. Men nu er jeg blevet bidt af salmer.

LÆS OGSÅ: Jeg overgiver mig

Jeg er dybt fascineret af, hvordan en enkelt salme kan rumme en hel prædiken. Og i min fritid er jeg endda selv begyndt at forsøge at skrive små salmer. For det styrker troen at sætte den på formel med sætninger, man virkelig tror på, ligesom det er skønt at kunne synge med på en andens tekst. Jeg elsker især de danske påskesalmer, der er fulde af liv og lys.

Påsken er som skabt til danske salmer. For det er en lysfest, der passer perfekt til det danske forår. Vi fejrer, at verdens lys, Jesus Kristus, har vundet over mørket ved at opstå fra de døde, mens Guds skaberværk genopstår for næsen af os udenfor. Det er nok særligt stærkt for os i Skandinavien, der hver vinter længes mod forårets årlige mirakel. Og nu er det her!

For få måneder siden lå sneen over os som et tykt, hvidt ligtæppe, men nu er sneen erstattet af tusindvis af anemoner, der strækker sig mod himlen i spirende lovsang. Forårsbebudere kalder man med rette de tidlige forårsblomster, der som kærkomne engle indvarsler sommerens komme. Den slags metaforer er salmebogen fuld af, og man kunne sikkert åbne et helt gartneri med Grundtvigs begejstrede blomstermetaforer alene. Men de danske salmer er også skrevet af folk, der kendte til vinteren. Man fornemmer tydeligt deres "lyslængsel", synes jeg. Og selv de fantastiske fire – Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig – kendte selvfølgelig også alt til mørke i form af sorg og smerte. Flere af deres smukkeste salmer er endda skrevet under stort menneskeligt pres, og Den Danske Salmebog er på den måde fuld af lidelsesfæller, uanset hvilken situation man står i. Det kan man blandt andet læse mange gribende historier om i den bogserie om salmer, som Kristeligt Dagblads Forlag udgiver i øjeblikket.

Men personligt tror jeg også, at de danske salmister har tvivlet lige så meget som de prøvede profeter og salmister i Bibelen. Salme 22 i Salmernes Bog er for eksempel et langt råb om håb, inden salme 23 tillidsfuldt erklærer, at "Herren er min hyrde". For mig er begge følelser genkendelige, men både Salmernes Bog og Den Danske Salmebog er gode steder at finde tro og trøst, fordi de dybest set er poetiske protester mod de bekymringer, vi alle bærer rundt på.

Der er tider, hvor man næsten ikke tør tro på andet end mørke, fordi man ikke kan se andet. Men det er netop dér, man har mest grund til at bringe sit eget mørke frem i evangeliets lys. Som når Grundtvig skriver: "Påskeblomst! men er det sandt:/Har vi noget at betyde?/Er vor prædiken ej tant?/Kan de døde graven bryde?".

Det er den slags ærlige spørgsmål, der gør salmer til en åben kampplads mellem lys og mørke. Men i øjeblikket ser vi i hvert fald igen beviset på, at vintermørket kan overvindes. Og husker man foråret, husker man håbet. Det var også det, jeg tænkte på, da jeg selv var begravet i sne og bekymringer i vinter, men i stedet slog det tilbage for en stund med en lille privat påskesalme, der begynder sådan her:

"Genopstandelsen er livets dna,/for efter hver en nat, så kommer der en dag,/og efter hver en vinter begynder det at tø,/og ved Guds store nåde skal vi aldrig rigtig dø."

Glædelig opstandelse!

ohrstrom@k.dk